En stærk følelse af deltagelse i en andens nød eller lidelse forbundet med et ønske om at hjælpe  vedkommende. Et af de hebraiske ord der bibringer tanken om medfølelse eller medlidenhed, er udsagnsordet chamalʹ, der betyder „at have eller vise medlidenhed eller medfølelse; at skåne“. (2Mo 2:6; Mal 3:17; 2Sa 21:7) Det græske udsagnsord oikteiʹrō betyder „at have medlidenhed“, mens navneordet oiktirmosʹ betegner den dybe medfølelse eller inderlige barmhjertighed. (Ro 9:15; 12:1; 2Kor 1:3; Flp 2:1; Kol 3:12; He 10:28) Det græske udsagnsord splagchniʹzomai, der betyder „at få eller at have inderligt ondt af; at have medfølelse med“, kommer af navneordet splagʹchna, der bogstaveligt betyder „indvolde“ (Apg 1:18), men da stærke følelser kan indvirke på de indre organer, bruges navneordet som oftest til at betegne „inderlig hengivenhed“ eller „inderlig medfølelse“. — 2Kor 6:12; 1Jo 3:17; se også BARMHJERTIGHED; HENGIVENHED.

Den der har sat det største eksempel med hensyn til at vise medfølelse og medlidenhed, er Jehova Gud selv. Dette kom udmærket til udtryk i hans forhold til israelitterne. Han ikke alene følte for dem under deres trængsler i Ægypten, men udfriede dem til sidst af deres undertrykkeres hånd og sørgede kærligt for dem i ørkenen. (Es 63:7-9) Og selv om de efter bosættelsen i det forjættede land gang på gang svigtede ham, hørte han deres råb om hjælp og frelste dem igen og igen fra deres fjenders hånd. — Dom 2:11-19.

Men til sidst kom israelitterne så langt ud at de ikke længere kunne ændre sind. De forfaldt til afgudsdyrkelse i stor stil idet de endda bragte afguder ind i Jehovas helligdom og besmittede den. De fortsatte med at drive spot med profeterne og at vise ringeagt for Jehovas ord. Den Højeste kunne ikke længere have medlidenhed med dem. Derfor overgav han dem i kong Nebukadnezars hånd, hvorved han fuldbyrdede den dom han i forvejen havde forkyndt ved profeterne. — 2Kr 36:15-17; Jer 13:14; 21:7; Ez 5:11; 8:17, 18.

Jesus Kristus genspejlede til fuldkommenhed sin Faders personlighed med hensyn til at vise medfølelse. Han fik „inderligt ondt“ af folkeskarerne, også når han havde trukket sig tilbage for at hvile sig, „for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Mt 9:36; Mr 6:34) Når han så mennesker der sørgede eller var blinde eller spedalske, fik han ondt af dem og følte sig bevæget til at hjælpe dem. (Mt 14:14; 20:30-34; Mr 1:40, 41; Lu 7:12, 13) Det var også medfølelse der bevægede ham til mirakuløst at bespise de mennesker der havde været sammen med ham uden at få mad i tre dage. — Mt 15:32-38; Mr 8:2-9.

Jesu disciple kan følge hans og hans Faders eksempel ved villigt og med glæde at hjælpe dem der er i nød, og tage imod alle der oprigtigt ændrer sind og helhjertet vender om til Jehova. (Mt 18:21-35; Lu 10:30-37; 15:11-32) Da kan de være sikre på at den Almægtige fortsat vil vise dem barmhjertighed. — Mt 5:7.

Hvornår man ikke skal vise medfølelse. Alle som lærer Jehova at kende, bør efterligne ham og stræbe efter at være medfølende. (Ef 4:32–5:1) Men der er tilfælde hvor det ikke er på sin plads at vise medfølelse. Hvis nogle fortsætter med at synde og med overlæg modsætter sig Jehovas retfærdige veje, vil det være forkert at vise medlidenhed og beskytte dem mod den velfortjente straf. — 5Mo 13:6-11; He 10:28.

At give efter for pres og vise medlidenhed i modstrid med Guds vilje kan få alvorlige konsekvenser. Det fremgår af det der skete med kong Saul. Tiden var kommet til at Guds dom skulle eksekveres over amalekitterne, det første folk der rettede et uprovokeret angreb mod israelitterne efter at disse var draget ud af Ægypten. Saul fik besked på at han ikke måtte have medfølelse med dem. Men under pres fra sine undersåtter gennemførte han ikke fuldstændigt Jehovas befaling. Følgen var at Jehova forkastede Saul som konge. (1Sa 15:2-24) Man kan undgå at fejle som Saul og miste Guds godkendelse ved at opdyrke dyb værdsættelse af Jehovas veje og lade loyaliteten mod ham komme i første række.