Mederne tilhørte den ariske race. De var således af jafetisk æt og nedstammede øjensynlig fra Jafets søn Madaj. (1Mo 10:2) Hvad angår afstamning, sprog og religion, var de nært beslægtede med perserne.

Mederne optræder ikke i bibelhistorien før det 8. århundrede f.v.t., men den første omtale af dem i de tilgængelige verdslige kilder daterer sig fra den assyriske konge Salmanassar III’s tid. Denne konge herskede samtidig med kong Jehu af Israel (ca. 904-877 f.v.t.). Arkæologiske og andre vidnesbyrd menes at bekræfte deres tilstedeværelse på den iranske højslette siden midten af det 2. årtusind f.v.t.

Geografi. Grænserne for det mediske område har uden tvivl varieret noget gennem tiden, men det har hovedsagelig strakt sig vest og syd for Det Kaspiske Hav og var adskilt fra kysten af Elburzbjergene. Mod nordvest strakte det sig øjensynlig forbi Urmiasøen til Araxesdalen, mens det mod vest nåede til Zagrosbjergene, der skilte Medien fra Assyrien og den mesopotamiske slette. Mod øst grænsede det til et stort ørkenområde, og mod syd til landet Elam.

Medernes land var således hovedsagelig en bjergrig højslette der i gennemsnit lå fra 900 til 1500 m over havet. Da nedbøren i området som regel er sparsom, er en betragtelig del af landet tør og steppeagtig, men nogle steder findes der også frugtbare sletter. De fleste af landets floder strømmer i retning af den store ørken i landets indre, hvor de opløses og bliver til sumpe som  tørrer ud i sommerheden og efterlader saltaflejringer. På grund af de naturlige grænser var Medien forholdsvis let at forsvare. Den vestlige bjergkæde er den højeste, med talrige bjerge på over 4200 meters højde, men den højeste tinde, Damavandbjerget (5771 m), hører til Elburzbjergene i nærheden af Det Kaspiske Hav.

Hovederhverv. Ligesom i nutiden boede hovedparten af befolkningen i fortiden øjensynlig i små landsbyer eller var nomader, og kvægavl var et af de vigtigste erhverv. Dette bekræftes af kileskrifttekster som beretter om assyriske indfald i Medien og oplyser at den fremragende hesterace som mederne opdrættede, var blandt erobrernes foretrukne bytte. På de gode græsgange i de højtliggende dale gik der får, geder, æsler, muldyr og kvæg. På assyriske relieffer er mederne undertiden afbildet iført noget der ligner fåreskindskapper over tunikaer og med højskaftede snørestøvler, en påklædning der var nødvendig når de arbejdede som hyrder på højsletterne, hvor vintrene bragte sne og bitter kulde. Arkæologiske fund viser at mederne havde dygtige smede der arbejdede i bronze og guld.

Historie. Mederne har ikke efterladt sig skriftlige vidnesbyrd af betydning; det man kender til dem, bygger på den bibelske beretning, assyriske tekster og de klassiske græske historikeres værker. Mederne synes at have været opdelt i talrige småriger under stammehøvdinger, og de assyriske konger Shamshi-Adad V, Tiglat-Pileser III og Sargon II praler i deres beretninger af sejre over visse byfyrster i de fjerne mederes land. Efter at assyrerne havde besejret Israel i 740 f.v.t., blev israelitterne sendt i landflygtighed til steder i Assyrien og til „medernes byer“, hvoraf nogle på det tidspunkt var underlagt Assyrien som vasalstater. — 2Kg 17:6; 18:11.

De assyriske bestræbelser for at undertvinge mederne fortsatte under assyrerkongen Asarhaddon, som var søn af Sankerib og åbenbart levede samtidig med kong Manasse af Juda (716-662 f.v.t.). I en af sine inskriptioner taler Asarhaddon om „distriktet Patusharri ved saltsteppen midt i de fjerne Mederes land i lapis-lazuli-bjerget Biknis område“ og siger: „Stærke sjejker, som ikke havde bøjet sig under mit åg, — dem tilligemed deres folk, ride-heste, stort og småt kvæg og dromedarer — et vægtigt bytte — tog jeg og førte til Assyrien.“ (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 153) I den efterfølgende tekst nævner han at han pålagde dem en årlig tribut og gave.

Ifølge den græske historiker Herodot (I, 96) udgjorde mederne et forenet rige under en hersker ved navn Deiokes. Nogle af nutidens historikere mener at Deiokes er identisk med den hersker der i indskrifterne kaldes Daiaukku. Han blev taget til fange af Sargon II og deporteret til Hamat efter et assyrisk angreb på Medien. De fleste forskere mener dog at Mediens konger først begyndte at forenes under én hersker på Kyaxares’ tid. (Denne Kyaxares var ifølge Herodot [I, 102, 103] en sønnesøn af Deiokes.) Selv på det tidspunkt kan de have været ligesom Kana’ans småriger, der undertiden kæmpede under én konges ledelse, men alligevel bevarede en betydelig uafhængighed. — Jf. Jos 11:1-5.

Medernes styrke voksede trods assyrernes angreb, og de blev nu Assyriens farligste rival. Da Nabopalassar af Babylon (Nebukadnezars fader) gjorde oprør mod Assyrien, forenede mederen Kyaxares sine tropper med babyloniernes. Efter at mederne i Nabopalassars 12. år (634 f.v.t.) havde indtaget Assur, mødtes Kyaxares (kaldet U-ma-kis-tar i de babyloniske indskrifter) med Nabopalassar ved den erobrede by, hvor de „oprettede en venskabs- og troskabs-pagt med hinanden“. (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter, s. 193) Berossos (kendt gennem Polyhistor og Abydenos, som begge er citeret hos Eusebios) siger at Nabopalassars søn, Nebukadnezar, giftede sig med den mediske konges datter, hvis navn var Amytis (eller Amuhea ifølge Abydenos). (Eusebios, Chronicorum liber prior, redigeret af A. Schoene, Berlin 1875, sp. 29, 16.-19. linje; sp. 37, 5.-7. linje) Historikerne er imidlertid uenige om hvorvidt Amytis var datter af Kyaxares eller af hans søn Astyages.

Besejrer Assyrien sammen med babylonierne. Efter flere kampe med assyrerne lykkedes det endelig i Nabopalassars 14. år (632 f.v.t.) medernes og babyloniernes forenede hære at indtage Nineve. (Zef 2:13) Den assyriske modstand flyttedes til Karan (omkring 360 km mod vest), men selv om Assyrien fik hjælp fra Ægypten, var bestræbelserne for at opretholde det assyriske herredømme forgæves, og Assyrerriget blev delt mellem mederne og babylonierne. (Na 2:8-13; 3:18, 19) Det ser ud til at mederne tog den nordlige del af området, mens babylonierne tog den sydlige og sydvestlige del, herunder Aram (Syrien) og Palæstina. Kyaxares trængte derefter ind i Lilleasien, helt frem til Halysfloden, hvor en krig med Lydien forblev uafgjort, så Halysfloden blev Mederrigets vestligste grænse. Riget omfattede nu størstedelen af det iranske højland,  det nordlige Mesopotamien, Armenien og Kappadokien.

Førerstillingen overgår til perserne. På dette tidspunkt indtog mederne, hvis hovedstad var Ekbatana (Ezr 6:2), førerstillingen i forhold til de beslægtede persere, som havde sat sig i besiddelse af området syd for Medien. De græske historikere Herodot (I, 107, 108) og Xenofon (Cyropaedia, I, ii, 1) fortæller begge at Kyaxares’ efterfølger, Astyages (kaldet „Ishtumegu“ i kileskriftteksterne), bortgiftede sin datter Mandane til den persiske hersker Kambyses, med hvem hun fik sønnen Kyros (II). Da Kyros var blevet konge af Anshan, en persisk provins, forenede han de persiske hærstyrker i et forsøg på at afkaste det mediske åg. Nabonids Krønike fortæller at „Ishtumegus [Astyages’] hær gjorde oprør imod ham“, og at soldaterne overgav ham „i lænker“ til Kyros, som derefter indtog den mediske hovedstad. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 305) Herved blev Medien forenet med Persien, hvorved det medo-persiske rige opstod. I et syn så profeten Daniel meget passende den medo-persiske dobbeltmagt fremstillet som en vædder med to horn, hvoraf „det højeste voksede ud sidst“, et udtryk for at perserne ville opnå førerstillingen og bevare overherredømmet i verdensriget resten af den tid det bestod. — Da 8:3, 20.

Kyros gav imidlertid mederne magtfulde stillinger så de fortsat bevarede en betydelig indflydelse under hans herredømme. Da profeten Daniel tydede den kryptiske skrift på væggen for kong Belsazzar, forudsagde han således at det babyloniske rige ville blive delt og givet til „mederne og perserne“, og længere fremme i Daniels Bog er det stadig mederne der nævnes først i vendingen „medernes og persernes lov“. (Da 5:28; 6:8, 12, 15) I det efterfølgende århundrede nævnes parterne i omvendt rækkefølge i Esters Bog (Est 1:3, 14, 18, 19), dog med en enkelt undtagelse (Est 10:2), hvor Medien nævnes før Persien, nemlig i den historiske rækkefølge.

Besejrer Babylon sammen med perserne. I det 8. århundrede f.v.t. havde profeten Esajas forudsagt at Jehova ville ægge mederne mod Babylon, idet han beskrev mederne som nogle „der ikke regner sølv for noget og ikke har lyst til guld. Og [hvis] buer vil knuse unge mænd.“ (Es 13:17-19; 21:2) Udtrykket „mederne“ kan her udmærket indbefatte perserne, sådan som det i almindelighed gør hos de klassiske græske historikere. At mederne ringeagtede sølv og guld, skal åbenbart forstås sådan at de i Babylons tilfælde ikke i første række kom efter bytte, men for at indtage byen, så ingen bestikkelse eller tribut kunne afholde dem fra deres forehavende. Mederne brugte ligesom perserne buen som det vigtigste våben. Deres buer, der var lavet af træ og i nogle tilfælde forstærket med bronze eller kobber (jf. Sl 18:34), ’knuste’ øjensynlig Babylons unge mænd med en regn af pile som var slebne så de trængte dybt ind. — Jer 51:11.

Det er værd at bemærke at Jeremias (51:11, 28) blandt Babylons angribere nævner „Mediens konger“ i flertal. Dette kunne tyde på at der selv efter at Kyros havde overtaget magten, fortsat fandtes én eller måske flere underordnede mediske konger — noget der på ingen måde ville være uforeneligt med datidens praksis. (Se også Jer 25:25.) Da Babylon var blevet indtaget af medernes, persernes, elamitternes og andre nabofolks forenede styrker, var det en meder ved navn Darius der blev „gjort til konge over kaldæernes rige“, åbenbart udpeget og indsat af perserkongen Kyros. — Da 5:31; 9:1; se DARIUS, 1.

Besejret af Alexander den Store. På den persiske konge Ahasverus’ (formentlig Xerxes I’s) tid blev hæren stadig omtalt som „Persiens og Mediens kampstyrker“, kongens nærmeste rådgivere var „syv persiske og mediske fyrster“, og lovene blev betegnet som „Persiens og Mediens love“. (Est 1:3, 14, 19) I 334 f.v.t. vandt Alexander den Store sine første afgørende sejre over de persiske styrker, og i 330 f.v.t. besatte han Medien. Efter hans død kom den sydlige del af Medien til at udgøre en del af det seleukidiske rige, mens den nordlige del blev et uafhængigt kongerige. Skønt det skiftevis var underlagt parthisk og seleukidisk overherredømme, fandtes der ifølge den græske geograf Strabon stadig et medisk dynasti i det 1. århundrede e.v.t. (Geography, 11, XIII, 1) I år 33 e.v.t. var både medere, parthere, elamitter og folk af andre nationaliteter til stede i Jerusalem for at fejre pinsen. Siden de omtales som „jøder, gudfrygtige mænd, fra enhver nation“, har de måske været efterkommere af de jøder der blev ført i landflygtighed til medernes byer efter den assyriske erobring af Israel, og måske var nogle af dem proselytter som havde antaget den jødiske tro. — Apg 2:1, 5, 9.

I det 3. århundrede e.v.t. var mederne blevet blandet så stærkt med den øvrige iranske befolkning at de var ophørt med at eksistere som et særskilt folk.

[Kort på side 251]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det Kaspiske Hav

MEDIEN

Araxes

Urmiasøen

Elburzbjergene

Ekbatana

Zagrosbjergene

Tigris

Babylon

Eufrat

ELAM

Den Persiske Bugt

ASSYRIEN