(Moʹses) [trukket op [dvs.: reddet op af vandet]].

„Den sande Guds mand“, Israels folks fører, Lovpagtens mellemmand; desuden profet, dommer, hærfører, historiker og skribent. (Ezr 3:2) Moses blev født i Ægypten i 1593 f.v.t. og var søn af Amram, sønnesøn af Kehat og oldesøn af Levi. Hans moder, Jokebed, var Kehats søster. Moses var tre år yngre end sin broder, Aron. Deres søster, Mirjam, var nogle år ældre. — 2Mo 6:16, 18, 20; 2:7.

Hans liv i Ægypten. Moses, et ’ualmindelig kønt’ barn, undgik at blive offer for det folkedrab Farao havde påbudt da han befalede at alle nyfødte hebraiske drengebørn skulle dræbes. Hans moder skjulte ham i tre måneder, hvorefter hun lagde ham i en ark af papyrus som blev sat ud mellem sivene ved Nilens bred, hvor Faraos datter fandt ham. Som følge af Jokebeds og Mirjams kloge handlemåde blev Moses ammet og undervist af sin moder, der var ansat af Faraos datter, som senere adopterede ham som sin søn. Som medlem af Faraos husstand blev han „oplært i al ægypternes visdom“ og blev „magtfuld i sine ord og gerninger“, idet han uden tvivl udmærkede sig med hensyn til både åndsevner og fysiske færdigheder. — 2Mo 2:1-10; Apg 7:20-22.

Trods Moses’ begunstigede stilling og de muligheder der lå åbne for ham i Ægypten, var hans hjerte hos Guds trælbundne folk. Han håbede faktisk at Gud ville bruge ham til at udfri det. Da han i en alder af 40 år en dag var ude hos sine hebraiske brødre og lagde mærke til de tunge byrder de måtte bære, så han en ægypter slå en hebræer. For at forsvare sin israelitiske broder dræbte han ægypteren og begravede ham i sandet. På dette tidspunkt traf Moses sit livs vigtigste beslutning: „Ved tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter, idet han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk frem for at have den midlertidige nydelse af synd.“ Hermed gav Moses afkald på den ære og de materielle fordele han kunne have nydt som medlem af den mægtige Faraos husstand. — He 11:24, 25.

Moses mente at tiden nu var inde til at han ville kunne udfri hebræerne. Men de påskønnede ikke hans indsats, og Moses blev tvunget til at flygte fra Ægypten da Farao hørte om drabet på ægypteren. — 2Mo 2:11-15; Apg 7:23-29.

Fyrre år i Midjan. Moses tilbagelagde den lange vej gennem ørkenen til Midjan, hvor han søgte tilflugt. Da han nåede dertil, satte han sig ved en brønd, og her kom hans mod og villighed til at hjælpe dem der lider uretfærdigt, atter til udtryk. Da nogle hyrder drev Jetros syv døtre og deres småkvæg bort fra en brønd, kom Moses kvinderne til undsætning og vandede deres småkvæg. Som følge heraf blev han indbudt til Jetros hus, hvor han blev antaget som hyrde for småkvæget og senere blev gift med en af Jetros døtre, Zippora, der fødte ham to sønner, Gersjom og Eliezer. — 2Mo 2:16-22; 18:2-4.

Oplæring til en senere tjeneste. Det var Guds hensigt at lade Moses befri hebræerne, men hans tid var endnu ikke inde til det, og Moses var heller ikke kvalificeret endnu til at lede Guds folk. Han måtte gennemgå yderligere 40 års oplæring. Han måtte i højere grad udvikle egenskaberne tålmodighed, sagtmodighed, ydmyghed, langmodighed, mildhed og selvbeherskelse samt evnen til at vente på Jehova, før han var egnet til at lede Guds folk. Han måtte oplæres og forberedes til at udholde de skuffelser og genvordigheder han ville komme ud for, og til med loyal hengivenhed, ro og styrke at løse de mange problemer der ville opstå i et stort folk. Han havde en omfattende viden, og hans oplæring som medlem af Faraos husstand havde uden tvivl givet ham værdighed, selvtillid og en sikker fremtræden og gjort ham dygtigere til at organisere og befale. Men det beskedne arbejde som hyrde i Midjan hjalp ham til at udvikle andre gode egenskaber der skulle få endnu større betydning i forbindelse med hans fremtidige opgaver. David gennemgik ligeledes en omfattende oplæring, selv efter at han var blevet salvet af Samuel, og Jesus Kristus blev prøvet for at blive fuldkommengjort som konge og ypperstepræst for evigt. Kristus „lærte . . . lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham“. — He 5:8, 9.

Udnævnes til befrier. Hen imod slutningen af Moses’ 40 år lange ophold i Midjan vogtede han en dag Jetros småkvæg i nærheden af Horebs Bjerg da han blev meget forundret over at se en tornebusk brænde uden at blive fortæret af ilden. Da han nærmede sig for at undersøge  det usædvanlige fænomen, talte Jehovas engel til ham ud fra ilden og åbenbarede at Guds tid nu var inde til at udfri Israel fra trældommen, og bemyndigede Moses til at træde frem i Jehovas navn, det navn han ville huskes ved. (2Mo 3:1-15) Gud udnævnte således Moses til sin profet og talsmand, og Moses kunne nu med rette kaldes en salvet, eller ’Messias’, som i Hebræerne 11:26. Gennem sin engel gav Jehova Moses akkreditiver som han kunne fremlægge for israelitternes ældste, i form af tre mirakler der skulle tjene som tegn. Det er første gang Bibelen taler om at et menneske fik magt til at udføre mirakler. — 2Mo 4:1-9.

Tilbageholdende, men ikke diskvalificeret. Moses holdt sig imidlertid tilbage med den begrundelse at han ikke kunne tale flydende. Her var en helt anden Moses, meget forskellig fra den Moses der på eget initiativ havde tilbudt sig som Israels befrier 40 år tidligere. Han kom med flere indsigelser og bad til sidst Jehova om at blive fritaget for opgaven. Skønt dette fik Guds vrede til at blusse op, forkastede han ikke Moses, men gav ham hans broder, Aron, som talerør. I sin egenskab af Guds repræsentant blev Moses således „Gud“ for Aron, der skulle tale på hans vegne. Ved det efterfølgende møde med Israels ældste og ved audienserne hos Farao ser det ud til at Gud gav anvisningerne og påbudene til Moses, som derefter overbragte dem til Aron, sådan at det var Aron der talte til Farao (en efterfølger af den farao som Moses var flygtet fra 40 år tidligere). (2Mo 2:23; 4:10-17) Jehova omtalte senere Aron som Moses’ „profet“, det vil sige at ligesom Moses var Guds profet og var ledet af ham, skulle Aron følge Moses’ ledelse. Moses fik også at vide at han ville blive gjort til „Gud for Farao“, altså at han ville få magt og myndighed fra Gud over Farao så han ikke havde nogen grund til at frygte Ægyptens konge. — 2Mo 7:1, 2.

Skønt Gud irettesatte Moses, tog han ikke opgaven fra ham fordi han vægrede sig ved at påtage sig det kæmpemæssige arbejde der fulgte med at være Israels befrier. Moses undskyldte sig ikke med sin alder skønt han var 80 år gammel. Fyrre år senere havde han i en alder af 120 år stadig sin livskraft og sin gode forstand i behold. (5Mo 34:7) I løbet af de 40 år i Midjan havde Moses haft god tid til at tænke; han havde indset at han havde begået en fejl ved at prøve at befri hebræerne på eget initiativ. Han erkendte nu sin egen utilstrækkelighed. Efter i så lang tid at have været fri for alle officielle pligter var det uden tvivl et stort chok for ham pludselig at få tilbudt denne opgave.

I 4 Mosebog 12:3 siges der: „Manden Moses var langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade.“ Som et sagtmodigt menneske erkendte Moses at han var ufuldkommen og svag. Han førte sig ikke frem som Israels uovervindelige fører. Hans tøven var ikke et udtryk for frygt for Farao, men en klar erkendelse af hans egne begrænsninger.

Hos Ægyptens farao. Moses og Aron blev nu nøglefigurer i en ’gudernes kamp’. Gennem sine magere, blandt hvilke Jannes og Jambres åbenbart var de førende (2Ti 3:8), påkaldte Farao alle Ægyptens guders magt imod Jehovas. Det første mirakel som Aron på Moses’ befaling udførte over for Farao, viste at Jehova står over Ægyptens guder. Men Farao forhærdede sit hjerte. (2Mo 7:8-13) Da den tredje plage senere kom over ægypterne, var selv magerne tvunget til at indrømme: „Det er Guds finger!“ Og de blev så hårdt ramt af byldeplagen at de ikke var i stand til at træde frem for Farao for at modstå Moses under denne plage. — 2Mo 8:16-19; 9:10-12.

Plagerne formilder og forhærder. Moses og Aron fik til opgave at forkynde hver af de ti plager. Plagerne kom som forudsagt — et bevis på at Moses handlede på Jehovas vegne. Jehovas navn blev forkyndt og fik megen omtale i Ægypten, og dette fik på én gang en mildnende og en forhærdende virkning; israelitterne og nogle af ægypterne blev mildere stemt, mens Farao og hans rådgivere og tilhængere forhærdede sig. (2Mo 9:16; 11:10; 12:29-39) Ægypterne vidste at plagerne ikke skyldtes at de havde fornærmet deres guder, men at det var Jehovas dom over guderne. Efter de ni plager var Moses „meget anset i Ægyptens land, i Faraos tjeneres øjne og i folkets øjne“. — 2Mo 11:3.

Der var også en tydelig forandring at spore hos israelitterne. Først havde de accepteret Moses’ akkreditiver, men da Farao havde strammet deres arbejdsbetingelser, havde de beklaget sig så meget over Moses at han nedslået havde henvendt sig til Jehova. (2Mo 4:29-31; 5:19-23) Da havde den Allerhøjeste styrket ham ved at åbenbare at han nu ville virkeliggøre det som Abraham, Isak og Jakob havde set hen til; han ville åbenbare den fulde betydning af sit navn Jehova ved at udfri Israel og grundlægge det som en stor nation i det forjættede land. (2Mo 6:1-8) Selv da havde israelitterne ikke lyttet til Moses. Men nu, efter den niende plage, sluttede de massivt op om ham og samarbejdede med ham så han efter den tiende plage kunne organisere dem og føre  dem ud på ordnet vis, „i kampformation“. — 2Mo 13:18.

At træde frem for Farao krævede mod og tro. Det var kun ved Jehovas kraft og ved hans ånds virke at Moses og Aron kunne klare den opgave de havde fået overdraget. Farao var konge over datidens ubestridte verdensmagt. Ved hans hof herskede en pragt uden lige, og den hovmodige Farao, der selv formodedes at være en gud, var omgivet af rådgivere, militære befalingsmænd, vagter og trælle. Desuden var der de religiøse ledere, de såkaldte magere, som var Moses’ største modstandere. Disse mænd var de mægtigste i riget, næst efter Farao selv. Farao brugte hele sit imponerende hof til støtte for Ægyptens guder. Og Moses og Aron trådte ikke blot frem for Farao én gang, men mange gange, og for hver gang blev Faraos hjerte hårdere fordi han var besluttet på at bevare herredømmet over sine værdifulde hebraiske trælle. Da Moses og Aron havde fortalt at den ottende plage ville komme over Ægypten, blev de faktisk drevet bort fra Farao, og efter den niende blev de advaret om at de ville blive straffet med døden hvis de igen prøvede at se hans ansigt. — 2Mo 10:11, 28.

Med dette i tanke er det meget forståeligt at Moses gentagne gange henvendte sig til Jehova for at hente styrke og forvisse sig om hans støtte. Men det må bemærkes at han aldrig forsømte at gøre og sige nøjagtig som Jehova havde befalet. Han ændrede ikke ét ord af Jehovas budskaber til Farao, og hans ledelse udvirkede at efter den tiende plage „gjorde alle Israels sønner sådan som Jehova havde påbudt Moses og Aron. Sådan gjorde de.“ (2Mo 12:50) På grund af sin stærke tro fremhæves Moses som et eksempel for kristne. Apostelen Paulus skrev om ham: „Ved tro forlod han Ægypten, ikke af frygt for kongens harme, for han holdt stand som så han den usynlige.“ — He 11:27.

Før den tiende plage brød løs, fik Moses den forret at indstifte påsken. (2Mo 12:1-16) Ved Det Røde Hav måtte han atter høre på folkets klager da de tilsyneladende var fanget i en fælde og stod ansigt til ansigt med døden. Men han udviste tro som en sand fører under Jehovas vældige hånd og forsikrede israelitterne om at Jehova ville tilintetgøre den ægyptiske hær der forfulgte dem. Han råbte åbenbart til Jehova i denne krisesituation, for Gud sagde til ham: „Hvorfor bliver du ved med at råbe til mig?“ Så befalede Gud Moses at løfte sin stav og række sin hånd ud over havet og kløve det. (2Mo 14:10-18) Mange hundrede år senere sagde apostelen Paulus om israelitternes overgang over Det Røde Hav: „Vore forfædre [var alle] under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbt til Moses ved hjælp af skyen og havet.“ (1Kor 10:1, 2) Det var Jehova der døbte dem. For at undslippe deres morderiske forfølgere måtte jødernes forfædre i forening slutte op om deres hoved, Moses, og følge hans ledelse gennem havet. På den måde blev hele Israels menighed i realiteten døbt til Moses, dens befrier og fører.

Lovpagtens mellemmand. I den tredje måned efter udgangen af Ægypten demonstrerede Jehova over for hele Israel hvilken omfattende myndighed og hvilket ansvar han havde betroet sin tjener Moses, og hvor nært et forhold Moses havde til ham. For øjnene af hele folket, der var samlet ved foden af Horebs Bjerg, kaldte Jehova Moses op på bjerget og talte til ham gennem en engel. Ved en lejlighed blev Moses begunstiget med en oplevelse der sandsynligvis er den mest ærefrygtindgydende noget menneske før Jesu Kristi komme har haft. Mens han var alene, højt oppe på bjerget, gav Jehova ham et syn af sin herlighed idet han lagde sin „hånd“ skærmende over Moses og tillod ham at se ham „bagfra“, det vil uden tvivl sige efterglansen af denne manifestation af hans guddommelige herlighed. Derefter talte han som i egen person med Moses. — 2Mo 19:1-3; 33:18-23; 34:4-6.

Jehova sagde til Moses: „Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og leve.“ (2Mo 33:20) Mange hundrede år senere skrev apostelen Johannes: „Ingen har nogen sinde set Gud.“ (Joh 1:18) Den kristne martyr Stefanus sagde til jøderne at Moses „var i menigheden i ørkenen sammen med den engel som talte til ham på bjerget Sinaj“. (Apg 7:38) Det var altså en engel der repræsenterede Jehova på bjerget. Alligevel var Jehovas herlighed, som engelen åbenbarede, så prægtig at Moses’ ansigtshud strålede så Israels sønner ikke kunne holde ud at se på ham. — 2Mo 34:29-35; 2Kor 3:7, 13.

Gud gjorde Moses til mellemmand for Lovpagten med Israel. Så nært et forhold har intet menneske nogen sinde haft til Gud, med undtagelse af Jesus Kristus, der blev mellemmand for den nye pagt. Med blodet fra offerdyrene bestænkede Moses pagtsbogen, der repræsenterede Jehova som den ene „part“, og folket (uden tvivl repræsenteret ved de ældste) som den anden „part“. Han læste pagtsbogen op for folket, som svarede: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre og adlyde.“ (2Mo 24:3-8; He 9:19) I sin egenskab af mellemmand fik Moses det privilegium at føre tilsyn med opførelsen af teltboligen og fremstillingen af de dertil hørende redskaber efter Guds anvisninger. Desuden indsatte han præsterne  i deres embeder og salvede teltboligen og ypperstepræsten Aron med den særlige salveolie, hvorpå han overvågede det nyindsatte præsteskabs første officielle tjeneste. — 2Mo kap. 25-29; 3Mo kap. 8, 9.

En egnet mellemmand. Moses gik flere gange op på Horebs Bjerg; to gange var han der i 40 dage og nætter. (2Mo 24:18; 34:28) Efter at have været deroppe første gang vendte han tilbage med to stentavler der var „beskrevet med Guds finger“, og som indeholdt „De Ti Ord“, eller De Ti Bud, Lovpagtens grundlæggende bud. (2Mo 31:18; 5Mo 4:13) Ved denne første lejlighed viste Moses sig at være velkvalificeret som mellemmand mellem Jehova og Israel og som fører for denne store nation, der måske talte over tre millioner. Mens Moses var på bjerget, oplyste Jehova ham om at folket havde vendt sig til afgudsdyrkelse, og Jehova sagde: „Lad mig derfor nu være, så min vrede kan blusse op imod dem og jeg kan gøre det af med dem, og lad mig gøre dig til en stor nation.“ Moses’ svar viste at han var fuldstændig uselvisk og ikke ønskede sig nogen berømmelse, men at helligelsen af Jehovas navn var det der lå ham stærkest på sinde. Han bad ikke om noget til egen fordel, men viste ægte interesse for Jehovas navn, som kort forinden var blevet ophøjet gennem miraklet ved Det Røde Hav, og han nærede stor agtelse for Guds løfte til Abraham, Isak og Jakob. På Moses’ forbøn skånede Jehova folket. Heraf fremgår det at Moses i Jehovas øjne løste sin opgave som mellemmand tilfredsstillende, og at Jehova selv respekterede den ordning hvorved han havde overdraget Moses dette hverv. Således „fortrød Jehova det onde som han havde talt om at ville gøre mod sit folk“ — det vil sige at han på grund af de ændrede omstændigheder forandrede indstilling med hensyn til at bringe ondt over folket. — 2Mo 32:7-14.

Moses’ nidkærhed for den sande tilbedelse som Guds tjener kom til udtryk da han kom ned fra bjerget. Da han så de tøjlesløse afgudsdyrkere, kastede han tavlerne fra sig så de knustes, og kaldte derpå dem til sig der ønskede at stå på Jehovas side. Levis sønner sluttede sig til Moses, og han befalede dem at dræbe alle der havde deltaget i afgudsdyrkelsen. Som følge heraf faldt omkring 3000 mand. Så vendte han tilbage til Jehova, erkendte folkets store synd og sagde: „Om du dog blot ville tilgive deres synd! Men hvis ikke, slet mig da af din bog som du har skrevet.“ Moses’ mæglende forbøn mishagede ikke Jehova, men han svarede: „Den der har syndet mod mig, ham vil jeg slette af min bog.“ — 2Mo 32:19-33.

Ofte repræsenterede Moses Jehovas side af pagten, idet han påbød sand og ren tilbedelse og eksekverede Guds dom over de ulydige. Mere end én gang trådte han mæglende ind og reddede nationen eller enkeltpersoner fra at blive udslettet ved Jehovas hånd. — 4Mo 12; 14:11-21; 16:20-22, 43-50; 21:7; 5Mo 9:18-20.

Uselvisk, ydmyg, sagtmodig. Moses’ første interesse gjaldt Jehovas navn og hans folk. Han søgte ikke at fremhæve sig selv eller at styrke sin egen stilling. Da Jehovas ånd kom over nogle mænd i lejren og de kom i profetisk henrykkelse, ville Josua, Moses’ medhjælper, standse dem, åbenbart fordi han syntes det gik ud over Moses’ glans og værdighed. Men Moses svarede: „Er du skinsyg på mine vegne? Gid hele Jehovas folk var profeter, for så ville Jehova lægge sin ånd på dem!“ — 4Mo 11:24-29.

Skønt det var ham Jehova havde udvalgt til leder af Israels store folk, var Moses villig til at tage imod råd fra andre, især hvis det kunne gavne folket. Kort tid efter at israelitterne havde forladt Ægypten, fik Moses besøg af Jetro, der havde Moses’ hustru og sønner med sig. Jetro så hvor hårdt Moses arbejdede, og hvor udmattet han blev af at tage sig af alle de problemer man kom til ham med. Han foreslog klogt en ordning som gik ud på at Moses skulle lette sin byrde ved at overdrage et vist mål af ansvar til andre. Moses fulgte Jetros råd og organiserede folket i grupper på tusind, hundrede, halvtreds og ti, hver med en øverste der tjente som dommer. Kun de større sager blev så forelagt Moses. Det er også værd at bemærke hvad Moses sagde til Jetro da han forklarede hvordan han greb tingene an: „Når der opstår en sag hos [folket], skal den forelægges mig, og jeg skal dømme parterne imellem og gøre den sande Guds forordninger og hans love kendt.“ Hermed viste Moses at han anerkendte at han var forpligtet til at dømme i overensstemmelse med Jehovas afgørelser og ikke efter sine egne ideer, og at han desuden havde ansvar for at hjælpe folket til at kende og respektere Guds love. — 2Mo 18:5-7, 13-27.

Moses henviste gang på gang til at det var Jehova, og ikke ham selv, der var israelitternes egentlige fører. Da de begyndte at knurre på grund af maden, sagde Moses til dem: „Jeres knurren er ikke imod os [Moses og Aron], men imod Jehova.“ (2Mo 16:3, 6-8) Da Mirjam måske frygtede for at blive stillet i skyggen af Moses’ hustru, begyndte hun og Aron misundeligt og respektløst at tale imod Moses og hans myndighed. Hvor nedsættende og fornærmende deres tale i virkeligheden var, fremgår af den  bemærkning der indskydes i beretningen: „Men manden Moses var langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade.“ Moses tøvede åbenbart med at gøre sin ret gældende og udholdt sagtmodigt det verbale angreb. Men Jehova blev opbragt over denne udfordring, der i virkeligheden var en hån mod Jehova selv. Han tog sagen op og tugtede Mirjam strengt. Moses’ kærlighed til sin søster bevægede ham til at gå i forbøn for hende og råbe: „Gud, jeg beder dig, helbred hende dog!“ — 4Mo 12:1-15.

Lydig, ventede på Jehova. Moses ventede på Jehova. Skønt han kaldes Israels lovgiver, anerkendte han at lovene ikke kom fra ham selv. Han var ikke egenrådig, traf ikke afgørelser på grundlag af sin egen kundskab. Hvis der var tale om retssager uden præcedens, eller hvis han ikke kunne afgøre nøjagtig hvordan loven skulle anvendes, lagde han sagen frem for Jehova så han kunne afsige en dom. (3Mo 24:10-16, 23; 4Mo 15:32-36; 27:1-11) Han var omhyggelig med at følge anvisninger. Han førte nøje tilsyn med det komplicerede arbejde det var at opføre teltboligen og fremstille redskaberne dertil og præsternes klædninger. Beretningen lyder: „Og Moses gjorde nøjagtig som Jehova havde påbudt ham. Sådan gjorde han.“ (2Mo 40:16; jf. 4Mo 17:11.) Vi finder gentagne gange andre erklæringer om at tingene blev gjort „sådan som Jehova havde påbudt Moses“. (2Mo 39:1, 5, 21, 29, 31, 42; 40:19, 21, 23, 25, 27, 29) Det kan kristne være glade for, eftersom apostelen Paulus påpeger at disse ting var „en skygge“ og en billedlig gengivelse af det himmelske. — He 8:5.

Begik en alvorlig fejl. Da israelitterne lå lejret i Kadesj, sandsynligvis i det 40. år af deres ørkenvandring, begik Moses en alvorlig fejl. Når man gennemgår episoden, træder det tydeligt frem at Moses som folkets fører og mellemmand ikke blot havde en meget privilegeret stilling, men også et meget stort ansvar over for Jehova. Da der manglede vand, begyndte folket at strides med Moses og at bebrejde ham at han havde ført dem ud af Ægypten til den golde ørken. Moses havde udholdt meget, havde fundet sig i israelitternes forstokkethed og opsætsighed, havde taget del i deres prøvelser og var gået i forbøn for dem når de havde syndet, men her mistede han et øjeblik sin sagtmodighed og sin mildhed. Ophidsede og forbitrede trådte Moses og Aron frem foran folket, sådan som Jehova havde befalet. Men i stedet for at vise hen til Jehova som den der sørger for tingene, talte de hårdt til folket og henledte opmærksomheden på sig selv. Moses sagde: „Hør nu, I opsætsige! Mon vi kan få vand til at strømme frem til jer fra denne klippe?“ Derpå slog Moses på klippen, og Jehova fik vandet til at strømme frem så der var nok til forsamlingen og dens dyr. Men Moses’ og Arons opførsel mishagede Gud. De havde svigtet deres fornemste opgave: at herliggøre Jehovas navn. De havde ’handlet troløst’ over for Jehova, og Moses havde ’talt overilet med sine læber’. Senere sagde Jehova: „Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for Israels sønners øjne, kommer I ikke til at føre denne menighed ind i det land som jeg vil give den.“ — 4Mo 20:1-13; 5Mo 32:50-52; Sl 106:32, 33.

Skribent. Det var Moses der skrev Pentateuken, Bibelens fem første bøger. Dette har op gennem historien været anerkendt af jøderne, der betegnede denne del af Bibelen som Toraen, eller Loven. Jesus og de kristne bibelskribenter nævnte ofte at Loven blev givet ved Moses. Også Jobs Bog, såvel som Salme 90 og muligvis Salme 91, tilskrives sædvanligvis Moses. — Mt 8:4; Lu 16:29; 24:27; Ro 10:5; 1Kor 9:9; 2Kor 3:15; He 10:28.

Død og begravelse. Moses’ broder, Aron, døde i en alder af 123 år mens Israel lå lejret ved bjerget Hor på grænsen til Edom, i den femte måned i ørkenvandringens 40. år. Moses førte Aron med op på bjerget, afførte ham hans præsteklæder og iførte hans ældste levende søn og efterfølger, Eleazar, dem, hvorpå Aron døde dér på bjerget. (4Mo 20:22-29; 33:37-39) Omkring seks måneder senere ankom Israel til Moabs sletter. Her holdt Moses en række taler for det forsamlede folk. Han forklarede Loven og tilføjede en del ændringer der ville blive nødvendige når israelitterne nu skiftede fra nomadelivet til den fastboende tilværelse i deres eget land. I det 40. års 12. måned (i foråret 1473 f.v.t.) meddelte Moses folket at Jehova havde udnævnt Josua til hans efterfølger som fører. Derpå fik Josua overdraget hvervet og blev tilskyndet til at være modig. (5Mo 31:1-3, 23) Efter at have fremført en sang og velsignet folket gik Moses til sidst på Jehovas befaling op på Nebo Bjerg for at se ind i det forjættede land, og derpå døde han. — 5Mo 32:48-51; 34:1-6.

Moses var 120 år gammel da han døde. Bibelen siger om hans fysiske styrke: „Hans øje var ikke svækket, og hans livskraft ikke svundet.“ Jehova begravede ham på et sted som ingen nogen sinde har fundet. (5Mo 34:5-7) Dette skete sandsynligvis for at forhindre israelitterne i at gøre hans grav til en helligdom og blive forledt til afgudsdyrkelse. Djævelen ville åbenbart gerne bruge Moses’ legeme til et eller andet formål,  for den kristne discipel Judas, Jesu Kristi halvbroder, skriver: „Da ærkeengelen Mikael havde en uoverensstemmelse med Djævelen og sagde ham imod vedrørende Moses’ legeme, vovede han ikke at fremføre en spottende dom imod ham, men sagde: ’Måtte Jehova irettesætte dig.’“ (Jud 9) Før Israel under Josuas ledelse gik ind i det forjættede land, blev der holdt sorg over Moses i 30 dage. — 5Mo 34:8.

En profet Jehova kendte „ansigt til ansigt“. Da Mirjam og Aron rejste tvivl om Moses’ myndighed, sagde Jehova til dem: „Hvis der er en profet for Jehova iblandt jer, vil jeg give mig til kende for ham i et syn. Jeg vil tale til ham i en drøm. Sådan er det ikke med min tjener Moses! Han har fået hele mit hus betroet. Ham taler jeg med, mund til mund, idet jeg lader ham se tydeligt og ikke i gåder; og han ser Jehovas skikkelse. Hvorfor frygtede I da ikke for at tale imod min tjener, imod Moses?“ (4Mo 12:6-8) I slutningen af Femte Mosebog beskrives Moses’ privilegerede forhold til Jehova med disse ord: „Men der er endnu aldrig fremstået en profet i Israel som Moses, hvem Jehova kendte ansigt til ansigt, med hensyn til alle de tegn og mirakler som Jehova sendte ham for at gøre i Ægyptens land for Farao og alle hans tjenere og hele hans land, og med hensyn til hele den styrke der lå i hans hånd, og hele den store, frygtindgydende gerning som Moses øvede for øjnene af hele Israel.“ — 5Mo 34:10-12.

Som det fremgår af Jehovas egne ord, der er citeret ovenfor, havde Moses, skønt han aldrig så Jehova bogstaveligt, et mere direkte, vedvarende og fortroligt forhold til Jehova end nogen anden profet før Jesus Kristus. Jehovas udtalelse: „Ham taler jeg med, mund til mund,“ viste at Moses fik personligt foretræde for Gud (gennem engle, der har adgang til Jehovas nærhed; Mt 18:10). (4Mo 12:8) Som Israels mellemmand kunne han så at sige altid benytte sig af et tovejskommunikationssystem. Han kunne på et hvilket som helst tidspunkt fremlægge problemer af betydning for hele folket for Gud og få hans svar. Jehova havde betroet Moses ’hele sit hus’ og brugte ham som sin fortrolige repræsentant til at organisere folket. (4Mo 12:7; He 3:2, 5) De senere profeter byggede blot videre på den grundvold der var blevet lagt ved hjælp af Moses.

Den måde hvorpå Jehova talte til Moses, gjorde så stærkt et indtryk på ham at det var som om han virkelig så Gud med egne øjne og ikke blot fik et syn eller en drøm hvori han hørte Gud tale — sådan som det normalt var tilfældet når Gud henvendte sig til sine profeter. Jehovas kontakt med Moses var sådan at det var for Moses „som så han den usynlige“. (He 11:27) Det indtryk det gjorde på Moses, kunne sammenlignes med det indtryk som synet af Jesu forvandling gjorde på Peter mange hundrede år senere. Dette syn forekom Peter så virkeligt at han begyndte at deltage i det ved at tale, men uden at vide hvad han selv sagde. (Lu 9:28-36) Apostelen Paulus fik også et syn der var så virkelighedstro at han senere sagde om sig selv: „Om det var i legemet eller skilt fra legemet ved jeg ikke, Gud ved det.“ — 2Kor 12:1-4.

Der er ingen tvivl om at Josuas usædvanlig vellykkede bestræbelser for at føre Israel ind i det forjættede land til en vis grad skyldtes de gode egenskaber han havde tilegnet sig takket være Moses’ oplæring og eksempel. Josua var Moses’ tjener „fra han var en ung mand“. (4Mo 11:28) Han var åbenbart befalingsmand i hæren under Moses (2Mo 17:9, 10) og var som hans tjener sammen med ham i mange situationer. — 2Mo 24:13; 33:11; 5Mo 3:21.

Forudskildrede Jesus Kristus. Jesus Kristus påpegede at Moses havde skrevet om ham, for ved en lejlighed sagde han til sine modstandere: „Hvis I nemlig troede Moses, ville I tro mig, for han har skrevet om mig.“ (Joh 5:46) Og „idet han begyndte ved Moses og alle Profeterne“, fortalte han sine disciple „det der i alle Skrifterne handlede om ham“. — Lu 24:27, 44; se også Joh 1:45.

Blandt det Moses skrev om Kristus Jesus, er Jehovas ord: „En profet som dig vil jeg oprejse for dem af deres brødres midte; og jeg vil lægge mine ord i hans mund, og alt hvad jeg giver ham påbud om, skal han tale til dem.“ (5Mo 18:18, 19) Da apostelen Peter citerede denne profeti, lod han ikke sine tilhørere i tvivl om at den sigtede til Jesus Kristus. — Apg 3:19-23.

Da Peter, Jakob og Johannes fik det privilegium at overvære Jesu forvandling, så de Moses og Elias tale med Jesus. Synet af Moses ville minde de tre apostle om Lovpagten, den teokratiske menighedsordning, og at folket blev udfriet og ført sikkert ind i det forjættede land. Synet viste således at Jesus Kristus ville udføre en gerning som den Moses udførte, blot i langt større omfang; og synet af Elias viste tilsvarende at Jesus ville udføre en gerning som Elias’, men i større omfang. Det kom ved denne lejlighed tydeligt til udtryk at Guds søn virkelig var ’den profet der er større end Moses’ og værdig til at bære titlen Messias. — Mt 17:1-3; se FORVANDLINGEN.

Der er mange paralleller mellem disse to store profeter, Moses og Jesus Kristus. Begge undslap i  deres tidlige barndom et massemord som de respektive herskere på deres tid havde givet ordre til. (2Mo 1:22; 2:1-10; Mt 2:13-18) Moses blev kaldt fra Ægypten som fører af Israels folk, Jehovas „førstefødte“. Jesus blev kaldt fra Ægypten som Guds førstefødte søn. (2Mo 4:22, 23; Ho 11:1; Mt 2:15, 19-21) Begge fastede i 40 dage i ørkenområder. (2Mo 34:28; Mt 4:1, 2) Begge kom i Jehovas navn (navnet Jesus betyder „Jehova er frelse“). (2Mo 3:13-16; Mt 1:21; Joh 5:43) Både Jesus og Moses ’forkyndte Jehovas navn’. (5Mo 32:3; Joh 17:6, 26) Begge viste en enestående sagtmodighed og ydmyghed. (4Mo 12:3; Mt 11:28-30) Begge kunne fremlægge overbevisende vidnesbyrd om at de var sendt af Gud — mange slags forbløffende mirakler, hvor Jesus endog gik videre end Moses og oprejste døde til liv. — 2Mo 14:21-31; Sl 78:12-54; Mt 11:5; Mr 5:38-43; Lu 7:11-15, 18-23.

Moses var mellemmand for Lovpagten mellem Gud og Israels nation. Jesus var mellemmand for den nye pagt mellem Gud og ’den hellige nation’, det åndelige „Guds Israel“. (1Pe 2:9; Ga 6:16; 2Mo 19:3-9; Lu 22:20; He 8:6; 9:15) Begge tjente som dommere, lovgivere og førere. (2Mo 18:13; 32:34; Da 9:25; Mal 4:4; Mt 23:10; Joh 5:22, 23; 13:34; 15:10) Moses fik betroet forvaltningen af ’Guds hus’, det vil sige Israels folk eller menighed, og var trofast i denne opgave. På samme måde sørgede Jesus trofast for det Guds hus han byggede som Guds søn, nemlig det åndelige Israels folk eller menighed. (4Mo 12:7; He 3:2-6) Selv i døden var der en parallel: Gud skaffede både Moses’ og Jesu legeme af vejen. — 5Mo 34:5, 6; Apg 2:31; Jud 9.

Da Guds engel ved slutningen af Moses’ 40 år lange ophold i Midjan åbenbarede sig for ham i den brændende tornebusk ved foden af Horebs Bjerg, bemyndigede Jehova ham til at udfri sit folk fra Ægypten. (2Mo 3:1-15) Gud udnævnte derved Moses til sin profet og repræsentant, og herefter kunne han med rette kaldes en salvet, eller „Messias“. For at kunne opnå denne begunstigede stilling havde Moses måttet give afkald på „Ægyptens værdier“ og måtte lide den skændsel at „blive mishandlet sammen med Guds folk“. Men Moses anså denne „Messias’ skændsel“ for større rigdom end alle Ægyptens værdier. — He 11:24-26.

Hos Jesus Kristus finder vi en parallel til dette. Ifølge engelens kundgørelse ved hans fødsel i Betlehem skulle han blive „en frelser, som er Kristus, Herren“. Han blev Kristus, eller den Salvede, efter at profeten Johannes havde døbt ham i Jordanfloden. (Lu 2:10, 11; 3:21-23; 4:16-21) Derefter sagde han selv at han var „Kristus“, eller Messias. (Mt 16:16, 17; Mr 14:61, 62; Joh 4:25, 26) Jesus så også hen til belønningen og foragtede den skam som mennesker kastede over ham, ligesom Moses havde gjort. (Flp 2:8, 9; He 12:2) Det er til denne større Moses den kristne menighed døbes, til Jesus Kristus, den profet, befrier og fører som profetierne pegede frem til. — 1Kor 10:1, 2.