(Mesopotaʹmien) [fra gr.; betyder „[landet] mellem floderne“].

Den græske betegnelse for landområdet mellem floderne Eufrat og Tigris, åbenbart svarende til det hebraiske navn med en lignende betydning, Aram-Naharajim. (Sl 60:0) I den græske Septuaginta-oversættelse gengives „Aram-Naharajim“ sædvanligvis med „Mesopotamien“. — Se ARAM, 5.

Ligesom i oldtiden bliver ordet også i vore dage brugt på forskellige måder. I sin brede betydning betegner det hele det område der ligger mellem Eufrat og Tigris, og som strækker sig fra Den Persiske Bugt i syd til Tyrkiets og Irans bjerge i nord, inklusive den gamle babyloniske flodslette, som strækker sig ca. 400 km syd for Baghdad. (Se BABYLON, 2.) I en mere snæver betydning ses der imidlertid bort fra Babylonien, så kun egnen mod nord kaldes Mesopotamien. Dette område er et lavtliggende, klippefyldt plateau som gennemskæres af mange dale.

At man i det 1. århundrede brugte ordet i den brede betydning, fremgår af Stefanus’ udtalelse i Apostelgerninger 7:2 om at Abraham boede i „Mesopotamien“ mens han stadig var i Ur, som lå i Babylonien. Derimod ved man ikke med sikkerhed om det hebraiske „Aram-Naharajim“ også omfattede Babylonien. I de tilfælde hvor det er muligt at fastslå den geografiske beliggenhed ud fra De Hebraiske Skrifter, omfatter „Aram-Naharajim“ (Mesopotamien) det nordlige område omkring Karan (1Mo 24:2-4, 10) eller det nordlige bjergland ved Petor. (5Mo 23:4; jf. 4Mo 23:7.) Skønt man ikke med sikkerhed ved hvor stort et område Mesopotamiens konge Kusjan-Risj’atajim (Israels undertrykker på dommeren Otniels tid) herskede over, kan hans regeringssæde også have ligget i den nordlige del. (Dom 3:8-10; se KUSJAN-RISJ’ATAJIM.) Det var sandsynligvis i det nordlige Mesopotamien at ammonitterkongen Hanun lejede stridsvogne og rytteri til sin kamp mod kong David. — 1Kr 19:6, 7.

Blandt de jøder og proselytter der var til stede i Jerusalem på pinsedagen i år 33, var der folk fra Mesopotamien. (Apg 2:1, 2, 9) Nogle af disse kan have været fra den sydlige del af landet, altså Babylonien. I denne sammenhæng er det værd at lægge mærke til historikeren Josefus’ oplysning om at der var „et stort antal“ jøder i Babylonien i det 1. århundrede e.v.t. — Jewish Antiquities, XV, 14 (ii, 2).