Den mindste af jordens to lysgivere, frembragt af Gud „til at have herredømme over natten“ og „til afmærkning af tider“. (1Mo 1:16; Sl 104:19; Jer 31:35; 1Kor 15:41) Det hebraiske ord for „måne“ (jareʹach) er nært beslægtet med jæʹrach, „månemåned“. Eftersom månemåneden altid begyndte ved nymåne (hebr.: choʹdhæsj), kom ordet for „nymåne“ også til at betyde „måned“. (1Mo 7:11; 2Mo 12:2; Es 66:23) Det græske ord for „måne“ er selēʹnē, og ordet for „måned“ er mēn, som egentlig betegner en „måneperiode“. — Lu 1:24; Ga 4:10; se også Kol 2:16, hvor ordet neomēniʹa (nymåne) forekommer.

„Fuldmåne“ er tre gange i den hebraiske tekst oversat fra levanahʹ, „hvid“, der poetisk beskriver fuldmånens hvide skær, som har en egen klarhed i de bibelske lande. (Høj 6:10; Es 24:23; 30:26) Desuden forekommer ordet kæʹsæ’ (eller keʹsæh), der også betyder „fuldmåne“, to gange. — Sl 81:3; Ord 7:20.

Da et måneomløb fra nymåne til nymåne gennemsnitlig varer ca. 29 dage, 12 timer og 44 minutter, bestod en månemåned af enten 29 eller 30 dage. Oprindelig har man uden tvivl fastsat månedernes begyndelse ved simpel iagttagelse af den tilbagevendende nymåne, men der er vidnesbyrd om at man på Davids tid beregnede nymånen på forhånd. (1Sa 20:5, 18, 24-29) Af Misjna (Rosj Hasj-Sjanah 1:3–2:7), som stammer fra tiden efter landflygtigheden, fremgår det imidlertid at det jødiske Sanhedrin trådte sammen tidligt om morgenen på den 30. dag i syv af årets måneder for at bestemme tiden for nymånen. På udsigtspunkter rundt om Jerusalem var der posteret vægtere som lod en melding tilgå Sanhedrinet så snart de skimtede nymånen. Når vidnesbyrdene var tilstrækkelige, erklærede domstolen: ’Den er helliget,’ og en ny måned var begyndt. Hvis det var overskyet eller usigtbart på grund af tåge, erklærede man at den foregående måned var på 30 dage, og den nye måned begyndte dagen efter at domstolen havde været samlet. Det fortælles også at månedens begyndelse yderligere blev bekendtgjort ved at man antændte et signalblus på Oliebjerget, hvorefter der blev tændt blus på andre højtliggende steder i hele landet. I senere tider blev meddelelsen øjensynlig bragt ud af budbringere.

I det 4. århundrede e.v.t. blev der indført en standardiseret eller fortløbende kalender, sådan at de jødiske måneder fik et fast antal dage, med undtagelse af hesjwan, kislev og adar, hvis længde stadig, baseret på visse beregninger, veksler mellem 29 og 30 dage.

Fejring af nymånedagen. Blandt jøderne blev hver nymåne markeret med trompetblæsning og frembæring af ofre, sådan som Lovpagten krævede. (4Mo 10:10; 2Kr 2:4; Sl 81:3; jf. Es 1:13, 14.) De foreskrevne ofre var endda mere omfattende end dem der normalt blev bragt på de almindelige sabbatsdage. (4Mo 28:9-15) Der siges ikke noget specifikt om hvorvidt nymånedagen var en hviledag, men ordene i Amos 8:5 tyder på at man undlod at arbejde på denne dag. Det var åbenbart en dag hvor man indtog et festmåltid (1Sa 20:5) og benyttede lejligheden til at samles og modtage undervisning i Guds lov. — Ez 46:1-3; 2Kg 4:22, 23; Es 66:23.

Den syvende nymåne hvert år (svarende til den første dag i måneden etanim, eller tisjri) var en sabbat, og ifølge Lovpagten skulle det være en dag med fuldstændig hvile. (3Mo 23:24, 25; 4Mo 29:1-6) Det skulle være „en dag med trompetblæsning“, men i en større forstand end de andre nymånedage. Denne dag indvarslede forsoningsdagen, der faldt på den tiende dag i samme måned. — 3Mo 23:27, 28; 4Mo 29:1, 7-11.

Månedyrkelse. Israelitterne benyttede månen som tidsmåler til fastsættelse af deres måneder og festtider, men de skulle holde sig fri af den månedyrkelse der blev praktiseret af de omboende folkeslag. Måneguden Sin blev dyrket i byen Ur, Sumers hovedstad, hvorfra Abraham og hans familie drog til det forjættede land. Skønt indbyggerne i Ur dyrkede flere guder, var guden Sin deres øverste gud, som de fleste af deres templer og altre var indviet til. Abraham og hans husstand rejste fra Ur til Karan, som var et andet større center for månedyrkelsen. Abrahams fader, Tara, der døde i Karan, gav sig øjensynlig af med denne form for afgudsdyrkelse. (1Mo 11:31, 32) Disse omstændigheder understreger betydningen af den advarsel Josua henvendte til israelitterne efter at de var gået ind i det forjættede land: „Sådan har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Det var på den anden side af Floden [Eufrat] jeres forfædre boede for længe siden, Abrahams og Nakors fader Tara, og de dyrkede andre guder.’ Så frygt nu Jehova og tjen ham i uangribelighed og sandhed, og fjern de guder som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Floden og i Ægypten, og tjen Jehova.“ — Jos 24:2, 14.

 Job boede også blandt månedyrkere, men trofast som han var, tog han afstand fra den skik at sende månen håndkys. (Job 31:26-28) Nabofolket midjanitterne brugte halvmåneformede smykker og hængte dem endog om halsen på deres kameler. (Dom 8:21, 26) I Ægypten, hvor både Abraham og senere israelitterne boede, var månedyrkelsen til ære for måneguden Thot, målenes gud, meget udbredt. Ved hver fuldmåne ofrede ægypterne et svin til ham. Senere blev han tilbedt i Grækenland under navnet Hermes Trismegistos (Hermes, den trefold største). Månedyrkelsen bredte sig helt til den vestlige halvkugle. I Mexico og Mellemamerika har man for eksempel fundet gamle ziggurattempler der har været viet til månen. Det danske navn på den anden dag i ugen, mandag, er et vidnesbyrd om tidligere tiders månedyrkelse, idet det oprindelig betyder „månedag“.

Månetilbederne tilskrev månen frugtbargørende kraft og så hen til den efter vækst for deres afgrøder og dyr. I Kana’an, hvor israelitterne til sidst bosatte sig, dyrkede de kana’anæiske stammer månen med umoralske ritualer og ceremonier. Her blev månen undertiden dyrket i form af gudinden Astarte. Hun blev betragtet som Ba’als hustru, og tilbedelsen af disse to guder blev ofte en snare for israelitterne i dommertiden. (Dom 2:13; 10:6) Kong Salomons fremmede hustruer bragte månedyrkelsens fordærv ind i Juda. Afgudspræster forledte Judas og Jerusalems indbyggere til at bringe røgofre til solen, månen og stjernerne, en skik der varede ved frem til kong Josias’ tid. (1Kg 11:3-5, 33; 2Kg 23:5, 13, 14) Og da Jesabel, datter af den hedenske zidonierkonge Etba’al, blev gift med kong Akab af Israel, indførte hun dyrkelsen af Ba’al og øjensynlig også af månegudinden Astarte. (1Kg 16:31) Israelitterne kom igen i berøring med månedyrkelsen under landflygtigheden i Babylon, hvor astrologerne mente at tiden for nymånen var særlig velegnet til forudsigelse af fremtiden. — Es 47:12, 13.

Israelitterne burde ikke have ladet sig forlede til månedyrkelse i betragtning af at Guds ord klart viser at månen blot er en lysgiver og en tidsmåler og ikke en person. (1Mo 1:14-18) Da israelitterne nærmede sig Kana’an, advarede Jehova dem specifikt imod at dyrke himmellegemerne som om de var afbilleder af ham. Enhver der øvede en sådan form for afgudsdyrkelse, skulle stenes til døde. (5Mo 4:15-19; 17:2-5) Gennem sin profet Jeremias erklærede Gud senere at knoglerne af Jerusalems døde, afgudsdyrkende indbyggere, deriblandt konger, præster og profeter, ville blive fjernet fra deres grave og „blive til gødning på jordens flade“. — Jer 8:1, 2.

Nogle har forsøgt at finde vidnesbyrd om hedensk påvirkning eller om en overtroisk holdning til månen i ordene i 5 Mosebog 33:14. Den danske autoriserede oversættelse af 1992 taler her om „herligheder, månen driver frem“. Men som det fremgår af andre oversættelser, betyder det hebraiske ord der her er gengivet med „måne“ (jerachīmʹ), i virkeligheden „måneder“ eller „månemåneder“ og sigter til de måneder hvori frugten modnes.

Tilsvarende mener nogle at ordene i Salme 121:6 antyder en tro på at månelyset kunne forårsage sygdom. Hvis man læser hele salmen, er det imidlertid klart at denne antagelse savner ethvert grundlag eftersom salmen i poetiske vendinger snarere udtrykker forvisning om Guds beskyttelse mod ulykke under alle forhold og til alle tider, såvel i den sollyse dag som i den månelyse nat.

Andre har gjort indsigelse mod udtrykket „månesyg“, som forekommer i den danske autoriserede oversættelse af 1992 i Mattæus 4:24 og 17:15. Det er oversat fra det græske ord selēniaʹzomai og betyder ordret „at være behersket af månen“. I mange nye oversættelser er det gengivet med „epileptiker“. Når Mattæus brugte dette almindelige græske udtryk om epileptikere ved disse to lejligheder, var det ikke fordi han mente at sygdommen var forårsaget af månen, eller at Bibelen lærer dette — han brugte blot det ord som datidens græsktalende åbenbart normalt brugte om epileptikere. På samme måde kan dansktalende kristne i dag fortsat bruge navnet mandag om den første dag i ugen selv om de ikke betragter den som helliget månen.

I den kristne æra. På Jesu og apostlenes tid dyrkede jøderne ikke månen, men de fejrede naturligvis nymånen i overensstemmelse med Moseloven. Nymånedagen fejres stadig blandt ortodokse jøder som en mindre forsoningsdag for de synder de har begået i den forløbne måned.

Den 14. nisan, hvor det var nær fuldmåne, fejredes den jødiske påske, og denne dag indstiftede Jesus måltidet til minde om sin død, også kaldet Herrens aftensmåltid. — Mt 26:2, 20, 26-30; 1Kor 11:20-26.

Til trods for at Lovpagten var ophævet, var nogle af de jødiske kristne og andre tilbøjelige til stadig at fejre nymånedagen og at overholde sabbatten, og de havde derfor brug for Paulus’ vejledning i Kolossenserne 2:16, 17 og Galaterne 4:9-11.