Israelitternes hovednæringsmiddel under deres 40 år lange ørkenvandring. (2Mo 16:35) Jehova gav dem manna for første gang i Sins Ørken i sidste halvdel af den anden måned efter udgangen af Ægypten i 1513 f.v.t. (2Mo 16:1-4) Den tjente som føde for dem indtil de i 1473 f.v.t. gik ind i Kana’ans land og spiste af det forjættede lands afgrøde. — Jos 5:10-12.

Mannaen kom til syne når morgenduggen fordampede; da „lå der på ørkenens flade noget fint  skælagtigt noget, fint som rim på jorden“. Da israelitterne første gang så det, sagde de: „Hvad er det?“, eller, ordret: „Man hu’?“ (2Mo 16:13-15; 4Mo 11:9) Sådan opstod navnet sandsynligvis, for israelitterne begyndte selv at kalde dette fødemiddel „manna“. — 2Mo 16:31.

Beskrivelse. Manna var „hvidt som korianderfrø“ og så ud som bdelliumharpiks, et vokslignende og gennemsigtigt stof hvis enkelte dråber ligner perler. Den smagte som „flade kager med honning“ eller som „sød oliekage“. Efter at være blevet malet i en håndkværn eller stødt i en morter blev den kogt eller lavet til kager og bagt. — 2Mo 16:23, 31; 4Mo 11:7, 8.

I dag findes der ikke noget naturligt forekommende stof som svarer fuldstændigt til Bibelens beskrivelse af manna, og det er derfor ikke muligt at identificere den med et kendt produkt. Dette skyldes i første række at Jehova tilvejebragte den mirakuløst. Mannaens tilsynekomst var ikke afhængig af årstiden eller af geografiske betingelser i ørkenen. Hvis den blev opbevaret natten over, gik der orm i den, og den begyndte at stinke; men det skete kun ugens fem første dage og ikke den sjette dag, hvor man samlede en ekstra omer som man spiste på sabbatten. På sabbatten fandt man ingen manna. Derved blev det indskærpet israelitterne at de skulle overholde sabbatten. — 2Mo 16:19-30.

Familieoverhovedet samlede manna til hele husstanden eller førte tilsyn med indsamlingen. Da solens varme fik mannaen til at smelte, samlede han uden tvivl hurtigt den omtrentlige mængde familien havde brug for, og målte den bagefter. Hvad enten der blev samlet lidt eller meget, alt efter husstandens størrelse, var den indsamlede mængde altid så stor at der var en omer (ca. 2,2 l) til hver. (2Mo 16:16-18) Det var dét apostelen Paulus hentydede til da han tilskyndede de kristne i Korinth til at bruge deres materielle overflod sådan at deres brødres materielle mangel blev udlignet. — 2Kor 8:13-15.

Formål. Jehova lod israelitterne sulte i ørkenen og gav dem så manna for at lære dem at „mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund lever mennesket“. Jehova gjorde dette ’for at ydmyge dem og sætte dem på prøve for senere hen at gøre godt mod dem’. (5Mo 8:3, 16) Da israelitterne blev trætte af mannaen og begyndte at kalde den ’elendigt brød’, straffede Jehova dem for deres opsætsighed ved at sende giftslanger blandt dem så mange døde. — 4Mo 21:5, 6.

Salmisten kaldte mannaen „himmelkorn“ (Sl 78:24), „brød fra himmelen“ (Sl 105:40) og „mægtiges brød“ (Sl 78:25). Der siges om engle at de er „vældige i kraft“ (Sl 103:20), og de kan derfor kaldes ’mægtige’. Det betyder dog ikke at engle spiser manna, men at Gud måske har brugt engle til at tilvejebringe den til israelitterne. (Jf. Ga 3:19.) Udtrykket „mægtiges brød“ kan også ganske enkelt betyde at mannaen kom fra himmelen, dér hvor de ’mægtige’ bor.

For at fremtidige generationer kunne se mannaen, skulle Aron stille en krukke der indeholdt en omer (ca. 2,2 l) manna, foran Jehova. Efter at den guldbeklædte pagtens ark var færdiggjort, blev en guldkrukke med manna anbragt i denne hellige kiste. (2Mo 16:32-34; He 9:4) Men da pagtens ark ca. 500 år senere blev flyttet fra det telt David havde rejst til den, til det tempel Salomon havde bygget, var guldkrukken ikke deri. (2Sa 6:17; 1Kg 8:9; 2Kr 5:10) Den havde tjent sit formål.

Brugt billedligt. Selv om mannaen blev tilvejebragt af Gud (Ne 9:20), kunne den ikke bevare israelitterne i live for evigt. Kristus Jesus gjorde opmærksom på dette og tilføjede: „Jeg er det levende brød der er kommet ned fra himmelen; hvis nogen spiser af dette brød skal han leve evigt; og det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.“ (Joh 6:30-33, 48-51, 58) Kristi trofaste disciple spiser i billedlig forstand af denne himmelske manna, dette „livets brød“, ved at tro på genløsningen i kraft af Jesu kød og blod, som han ofrede. Ved at gøre dette får de mulighed for at leve evigt, enten i himmelen sammen med Kristus eller i paradiset her på jorden.

Kristus brugte også krukken med manna i symbolsk betydning da han forsikrede sine åndsavlede disciple om at de der sejrede, ville få „den skjulte manna“, et næringsmiddel der ikke fordærves, eller det som et sådant næringsmiddel udvirkede — i deres tilfælde udødelighed og uforgængelighed i himmelen. — Åb 2:17; 1Kor 15:53.