Da israelitterne tog Kana’ans land i besiddelse, fik hver familie tildelt en jordlod som blev markeret med grænseskel eller markskel. Bibelen siger ikke noget om hvad man brugte til at markere skellene med, men det kan have været pæle, sten eller måske furer i jorden. Det hebraiske ord for „markskel“ (gevulʹ) er det samme som ordet for „grænse“ og „område“. (1Mo 10:19; 47:21) Nogle af de skelpæle eller grænsesten der fandtes i Palæstina, havde inskriptioner eller kendemærker. I Ægypten og Mesopotamien er der fundet skelpæle og grænsesten med udførlige inskriptioner. For eksempel har man i Nippur fundet en grænsesten med en inskription fra Nebukadnezar I’s tid.

Ifølge Jehovas lov var det forbudt at flytte markskellene. (5Mo 19:14; se også Ord 22:28.) Den der ’flyttede sin næstes markskel’, var forbandet. (5Mo 27:17) Eftersom de fleste levede af at dyrke jorden, berøvede den der flyttede en andens markskel, i virkeligheden den pågældende en del af hans indkomst. Det var det samme som tyveri, og det blev da også betragtet som sådant i gammel tid. (Job 24:2) Der var imidlertid samvittighedsløse mennesker som gjorde sig skyldige i sådanne lovovertrædelser, og Judas fyrster på Hoseas’ tid blev sammenlignet med dem der flyttede markskel. — Ho 5:10.

Jehova tager hensyn til enker og faderløse. Derfor hedder det at han river de hovmodiges hus ned, men at han „lader enkens markskel stå fast“. (Ord 15:25) Og Ordsprogene 23:10, 11 advarer: „Flyt ikke et ældgammelt markskel, og  gå ikke ind på de faderløses marker, for deres Genløser er stærk; han vil selv føre deres sag imod dig.“

[Illustration på side 237]

Grænsesten fra Susa med symboler for babyloniske guder