(Morʹdokaj).

1. En mand der i 537 f.v.t. vendte tilbage til Jerusalem og Juda efter israelitternes 70 års landflygtighed i Babylon. (Ezr 2:1, 2) Mordokaj var en fremtrædende israelit og leder der hjalp Zerubbabel, og som nævnes specifikt i det første slægtsregister fra det genetablerede judæiske samfund. — Ne 7:5-7.

2. „Søn af Ja’ir, søn af Sjim’i, søn af Kisj, en benjaminit“ (Est 2:5), Esters ældre fætter og formynder. (Est 2:7) Mordokaj omtales kun i Esters Bog i Bibelen. Bogen beskriver den fremtrædende rolle han spillede i de begivenheder der fandt sted i Perserriget i begyndelsen af det 5. århundrede f.v.t. Meget tyder på at det er ham selv der har skrevet Esters Bog.

Nogle tvivler på at bogen er ægte, eller at Mordokaj virkelig har levet. De indvender at Ester 2:5, 6 siger at Mordokaj blev ført i landflygtighed til Babylon sammen med kong Jekonja, og at han derfor må have været mindst 120 år gammel og hans smukke kusine 100 år yngre da bogens handling fandt sted. Hensigten med dette skriftsted er imidlertid ikke at beskrive Mordokajs historie, men hans afstamning. Kisj kan have været Mordokajs oldefader, eller en endnu tidligere forfader, som blev „ført i landflygtighed“. En anden synsvinkel, som stemmer med den bibelske udtryksmåde, er at Mordokaj, skønt han blev født under landflygtigheden, blev regnet for at være blandt dem der blev ført i landflygtighed i 617 f.v.t. eftersom han på det tidspunkt var i sin forfaders lænd. — Jf. He 7:9, 10.

Loyal som kongens tjener. Skønt Mordokaj var en landflygtig jøde, var han ifølge beretningen en af perserkongen Ahasverus’ tjenere. Han hørte at dronning Vasjti var blevet forstødt af kongen, og at alle smukke unge jomfruer i riget skulle samles for at man blandt dem kunne vælge en afløser for dronningen. Blandt kandidaterne var Mordokajs kusine Ester, en pige som „havde en dejlig skikkelse og et smukt udseende“, men hun fortalte ingen at hun var jøde. (Est 2:7, 8) Hun blev den udvalgte. Mordokaj fortsatte sin tjeneste, og mens han „sad i kongens port“, fik han oplysning om at to af hofmændene, Bigtan og Teresj, havde planer om at lægge hånd på kong Ahasverus. Han advarede kongen gennem Ester, og hans loyale handling blev nedskrevet i „bogen om tidens begivenheder“. — Est 2:21-23.

 Nægter at bøje sig for Haman. Efter dette forfremmede Ahasverus agagitten Haman til førsteminister og befalede at alle i kongens port skulle kaste sig ned for ham. Mordokaj nægtede at gøre dette og angav som grund at han var jøde. (Est 3:1-4) At Mordokaj gav denne begrundelse for sin holdning, viser at den hang sammen med at han som jøde stod i et indviet forhold til Jehova. Han indså at dét at kaste sig ned for Haman indebar mere end dét at kaste sig ned for en ophøjet person i almindelighed, noget som israelitterne før i tiden havde gjort for blot at vise at de anerkendte den pågældendes høje stilling som hersker. (2Sa 14:4; 18:28; 1Kg 1:16) I Hamans tilfælde var der en god grund til at Mordokaj ikke bøjede sig. Haman var sandsynligvis amalekit, og Jehova havde erklæret at han havde krig med Amalek „fra generation til generation“. (2Mo 17:16; se HAMAN.) Det var ikke et politisk spørgsmål for Mordokaj, men et spørgsmål om hans uangribelighed over for Gud.

Haman blev rasende, især da han opdagede at Mordokaj var jøde. Hans had var så stort at al hans magt og alle hans privilegier ikke gav ham nogen glæde så længe Mordokaj sad i porten og nægtede at bøje sig for ham. Da det åbenbart ikke var nok for ham at hævne sig på Mordokaj alene, fik han kongen til at udstede et dekret om at Mordokajs folk i hele Perserriget skulle udryddes. — Est 3:5-12.

Brugt til at udfri Israel. Da bestemmelsen om at alle jøderne i riget skulle udryddes, blev kendt, gav Mordokaj udtryk for at Ester utvivlsomt havde opnået kongelig værdighed netop på dette tidspunkt fordi hun skulle udfri jøderne. Han foreholdt hende det store ansvar hun havde, og pålagde hende at bønfalde kongen om nåde og hjælp. Skønt Ester derved bragte sit eget liv i fare, fulgte hun hans anvisninger. — Est 4:7–5:2.

Meget belejligt for Mordokaj og jøderne (for deres frelse hang sammen med spørgsmålet om Mordokajs loyalitet mod kongen) blev kongens opmærksomhed ved forsynets styrelse — en nat da han ikke kunne sove — henledt på bogen med statens officielle optegnelser. Kongen blev derved mindet om at Mordokaj ikke var blevet belønnet for den tjeneste han havde gjort ham ved at afsløre Bigtans og Teresj’ sammensværgelse. Han ønskede nu at yde Mordokaj en gunstbevisning, hvilket blev til ydmygelse for Haman da denne fik besked på at udføre kongens befaling og udråbe æren offentligt. — Est 6:1-12.

Det lykkedes Ester at anklage Haman for grov bagvaskelse af jøderne og for forræderi mod kongens personlige interesser. Den rasende Ahasverus beordrede Haman straffet med døden, og Haman blev hængt på den 22 m høje pæl han havde gjort klar til Mordokaj. — Est 7:1-10.

Mordokaj afløste nu Haman som førsteminister og modtog kongens signetring hvormed han kunne forsegle statsdokumenter. Ester satte Mordokaj over Hamans hus, som kongen havde overladt til hende. Derefter udstedte Mordokaj med kongens bemyndigelse et moddekret som gav jøderne ret til at forsvare sig. Dette gav jøderne håb om udfrielse og fyldte dem med glæde. Mange i Perserriget sluttede sig til jøderne, og den 13. adar, da lovene skulle træde i kraft, var jøderne forberedte. På grund af Mordokajs høje stilling havde de myndighedernes støtte. I Susan fik de lov til at bekæmpe deres fjender endnu en dag. Over 75.000 af jødernes fjender i Perserriget blev dræbt, deriblandt Hamans ti sønner. (Est 8:1–9:18) Mordokaj påbød, og Ester stadfæstede, at man hvert år skulle fejre den 14. og 15. adar, ’purimsdagene’, som dage med fest og fryd og dage hvor man sendte hinanden og de fattige gaver. Jøderne gik ind på at de selv og deres afkom og alle som sluttede sig til dem, fortsat skulle fejre denne fest. Som den næstøverste i riget blev Mordokaj agtet af Guds indviede folk, jøderne, og arbejdede til stadighed for dets bedste. — Est 9:19-22, 27-32; 10:2, 3.

En troens mand. Mordokaj var en troens mand ligesom de der omtales af apostelen Paulus i Hebræerbrevets 11. kapitel, skønt han ikke nævnes dér ved navn. Han udviste mod, beslutsomhed, uangribelighed og loyalitet over for Gud og hans folk, og han fulgte det princip der senere blev fremsat af Jesus: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mt 22:21) Han og Ester var af Benjamins stamme, om hvem patriarken Jakob havde profeteret: „Benjamin sønderriver som en ulv. Om morgenen fortærer han det røvede dyr, og om aftenen deler han bytte.“ (1Mo 49:27) Disse benjaminitter var aktive i den israelitiske nations aften, efter at der ikke længere sad nogen konge på tronen og folket var kommet under hedensk herredømme. Det er muligt at Mordokaj og Ester havde den forret at udslette de sidste af de forhadte amalekitter. Mordokajs interesse for at søge sit folks bedste vidner om hans tro på at Abrahams afkom, der skulle blive til velsignelse for alle jordens slægter, skulle fremstå blandt Israels børn. — 1Mo 12:2; 22:18.