Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Morter

Morter

En beholder der indvendig er formet som en skål hvori korn, krydderier, oliven og andre faste stoffer blev knust med en støder.

På ægyptiske gravmalerier er der afbildet mortere af betragtelig størrelse. De var sandsynligvis lavet af træ, og støderen af metal. På ét gravmaleri ses to mænd stående ved den samme morter, hvori de skiftevis støder med metalstødere som er kølleformede i begge ender og smallere på midten, og som mændene holder fat om med begge hænder. Det synes at fremgå af maleriet at når morterens indhold var stødt grundigt nok, blev det sigtet over i en anden beholder, hvorpå de grovere dele blev hældt tilbage i morteren og findelt yderligere.

I ørkenen tilberedte israelitterne mannaen ved at male den i håndkværne eller støde den i en morter (hebr.: medhokhahʹ). — 4Mo 11:7, 8.

Man fremstillede den fineste olivenolie ved at støde frugterne i en morter. Derved udvandt man kun olien af frugtkødet, mens en olieperse også knuste stenene. Til lampestanderen i mødeteltet skulle der bruges ren olie af stødte oliven. Den samme slags olie skulle bruges i forbindelse med ’det stadige brændoffer’ og uden tvivl også som ingrediens i den hellige salveolie. I helligdommen anvendtes en røgelse som var stødt til et fint pulver. — 2Mo 27:20, 21; 29:40, 42; 30:23-25, 35, 36.

Da morteren er let udhulet, bruges den meget passende i Bibelen til at beskrive en bestemt landskabsform. For eksempel hedder det i Dommerne 15:18, 19 at Gud skaffede Samson drikkevand ved at kløve „den morterformede hulning“ (hebr.: makhtesjʹ) i Lehi. Og en bestemt bydel i Jerusalem, Maktesj eller Morteren (hebr.: hamMakhtesjʹ, „Morteren“), har muligvis fået sit navn på grund af en bækkenlignende fordybning i denne del af byen. — Zef 1:11, fdn.

Korn udsættes for en meget hård behandling når det stødes til mel i en morter. Derfor bruges denne fremgangsmåde billedligt i Bibelen idet der siges: „Selv om du stødte dåren med en støder blandt det knuste korn i en morter [hebr.: bammakhtesjʹ], ville hans dårskab ikke vige fra ham.“ — Ord 27:22.

[Illustration på side 319]

Antik morter med støder