Den inspirerede beretning om Jesu Kristi liv som er skrevet — uden tvivl i Palæstina — af den tidligere skatteopkræver Mattæus, eller Levi. Det er den første bog i De Kristne Græske Skrifter, og det er siden de ældste tider blevet betragtet som det første evangelium der blev skrevet. Beretningen begynder med Jesu jordiske slægtsregister, fulgt af hans fødsel, og slutter med at Jesus efter sin opstandelse pålægger sine disciple ’at gå ud og gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Mt 28:19, 20) Den spænder således over tiden mellem Jesu fødsel i år 2 f.v.t. og hans møde med disciplene umiddelbart før himmelfarten i år 33 e.v.t

Hvornår det er skrevet. I en del håndskrifter (alle af senere dato end det 10. årh.) er Mattæusevangeliet forsynet med efterskrifter som siger at beretningen blev skrevet omkring det ottende år efter Kristi himmelfart (ca. år 41). Dette strider ikke mod de indre vidnesbyrd. Den omstændighed at opfyldelsen af Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse ikke nævnes, peger på at beretningen er affattet før år 70 (Mt 5:35; 24:16), og udtrykket „den dag i dag“ (27:8; 28:15) viser at der er gået nogen tid mellem de hændelser der omtales, og det tidspunkt da beretningen blev nedskrevet.

Oprindelig skrevet på hebraisk. De ikkebibelske vidnesbyrd om at Mattæus oprindelig skrev sit evangelium på hebraisk, går helt tilbage til Papias af Hierapolis, der levede i det 2. århundrede e.v.t. Eusebios citerer Papias for at have sagt: „Matthæus sammenstillede Ordene paa Hebraisk.“ (Eusebs Kirkehistorie, III, XXXIX, 16) I begyndelsen af det 3. århundrede henviste Origenes til Mattæus’ beretning, og i en omtale af de fire evangelier sagde han ifølge Eusebios at det „første blev skrevet af den forhenværende Tolder Matthæus, som senere blev Jesu Kristi Apostel. Han udgav det for de troende, der kom fra Jødedommen, og han skrev det paa det hebraiske Sprog.“ (Eusebs Kirkehistorie, VI, XXV, 3-6) Den lærde Hieronymus (fra det 4. og 5. årh. e.v.t.) skrev i sit værk De viris inlustribus (Om berømte mænd), kapitel III: „Mattæus . . . affattede først et Evangelium om Kristus i Judæa på det hebraiske sprog og med hebraiske skrifttegn til gavn for dem af omskærelsen der var blevet troende. . . . I øvrigt er den hebraiske udgave bevaret indtil i dag i biblioteket i Cæsarea, som martyren Pamfilus så flittigt samlede.“ — Oversættelse på grundlag af den latinske tekst som E. C. Richardson har udgivet og offentliggjort i serien „Texte und Untersuchungen zur Geschichte der altchristlichen Literatur“, Leipzig 1896, bd. 14, s. 8, 9.

Man formoder at Mattæus, efter at have skrevet sin beretning på hebraisk, selv oversatte den til det fællesgræske sprog, koinégræsk.

Oplysninger som kun findes i Mattæusevangeliet. En undersøgelse af Mattæus’ beretning viser at over 40 procent af stoffet deri ikke findes i de tre andre evangelier. Dette gælder  for eksempel Mattæus’ gengivelse af Jesu slægtsregister (Mt 1:1-16), som adskiller sig fra den der findes i Lukasevangeliet (Lu 3:23-38). En sammenligning af de to registre tyder på at Mattæus anfører Jesu juridiske afstamning gennem adoptivfaderen Josef, mens Lukas åbenbart anfører hans naturlige eller biologiske afstamning gennem Maria. Andre hændelser eller detaljer der kun nævnes hos Mattæus, er: Josefs reaktion på at Maria var gravid, dét at en engel viste sig for Josef i en drøm (Mt 1:18-25), astrologernes besøg, flugten til Ægypten, drabet på drengebørnene i Betlehem og omegn (kap. 2) og Pilatus’ hustrus drøm angående Jesus (27:19).

Mindst ti af de lignelser, eller billedtaler, der findes i Mattæus’ beretning, nævnes ikke i de andre evangelier. Det gælder for eksempel fire i kapitel 13, nemlig dem der handler om ukrudtet blandt hveden, om den skjulte skat, om den værdifulde perle og om voddet. Desuden er der billedtalerne om den ubarmhjertige træl (Mt 18:23-35), arbejderne i vingården (20:1-16), kongesønnens bryllup (22:1-14), de ti jomfruer (25:1-13) og talenterne (25:14-30).

 Undertiden giver Mattæus supplerende detaljer. Indholdet af Bjergprædikenen findes også hos Lukas (Lu 6:17-49), men Mattæusevangeliet er langt mere udtømmende. (Mt 5:1–7:29) Både Markus, Lukas og Johannes omtaler den mirakuløse bespisning af hen ved 5000 mænd, men Mattæus tilføjer: „foruden kvinder og børn.“ (Mt 14:21; Mr 6:44; Lu 9:14; Joh 6:10) Mattæus nævner at Jesus mødte to dæmonbesatte i gadarenernes land, mens Markus og Lukas kun nævner én. (Mt 8:28; Mr 5:2; Lu 8:27) Mattæus fortæller også at to blinde blev helbredt ved en lejlighed, mens Markus og Lukas kun nævner én. (Mt 20:29, 30; Mr 10:46, 47; Lu 18:35, 38) Naturligvis havde alle skribenterne ret i den forstand at det drejede sig om mindst én ved hver lejlighed; men Mattæus var ofte mere nøjagtig med at angive tal og størrelser. Det kan måske tilskrives hans tidligere arbejde som skatteopkræver.

Mattæus’ brug af De Hebraiske Skrifter. Det er blevet anslået at Mattæusevangeliet indeholder omkring 100 henvisninger til De Hebraiske Skrifter. Omkring 40 af disse er egentlige citater. Heriblandt er Jesu egne direkte citater fra og indirekte henvisninger til De Hebraiske Skrifter, for eksempel: at en mand ville få nogle af sin egen husstand til fjender (Mt 10:35, 36; Mik 7:6); at Johannes Døber var den „Elias“ der skulle komme (Mt 11:13, 14; 17:11-13; Mal 4:5); at Jesu erfaring kunne sammenlignes med det der overgik Jonas (Mt 12:40; Jon 1:17); budet om at ære sine forældre (Mt 15:4; 2Mo 20:12; 21:17); at nogle kun ærer Gud med læberne (Mt 15:8, 9; Es 29:13); at der skulle føres to eller tre vidner (Mt 18:16; 5Mo 19:15); udtalelser om ægteskab (Mt 19:4-6; 1Mo 1:27; 2:24); forskellige bud (Mt 5:21, 27, 38; 19:18, 19; 2Mo 20:12-16; 21:24; 3Mo 19:18; 24:20; 5Mo 19:21); at templet var gjort til „en røverhule“ (Mt 21:13; Es 56:7; Jer 7:11); at „den sten bygmestrene forkastede“, nemlig Jesus, var blevet „hovedhjørnesten“ (Mt 21:42; Sl 118:22, 23); at Davids Herres fjender skulle lægges under hans fødder (Mt 22:44; Sl 110:1); at afskyeligheden ville stå på et helligt sted (Mt 24:15; Da 9:27); at Jesu disciple ville blive spredt (Mt 26:31; Zak 13:7); at Jesus tilsyneladende ville blive forladt af Gud (Mt 27:46; Sl 22:1). Yderligere kan nævnes de udtalelser hvormed Jesus afviste Satans fristelser. — Mt 4:4, 7, 10; 5Mo 8:3; 6:16, 13.

Det er også interessant at se hvordan Mattæus under inspiration anvendte profetier fra De Hebraiske Skrifter på Jesus og dermed beviste at han var den lovede Messias. Dette ville især tale til jøderne, som beretningen ser ud til i første række at være skrevet for. Det drejer sig om profetier som disse: at Jesus skulle fødes af en jomfru (Mt 1:23; Es 7:14); at det skulle ske i Betlehem (Mt 2:6; Mik 5:2); at han skulle kaldes fra Ægypten (Mt 2:15; Ho 11:1); at der ville lyde klage over de dræbte drengebørn (Mt 2:16-18; Jer 31:15); at Johannes Døber skulle berede vejen for Jesus (Mt 3:1-3; Es 40:3); at Jesu tjeneste ville bringe lys (Mt 4:13-16; Es 9:1, 2); at han skulle bære andres sygdomme (Mt 8:14-17; Es 53:4), anvende billedtale (Mt 13:34, 35; Sl 78:2), ride ind i Jerusalem på et æselføl (Mt 21:4, 5; Zak 9:9), og at han ville blive forrådt for 30 sølvstykker (Mt 26:14, 15; Zak 11:12).

En nøjagtig og gavnlig beretning. Eftersom Mattæus hørte til Jesu nærmeste medarbejdere og således var øjenvidne til hans tjeneste, er det forståeligt at denne tidligere skatteopkræver kunne skrive en bevægende og indholdsrig beretning om Jesu liv. Med Guds ånds hjælp var han i stand til at genkalde sig i detaljer hvad Jesus havde sagt og gjort på jorden. (Joh 14:26) Han skildrede ikke blot Jesus fra Nazaret som Guds elskede søn der havde opnået hans godkendelse, og som den der var kommet „for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“, men også som den forudsagte messianske konge der siden skulle komme i sin herlighed. (Mt 20:28; 3:17; 25:31) Da Jesus var på jorden, henviste han til sine gerninger og kunne med rette sige: „Fattige får den gode nyhed forkyndt.“ (11:5) I dag er der utallige, både jøder og ikkejøder, som har stor gavn af den gode nyhed om Riget som Mattæus nedfældede i sit evangelium. — Mt 4:23, fdn.

[Ramme på side 247]

HOVEDPUNKTER I MATTÆUSEVANGELIET

Apostelen Mattæus’ beretning om Jesu liv. Dette evangelium er fortrinsvis skrevet med henblik på jøder og viser at Jesus er den forudsagte messianske konge

Som det første evangelium blev det sandsynligvis oprindelig skrevet på hebraisk omkring otte år efter Kristi død og opstandelse

Enkeltheder i Jesu liv opfylder messiasprofetier

Jesus fødes af en jomfru, en efterkommer af Abraham i Davids slægt, i Betlehem (1:1-23; 2:1-6)

Drengebørn dræbes; han kaldes fra Ægypten (2:14-18)

Han vokser op i Nazaret; Johannes Døber bereder vejen for ham (2:23–3:3)

Han viser sig at være et lys i Galilæa (4:13-16)

Han udfører mange mirakuløse helbredelser (8:16, 17)

Han hjælper med glæde de ringe stillede (12:10-21)

Han underviser ved hjælp af billedtale; manges hjerter er uimodtagelige (13:10-15, 34, 35)

Jesus rider ind i Jerusalem på et æselføl; han hyldes som Davids søn af folkeskarerne, men forkastes af de jødiske ’bygmestre’ (21:1-11, 15, 42)

Judas forråder ham for 30 sølvstykker, der senere bruges til købet af en mark (26:14, 15, 48, 49; 27:3-10)

Hans disciple spredes (26:31)

Jesus befinder sig i graven i dele af tre dage (12:39, 40)

Jesus forkynder den gode nyhed om Guds rige

Efter at Johannes er blevet arresteret, forkynder Jesus: „Himlenes rige er kommet nær“ (4:12-23)

Han tager rundt til alle byerne og landsbyerne i Galilæa for at forkynde den gode nyhed om Riget (9:35)

Han instruerer sine 12 disciple og sender dem ud at forkynde Riget (10:1–11:1)

Han åbenbarer sandheder om Riget, fremholder lignelserne om sædemanden, hveden og ukrudtet, sennepsfrøet, surdejen, skatten som var skjult i en mark, perlen af stor værdi, voddet, arbejderne i vingården, de to sønner, de onde vinavlere og kongesønnens bryllup (13:3-50; 20:1-16; 21:28-41; 22:1-14)

Han besvarer sine disciples spørgsmål angående tegnet på hans nærværelse, og i sit svar forudsiger han en verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Riget (24:3–25:46)

Jesus afslører de religiøse lederes hykleri

Han viser at de misfortolker hensigten med sabbatten, og at deres overleveringer gør Guds ord ugyldigt (12:3-7; 15:1-14)

Han afslører deres mangel på tro, deres morderiske ånd, deres hykleri og deres stolthed (12:24-42; 16:1-4; 21:43-45; 23:2-36)

Han blotlægger deres foragt for ret, barmhjertighed og trofasthed (23:23, 24; 9:11-13)

Jesus giver sine disciple god vejledning

I Bjergprædikenen viser Jesus hvorfor hans disciple kan være lykkelige; han advarer dem mod vrede og tilskynder dem til at holde fred med hinanden og til endog at elske deres fjender; han fortæller om faren ved at tænke på ægteskabsbrud; han fraråder hykleri, lærer disciplene at bede, advarer mod materialisme og råder dem til at søge Guds rige og hans retfærdighed først; han advarer sine tilhørere mod at være overkritiske, siger til dem at de skal bede uophørligt, være klar over at vejen til livet er trang, og at de skal bære god frugt (5:1–7:27)

Jesus tilskynder til ydmyghed og advarer mod at bringe andre til snublen og fald; han viser hvordan uoverensstemmelser skal løses (18:1-17, 21-35)

Han udtaler hvad der er den kristne norm for ægteskab og skilsmisse (19:3-9)

Guds søns død og opstandelse

På påskeaftenen indstifter Jesus højtiden til minde om sin kommende død (26:26-30)

Han forrådes og arresteres, og Sanhedrinet dømmer ham skyldig til døden (26:46-66)

Han forhøres af Pilatus, piskes, hånes og pælfæstes (27:2, 11-54)

Jesus begraves; han oprejses og viser sig for sine disciple; han bemyndiger dem til at gå ud og gøre disciple af folk af alle nationer (27:57–28:20)