(Megidʹdo).

En af de mere fremtrædende byer i det forjættede land. Den lå ca. 90 km nord for Jerusalem og ca. 30 km sydøst for det sted hvor byen Haifa nu ligger. Den dækkede lidt over 4 ha og lå på en høj der i dag kaldes Tell el-Mutesellim (Tel Megiddo), og som rejser sig godt 20 m over sletten. — BILLEDER og KORT, bd. 1, s. 953.

Strategisk beliggenhed. Byen var på grund af sin beliggenhed strategisk vigtig. Fra den havde man frit udsyn over den frugtbare vestlige del af Jizre’elsletten (Esdrelonsletten, også kaldet „Megiddos Slette“; 2Kr 35:22; Zak 12:11) og kunne således kontrollere de vigtige handelsruter og hærveje der krydsedes her. Både Bibelen og den verdslige historie beretter om mange nationers hære som udkæmpede afgørende slag ved Megiddo på grund af dens strategiske beliggenhed. Her „ved Megiddos vande“ besejrede dommeren Barak Jabins vældige hærstyrker under Sisera, som rådede over ikke færre end 900 stridsvogne med jernleer. (Dom 4:7, 13-16; 5:19) Det var i Megiddo at kong Ahazja af Juda døde efter at han på Jehus befaling var blevet  dødeligt såret i nærheden af Jibleam. (2Kg 9:27) Det var også i Megiddo kong Josias af Juda blev dødeligt såret da han rykkede ud mod farao Nekos ægyptiske hær, der var på vej for at hjælpe assyrerne ved Eufratfloden. — 2Kg 23:29, 30; 2Kr 35:22.

Arkæologiske udgravninger har vist at Megiddo i flere perioder af sin lange historie har været stærkt befæstet. Man har afdækket ruiner der viser at byen engang havde 4-5 m tykke mure, og at disse senere blev forstærket til over 7,5 m. Og dele af murene var stadig over 3,3 m høje da man fandt dem.

Historie. Første gang Megiddo nævnes i Bibelen, er i listen over de 31 konger som Josua besejrede i den indledende fase af det forjættede lands erobring. (Jos 12:7, 8, 21, 24) Da landet blev fordelt blandt stammerne, blev Megiddo med dens småbyer tildelt Manasses stamme som en enklaveby i Issakars stammeområde. (Jos 17:11; 1Kr 7:29) I dommertiden lykkedes det imidlertid ikke Manasse at drive kana’anæerne ud af denne fæstning. Men da israelitterne fik overtaget, satte de dog Megiddos indbyggere til at udføre tvangsarbejde. — Dom 1:27, 28.

Under Davids regering, hvor riget nåede sin fulde udstrækning, blev alle kana’anæiske elementer i det forjættede land undertrykt, også indbyggerne i Megiddo. Derfor kunne Salomon medregne Megiddo til det femte af de 12 distrikter der skulle sørge for fødevarer til kongen og hans hus, hvert af dem én måned om året. — 1Kg 4:7, 8, 12.

Salomon lod Megiddo befæste, og den blev muligvis en af de vognbyer hvor nogle af hans 12.000 stridsheste stod opstaldet. (1Kg 9:15-19; 10:26) I Megiddo er der ved arkæologiske udgravninger fundet meget omfattende ruiner af hvad nogle (men ikke alle) forskere mener var stalde med plads til over 450 heste. Disse bygninger blev først dateret til Salomons tid, men mange senere arkæologer mener at de stammer fra en senere periode, måske Akabs tid.

Zakarias’ profeti (12:11) omtaler en stor klage „på Megiddos Slette“. Dette sigter muligvis til en klage som blev holdt over kong Josias, der faldt her. (2Kg 23:29, 30) Megiddo er her i Zakarias’ Bog stavet lidt anderledes på hebraisk end andre steder; i stedet for det normale Meghiddōʹ står der her Meghiddōnʹ, en lang form svarende til den der findes i Åbenbaringen 16:16. — Se HAR-MAGEDON.

[Illustration på side 255]

Dette portanlæg i Megiddo stammer fra Salomons tid og minder om dem man har fundet i Hazor og Gezer