(Meʹsjek).

1. En af Noas søn Jafets sønner der blev født efter Vandfloden. (1Mo 10:2; 1Kr 1:5) Navnet blev åbenbart også brugt om hans efterkommere og det land som de boede i. Profeten Ezekiel nævner hver gang Mesjek sammen med Tubal og antyder at deres områder lå nord for Palæstina. Det oplyses at de eksporterede trælle og kobber til Tyrus, og de fremstilles som et krigerisk folk der enten er „Gog fra Magogs“ medsammensvorne eller dennes undersåtter i det forudsagte ondsindede felttog imod „Israels bjerge“. (Ez 27:13; 32:26; 38:2, 3; 39:1, 2; se GOG, 2.) Mesjek nævnes uafhængigt af Tubal i Salme 120:5, hvor det øjensynlig står for et aggressivt, barbarisk folk.

Omkring tusind år efter Vandfloden begynder assyriske indskrifter at omtale et folk kaldet Musku, som boede et sted i Lilleasien, vest for Assyrien. De assyriske konger Tiglat-Pileser I, Tukulti-Ninurta II, Assurnasirpal II og Sargon nævner hver især konflikter som de havde med dette folk. At Musku ofte nævnes sammen med Tabali (åbenbart Bibelens Tubal), giver grund til at mene at navnet Musku kommer af Mesjek. Herodot (III, 94) omtaler senere Moschi (moscherne) og Tibareni (tibarenerne) på samme måde.

Mange forskere mener at Musku skal forbindes med frygerne, som øjensynlig beherskede en stor del af det vestlige og centrale Lilleasien omkring slutningen af det 2. årtusind f.v.t. Kong Mita af Muski, som omtales af assyrerkongen Sargon, opfattes af nogle forskere som identisk med kong Midas af Frygien, der ifølge græske sagn herskede i samme periode.

2. I den masoretiske tekst omtales Mesjek i 1 Krønikebog 1:17 som en efterkommer af Sem, men i det tilsvarende slægtsregister i 1 Mosebog 10:23 står der „Masj“.