(Naʹfisj) [muligvis af en rod der betyder „sjæl“].

En af Ismaels 12 sønner; han nævnes som nummer 11. (1Mo 25:13-16; 1Kr 1:29-31) Som høvding var han også anfører for en ismaelitisk stamme der tog navn efter ham og formentlig boede i et område der stødte op til det forjættede lands grænse mod øst eller nordøst. På Sauls tid førte Rubens og Gads stammer og Manasses halve stamme, der alle boede øst for Jordan, krig mod hagritterne og deres forbundsfæller, deriblandt Nafisj’ stamme, og tog mange dyr og mennesker som bytte. (1Kr 5:10, 18-22) Det er muligt at fangerne fra Nafisj’ stamme blev sat til at arbejde som netinim-folk, eller tempeltrælle, som nogle forskere mener, og at de og deres efterkommere efter tilbagekomsten fra landflygtigheden i Babylon blev kaldt Nefusjesims, eller Nefusims, sønner. — Ne 7:46, 52; Ezr 2:43, 50.