Et gravsted hvor den døde blev lagt i håb om at han ville blive husket, især af Gud.

Om de græske ord der bruges til at betegne en grav eller et gravsted, siger A. T. Robertson følgende i værket Word Pictures in the New Testament (1932, bd. V, s. 87): „Tafos (gravsted) indeholder tanken om begravelse (thaptō, at begrave), som i Matt. 23:27; mnēmeion (af mnaomai, mimnēskō, at huske, erindre) er et mindesmærke (et gravmæle som monument).“ Mnēʹma, der er beslægtet med mnēmeiʹon, synes at have en tilsvarende betydning da det også bruges om „et minde om eller et monument over en ting eller en afdød, derpå et gravmæle og følgelig et gravsted“. — Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words, 1981, bd. 2, s. 173.

Et sådant gravsted kunne være en grav i jorden eller, som det ofte brugtes blandt hebræerne, en naturlig hule eller et gravkammer udhugget i klippen. (Sml. Apg 7:16 med 1Mo 23:19, 20.) Som det fremgår af ovennævnte ordbøger, lægger ordet taʹfos (gravsted) vægt på tanken om begravelse, hvorimod ordene mnēʹma (grav) og mnēmeiʹon (mindegrav) fremhæver tanken om at bevare den afdødes minde. De sidstnævnte ord synes derfor i højere grad end taʹfos at formidle forestillingen om noget varigt eller blivende; de er beslægtede med det latinske ord monumentum.

Med undtagelse af kongegravene lader det til at de jødiske gravsteder som regel blev placeret uden for byerne. De grave der omtales i De Kristne Græske Skrifter, synes ifølge beskrivelsen alle at ligge uden for byerne, undtagen Davids grav, der nævnes i Apostelgerninger 2:29. Da gravstederne således lå afsides og desuden  blev undgået af jøderne på grund af den ceremonielle urenhed der var forbundet med dem, var gravpladserne undertiden tilholdssted for vanvittige eller dæmonbesatte personer. — Mt 8:28; Mr 5:5.

Ikke kunstfærdigt udsmykkede. Selv om de jødiske mindegrave tjente til minde om de afdøde, ser det ikke ud til at de i almindelighed var prangende eller kunstfærdigt udsmykkede. Nogle var så beskedne og lidet iøjnefaldende at man kunne gå hen over dem uden at vide det. (Lu 11:44) De hedenske folkeslag i jødernes nabolande havde for skik at gøre deres grave så overdådige som omstændighederne tillod, men de ældste jødiske grave man har fundet, er bemærkelsesværdigt enkle. Dette skyldes at den jødiske tro ikke tillod at man viste de døde ære, og ikke rummede nogen forestillinger om en bevidst eksistens i en åndeverden efter døden — forestillinger som dem ægypterne, kana’anæerne og babylonierne havde. Mange kritikere hævder at det israelitiske folks religion fra begyndelsen var synkretistisk, det vil sige sammensmeltet af modstridende opfattelser og udviklet ved tilføjelse af trossætninger og skikke fra ældre religioner, men israelitternes enkle gravsteder er endnu et vidnesbyrd om at deres tro holdt stand mod religiøst fordærv. Undtagelser forekom dog. Jesus gav udtryk for at de skriftlærde og farisæerne på hans tid havde for skik at udsmykke profeternes og andres mindegrave. (Mt 23:29, 30) På grund af indflydelsen fra Grækenland og Rom gik tendensen hos den tids velhavere i retning af mere prangende gravsteder.

Ud over Johannes Døbers grav (Mr 6:29) er det kun Lazarus’ og Jesu grav der omtales i De Kristne Græske Skrifter. Lazarus’ grav var en typisk jødisk grav — en hule med en sten for åbningen. Og hvis man går ud fra at denne grav har været som de grave man har fundet i Palæstina, har åbningen været forholdsvis lille. Sammenhængen tyder på at graven lå uden for landsbyen. — Joh 11:30-34, 38-44.

Jesu grav. Jesus blev lagt i en ny grav som tilhørte Josef fra Arimatæa. Det var ikke en naturlig hule, men et kammer der var hugget ud i en klippe i en have ikke langt fra det sted hvor Jesus blev pælfæstet. Graven havde en indgang som måtte lukkes med en stor sten, der åbenbart var af den cirkelrunde type som man undertiden anvendte. (Mt 27:57-60; Mr 16:3, 4; Joh 19:41, 42) Inde i gravkammeret har der muligvis været udhugget bænkelignende hylder eller lodrette nicher i væggene hvor ligene kunne anbringes. — Jf. Mr 16:5.

Man udpeger to steder som hver for sig hævdes at være Jesu grav. Det ene er det sted hvor Den Hellige Gravs Kirke er blevet opført. Det andet sted er det der kaldes Havegraven, en grav der er hugget ud i et klippefremspring på siden af en høj, og som ligger uden for de nuværende bymure. Der er dog ingen afgørende beviser for at nogen af disse steder er identiske med den mindegrav hvori Jesus blev lagt. — Se GOLGATA.

Gravene som åbnedes ved Jesu død. Passagen i Mattæus 27:52, 53 om mindegravene der åbnedes som følge af det jordskælv der indtraf ved Jesu død, har været genstand for megen diskussion, og nogle hævder at det var en opstandelse der fandt sted. En sammenligning med de skriftsteder der handler om opstandelsen, viser imidlertid at det ikke kan være det der beskrives her, men blot dét at ligene blev kastet ud af gravene. Noget lignende har fundet sted i nyere tid, for eksempel i 1949 i Ecuador og i 1962 i Sonson, Colombia, da 200 lig på en kirkegård blev kastet ud af gravene ved en voldsom jordrystelse. — El Tiempo, Bogotá, Colombia, 31. juli 1962.

I Guds erindring. I betragtning af at mnēmeiʹon indeholder tanken om erindring, virker det særlig velvalgt at det er dette ord (og ikke taʹfos) der er brugt i Johannes 5:28, hvor Jesus taler om opstandelsen af ’alle dem der er i mindegravene’, og det fremhæver den store modsætning der er mellem at blive husket af Gud og den fuldstændige forkastelse og totale udviskning af erindringen som ordet Gehenna står for. (Mt 10:28; 23:33; Mr 9:43) Den store betydning hebræerne tillagde begravelser (se BEGRAVELSE; GRAV, GRAVSTED), vidner om deres interesse for at blive husket, især af Jehova Gud, som de troede på og håbede at blive belønnet af. (He 11:1, 2, 6) Inskriptioner på israelitiske grave er meget sjældne og består som regel kun af den dødes navn. De fremtrædende konger af Juda efterlod sig ingen prægtige mindesmærker med indgraverede lovprisninger og skildringer af deres bedrifter, sådan som andre nationers konger gjorde. De troende i fortiden var åbenbart mere interesserede i at få deres navn skrevet i ’bogen til minde om dem som frygter Jehova’, som omtales i Malakias 3:16. — Jf. Præ 7:1; se NAVN.

At de græske ord for „grav“ og „mindegrav“ indeholder tanken om erindring, er også med til at understrege den dybere betydning af de ord forbryderen på pælen henvendte til Jesus: „Husk mig når du kommer i dit rige.“ — Lu 23:42.