(Meʹnahem) [en der trøster].

En søn af Gadi og Israels konge i ti år fra omkring 790 f.v.t. Da Menahem hørte at Sjallum havde myrdet kong Zekarja, drog han fra Tirza til Samaria og dræbte morderen, hvorefter han selv overtog herredømmet. Det var øjensynlig i begyndelsen af sin regeringstid at han „slog Tifsa og alt hvad der var deri samt dens område, fordi den ikke havde åbnet [portene]“. Byen veg åbenbart tilbage for at åbne portene for ham. (LXX, Sy, Vg) Befolkningen fik en grusom behandling: „Alle dens gravide kvinder sprættede han op.“ — 2Kg 15:10, 13-17.

Menahem gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne. Han fremmede kalvedyrkelsen og veg ikke fra de synder som Jeroboam, tistammerigets første konge, havde gjort sig skyldig i. I hans regeringstid trængte kong Pul (Tiglat-Pileser III) af Assyrien ind i Israel, og Menahem blev tvunget til at betale ham „et tusind talenter sølv“ (ca. 40 mio. kr.) Han skaffede denne sum ved at pålægge „alle velstillede mænd“ i Israel at betale et beløb på 50 sekel sølv. Eftersom der gik 3000 sekel på en talent, må Menahem have opkrævet denne sum af omkring 60.000 personer. Han gav sølvet til assyrerkongen „for at dennes hånd kunne være med ham og lade hans egen hånd få et fast greb om kongedømmet“. Da Pul fik dette beløb, trak han sig tilbage. — 2Kg 15:19, 20.

I en af Tiglat-Pileser III’s inskriptioner nævnes „Menahem af Samaria“ (Me-ni-hi-im-me ^alSa-me-ri-na-a-a) sammen med kong Rezin (Ra-hi-a-nu) af Damaskus og kong Hiram (Hi-ru-um-mu) af Tyrus (ikke at forveksle med den Hiram der levede på Davids tid) i en opregning af de herskere som den assyriske regent hævder at have modtaget tribut af. (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 104) Menahem døde omkring 781 f.v.t., og hans søn Pekaja efterfulgte ham på Israels trone. — 2Kg 15:22.