Materiel hjælp til dem som på grund af høj alder, sult eller anden modgang mangler livets fornødenheder.

Villighed til at hjælpe nødstedte har altid kendetegnet Guds trofaste tjenere. (Job 29:16; 31:19-22; Jak 1:27) I det 1. århundrede traf menigheden i Jerusalem foranstaltning til at uddele mad til nødlidende kristne enker, og senere blev  syv kvalificerede mænd udpeget til at sørge for at ingen af enkerne blev overset ved den daglige uddeling. (Apg 6:1-6) En del år senere skrev apostelen Paulus i sit brev til Timoteus at menighedens hjælp til enkerne kun skulle omfatte de enker der ikke var under 60 år, og som havde et godt omdømme for gode gerninger til kristendommens fremme. (1Ti 5:9, 10) Imidlertid var det i første række børnenes og børnebørnenes, og ikke menighedens, opgave at sørge for aldrende forældre og bedsteforældre. Som Paulus skrev: „Hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først lære at vise gudhengivenhed over for deres egen husstand og fortsat at betale et passende vederlag til deres forældre og bedsteforældre, for dette er velbehageligt i Guds øjne.“ — 1Ti 5:4, 16.

Det skete også at kristne menigheder gennemførte hjælpeaktioner til gavn for deres brødre andre steder. Da profeten Agabus forudsagde at der ville komme en stor hungersnød, besluttede disciplene i menigheden i Antiochia i Syrien „at de, alt efter som de hver især havde råd til det, ville sende noget til hjælp for brødrene som boede i Judæa“. (Apg 11:28, 29) Andre hjælpeaktioner til gavn for de nødlidende brødre i Judæa byggede også helt på frivillighedens princip. — Ro 15:25-27; 1Kor 16:1-3; 2Kor 9:5, 7.