(Meʹrodak).

Den hebraiske form af Marduk, navnet på Babylons vigtigste gud, som ifølge profetien skulle falde samtidig med Babylon. — Jer 50:2.

De babyloniske konger Merodak-Bal’adan (Es 39:1) og Evil-Merodak (2Kg 25:27) var uden tvivl opkaldt efter denne gud. Da kong Hammurabi havde gjort Babylon til rigets hovedstad og byen derved blev mere fremtrædende, fik Merodak også større betydning. Man tilskrev ham egenskaber som tidligere var blevet tilskrevet andre guder, og det er tænkeligt at Babylons præster tilpassede de mytologiske beretninger sådan at de fremstillede Merodak som Tiamats banemand og verdens og menneskets skaber. I babyloniske tekster beskrives Marduk (Merodak) som søn af Ea (vandenes gud), Sarpanitus gemal og Nebos fader.

Kongemagten over Babylon var nært forbundet med Merodaks gudebillede der stod i templet Esagila, for Babylons herskere blev ikke kronet, men blev indsat som konger ved at de greb Merodaks hånd. Ceremonien blev gentaget hvert år ved nytårsfesten. Selv da Babylon var underlagt Assyrien, måtte de assyriske konger komme til byen Babylon hvert år for at deltage i nytårsfesten og gøre deres krav på tronen retsgyldigt ved at gribe Merodaks hånd.

Profeten Jeremias forudsagde at Merodak ville blive „skrækslagen“ ved Babylons fald. Denne profeti gik i opfyldelse på den måde at Merodak ikke kunne redde det babyloniske verdensriges ære, og da Babylons erobrere tilbad andre guder, gik han en usikker fremtid i møde. — Jer 50:2; se BEL; GUDER OG GUDINDER (Babyloniske guddomme).