De ord der på grundsprogene gengives med „dræbe“ og „myrde“, sigter generelt til dét at tage et andet menneskes liv. Om handlingen er forsætlig eller uforsætlig, lovlig eller ulovlig, må ses af sammenhængen eller ved sammenligning med andre skriftsteder. I budet: „Du må ikke myrde,“ (2Mo 20:13) er det for eksempel tydeligt at det hebraiske ord for „myrde“ (ratsachʹ) sigter til en lovstridig handling, forsætligt drab. Men i 4 Mosebog 35:27 betegner det samme ord en handling som en blodhævner var bemyndiget til at udføre. Budet: „Du må ikke myrde,“ skal derfor forstås i sammenhæng med Moseloven i øvrigt, ifølge hvilken det under visse omstændigheder var lovligt at tage et menneskes liv, for eksempel ved henrettelsen af en forbryder.

Den tidlige historie. Mord har været kendt næsten fra menneskehedens begyndelse. Ved sin ulydighed gav det første menneske, Adam, synden og døden videre til sine efterkommere og blev således i virkeligheden en morder. (Ro 5:12; 6:23) Djævelen bidrog med overlæg til denne udvikling ved at forlede Adams hustru, Eva, til at synde, og derved blev han en manddraber, en morder, fra det tidspunkt da han begyndte at optræde som en bagvasker af Gud. — 1Mo 3:13; Joh 8:44.

Mindre end 130 år senere fandt det første voldelige mord, et brodermord, sted. Det var Kain, Adams førstefødte, der af misundelse og had myrdede sin retfærdige broder Abel. (1Mo 4:1-8, 25; 5:3) På grund af denne handling blev Kain forbandet og erklæret fredløs; han skulle blive en omstrejfer og en flygtning på jorden. (1Mo 4:11, 12) Det var først efter vandfloden på Noas tid at Gud bemyndigede mennesker til at eksekvere dødsstraf for mord. — 1Mo 9:6.

Under Moseloven. Århundreder senere fik israelitterne Moseloven, der indeholdt omfattende bestemmelser angående dét at tage et andet menneskes liv. Den skelnede mellem forsætligt mord og uforsætligt manddrab. Følgende omstændigheder blev betragtet som vidnesbyrd om at handlingen var forsætlig: hvis gerningsmanden (1) i forvejen havde hadet den dræbte (5Mo 19:11, 12; jf. Jos 20:5), (2) havde ligget på lur efter ham (4Mo 35:20, 21) eller (3) havde benyttet en genstand eller et redskab hvormed man kunne forårsage død (4Mo 35:16-18). Selv trælle der døde når de blev slået af deres herrer, skulle hævnes. (2Mo 21:20) Mens forsætlige mordere skulle straffes med døden og ikke kunne købes fri med en løsesum, kunne uforsætlige manddrabere bevare livet ved at bringe sig i sikkerhed i en tilflugtsby. — 2Mo 21:12, 13; 4Mo 35:30, 31; Jos 20:2, 3; se TILFLUGTSBYER.

Visse overlagte handlinger der indirekte forårsagede eller kunne have forårsaget et menneskes død, blev sidestillet med forsætligt mord. Hvis en okse for eksempel var tilbøjelig til at stange og ejeren var blevet advaret om dette  og alligevel ikke holdt den bevogtet, kunne dét at den dræbte et menneske, bevirke at han blev idømt dødsstraf. I nogle tilfælde kunne der imidlertid betales en løsesum for ejerens liv, som derved blev skånet. Dommerne ville uden tvivl i et sådant tilfælde tage omstændighederne i betragtning. (2Mo 21:29, 30) Hvis én forsøgte at få en anden idømt dødsstraf ved at aflægge falsk vidnesbyrd imod ham, måtte vedkommende selv lide døden. — 5Mo 19:18-21.

Loven tillod selvforsvar, men begrænsede ens ret til at kæmpe for sin ejendom. Hvis man dræbte en tyv som var i færd med at bryde ind i ens hjem, pådrog man sig blodskyld hvis det skete om dagen — åbenbart fordi tyveri ikke medførte dødsstraf og tyven kunne genkendes og føres for retten. Hvis det fandt sted om natten, var det imidlertid svært at se hvad man gjorde, og at bedømme hvad den indtrængende havde i sinde. Derfor blev en person der dræbte en der trængte ind i hans hjem mens det var mørkt, anset for skyldfri. — 2Mo 22:2, 3.

I det 1. århundrede e.v.t. blev de der prøvede at slå Jesus ihjel, omtalt som børn af Djævelen, den første manddraber. (Joh 8:44) De skriftlærde og farisæerne udsmykkede de retfærdiges mindegrave idet de hævdede at de ikke ville have slået profeterne ihjel. Men de havde den samme morderiske indstilling til Guds søn. — Mt 23:29-32; jf. Mt 21:33-45; 22:2-7; Apg 3:14, 15; 7:51, 52.

Had sidestillet med mord. Mord udgår fra hjertet. (Mt 15:19; Mr 7:21; jf. Ro 1:28-32.) Enhver der hader sin broder, er derfor en manddraber, en morder. (1Jo 3:15) Jesus forbandt også mord med en forkert indstilling — for eksempel dét at man vedvarende er vred på sin broder, tiltaler ham med et ringeagtende skældsord eller med urette dømmer eller fordømmer ham og kalder ham ’en foragtelig tåbe’. (Mt 5:21, 22) Et sådant had kan føre til mord. Det ser ud til at ordene i Jakob 5:6, „I har fordømt, I har myrdet den retfærdige“, kan forstås på denne måde. Ugudelige, rige mennesker der gav udtryk for had til Guds søns sande disciple, og som undertrykte dem, myrdede dem undertiden bogstaveligt. Eftersom Jesus Kristus betragter det der gøres mod hans brødre, som noget der gøres mod ham selv, havde disse mennesker i billedlig forstand også myrdet ham, og det var øjensynlig dette Jakob havde i tanke. — Jf. Jak 2:1-11; Mt 25:40, 45; Apg 3:14, 15.

Selv om Kristi disciple ville blive forfulgt og i nogle tilfælde dræbt for retfærdigheds skyld, måtte det aldrig ske at de kom til at lide fordi de havde begået mord eller andre forbrydelser. — Mt 10:16, 17, 28; 1Pe 4:12-16; Åb 21:8; 22:15.