[af hebr. Mirjam, der muligvis betyder „opsætsig“].

Bibelen omtaler seks forskellige kvinder ved navn Maria.

1. Maria, Jesu moder. Hun var datter af Eli, selv om Lukas i Jesu slægtsregister anfører hendes mand, Josef, som „søn af Eli“. I M’Clintock og Strongs Cyclopædia (1881, bd. III, s. 774) siges der: „Det er velkendt at jøderne udelukkende regnede med mandkøn når de opstillede deres slægtstavler, og at de udelod datterens navn når en bedstefaders blod gennem hende førtes videre til dattersønnen, idet de regnede datterens mand som søn af bedstefaderen på mødrene side (4Mo xxvi, 33; xxvii, 4-7).“ Det er uden tvivl derfor historikeren Lukas siger at Josef var „søn af Eli“. — Lu 3:23.

Maria var af Judas stamme og en efterkommer af David. Derfor kunne det siges om hendes søn Jesus at han ’efter kødet var kommet af Davids afkom’. (Ro 1:3) Gennem sin adoptivfader, Josef, der var en efterkommer af David, havde Jesus juridisk ret til Davids trone, og gennem sin moder havde han som Davids „afkom“ og „rod“ arveretten til „hans fader Davids trone“. — Mt 1:1-16; Lu 1:32; Apg 13:22, 23; 2Ti 2:8; Åb 5:5; 22:16.

Ifølge overleveringen hed Elis hustru og Marias moder Anna, og Annas søster havde en datter der hed Elisabet, som var moder til Johannes Døber. Hvis dette er rigtigt, var Elisabet Marias kusine. Bibelen siger selv at Maria var beslægtet med Elisabet, der var „en af Arons døtre“ og altså hørte til Levis stamme. (Lu 1:5, 36) Nogle mener at Maria var søster til Salome, som var gift med Zebedæus, hvis to sønner, Jakob og Johannes, hørte med til Jesu apostle. — Mt 27:55, 56; Mr 15:40; 16:1; Joh 19:25.

Besøgt af en engel. Omkring begyndelsen af år 2 f.v.t. sendte Gud engelen Gabriel til jomfru Maria i byen Nazaret. „Vær hilset, du højt begunstigede, Jehova er med dig,“ lød engelens højst usædvanlige hilsen. Da engelen fortalte hende at hun skulle undfange og føde en søn som skulle hedde Jesus, spurgte Maria, der på det tidspunkt kun var forlovet med Josef: „Hvorledes skal dette gå til, da jeg ikke har omgang med nogen mand?“ „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn,“ forklarede engelen. Fyldt med glæde over udsigten til dette og dog med passende beskedenhed og ydmyghed svarede hun: „Se! Jehovas trælkvinde! Måtte det gå mig som du har sagt.“ — Lu 1:26-38.

For yderligere at styrke hendes tro på denne betydningsfulde begivenhed fik hun at vide at hendes slægtning Elisabet i sin alderdom var blevet gravid og allerede var seks måneder henne fordi Jehova ved sin mirakuløse kraft havde fjernet hendes ufrugtbarhed. Maria besøgte hende, og da hun trådte ind i Elisabets hjem, sprang fosteret i Elisabets liv af glæde, hvorpå Elisabet lykønskede Maria og sagde: „Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt!“ (Lu 1:36, 37, 39-45) Maria lovpriste da under inspiration Jehova for hans godhed. — Lu 1:46-55.

Efter at Maria havde opholdt sig omkring tre måneder hos Elisabet i Judæas bjergland, vendte  hun tilbage til Nazaret. (Lu 1:56) Da Josef (sandsynligvis gennem Maria selv) blev klar over at hun var gravid, tænkte han på at skille sig fra hende i hemmelighed frem for at bringe skam over hende offentligt. (Forlovede blev betragtet som om de var gift, og det krævede skilsmisse at hæve forlovelsen.) Men Jehovas engel viste sig og åbenbarede for ham at det der var avlet i hende, skyldtes hellig ånd. Josef efterkom derpå den guddommelige anvisning og tog Maria til hustru, „men han havde ikke omgang med hende før hun havde født en søn; og han gav ham navnet Jesus“. — Mt 1:18-25.

Føder Jesus i Betlehem. I mellemtiden var der fra kejser Augustus udgået en bestemmelse om at enhver skulle lade sig indskrive i sin fødeby. Dette kom på det rigtige tidspunkt ledet af Gud, idet profetien om Jesu fødested skulle opfyldes. (Mik 5:2) Altså begav Josef og Maria, som nu var højgravid, sig af sted på den besværlige rejse på omkring 150 km fra deres hjem i Nazaret i nord til Betlehem i syd. Da der ikke var plads til dem i overnatningsrummet, kom barnet til verden under meget beskedne forhold og blev lagt i en krybbe. Dette fandt sandsynligvis sted omkring den 1. oktober i år 2 f.v.t. — Lu 2:1-7; se BILLEDER, bd. 2, s. 537; JESUS KRISTUS.

Da hyrderne hørte engelen sige: „I dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren, i Davids by,“ skyndte de sig til Betlehem og fandt dér tegnet: Marias spædbarn, ’svøbt i bind og liggende i en krybbe’. De fortalte den lykkelige familie hvad det store englekor havde sunget: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ „Maria begyndte at bevare alle disse udtalelser og at drage slutninger i sit hjerte.“ — Lu 2:8-20.

Den ottende dag lod Maria i lydighed mod Jehovas lov sin søn omskære. Den 40. dag tog hun og hendes mand barnet med til templet i Jerusalem for at bringe det foreskrevne offer. Loven krævede at man ofrede et vædderlam og en dueunge eller en turteldue. Hvis familien ikke havde råd til at ofre et lam, skulle der ofres to turtelduer eller to dueunger. Maria bragte „et par turtelduer eller to dueunger“, hvilket viser at Josef ikke var økonomisk velstillet. (Lu 2:21-24; 3Mo 12:1-4, 6, 8) Da Simeon, en retfærdig mand, så barnet, priste han Jehova fordi han i sin høje alder og før sin død havde fået lov at se ’Frelseren’. Han henvendte sig til Maria og sagde: „Et langt sværd skal gennembore din egen sjæl,“ hvormed han ikke mente at hun ville blive gennemboret med et bogstaveligt sværd, men hentydede til den smerte og lidelse hun ville erfare i forbindelse med hendes søns forudsagte død på en marterpæl. — Lu 2:25-35.

Vender tilbage til Nazaret. Nogen tid senere advarede en engel Josef om at Herodes den Store havde i sinde at dræbe det lille barn, og de skulle derfor flygte til Ægypten med Jesus. (Mt 2:1-18) Efter Herodes’ død vendte familien tilbage og bosatte sig i Nazaret, hvor Maria i de følgende år fik flere børn, mindst fire sønner foruden nogle døtre. — Mt 2:19-23; 13:55, 56; Mr 6:3.

Skønt Loven ikke krævede at kvinder overværede påskehøjtiden i Jerusalem, var Maria vant til år efter år at ledsage Josef på den omkring 150 km lange rejse dertil. (2Mo 23:17; 34:23) På en af disse rejser — det var omkring år 12 e.v.t. — var familien på tilbagevejen og allerede en dagsrejse fra Jerusalem da de opdagede at drengen Jesus manglede. Hans forældre vendte straks tilbage til Jerusalem for at lede efter ham. Efter tre dages forløb fandt de ham i templet, hvor han sad og hørte på lærerne og stillede dem spørgsmål. Maria udbrød: „Barn, hvorfor har du behandlet os således? Se, din fader og jeg har med stor bekymring ledt efter dig.“ Jesus svarede: „Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke at jeg måtte være i min Faders hus?“ For Guds søn var det helt naturligt at opholde sig i templet, hvor han kunne få bibelsk undervisning. Maria „bevarede omhyggeligt alle disse udtalelser i sit hjerte“. — Lu 2:41-51.

Alderen taget i betragtning var den 12-årige Jesus i besiddelse af en usædvanlig kundskab. „Alle som hørte ham blev hele tiden slået af forbavselse over hans forståelse og hans svar.“ (Lu 2:47) Jesu kendskab til og forståelse af Skrifterne vidnede om at hans forældre havde oplært ham godt. Både Maria og Josef må have lagt stor flid i oplæringen af ham. De havde opdraget ham i „Jehovas tugt og formaning“ og havde uden tvivl lært ham at værdsætte at komme i synagogen hver sabbat. — Lu 4:16; Ef 6:4.

Respekteret, elsket af Jesus. Efter sin dåb begunstigede Jesus ikke Maria frem for andre; han tiltalte hende ikke „moder“, men blot „kvinde“. (Joh 2:4; 19:26) Dette var på ingen måde et udtryk for respektløshed, sådan som det måske kunne lyde i vore ører. Maria var Jesu moder efter kødet; men efter sin dåb, hvor han blev åndsavlet, var Jesus i første række Guds åndelige søn, og hans „moder“ var „det Jerusalem som er oventil“. (Ga 4:26) Jesus understregede dette da Maria og hendes andre sønner ved en lejlighed afbrød ham mens han var ved at undervise, idet de bad ham om at komme udenfor til dem. Jesus  erklærede da at det var hans åndelige familie der var hans moder og nære slægtninge, og han viste dermed at de åndelige anliggender er vigtigere end de kødelige interesser. — Mt 12:46-50; Mr 3:31-35; Lu 8:19-21.

Da vinen slap op ved et bryllup i Kana i Galilæa og Maria sagde til Jesus: „De har ingen vin,“ svarede han: „Hvad har jeg med dig at gøre, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.“ (Joh 2:1-4) Jesus brugte her en gammel spørgeform som forekommer otte gange i De Hebraiske Skrifter (Jos 22:24; Dom 11:12; 2Sa 16:10; 19:22; 1Kg 17:18; 2Kg 3:13; 2Kr 35:21; Ho 14:8) og seks gange i De Græske Skrifter (Mt 8:29; Mr 1:24; 5:7; Lu 4:34; 8:28; Joh 2:4). Ordret kan spørgsmålet gengives med: „Hvad [er der] til mig og til dig?“ hvilket vil sige: „Hvad er der mellem mig og dig?“ eller: „Hvad har jeg tilfælles med dig?“ eller: „Hvad har jeg med dig at gøre?“ I hvert eneste tilfælde hvor dette spørgsmål stilles, udtrykker det en indvending mod den foreslåede eller formodede handling. Ved at anvende denne spørgeform gav Jesus altså kærligt sin moder en mild tilrettevisning og gjorde hende opmærksom på at han ikke stod under hendes ledelse, men modtog sine direktiver fra den højeste myndighed, den der havde sendt ham. (1Kor 11:3) Ydmyg og hurtigt opfattende som Maria var, forstod hun straks pointen og tog imod tilrettevisningen. Hun trak sig tilbage og overlod sagen til Jesus idet hun sagde til tjenerne: „I skal gøre hvad han end siger til jer.“ — Joh 2:5.

Da Jesus blev hængt på marterpælen, stod Maria ved siden af. For hende var Jesus mere end en elsket søn; han var Messias, hendes Herre og Frelser, Guds søn. Maria var øjensynlig enke nu. Som den førstefødte søn i Josefs husstand røgtede Jesus sit ansvar ved at bede apostelen Johannes, der sandsynligvis var hans fætter, om at tage Maria hjem til sig og sørge for hende som var hun hans egen moder. (Joh 19:26, 27) Hvorfor betroede Jesus ikke Maria til en af sine halvbrødre? For det første fremgår det ikke af beretningen at nogen af dem var til stede. For det andet havde de endnu ikke fået tro på ham, og Jesus betragtede det åndelige slægtskab som vigtigere end det kødelige. — Joh 7:5; Mt 12:46-50.

En trofast discipel. Af det sidste der bliver sagt i Bibelen om Maria, fremgår det at hun var en troende og gudhengiven kvinde som også efter Jesu himmelfart havde nær forbindelse med andre troende. De 11 apostle, Maria og andre var forsamlede i en sal ovenpå og var „alle som én vedholdende i bønnen“. — Apg 1:13, 14.

2. Maria, Martas og Lazarus’ søster. Disse tre var Jesu venner som han nærede særlig hengivenhed for, og han besøgte dem i deres hjem i Betania, som lå omkring tre kilometer (ordr.: „femten stadier“, dvs. ca. 2 romerske mil) fra Tempelbjerget i Jerusalem og på Oliebjergets østlige skråning. (Joh 11:18) Ved et besøg i Jesu tjenestes tredje år var Marta, som gerne ville være en god værtinde, overdrevent optaget af at sørge for Jesu fysiske vel. Men Maria viste sin gæstfrihed på en anden måde. „Hun satte sig ved Herrens fødder og blev ved med at lytte til hans ord.“ Da Marta beklagede sig over at hendes søster ikke hjalp til, roste Jesus Maria og sagde: „Maria har på sin side valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.“ — Lu 10:38-42.

Ser Lazarus blive oprejst. Få måneder efter ovennævnte besøg blev Lazarus syg og lå for døden. Maria og Marta sendte derfor bud til Jesus, der sandsynligvis befandt sig i Peræa øst for Jordan. Men da Jesus ankom, havde Lazarus været død i fire dage. Da Marta hørte at Jesus kom, gik hun ham hurtigt i møde, mens Maria „blev siddende hjemme“. Først da Marta vendte tilbage fra udkanten af landsbyen og hviskede til sin sørgende søster: „Læreren er her og kalder på dig,“ skyndte Maria sig ud for at møde ham. Hun kastede sig ned for hans fødder og sagde grædende: „Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.“ Hun brugte nøjagtig de samme ord som hendes søster, Marta, da hun mødte Jesus. Da han så hvordan Maria og de jøder der var sammen med hende, græd, blev han selv så bevæget at han stønnede og græd. Efter at han havde udført det usædvanlige mirakel at oprejse Lazarus fra de døde, „fik mange af de jøder som var kommet til Maria [for at trøste hende] . . . tro på ham“. — Joh 11:1-45.

Salver Jesus med olie. Fem dage før den sidste påske Jesus fejrede, var han og hans disciple igen gæster i Betania, men denne gang i Simon den Spedalskes hus. Maria og hendes familie var der også. Marta serverede aftensmåltidet; Maria rettede igen sin opmærksomhed mod Guds søn. Idet Jesus lagde sig til bords, tog Maria „et pund vellugtende olie, ægte nardus, meget kostbar“ (den kostede en årsløn) og gød den ud over hans hoved og fødder. Denne handling, der ikke vandt almindeligt bifald, blev udført af kærlighed til Jesus og agtelse for ham og var i virkeligheden en forberedelse til Jesu død og begravelse, som var nært forestående. Som tidligere blev Maria kritiseret af andre fordi hun havde givet udtryk for sin kærlighed, og  som tidligere forsvarede Jesus hendes handlemåde idet han i høj grad værdsatte hendes kærlighed og hengivenhed. „Overalt hvor den gode nyhed forkyndes i hele verden,“ sagde han, „skal det som denne kvinde har gjort også fortælles, til minde om hende.“ — Mt 26:6-13; Mr 14:3-9; Joh 12:1-8.

Denne begivenhed, som er omtalt af Mattæus, Markus og Johannes, må ikke forveksles med den salvelse der er omtalt i Lukas 7:36-50. De to begivenheder har noget tilfælles, men der er også forskelle. Den første begivenhed, som Lukas beretter om, fandt sted i den nordlige del af landet, i Galilæa, den anden i den sydlige del af landet, i Betania i Judæa. I det første tilfælde blev Jesus salvet i en farisæers hus; i det andet i Simon den Spedalskes hus. Den første salvelse blev udført af en unavngiven kvinde der var kendt som „en synder“, sandsynligvis en prostitueret; den anden blev udført af Martas søster, Maria. Desuden var der over et år mellem de to begivenheder.

Nogle kritikere siger at Johannes modsiger Mattæus og Markus. Ifølge Johannes blev den vellugtende olie udgydt over Jesu fødder og ikke over hans hoved. (Mt 26:7; Mr 14:3; Joh 12:3) I en kommentar til Mattæus 26:7 siger Albert Barnes: „Der er dog ingen modsigelse. Hun udgød den sandsynligvis over både hans hoved og hans fødder. Da Mattæus og Markus nævner det første, beretter Johannes, der delvis skrev sit evangelium for at skildre hændelser som de havde udeladt, at salveolien også blev udgydt over Frelserens fødder. At udgyde salveolie over hovedet var almindeligt. At udgyde den over fødderne var en handling der åbenbarede en bemærkelsesværdig ydmyghed over for og kærlighed til Frelseren, og fortjente derfor at blive nævnt specielt.“ — Barnes’ Notes on the New Testament, 1974.

3. Maria Magdalene. Hendes tilnavn (der betyder „fra (tilhørende) Magdala“) stammer sandsynligvis fra byen Magdala (se MAGADAN), der lå ved vestbredden af Galilæas Sø, ca. midtvejs mellem Kapernaum og Tiberias. Det berettes ikke at Jesus nogen sinde besøgte denne by, men han tilbragte megen tid i egnen deromkring. Det er heller ikke sikkert at Maria var født der eller boede der. Eftersom Lukas omtaler hende som „Maria, der blev kaldt Magdalene“, mener nogle at han hentydede til noget andet. — Lu 8:2.

Jesus uddrev syv dæmoner af Maria Magdalene, hvilket for hende var grund nok til at tro at han var Messias og til at vise denne tro gennem en opofrende og hengiven tjeneste. Hun nævnes første gang i beretningen om Jesu andet forkyndelsesår da han og hans apostle var „på rejse fra by til by og fra landsby til landsby, og han bekendtgjorde og forkyndte den gode nyhed om Guds rige“. Sammen med Johanna, der var gift med Herodes’ betroede mand, Susanna og andre kvinder brugte Maria Magdalene af sine egne midler til at sørge for Jesus og hans apostle. — Lu 8:1-3.

Maria Magdalene er især kendt for det der fortælles om hende i forbindelse med Jesu død og opstandelse. Da Jesus som Guds lam blev ført til slagtning, var hun blandt de kvinder som „havde ledsaget Jesus fra Galilæa for at sørge for ham“, og som „så til på afstand“ da Jesus hang på marterpælen. Jesu moder, Salome og „den anden Maria“ (nr. 4) var sammen med hende. — Mt 27:55, 56, 61; Mr 15:40; Joh 19:25.

Efter at Jesus var blevet begravet, gik Maria Magdalene og de andre kvinder hjem for at tilberede vellugtende stoffer og vellugtende olie før sabbatten, der begyndte ved solnedgang. Efter sabbatten, ved solopgang den første dag i ugen, gik Maria og de andre kvinder ud til graven med den vellugtende olie. (Mt 28:1; Mr 15:47; 16:1, 2; Lu 23:55, 56; 24:1) Da Maria så at graven var åben, og at den øjensynlig var tom, skyndte hun sig hen for at fortælle den overraskende nyhed til Peter og Johannes, som derefter løb ud til graven. (Joh 20:1-4) Da Maria nåede tilbage til graven, var Peter og Johannes der ikke længere, og nu kiggede hun indenfor og blev forbløffet over at se to engle i hvidt. Så vendte hun sig om og så Jesus stå der. I den tro at det var havemanden, spurgte hun hvor liget var så hun kunne tage sig af det. Da han svarede: „Maria!“ var hun straks klar over hvem han var, og impulsivt omfavnede hun ham idet hun udbrød: „Rabbuʹni!“ Men der var ikke tid til at give udtryk for en hengivenhed der hørte Jesu jordiske tjeneste til. Jesus ville kun være hos dem en kort tid. Maria måtte skynde sig at fortælle de andre disciple at han var opstået, og at han, som han sagde, ville stige op „til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud“. — Joh 20:11-18.

4. „Den anden Maria“. Hun var gift med Klopas (Alfæus) (se KLOPAS) og moder til Jakob den Lille og Joses. (Mt 27:56, 61; Joh 19:25) Ifølge overleveringen — som dog ikke finder støtte i Bibelen — var Klopas og Josef, Jesu adoptivfader, brødre. Hvis det er sandt, var denne Maria Jesu tante, og hendes sønner hans fætre.

Maria var ikke blot blandt de kvinder der „havde ledsaget Jesus fra Galilæa for at sørge for  ham“, men var også blandt dem der så ham blive pælfæstet. (Mt 27:55; Mr 15:40, 41) Sammen med Maria Magdalene opholdt hun sig uden for hans grav denne bitre eftermiddag den 14. nisan. (Mt 27:61) Den tredje dag kom de og andre til graven med vellugtende stoffer og vellugtende olie som de ville indgnide Jesu legeme med, og til deres bestyrtelse fandt de graven åben. En engel forklarede at Kristus var blevet oprejst fra de døde, og befalede dem at ’gå hen og sige det til hans disciple’. (Mt 28:1-7; Mr 16:1-7; Lu 24:1-10) Mens de var på vej, viste den opstandne Jesus sig for denne Maria og de andre. — Mt 28:8, 9.

5. Maria, Johannes Markus’ moder. Hun var også Barnabas’ tante. (Apg 12:12; Kol 4:10) I hendes hjem holdt den første kristne menighed i Jerusalem møder. Hendes søn Markus var nært knyttet til apostelen Peter, der åbenbart havde meget at gøre med Markus’ åndelige vækst, for han omtaler ham som „Markus, min søn“. (1Pe 5:13) Da Peter var blevet udfriet fra Herodes’ fængsel, gik han direkte til hendes hjem, „hvor en hel del var forsamlet og bad“. Huset må have været af en betragtelig størrelse, og dét at der var en tjenestepige, tyder på at Maria var velstillet. (Apg 12:12-17) At der er tale om hendes hus og ikke hendes mands, viser at hun sandsynligvis var enke. — Apg 12:12.

6. Maria i Rom. En kvinde som Paulus sendte hilsen til i sit brev til romerne. Hun roses for det store arbejde hun havde gjort til gavn for menigheden i Rom. — Ro 16:6.