En person som mægler mellem stridende parter; en der går i forbøn; en talsmand; en formidler; en mellemhandler. I Bibelen bruges ordet om Moses og Jesus, der var mellemmænd for henholdsvis Lovpagten og den nye pagt. — Ga 3:19; 1Ti 2:5.

En pagt gyldiggøres ved blod. Hebræerbrevets inspirerede skribent behandler to vigtige pagter, Lovpagten og den nye pagt. I sin behandling henviser han til at Kristus er mellemmand for den nye pagt. (He 9:15) Hans ord i Hebræerne 9:16 har været genstand for nogen diskussion blandt bibelforskere. Skriftstedet er blevet gengivet på følgende måder: „For hvor der er et testamente, er det nødvendigt, at testators død godtgøres.“ (DA92) „Thi hvor der er et testamente [fdn.: „på græsk samme ord som pagt“], er det nødvendigt, at hans død, som oprettede det, godtgøres.“ (DA48) „Den nødvendige forudsætning for, at en arv kan tiltrædes, er arveladerens død.“ (Se) „Thi hvor et Testament er, der er det fornødent, at hans Død, som har gjort Testamentet, skal finde Sted.“ (Dansk rev. overs. af 1819) „For hvor der er en pagt, er det nødvendigt at den menneskelige parts død anføres.“ (NV) „For hvor der er en pagt, er det nødvendigt at pagtsofferets død indtræffer.“ — Yg.

Ifølge interlineare oversættelser af den græske tekst lyder den ordrette gengivelse af skriftstedet som følger: „Hvor for pagt, dødnødvendighed at bæres af den havende sluttet pagt for sig selv.“ (He 9:16, Int) „For hvor der er en pagt, er det en nødvendighed at døden ydes af den der har sluttet pagten.“ — The Interlinear Greek-English New Testament, oversat af Alfred Marshall.

Gengivelsen af diathēʹkē med „pagt“ udtrykker præcis det skribenten ønskede at formidle. Gengivelsen „testamente“, der findes i mange oversættelser, stemmer ikke med brugen af ordet i den græske Septuaginta og mange steder i De Kristne Græske Skrifter. (Lu 1:72; Apg 3:25; 7:8; Ro 9:4; 11:27; He 8:6-10; 12:24) Ordet „testamente“ er heller ikke i overensstemmelse med det emne Paulus behandlede, nemlig Lovpagten og den nye pagt. Ingen af disse var „et testamente“.

I Hebræerne 9:16 taler Paulus tydeligvis om pagter mellem Gud og mennesker (ikke mellem mennesker indbyrdes) og at disse krævede ofre. Det er værd at holde sig for øje at når mennesker, og navnlig hebræerne, henvendte sig til Gud eller indgik pagter med ham, foregik det sædvanligvis på grundlag af ofre, idet offerdyrene undertiden blev skåret over når en pagt blev indgået. Det er tydeligt at der måtte udgydes blod før Lovpagten og den nye pagt kunne træde i kraft og blive bindende i Guds øjne. Ellers ville Gud ikke have anerkendt dem som gyldige eller have haft noget med de involverede parter at gøre på grundlag af et pagtsforhold. (He 9:17) Lovpagten blev gjort gyldig ved dyreofre — tyrekalve og bukke — der trådte i stedet for mellemmanden Moses. (He 9:19) Den nye pagt blev gjort gyldig ved at Jesu Kristi jordiske liv blev ofret. — Lu 22:20; se NV, Tillæg, s. 1583-1585.

Lovpagtens mellemmand. Moses var mellemmand for Lovpagten mellem Jehova Gud og Israels nation. Jehova talte med ham „mund til mund“ (4Mo 12:8), dog repræsenteret ved en engel. (Apg 7:38; Ga 3:19; He 2:2) Som mellemmand var Moses Jehovas talsmand over for Israel (2Mo 19:3, 7, 9; 24:9-18) og havde ’fået hele Jehovas hus betroet’. (4Mo 12:7) I sin egenskab af mellemmand hjalp han også nationen til at overholde Lovpagten og få gavn af den.

Lovpagten gøres gyldig. Apostelen Paulus siger: „Nu er der ingen mellemmand hvor det kun drejer sig om én person, og Gud er kun én.“ (Ga 3:20) I Lovpagten var Gud den ene part, Israels nation den anden. Eftersom israelitterne var syndere, kunne de ikke nærme sig Gud i en pagt. De havde behov for en mellemmand. Deres skrøbelighed var åbenbar da de sagde til Moses: „Tal du med os, og vi vil høre efter; men lad ikke Gud tale med os for at vi ikke skal dø.“ (2Mo 20:19; He 12:18-20) Jehova tilgodeså i sin barmhjertighed dette behov, indsatte Moses som mellemmand for Lovpagten og sørgede for at pagten blev gjort gyldig ved dyreofre. Ganske vist var Moses selv syndig og ufuldkommen, men han havde en anerkendt stilling hos Gud, ligesom Abraham havde haft. (He 11:23-28; se ERKLÆRE RETFÆRDIG  [Hvordan man blev ’regnet’ retfærdig].) Da pagten blev indstiftet, forestod Moses selv dyreofringerne. Han stænkede noget af blodet på „pagtsbogen“ eller bogrullen. Så læste han den op for israelitterne og lod dem således vide hvad der forventedes af dem, og de lovede på deres side at adlyde. Derefter stænkede han blod på folket (uden tvivl på dets repræsentanter, dets ældste) og sagde: „Dette er pagtsblodet, den pagt som Jehova har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord.“ — 2Mo 24:3-8; He 9:18-22.

Præsteskabet indsættes. De af Arons hus der var udset til at være præster, kunne ikke uden videre begynde at udføre deres tjeneste. De skulle indsættes i præstegerningen under ledelse af Guds mellemmand, Moses. Da dette skete, fra 1. til 7. nisan i 1512 f.v.t., salvede Moses teltboligen, dens udstyr og redskaber samt Aron med den særlige salveolie. Efter at have fyldt Arons og hans sønners hænder med det der skulle ofres, svang Moses deres fyldte hænder frem og tilbage for Jehova, hvorved han helligede dem eller ’fyldte deres hænder med myndighed’ til præsteembedet. Derefter stænkede han noget af salveolien og blodet fra alteret på dem. En af Moses’ opgaver som mellemmand var således at indsætte præsteskabet, der indgik som en del af Lovpagten, og gøre det funktionsdygtigt. — 3Mo 8; He 7:11; se INDSÆTTELSE.

Moses havde også en betydningsfuld opgave i forbindelse med den første tjeneste som det nyindsatte præsteskab udførte den 8. nisan 1512 f.v.t. Han ledede det der foregik, og sammen med Aron velsignede han folket. (3Mo 9) Under hele indstiftelsen af Lovpagten — indbefattende alt hvad der havde med den at gøre — optrådte Moses i sin officielle egenskab af mellemmand.

Anden tjeneste som mellemmand. Gennem Moses fik Israel en lovsamling på mere end 600 love, inklusive de præstelige forordninger. Ved Guds kraft udførte han mange mirakler til gavn for folket. Han gik i forbøn for nationen og bad indtrængende Jehova om at bære over med den for Navnets skyld. (2Mo 32:7-14; 4Mo 14:11-20; 16:20-22; 21:7; 5Mo 9:18-20, 25-29; 10:8-11) Moses var mere optaget af det der havde med Jehovas navn og folkets vel at gøre, end af sine egne interesser. — 2Mo 32:30-33; 4Mo 11:26-29; 12:9-13.

Lighedspunkter mellem Moses og Jesus. De der tages med i den nye pagt, befinder sig i samme situation som fortidens israelitter. De er også syndere. Og da dyreblod ikke virkelig kan borttage synder (He 10:4), kræves der et bedre offer. Dette bedre offer er Jesus Kristus. (He 10:5-10) Efter at have nævnt de ofre der blev bragt under Moseloven, siger Hebræerbrevet: „Hvor meget mere vil så ikke Messias’ blod . . . rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud? Så det er derfor han er mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede kan få løftet om den evige arv, fordi der har fundet en død sted til deres udfrielse ved en løsesum fra overtrædelserne under den tidligere pagt. For hvor der er en pagt, er det nødvendigt at den menneskelige parts død anføres. For det er på grundlag af døde ofre en pagt er gyldig, da den jo ikke er i kraft på noget tidspunkt mens den menneskelige part lever.“ — He 9:11-17.

Paulus gør endvidere opmærksom på at den gamle lovpagt ikke blev indviet uden blod. Da Moses formidlede den, sørgede han for at bringe ofre og stænkede derefter blodet på „pagtsbogen“. (He 9:18-28) Guds mellemmand for den nye pagt, Jesus Kristus, gjorde noget der svarede hertil. Efter at han havde bragt sit offer, trådte han frem for Jehova Gud med værdien af sit blod. Endnu et lighedspunkt er at ligesom Lovpagten blev indgået med en nation, ikke med enkeltpersoner (2Mo 24:7, 8), sådan blev den nye pagt indgået med „en hellig nation“, „Guds Israel“. — 1Pe 2:9; Ga 6:15, 16.

De som Kristus er mellemmand for. Apostelen Paulus erklærer at der kun er „én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“ — for både jøder og hedninger. (1Ti 2:5, 6) Kristus er mellemmanden for den nye pagt, der er indgået mellem Gud og det åndelige Israels menighed. (He 8:10-13; 12:24; Ef 5:25-27) Han blev mellemmand for at de kaldede kunne „få løftet om den evige arv“. (He 9:15) Det er ikke engle han tager sig af, men „Abrahams afkom“. (He 2:16) Han hjælper dem der tages med i den nye pagt, til at blive antaget som åndelige sønner af Gud og medlemmer af hans husstand; disse vil en dag tage plads i himmelen som Kristi brødre og sammen med ham blive en del af Abrahams afkom. (Ro 8:15-17, 23-25; Ga 3:29) Han har givet dem den lovede hellige ånd, som de er blevet beseglet med og har fået som et forskud på deres fremtidige himmelske arv. (2Kor 5:5; Ef 1:13, 14) Det fulde antal som opnår den endelige besegling, vil ifølge Åbenbaringen 7:4-8 være 144.000.

Indstiftelsen af den nye pagt. Efter sin død og opstandelse trådte Jesus frem for Gud i himmelen for at frembære sit offer, som i første  række skulle komme den nye pagts medlemmer til gode. (He 9:24) I den anledning fungerede han både som ypperstepræst og som mellemmand. I overensstemmelse med mønsteret fra Lovpagtens indstiftelse frembar Jesus værdien af sit offer for Gud (ligesom Moses stænkede blodet på pagtsbogen [eftersom Gud ikke var personligt til stede]). På pinsedagen i år 33 udgød Jesus derefter Guds hellige ånd over de omkring 120 personer der som de første blev bragt ind i den nye pagt. Senere samme dag blev omkring 3000 jøder og proselytter føjet til menigheden. (Apg 1:15; 2:1-47; He 9:19) Og ligesom Moses oplæste Loven for folket, gør Jesus omhyggeligt medlemmerne af den nye pagt bekendt med pagtens love og de betingelser der er knyttet til pagtsforholdet. — 2Mo 24:3-8; He 1:1, 2; Joh 13:34; 15:14; 1Jo 5:1-3.

Da Jesus Kristus er udødelig og således altid i live, kan han som mellemmand og ypperstepræst til stadighed gå i forbøn for dem af det åndelige Israel der nærmer sig Gud gennem ham, og kan således blive ved med at virke som mellemmand for den nye pagt indtil de der tager imod den hjælp han formidler, har opnået fuldstændig frelse. (He 7:24, 25) Han kan lede begivenhederne frem til en lykkelig afslutning på den nye pagt. De der er med i pagten, vil til sidst blive indsat som underpræster i det himmelske præstedømme under deres store ypperstepræst, Kristus. — Åb 5:9, 10; 20:6.

Velsignelser for menneskeheden i almindelighed. Jesu stilling som mellemmand tager udelukkende sigte på dem der er med i den nye pagt. Men han er også Guds ypperstepræst og Abrahams afkom, og under udøvelsen af disse to funktioner bliver han til velsignelse for den øvrige del af menneskeheden eftersom alle jordens nationer skal velsignes ved hjælp af Abrahams afkom. De der er med i den nye pagt, er de første der får del i disse velsignelser, idet de kommer til at udgøre den sekundære del af det afkom som Kristus selv er den primære del af. (Ga 3:16, 29) Gennem den nye pagt som han er mellemmand for, bliver de konger og præster og skal være med til at forvalte Jesu offers og hans styres velsignelser til gavn for alle nationer på jorden. Når formålet med Kristi opgave som mellemmand er opfyldt, idet „Guds Israel“ er ført frem til denne stilling, vil det blive til gavn og velsignelse for hele menneskeheden. — Ga 6:16; 1Mo 22:17, 18.

Der er således nogle som ikke hører til de 144.000 beseglede, der også beder til Jehova Gud i Kristi navn og tror på værdien af hans genløsningsoffer. Dette offer er ikke kun for dem som Jesus tjener som mellemmand for i forbindelse med den nye pagt, men også for alle andre der giver udtryk for tro på Kristus. (1Jo 2:2) Disse, der ikke har del i den nye pagt, forstår også at ’der ikke under himmelen er givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses’. (Apg 4:12) Også de ser hen til Jesus Kristus som deres store ypperstepræst i himmelen, gennem hvem de kan nærme sig Gud, og gennem hvis tjeneste de kan opnå tilgivelse for deres synder. (He 4:14-16) I Åbenbaringen 21:22-24 siges der at ’nationerne skal vandre ved det ny Jerusalems lys’. Jehova Gud er denne bys lys, og Lammet Jesus Kristus er dens lampe.