(Memʹfis).

En af hovedstæderne i oldtidens Ægypten; den identificeres med ruinerne i nærheden af Mit Raheina på Nilens vestbred, ca. 23 km syd for Kairo. Memfis var længe den vigtigste by i Nedreægypten (dvs. Nildeltaet og et lille område syd for dette).

I Hoseas 9:6 kaldes byen Mof i den hebraiske tekst (gengivet „Memfis“ i de fleste danske og engelske bibeloversættelser). Andre steder bruges det hebraiske Nof. — Es 19:13; Jer 2:16; 44:1; 46:14, 19; Ez 30:13, 16.

Historie. Ifølge sagnet — gengivet af den græske historiker Herodot (II, 99) — blev Memfis grundlagt af en hersker ved navn Min. Der er dog ikke fundet nogen historiske beviser for at denne formodede grundlægger af det „første dynasti“ af ægyptiske herskere har eksisteret.

Memfis’ beliggenhed var ideel for en hovedstad i dette Nilland. Byen lå en anelse syd for bunden af deltaet, det vil sige det punkt hvor Nilen begynder at forgrene sig, og kunne derfor beherske ikke blot deltaområdet mod nord, men også færdselen på Nilen. Ørken og bjerge gjorde det vanskeligt at nærme sig byen fra vest, og mod øst beskyttedes byen af Nilen selv og højene på den anden side af den. Med en beliggenhed på grænsen mellem Øvreægypten (mod syd) og Nedreægypten (mod nord) indtog Memfis således en nøglestilling i hele Ægypten, i lighed med nutidens Kairo, der ligger nær oldtidens Memfis.

Handel. Byen var i hele sin historie et betydeligt handelscentrum og mistede først sin betydning  efter den græske erobring da Alexandria på nordkysten blev landets betydeligste havneby. Nogle historikere mener at Memfis var berømt for sin fremstilling af glas, der især eksporteredes til Rom. I byens opland dyrkede man akacietræer, som gav råmateriale til forarbejdning af møbler, bygning af skibe til den ægyptiske flåde og produktion af krigsvåben.

Politik. Memfis var også politisk fremtrædende, især i den periode ægyptologerne benævner „Det Gamle Rige“, og et stykke ind i „Det Mellemste Rige“. De fleste historikere hælder til den anskuelse at Memfis var de ældste dynastiers regeringssæde, skønt styret måske for en tid var flyttet til Theben (Bibelens No-Amon, ca. 480 km længere mod syd). Memfis var formentlig stadig hovedstad da Abraham var i Ægypten og mødte den regerende farao. — 1Mo 12:10-20.

Bibelen synes at pege på at hovedstaden under israelitternes ophold i landet lå i Nedreægypten (mod nord), hvorfra det var forholdsvis let at komme til Gosen, hvor israelitterne boede. (1Mo 47:1, 2; se GOSEN.) At Moses mødtes med Farao „ved Nilens bred“, kunne tyde på at hoffet havde hjemme i Memfis og ikke nede i deltaområdet (som nogle mener), hvor Nilen forgrener sig. — 2Mo 7:15.

Fremtrædende som Memfis var, forekommer den i flere profetier om Ægypten. I Jeremias 2:16 omtales Nof (Memfis) og Takpankes (en by i deltaområdet) som nogle der „afgræssede [Israels] isse“, det vil sige ribbede Israel for alt og efterlod det som skaldet. Det betød ydmygelse og sorg for Guds folk. (Jf. 2Kg 2:23; Es 22:12.) Hverken for Israels rige i nord eller Juda rige i syd var Ægypten, repræsenteret ved Memfis og Takpankes, til megen støtte og hjælp. Det var tværtimod parat til at udnytte Guds pagtsfolk til egen fordel. — Ho 7:11; Es 30:1-3; 2Kg 23:31-35.

Religion. Memfis var et religiøst centrum og en lærdommens højborg, men allerede i det 8. århundrede f.v.t. forudsagde Esajas at den visdom som Nofs fyrster (måske præstelige fyrster) pralede med, ville slå fejl og Ægypten blive vildledt. (Es 19:13) Den slags rådgivere skabte øjensynlig en falsk tryghedsfornemmelse i Ægypten i dets forhold til den aggressive stormagt Assyrien.

Man har i Memfis fundet spor efter den ætiopiske konge Tirhakas regering i Ægypten. Tirhaka overlevede mødet med assyrerkongen Sankerib i Kana’an (732 f.v.t.; 2Kg 19:9), men Sankeribs søn Asarhaddon splittede senere den ægyptiske hær og tvang den tilbage til Memfis. I Asarhaddons egen beretning om de efterfølgende kampe hedder det: „Hans [Tirhakas] kongestad Memfis indesluttede og erobrede jeg på en halv dag ved hjælp af brescher, demolering og (rejsning af) stormstiger; jeg ødelagde og hærgede den og lod den gå op i luer.“ (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 156, 157) Det ser ud til at de ægyptiske styrker få år senere tilbageerobrede Memfis og nedsablede den assyriske garnison. Men Asarhaddons søn Assurbanipal marcherede ind i Ægypten og trængte ægypterne ud af Memfis og længere op ad Nilen (sydpå).

Da Assyrien i sidste halvdel af det 7. århundrede f.v.t. gik i forfald, kom Memfis igen helt under ægyptisk kontrol. Efter at Babylons konge Nebukadnezar havde lagt Juda øde i 607 f.v.t., flygtede nogle jøder til Ægypten, hvor de bosatte sig i Memfis og andre byer. (Jer 44:1) Jehova forudsagde ved profeterne Jeremias og Ezekiel at disse flygtninge skulle komme ulykkeligt af dage, og at Nebukadnezar ville ramme Ægypten med et ødelæggende slag som skulle gå særlig hårdt ud over Memfis (Nof). (Jer 44:11-14; 46:13, 14, 19; Ez 30:10-13) De selvsikre babyloniske aggressorer ville angribe Memfis ved højlys dag. — Ez 30:16.

Memfis fik igen en slem medfart da perserkongen Kambyses i 525 f.v.t. angreb byen, som derefter blev sæde for et persisk satrapi. Efter denne erobring kom byen aldrig rigtig på fode igen. Under ptolemæerne blomstrede Alexandria op, og Memfis sygnede hen for i det 7. århundrede e.v.t. at ende som en ruinhob.

Memfis og det nærliggende On (Heliopolis) var blandt de betydeligste hellige byer i det gamle Ægypten. (1Mo 41:50) Af særlig betydning var de helligdomme der var viet til guden Ptah og til den hellige tyr Apis. Ifølge den „teologi“ der var udtænkt af præsterne i Memfis, var guden Ptah skaberen (en stilling som han delte med andre guder, som fx Thot, Re og Osiris), og det ser ud til at denne guds mytologiske aktivitet var udformet efter den rolle Farao spillede i menneskelige anliggender. Klassiske historikere beretter at Ptahs tempel i Memfis fra tid til anden blev udvidet og forskønnet. Det var udsmykket med enorme statuer.

Apistyren, en levende tyr med særlige kendetegn som man havde i Memfis, blev dyrket som inkarnationen af guden Osiris, men den forbindes også i nogle sagn med guden Ptah. Når Apistyren døde, blev der udråbt landesorg, og den blev begravet under stor pomp og pragt i det  nærliggende Saqqara. (Da man i det 19. årh. åbnede graven, fandt man over 60 balsamerede tyre- og oksekroppe.) Den nye Apistyr blev udvalgt og indsat på tronen i Memfis ved en lige så omstændelig ceremoni. Denne form for afgudsdyrkelse kan have påvirket de oprørske israelitter og forledt dem til at tilbede Jehova gennem en guldkalv. (2Mo 32:4, 5) Den udenlandske gudinde Astarte blev også dyrket i stort omfang i Memfis, og der var templer for ægyptiske guder og gudinder som Hathor, Amon, Imhotep, Isis, Osiris-Sokar, Anubis og andre. Hele denne samling af gamle afguder og afgudsbilleder var af Gud bestemt til ødelæggelse. — Ez 30:13.

Kongegrave. De vældige gravpladser nær stedet hvor Memfis lå, vidner med sine ca. 20 pyramider eller kolossale kongegrave om oldtidsbyens storhedstid. Den fremtrædende rolle Memfis spillede som kongelig begravelsesplads, var uden tvivl baggrunden for Hoseas’ omtale af den i profetien mod de troløse israelitter i det 8. århundrede f.v.t., hvor det hedder at „Ægypten vil samle dem; Memfis vil begrave dem“. (Ho 9:6) En af de pyramider der ligger i Saqqara, nær Memfis, er trinpyramiden som er bygget af kong Djoser („Tredje dynasti“), og som menes at være verdens ældste fritstående bygningsværk i sten. Længere fra Memfis, i vestnordvestlig retning, ligger de langt mere imponerende pyramider ved Giza samt den store sfinks. Disse monumentalgrave og andre stenmonumenter er det eneste der er tilbage af Memfis’ glansfulde religiøse fortid. Det er gået byen som forudsagt; den er blevet „en by man forfærdes over“. — Jer 46:19.