(Moʹlek) [af en rod der betyder „at herske som konge“ eller „konge“, men med vokalerne fra boʹsjæth, „skam“, for at betegne afsky].

En guddom der især forbindes med ammonitterne (1Kg 11:5, 7, 33); muligvis identisk med Molok (Apg 7:43; jf. Am 5:26) og Milkom. (1Kg 11:5, 33) I Jeremias 32:35 nævnes Molek parallelt med Ba’al, hvilket antyder at de to er, om ikke samme guddom, så i hvert fald forbundet med hinanden. Talrige autoriteter mener at „Molek“ snarere er en titel end et navn på en bestemt guddom, og den tanke har derfor været fremsat at betegnelsen „Molek“ er blevet brugt om mere end én gud.

Der er almindelig enighed om at den „Malkam“ der nævnes i 2 Samuel 12:30 og 1 Krønikebog 20:2, er billedstøtten af den ammonitiske gud Milkom, eller Molek, selv om det hebraiske udtryk også kunne gengives med „deres konge“. (Jf. GD, Ka.) Tidligere i beretningen bliver den ammonitiske konge omtalt ved sit navn, „Hanun“ (2Sa 10:1-4), og det er derfor rimeligt at antage at der ville have stået „Hanun“ i stedet for „Malkam“ hvis det var kongen og ikke afguden der sigtedes til. Desuden forekommer det usandsynligt at en  konge ville have båret en krone der vejede omkring 34 kg. Af samme grund antages det at David kun bar Malkams krone en kortere tid, måske for at markere sin sejr over den falske gud. Ifølge læsemåden i targumerne, som er blevet fulgt af mange oversættere, var der kun én kostbar sten på kronen. Dette har givet anledning til en formodning om at det var denne ædelsten, og ikke selve kronen, der blev sat på Davids hoved.

Børneofringer til Molek. Ifølge Guds lov til Israel skulle enhver, selv en fastboende udlænding, som gav noget af sit afkom til Molek, straffes med døden. (3Mo 20:2-5) Alligevel lod frafaldne israelitter, både i Juda rige og i tistammeriget, deres sønner og døtre gå gennem ilden. — 2Kg 17:17, 18; Ez 23:4, 36-39.

At „gå gennem ilden“ til Molek betød efter nogles mening at børn gennemgik et renselsesritual hvorved de blev helliget eller indviet til Molek; andre forstår udtrykket sådan at det sigter til en egentlig ofring. Der kan ikke være nogen tvivl om at kana’anæerne og frafaldne israelitter ofrede deres børn til afguder. (5Mo 12:31; Sl 106:37, 38) Kong Akaz af Juda „lod sine sønner [„sin søn“, Sy] brænde i ilden“. (2Kr 28:3) I parallelstedet i 2 Kongebog 16:3 bruges vendingen: „Han . . . lod endog sin søn gå gennem ilden.“ Heraf fremgår det at udtrykket „gå gennem ilden“ i hvert fald i nogle tilfælde var synonymt med at blive ofret. Det er dog sandsynligt at dyrkelsen af Molek har varieret i tidens løb og fra sted til sted. For eksempel byggede kong Salomon under påvirkning af sine fremmede hustruer offerhøje for Molek og andre guddomme, mens børneofringer ikke nævnes før på kong Akaz’ tid. (1Kg 11:7, 8) Hvis denne afskyelige praksis havde eksisteret tidligere, ville den uden tvivl være blevet fordømt sammen med de andre former for afgudsdyrkelse der fandtes under de forskellige kongers regering. Af den grund holder nogle kommentatorer på at udtrykket „gå gennem ilden“ oprindelig sigtede til et renselsesritual og senere kom til at betegne en egentlig offerhandling.

I 3 Mosebog 18:21 er der øjensynlig tale om at hellige eller indvi børn til denne falske gud. Skriftstedet er blevet gengivet som følger: „Du må ikke give nogen af dine børn som offer til Molok.“ (DA92) „Dit afkom må du ikke give hen til at ofres til Molok.“ (DA31) „Du må ikke tillade at noget af dit afkom overgives til Molek.“ — NV; se også fdn.

Akaz og Manasse er de eneste konger i Juda om hvem det siges at de lod deres børn gå gennem ilden. Men det ser ud til at disse kongers handlinger medførte at skikken vandt indpas blandt israelitterne i almindelighed. (2Kg 16:3; 21:6; Jer 7:31; 19:4, 5; 32:35; Ez 20:26) Børnene blev, i hvert fald nogle gange, dræbt inden de blev brændt. — Ez 16:20, 21.

Kong Josias gjorde Tofet, centret for molekdyrkelsen i Juda, urent for at forhindre nogen i at lade deres børn gå gennem ilden. (2Kg 23:10-13) Det betød dog ikke at denne skik var blevet udryddet én gang for alle. Ezekiel, der begyndte at tjene som profet 16 år efter Josias’ død, nævner at der foregik børneofringer på hans tid. — Ez 20:31.

Nogle mener at den Molek som man ofrede børn til, havde skikkelse af et menneske med oksehoved. Efter sigende blev gudebilledet ophedet til det var rødglødende, og børnene blev kastet i dets fremstrakte arme, sådan at de faldt ned i den flammende ild nedenfor. Denne opfattelse er i hovedsagen baseret på den beskrivelse den græske historiker Diodoros fra Sicilien (det 1. årh. f.v.t.) giver af guden Kronos, eller Molok, der blev dyrket i Karthago. — Diodorus of Sicily, XX, 14, 4-6.

Om brugen af astrologi i forbindelse med molekdyrkelsen, se ASTROLOGER.