En nation er i bred betydning en samling mennesker som er mere eller mindre blodsbeslægtede og har et fælles sprog. Som regel bor de også i et bestemt, afgrænset geografisk område og er underlagt en form for fælles styre. Ifølge Theological Dictionary of the Old Testament er der „på hebraisk en tendens til at bruge ordet gōj om et folk i politisk og geografisk henseende, og dette ord kommer således langt tættere på vort moderne ord ’nation’. ‛Am [folk] betoner derimod altid blodslægtskabet som grundlaget for et folks enhed.“ (Redigeret af G. J. Botterweck og H. Ringgren, bd. 2, 1975, s. 427) De græske ord eʹthnos (nation) og laosʹ (folk) bruges på samme måde. Når ordene gōj og eʹthnos bruges i flertal i Bibelen, sigter de sædvanligvis til de ikkejødiske nationer.

Oprindelse. Første gang der tales om dannelsen af selvstændige nationer, er i forbindelse med bygningen af Babelstårnet efter Vandfloden. De der deltog i byggeriet, var forenede i deres modstand mod Guds hensigt. Det der i første  række bidrog til deres enhed, var at „hele jorden havde ét sprog og ét sæt ord“. (1Mo 11:1-4) Jehova lagde mærke til dette, og ved at forvirre deres sprog ’spredte han dem derfra over hele jordens flade’. — 1Mo 11:5-9; KORT, bd. 1, s. 329.

Adskilt af sprogskranker begyndte hver sproggruppe nu at udvikle sin egen kultur, kunst, religion og levevis — sin egen måde at gøre tingene på. (3Mo 18:3) Da de var kommet bort fra Gud, opfandt de også deres egne mytiske guddomme, som de lavede billeder af og dyrkede. — 5Mo 12:30; 2Kg 17:29, 33.

Nationerne delte sig i tre store grene der nedstammede fra Noas tre sønner, Sem, Kam og Jafet, hvis sønner og sønnesønner blev betragtet som grundlæggere af de enkelte nationer, der blev opkaldt efter dem. Fortegnelsen i Første Mosebog, kapitel 10, kan derfor betragtes som den ældste oversigt over verdens nationer. Den omfatter i alt 70 nationer, hvoraf 14 var af jafetisk, 30 af hamitisk og 26 af semitisk afstamning. (1Mo 10:1-8, 13-32; 1Kr 1:4-25) Yderligere oplysninger om disse nationale grupper findes i oversigten, bd. 1, s. 329, samt i artiklerne om Noas 70 efterkommere under deres respektive navne.

I tidens løb skete der naturligvis mange forandringer. Nogle nationer blev absorberet af nabonationer eller gik til grunde som følge af svaghed, sygdom eller krig; andre opstod på grund af folkevandringer og befolkningstilvækst. Hos visse grupper udvikledes undertiden en stærk nationalfølelse som, sammen med vellykkede militæroperationer, gav ærgerrige mænd mulighed for at opbygge verdensriger på bekostning af svagere nationer.

Fader til mange nationer. Gud befalede Abram at drage ud fra Ur og rejse til et land han ville vise ham, for, som han sagde: „Jeg vil gøre dig til en stor nation.“ (1Mo 12:1-4) Senere udvidede Gud sit løfte idet han sagde: „Det vil jeg gøre dig til: fader til en mængde nationer. Og jeg vil gøre dig meget, meget frugtbar og gøre dig til nationer, og konger skal udgå fra dig.“ (1Mo 17:1-6) Løftet blev opfyldt. Abrahams søn Ismael blev fader til „tolv høvdinger efter deres klaner“ (1Mo 25:13-16; 17:20; 21:13, 18), og gennem de seks sønner Ketura fødte Abraham, blev han stamfader til atter andre nationer. (1Mo 25:1-4; 1Kr 1:28-33; Ro 4:16-18) Fra Abrahams søn Isak nedstammede israelitterne og edomitterne. (1Mo 25:21-26) Også i en langt større, åndelig betydning blev Abraham „fader til mange nationer“, for folk af mange nationer — deriblandt de der fandtes i den kristne menighed i Rom — kunne som følge af deres tro og lydighed kalde Abraham deres fader, idet han er blevet „fader til alle som tror“. — Ro 4:11, 16-18; se ISRAEL, 2.

Guds syn på nationerne. Som Skaberen og universets Suveræn har Gud den absolutte ret til at fastsætte geografiske grænser for nationerne (hvis han ønsker det), ligesom han gjorde med Ammon, Edom og Israel. (5Mo 2:17-22; 32:8; 2Kr 20:6, 7; Apg 17:26) Den Højeste og Ophøjede over hele jorden kan i sin storhed ikke sammenlignes med jordiske nationer. (Jer 10:6, 7) De er i hans øjne blot som en dråbe fra en spand. (Es 40:15, 17) Når nationerne vredes på Jehova og samler sig imod ham, som da de henrettede Jesus på en marterpæl, ler han blot ad dem og forpurrer deres overmodige planer. — Sl 2:1, 2, 4, 5; 33:10; 59:8; Da 4:32b, 34, 35; Apg 4:24-28.

Men trods Jehovas ophøjede storhed og magt kan ingen med rette anklage ham for at behandle nationale grupper uretfærdigt. Han går aldrig på kompromis med hensyn til sine retfærdige principper, hverken i forholdet til enkeltpersoner eller til hele nationer. (Job 34:29) Hvis en nation ændrer sind, ligesom Nineves indbyggere, velsigner han den. (Jon 3:5-10) Men hvis den gør hvad der er ondt, selv om den står i et pagtsforhold til ham, ødelægger han den. (Jer 18:7-10) Når der opstår en kritisk situation, sender Jehova sine profeter ud med et advarselsbudskab. (Jer 1:5, 10; Ez 2:3; 33:7) Gud er ikke partisk over for nogen, hverken store eller små. — 5Mo 10:17; 2Kr 19:7; Apg 10:34, 35.

Når hele nationer nægter at anerkende og adlyde Jehova eller lukker ham ude af deres sind og hjerte, vil han derfor eksekvere sine domme over dem. (Sl 79:6; 110:6; 149:7-9) Han vier dem til ødelæggelse og lader dem vende tilbage til Sheol. (Sl 9:17; Es 34:1, 2; Jer 10:25) I et udtryksfuldt billedsprog siger Gud at de ugudelige nationer vil blive overgivet til hans søn, der kaldes „Trofast og Sand . . . Guds Ord“, og blive knust. — Sl 2:7-9; Åb 19:11-15; jf. Åb 12:5.

En ny nation, det åndelige Israel. I århundreder beskæftigede Jehova Gud sig udelukkende med det kødelige Israel. Han sendte igen og igen sine profeter til det for at få folket til at vende om fra sin genstridige vej, og til sidst sendte han sin søn, Kristus Jesus, men flertallet forkastede ham. Derfor sagde Jesus til de vantro farisæere og øverste præster: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ — Mt 21:33-43.

Apostelen Peter påpegede at denne „nation“ bestod af mennesker der havde taget imod Kristus Jesus. (1Pe 2:4-10) Han møntede endda de  samme ord som var blevet henvendt til det kødelige Israel, på sine medkristne: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom’.“ (1Pe 2:9; jf. 2Mo 19:5, 6.) De anerkendte alle Gud som deres hersker og hans søn som Herre og Kristus. (Apg 2:34, 35; 5:32) De havde et himmelsk statsborgerskab (Flp 3:20) og var beseglede med den hellige ånd, som var et forskud på deres himmelske arv. (2Kor 1:22; 5:5; Ef 1:13, 14) Mens det kødelige Israels nation blev grundlagt under Lovpagten, blev de åndsavlede kristnes „nation“ grundlagt under den nye pagt. (2Mo 19:5; He 8:6-13) Det var derfor meget passende at kalde dem „en hellig nation“.

Da Guds ånd på pinsedagen i år 33 blev udgydt over omkring 120 af Jesu disciple (som alle var jøder), blev det klart at Gud nu havde udvalgt en ny åndelig nation. (Apg 1:4, 5, 15; 2:1-4; jf. Ef 1:13, 14.) Senere, fra år 36, kunne ikkejøder også blive medlemmer af den nye nation og modtage Guds ånd. — Apg 10:24-48; Ef 2:11-20.

Angående forkyndelsen af den gode nyhed for alle nationer, se GOD NYHED.

Gog og Magog. I Åbenbaringens Bog (20:7, 8) siges der at Satan, efter Kristi tusindårsrige, „vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog“. Disse nationer er øjensynlig opstået som følge af et oprør mod Kristi herredømme. — Se GOG, 3.