Brydning af malm og udvinding af metaller og ædelsten. Dette er en industri der er næsten lige så gammel som menneskeheden selv. I Første Mosebog omtales „Tubal-Kajin, der smedede al slags værktøj af kobber og jern“, og som levede før Vandfloden. (1Mo 4:22) Da Moses omkring 1513 f.v.t. nedskrev Første Mosebog, nævnte han i forbindelse med floden Pisjon: „Det er den der løber rundt om hele landet Havila, hvor der findes guld. Og guldet fra det land er godt.“ (1Mo 2:11, 12) Om guldet fra Ofir stammede fra underjordiske årer eller blev udvundet ved vaskning, vides ikke. — 1Kg 9:28; Job 28:16.

I begyndelsen blev metallerne sandsynligvis i en vis udstrækning fundet i temmelig rene  former på eller nær ved jordoverfladen. Senere anlagde man bjergværker og brød skakter ned til dybtliggende malmforekomster. For omkring 3600 år siden beskrev Job at minearbejdere havde „brudt en skakt dér hvor ingen ellers opholder sig“. Der, i ’mulmet og det dystre mørke’, søgte de; de svang sig ned og dinglede farefuldt for at erhverve sig de ønskede metaller. — Job 28:1-11.

I det gamle Ægypten var minedrift en udbredt industri. Da israelitterne drog ud af landet, medbragte de metaller og kostbare sten som senere blev brugt ved opførelsen af tabernaklet. (2Mo 12:35, 36; 35:22; 39:6-14) På Sinajhalvøen, ca. 80 km fra Sinaj Bjerg, lå der ægyptiske turkisminer. Langs Det Røde Havs østkyst er der fundet rester af ægyptiske bjergværker.

Moses beskrev det forjættede land som israelitterne skulle drage ind i, som „et land hvis sten er jern og af hvis bjerge du vil bryde kobber“. — 5Mo 8:9; se JERN; KOBBER, BRONZE, MALM; LUTRING.