Den beretning om Jesu Kristi tjeneste som Johannes Markus skrev under guddommelig inspiration. Denne udgave af „den gode nyhed om Jesus Kristus“ beskriver indledningsvis det arbejde Johannes Døber udførte som Kristi forløber, og slutter med en beretning om begivenhederne omkring Jesu opstandelse. Dermed spænder den over tiden fra foråret 29 til foråret 33 e.v.t. — Mr 1:1.

Dette evangelium, som er det korteste af de fire, beskriver på en livfuld måde den tjeneste Jesus Kristus udførte som Guds undergørende søn. Udtryk som „straks“ og „snart“ anvendes flittigt. (Mr 1:10, 12, 18, 21, 29) Omkring halvdelen af indholdet består af samtaler, mens den anden halvdel skildrer begivenheder.

Kildemateriale. Ifølge traditionen var det Peter der leverede de grundlæggende oplysninger til Markusevangeliet; dette stemmer med at Markus var sammen med Peter i Babylon. (1Pe 5:13) Ifølge Origenes skrev Markus evangeliet „under Peters Vejledning“. (Eusebs Kirkehistorie, VI, XXV, 5) Tertullian siger i sit værk „Mod Marcion“ (IV, v) at Markusevangeliet „kan fastslås at være Peters, hvis tolk Markus var“. (The Ante-Nicene Fathers, bd. III, s. 350) Eusebios anfører en udtalelse af „presbyteren Johannes“ som er citeret af Papias (ca. år 140 e.v.t.): „Dette sagde Presbyteren: ’Markus, der var Peters Tolk, nedskrev omhyggeligt alt, hvad han huskede, imidlertid ikke i den Orden, hvori det var sagt eller gjort af Herren. . . . Markus begik ikke nogen Fejl ved at skrive noget af det, eftersom han kom i Tanker om det, thi han bestræbte sig for ikke at udelade noget af det, som han havde hørt og for ikke at give en fejlagtig Fremstilling.“ — Eusebs Kirkehistorie, III, XXXIX, 15.

Johannes Markus havde åbenbart også andre oplysningskilder. Eftersom Jesu første disciple mødtes i hans moders hjem (Apg 12:12), må han have kendt andre end Peter som havde været knyttet til Jesus, nogle som havde set Jesu gerninger og hørt ham forkynde og undervise. Da Markus formentlig var den unge mand som man forsøgte at pågribe da Jesus blev anholdt, men som „slap nøgen bort“, har han måske også haft en vis personlig kontakt med Jesus. — Mr 14:51, 52.

Øjensynlig skrevet med henblik på ikkejøder. Skønt Markusevangeliet ville interessere og gavne jødiske læsere, blev det øjensynlig ikke skrevet specielt med henblik på dem. Det synes i første række at være skrevet for ikkejødiske læsere, især romere. Dets kortfattede og fyndige stil anses for at have passet særdeles godt til romerske læseres tankegang. Her og der overføres latinske udtryk til græsk stavemåde, som når det latinske prætorium gengives med det græske praitōʹrion (Mr 15:16, Int), eller når det latinske centurio, der betegner en officer med kommando over hundrede soldater, gengives med det græske kentyriʹōn. — Mr 15:39, Int.

Beretningen indeholder forklaringer som jødiske læsere ville finde overflødige. Den gør opmærksom på at Jordan var en flod, og at templet lå lige over for Oliebjerget. (Mr 1:5; 13:3) Den nævner at farisæerne ’fastede’, og at saddukæerne lærte at „der ikke er nogen opstandelse“. (2:18; 12:18) Den forklarer også at påskeofferet blev bragt på „den første af de usyrede brøds dage“, og at ’beredelsesdagen’ var „dagen før sabbatten“. — 14:12; 15:42.

Almindeligvis skulle det ikke være nødvendigt at forklare semitiske udtryk for jødiske læsere, men Markusevangeliet er rigt på den slags oplysninger. Der anføres oversættelser af udtryk som „Boanerges“ („Tordensønner“), „Talitaʹ kum“ („Lille pige, jeg siger dig: Stå op!“), „korban“ („en gave viet til Gud“) og „Eliʹ, Eliʹ, lamaʹ sabachthaʹni?“ („Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“). — Mr 3:17; 5:41; 7:11; 15:34.

Hvor og hvornår bogen er skrevet. Overleveringen vil vide at Markusevangeliet blev til i Rom, hvilket bevidnes af oldtidsforfattere som Clemens, Eusebios og Hieronymus. Markus befandt sig i Rom under Paulus’ første fangenskab dér. (Kol 4:10; Flm 1, 23, 24) Senere var han med Peter i Babylon. (1Pe 5:13) Da Paulus anden gang var fængslet i Rom, bad han Timoteus om snart at komme og at tage Markus med. (2Ti 4:11) På det tidspunkt vendte Markus sandsynligvis tilbage til Rom. Eftersom opfyldelsen af Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse ikke omtales hos Markus, må beretningen være skrevet før denne begivenhed indtraf i år 70. Den omstændighed at Markus var i Rom én eller måske to gange i løbet af årene 60-65, tyder på at han har fuldført sit evangelium i byen inden for denne periode.

Stof som kun findes i Markusevangeliet. Markus dækker hovedsagelig stof som også findes hos Mattæus og Lukas, men flere steder giver  han supplerende oplysninger. Nogle af disse giver os et indblik i hvordan Jesus følte i forskellige situationer. Da nogle ville anklage ham for at helbrede en mand med en vissen hånd på sabbatten, blev han „dybt bedrøvet over deres hjertes ufølsomhed“. (Mr 3:5) Da man tog dårligt imod ham i hans hjemegn, ’undrede han sig over deres mangel på tro’. (6:6) Og han „fattede kærlighed“ til den rige unge mand som spurgte hvad han skulle gøre for at arve evigt liv. — 10:21.

 Hos Markus finder vi også nogle enkeltheder i forbindelse med afslutningen på Jesu jordiske liv som ikke forekommer andre steder. Om de falske vidner der blev ført imod Jesus, fortæller han at deres vidnesbyrd ikke stemte overens. (Mr 14:59) Om den forbipasserende, Simon fra Kyrene, som man tvang til at bære Jesu marterpæl, siger Markus at han var „fader til Alexander og Rufus“. (15:21) Og han nævner at Pilatus sikrede sig at Jesus virkelig var død før han tillod Josef fra Arimatæa at hente liget og begrave det. — 15:43-45.

En af de fire billedtaler af Jesus som findes i Markusevangeliet, forekommer ikke andre steder. (Mr 4:26-29) Markus omtaler mindst 19 af Jesu mirakler. To af dem (helbredelsen af en mand der var døv og talehæmmet, samt helbredelsen af en blind) er kun nævnt i Markusevangeliet. — Mr 7:31-37; 8:22-26.

Henvisninger til De Hebraiske Skrifter. Selv om Markus nok fortrinsvis skrev sit evangelium med romerne i tanke, indeholder det henvisninger til og citater fra De Hebraiske Skrifter. Han omtaler Johannes Døbers gerning som en opfyldelse af Esajas 40:3 og Malakias 3:1. (Mr 1:2-4) Beretningen indeholder også eksempler på at Jesus anvendte, citerede fra eller henviste til De Hebraiske Skrifter, heriblandt: at nogle kun ærer Gud med læberne (Mr 7:6, 7; Es 29:13); at man skal ære sine forældre (Mr 7:10; 2Mo 20:12; 21:17); udtalelser om menneskets skabelse og ægteskabets indstiftelse (Mr 10:6-9; 1Mo 1:27; 2:24); forskellige bud (Mr 10:19; 2Mo 20:12-16; 3Mo 19:13); Jesu udtalelse om templet (Mr 11:17; Es 56:7; Jer 7:11); hans forudsigelse af at han ville blive forkastet (Mr 12:10, 11; Sl 118:22, 23); Jehovas ord til Moses ved den brændende tornebusk (Mr 12:26; 2Mo 3:2, 6); de to store kærlighedsbud (Mr 12:29-31; 5Mo 6:4, 5; 3Mo 19:18); Jehovas profetiske ord til Davids Herre om at hans fjender skulle underlægges ham (Mr 12:36; Sl 110:1); profetien om at Jesu disciple skulle spredes (Mr 14:27; Zak 13:7); Jesu udbrud om at han var forladt af Gud (Mr 15:34; Sl 22:1); hans påbud til en han havde helbredt for spedalskhed (Mr 1:44; 3Mo 14:10, 11), og hans profeti om afskyeligheden der forårsager ødelæggelse (Mr 13:14; Da 9:27).

Markusevangeliets henvisninger til De Hebraiske Skrifter viser tydeligt at Jesus havde tillid til disse skrifter og anvendte dem i sin tjeneste. Evangeliet kan også lære os Menneskesønnen bedre at kende som den der ’ikke kom for at lade sig betjene, men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange’. — Mr 10:45.

Den lange og den korte slutning. Nogle har ment at Markus 16:8, der slutter med ordene: „Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange,“ ender for brat til at kunne være evangeliets oprindelige slutning. I betragtning af Markus’ stil i øvrigt behøver dette dog ikke at være tilfældet. Desuden siger både Hieronymus og Eusebios fra det 4. århundrede at den autentiske beretning slutter med ordene „for de var bange“. — Hieronymus’ 120. brev, 3. spørgsmål, ifølge Corpus Scriptorum Ecclesiasticorum Latinorum, Wien og Leipzig 1912, bd. LV, s. 481; Eusebios: „Ad Marinum“, I, ifølge Patrologia Græca, Paris 1857, bd. XXII, sp. 937.

I en del håndskrifter og oversættelser tilføjes en lang eller en kort slutning efter disse ord. Den lange slutning (som består af 12 vers) findes i Det Alexandrinske Håndskrift, Codex Ephraemi Syri rescriptus og Codex Bezae Cantabrigiensis. Den er også med i den latinske Vulgata, i Syrus Curetonianus samt i den syriske Pesjitta, men ikke i Det Sinaitiske Håndskrift, Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209, Syrus Sinaiticus og den armenske oversættelse. Nogle håndskrifter og oversættelser af senere dato indeholder den korte slutning. Codex Regius fra det 8. århundrede e.v.t. har begge slutninger, den korte først. Den indleder hver slutning med en bemærkning om at disse passager er gængse i visse kredse, men anerkender åbenbart ingen af dem som autoritativ.

Bibeloversætteren Edgar J. Goodspeed bemærker om den lange og den korte slutning på Markusevangeliet: „Den korte slutning passer meget bedre med Markus 16:8 end den lange; men ingen af dem kan betragtes som oprindeligt hørende til Markusevangeliet.“ — The Goodspeed Parallel New Testament, 1944, s. 127.

[Ramme på side 239]

HOVEDPUNKTER I MARKUSEVANGELIET

Markus’ koncise og handlingsmættede beretning om Jesu liv; skildrer Jesus som Guds undergørende søn

Markusevangeliet er det korteste af evangelierne og det tredje der blev skrevet (ca. 60-65 e.v.t.); øjensynlig skrevet med henblik på ikkejøder

Jesus forkynder nidkært om Riget

Jesus bliver døbt og begynder at forkynde at „Guds rige er kommet nær“ (1:9-11, 14, 15)

Han indbyder Simon, Andreas, Jakob og Johannes til at forlade fiskeriet og blive hans disciple (1:16-21)

Efter at have forkyndt i synagogen i Kapernaum forkynder han i hele Galilæa (1:21, 22, 35-39)

Skatteopkræveren Levi tager imod indbydelsen til at blive Jesu discipel (2:14-17)

Jesus danner en gruppe på 12 apostle som skal forkynde (3:13-19)

Han bruger mange billeder når han underviser om Guds rige, så kun de der vil, får den fulde forståelse af hans ord (4:1-34)

Jesus møder mangel på tro da han forkynder på sin hjemegn (6:1-6)

Han intensiverer forkyndelsen ved at sende sine apostle ud (6:7-13)

Hans virksomhed spredes til Fønikien og Dekapolis (7:24, 31)

Jesus forvandles og ses i Rigets herlighed (9:1-8)

Uden for Jerusalem profeterer han om ’Menneskesønnens komme med stor magt og herlighed’ (13:1-37)

Ved Herrens aftensmåltid lover Jesus at hans disciple skal være med ham i Riget (14:12-31)

Guds undergørende søn

I synagogen i Kapernaum helbreder han en dæmonbesat mand; derefter helbreder han Simons svigermoder og kurerer mange andre som er plaget af forskellige sygdomme (1:23-34, 40-42)

Ved at helbrede en der er lam, viser Jesus at han har magt til at tilgive synder (2:1-12)

Syge kommer til ham alle steder fra for at blive helbredt (3:1-12)

Efter at have stillet en storm på Galilæas Sø uddriver han dæmoner af en mand og tillader dem at gå i en flok svin (4:35–5:17)

Han helbreder en kvinde der har lidt af stadige blødninger, og oprejser Jairus’ datter (5:21-43)

Efter at have bespist 5000 med to fisk og fem brød går Jesus på Galilæas Sø under en storm (6:35-52)

Han uddriver en dæmon af en syrisk-fønikisk kvindes datter og helbreder en døv og talehæmmet mand (7:24-37)

Han bespiser 4000 med syv brød; i Betsajda giver han en blind mand synet igen (8:1-9, 22-26)

Af en døvstum dreng uddriver Jesus en dæmon der havde modstået disciplene; ved Jeriko giver han en blind tigger synet igen (9:14-29; 10:46-52)

Han forbander et figentræ, som derpå visner (11:12-14, 20)

Guds søns modstandere opnår intet

Engle sørger for Jesus efter at Satan har forsøgt at friste ham i ørkenen (1:12, 13)

Farisæernes skriftlærde kritiserer Jesus fordi han spiser sammen med skatteopkrævere og syndere, men Jesus tilbageviser deres kritik (2:15-17)

Senere protesterer farisæerne mod at Jesu disciple plukker aks på sabbatten, og at han kurerer på sabbatten; sammen med herodianerne begynder de at lægge råd op om at få ham ryddet af vejen (2:23–3:6)

Jesus tilbageviser på overbevisende måde en anklage om at han uddriver dæmoner ved hjælp af Satan (3:20-30)

Jesu forløber, Johannes Døber, halshugges, men Jesus fortsætter med at undervise (6:14-29, 34)

Farisæere og skriftlærde kritiserer Jesu disciple for at tilsidesætte overleveringen i forbindelse med at vaske hænder; Jesus afslører deres hykleri og forklarer hvad det i virkeligheden er der gør et menneske urent (7:1-23)

Farisæerne stiller Jesus spørgsmål angående skilsmisse for at sætte ham på prøve, men uden held (10:1-12)

De øverste præster, de skriftlærde og de ældste spørger om Jesu bemyndigelse efter at han har renset templet, men han bringer dem til tavshed (11:15-18, 27-33)

Han fortæller lignelsen om vingården for at afsløre de religiøse lederes modstand mod Gud og for at vise at de har til hensigt at dræbe Jesus; de søger at pågribe ham, men er bange for folkemængden (12:1-12)

Farisæere og herodianere spørger Jesus om det er tilladt at betale skat til kejseren; saddukæere stiller et vanskeligt spørgsmål om opstandelsen. Det lykkes dem ikke at fange Jesus i ord (12:13-27)

Judas forråder Jesus; Jesus anholdes, og Sanhedrinet dømmer ham til døden. Han forudsiger ikke desto mindre at han vil „sidde ved kraftens højre hånd og komme med himmelens skyer“ (14:1, 2, 10, 11, 32-65)

Pilatus presses til at dømme Jesus til døden; Jesus dør på marterpælen og begraves (15:1-47)

Engle forkynder at Jesus er opstået (16:1-8)