(Mattæʹus) [sandsynligvis en kortform af hebr. Mattitja, der betyder „Jehovas gave“].

En jøde, også kendt under navnet Levi, som blev en Jesu Kristi apostel, og som skrev det evangelium der bærer hans navn. Han var søn af en mand ved navn Alfæus og var skatteopkræver før han blev en af Jesu disciple. (Mt 10:3; Mr 2:14; se SKATTEOPKRÆVER.) Bibelen fortæller ikke om Levi også havde navnet Mattæus før han blev Jesu discipel, om han fik navnet på det tidspunkt, eller om Jesus gav ham navnet da han udnævnte ham til apostel.

Det ser ud til at Mattæus’ kaldelse fandt sted på et tidligt tidspunkt under Jesu tjeneste i Galilæa (i år 30 eller begyndelsen af år 31). Mattæus sad da på et skattekontor i eller i nærheden af Kapernaum (Mt 9:1, 9; Mr 2:1, 13, 14), og „idet han forlod alt, rejste han sig og fulgte ham“. (Lu 5:27, 28) Måske for at fejre at han var blevet kaldet til at følge Jesus, holdt Mattæus derpå „et stort selskab“ hvor både Jesus, hans disciple og mange skatteopkrævere og syndere var til stede. Dette faldt farisæerne og de skriftlærde for brystet, og de begyndte at knurre over at Jesus spiste og drak sammen med skatteopkrævere og syndere. — Lu 5:29, 30; Mt 9:10, 11; Mr 2:15, 16.

Da Jesus efter påsken i år 31 udvalgte de 12 apostle, var Mattæus en af dem. (Mr 3:13-19; Lu 6:12-16) Derefter nævnes Mattæus ikke igen ved navn før efter Jesu himmelfart. Han så den opstandne Jesus Kristus (1Kor 15:3-6), modtog Jesu sidste vejledning og befalinger og så ham stige til himmelen. Derefter vendte han og de andre apostle tilbage til Jerusalem, hvor de holdt til i ’en sal ovenpå’, og det nævnes specielt at Mattæus var iblandt dem. Han må altså have været en af de omtrent 120 disciple der modtog den hellige ånd på pinsedagen år 33. — Apg 1:4-15; 2:1-4.