Et ord eller udtryk der bruges som betegnelse eller kendemærke for en person, et sted, et dyr, en plante eller andet. Ordet „navn“ kan også sigte til en persons omdømme eller personen selv.

„Enhver slægt i himmelen og på jorden“ skylder Jehova Gud sit navn. (Ef 3:14, 15) Han grundlagde den første familie blandt menneskene og gav Adam og Eva mulighed for at sætte børn i verden. Derfor kan alle jordiske slægter takke ham for deres navn. Han er også Fader til sin himmelske familie. Og ligesom han kalder alle de utallige stjerner ved navn (Sl 147:4), har han uden tvivl givet englene navne. — Dom 13:18.

Et interessant eksempel på hvordan noget helt nyt og ukendt blev navngivet, forekommer i forbindelse med den mirakuløst tilvejebragte manna. Da israelitterne første gang så dette fødemiddel, sagde de: „Hvad er det?“ (man hu’?) (2Mo 16:15) Det var åbenbart derfor de kaldte det „manna“, der sandsynligvis er dannet på grundlag af det hebraiske udtryk for „hvad er det?“ — 2Mo 16:31.

Forskerne er ikke alle af samme mening angående visse navnes oprindelse, rod og betydning. De betydninger der angives for de bibelske navne, varierer derfor fra opslagsværk til opslagsværk. Når navnenes betydning angives i dette værk, er Bibelen brugt som den vigtigste autoritet. For eksempel kan nævnes betydningen af navnet Babel. I 1 Mosebog 11:9 skrev Moses: „Af den grund gav man den navnet Babel, for dér havde Jehova forvirret hele jordens sprog, og derfra havde Jehova spredt dem over hele jordens flade.“ Moses forbinder her „Babel“ med verbalroden balalʹ (forvirre) og viser dermed at „Babel“ betyder „forvirring“.

Bibelske navne kan bestå af enkelte ord, ordforbindelser eller hele sætninger. Navne der består af mere end én stavelse, har ofte en kortform. Når Bibelen ikke selv forklarer et navns oprindelse, har man bestræbt sig for at finde dets rod eller bestanddele ved hjælp af anerkendte, nyere opslagsværker. For at finde roden til hebraiske og aramaiske navne har man brugt Lexicon in Veteris Testamenti Libros (af L. Koehler og W. Baumgartner, Leiden 1958) og den næsten færdige revision af dette værk. I forbindelse med græske navne har man fortrinsvis brugt niende udgave af A Greek-English Lexicon (af H. G. Liddell og R. Scott, revideret af H. S. Jones, Oxford 1968). Derefter har man fundet frem til røddernes betydning ud fra deres gengivelse i Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Navnet Elnatan består for eksempel af rødderne ’El (Gud) og nathanʹ (har givet) og betyder således „Gud har givet“. — Jf. 1Mo 28:4, hvor nathanʹ er oversat „har givet“.

 Dyre- og plantenavne. Jehova Gud skænkede det første menneske, Adam, den forret at give dyrene navne. (1Mo 2:19) De navne han gav dem, var uden tvivl af beskrivende art. Det synes at fremgå af flere hebraiske dyre- og plantenavne. Et hebraisk ord for „æsel“ (chamōrʹ) kommer øjensynlig af en rod der betyder „blive rød“, hvilket sigter til dyrets normale farve. Det hebraiske navn for turtelduen (tōr eller tor) er øjensynlig en efterligning af fuglens klagende kurren „tur-r-r tur-r-r“. Mandeltræet kaldes „den der vågner“, åbenbart fordi det er et af de første træer der blomstrer om foråret.

Stednavne. Mennesker opkaldte undertiden steder efter sig selv, deres børn eller deres forfædre. Morderen Kain byggede en by og gav den navn efter sin søn Hanok. (1Mo 4:17) Noba indtog byen Kenat og kaldte den med sit eget navn. (4Mo 32:42) Efter at danitterne havde indtaget byen Lesjem, kaldte de den Dan efter deres forfader. — Jos 19:47; se også 5Mo 3:14.

Ligesom det var tilfældet med altre (2Mo 17:14-16), brønde (1Mo 26:19-22) og kilder (Dom 15:19), blev steder ofte navngivet efter begivenheder som indtraf dér. Eksempler på dette er Babel (1Mo 11:9), Jehova-Jireh (1Mo 22:13, 14), Be’er-Sjeba (1Mo 26:28-33), Betel (1Mo 28:10-19), Galed (1Mo 31:44-47), Sukkot (1Mo 33:17), Abel-Mizrajim (1Mo 50:11), Massa, Meriba (2Mo 17:7), Tabera (4Mo 11:3), Kibrot-Hatta’ava (4Mo 11:34), Horma (4Mo 21:3), Gilgal (Jos 5:9), Akors Lavning (Jos 7:26) og Ba’al-Perazim (2Sa 5:20).

Nogle stednavne havde tilknytning til topografiske træk. Byerne Geba og Gibea (hvis navne begge betyder „høj“) blev uden tvivl kaldt sådan fordi de lå på et højdedrag. Libanon (der betyder „hvidt [bjerg]“) kan have fået navn efter kalkstensklippernes og bjergtoppenes lyse farve eller efter den omstændighed at de øverste skråninger er dækkede af sne en stor del af året. Når byer lå i nærheden af brønde, kilder eller vandløb, fik de ofte navne med forstavelsen „be’er“ (brønd), „en“ (kilde) eller „abel“ (vandløb).

Andre navne var afledt af typiske kendetegn som størrelse, beskæftigelse eller et produkt der blev frembragt på stedet. Eksempler på dette er Betlehem (der betyder „brødhus“), Betsajda (jægerhus (eller fiskerhus)), Gat (vinperse) og Bezer (utilgængeligt sted).

Steder blev også kaldt med dyre- eller plantenavne, ofte i sammensætninger. Blandt disse kan nævnes Ajjalon (der betyder „hindens sted; hjortens sted“), En-Gedi (kiddets kilde), En-Eglajim (to kalves kilde), Akrabbim (skorpioner), Ba’al-Tamar (palmetræets ejer) og En-Tappua (æblekilden (æbletræets kilde)).

„Bet“ (hus), „ba’al“ (ejer; herre) og „kirjat“ (by) blev ofte anvendt som det første led i sammensatte navne.

Personnavne. Tidligt i den bibelske historie blev børnene navngivet ved fødselen, men senere fik hebraiske drenge navn når de blev omskåret på den ottende dag. (Lu 1:59; 2:21) Det var som regel enten faderen eller moderen der gav barnet navn. (1Mo 4:25; 5:29; 16:15; 19:37, 38; 29:32) En bemærkelsesværdig undtagelse var imidlertid navngivningen af den søn Rut fødte Boaz. Her var det Ruts svigermoder No’omis naboersker der kaldte drengen Obed (som betyder „tjener; en der tjener“). (Rut 4:13-17) Det skete også at forældre fik guddommeligt påbud om hvad de skulle kalde deres børn. Blandt dem der fik navn på den måde, var Ismael (Gud hører) (1Mo 16:11), Isak (latter) (1Mo 17:19), Salomon (af en rod der betyder „fred“) (1Kr 22:9) og Johannes (svarer til Johanan, der betyder „Jehova har vist gunst“, „Jehova har været nådig“) (Lu 1:13).

Navne der blev givet på Guds befaling, havde ofte en profetisk betydning. Navnet på Esajas’ søn Maher-Sjalal-Hasj-Baz (der betyder „Skynd dig, bytte! [El.: I hast til byttet!] Han er kommet hurtigt til rovet“) viste at Assyriens konge ville undertvinge Damaskus og Samaria. (Es 8:3, 4) Navnet på Hoseas’ søn Jizre’el (Gud vil så [sæd]) pegede frem til at Jehus hus en dag ville blive krævet til regnskab. (Ho 1:4) Navnene på de to andre børn som Hoseas’ hustru fødte, Lo-Ruhama (Der er ikke blevet vist hende barmhjertighed) og Lo-Ammi (Ikke mit folk), viste at Jehova havde forstødt Israel. (Ho 1:6-10) Guds søns navn, Jesus (Jehova er frelse), viste profetisk hen til at han var Jehovas udnævnte Frelser, eller frelsesmiddel. — Mt 1:21; Lu 2:30.

Det navn man gav et barn, afspejlede ofte omstændighederne ved dets fødsel eller faderens eller moderens følelser. (1Mo 29:32–30:13, 17-20, 22-24; 35:18; 41:51, 52; 2Mo 2:22; 1Sa 1:20; 4:20-22) Eva kaldte sin førstefødte Kain (noget der er frembragt [bragt til verden]), for, som hun sagde: „Jeg har bragt en mand til verden ved Jehovas hjælp.“ (1Mo 4:1) Da hun fødte en søn efter mordet på Abel, betragtede hun ham som en erstatning for denne og gav ham navnet Set (sat, indsat). (1Mo 4:25) Isak kaldte den yngste af sine tvillingesønner Jakob (som griber fat i hælen; fortrænger) fordi drengen ved fødselen holdt sin broder, Esau, om hælen. — 1Mo 25:26; jf. tilfældet med Perez i 1Mo 38:28, 29.

Undertiden var det barnets udseende ved fødselen der dannede grundlag for det navn det fik.  Isaks førstefødte blev kaldt Esau (håret, behåret) fordi han var usædvanlig håret da han blev født. — 1Mo 25:25.

De navne man gav børnene, var ofte sammensætninger med El (der betyder „Gud“) eller med en forkortet form af Guds navn, Jehova. Sådanne navne kunne afspejle forældrenes forhåbninger eller være et udtryk for taknemmelighed mod Gud fordi de var blevet velsignet med et afkom. Eksempler på dette er Jedeja (muligvis: måtte Jehova glæde sig), Elnatan (Gud har givet), Jeberekja (Jehova velsigner), Jonatan (Jehova gav), Jozabad (sandsynligvis: Jehova har foræret), Eldad (muligvis: Gud har elsket), Abdiel (Guds tjener [træl]), Daniel (Gud er min dommer), Jozadak (sandsynligvis: Jehova erklærer retfærdig) og Pelatja (Jehova har bragt i sikkerhed (sørget for en udvej)).

Ordene „ab“ (fader), „a(c)h“ (broder), „am“ (folk), „bat(h)“ (datter) og „ben“ (søn) indgik i sammensatte navne som Abida (fader har kendt (mig)), Abija (min fader er Jehova), Ahi’ezer (min broder er en hjælper), Ammihud (mit folk er værdighed), Amminadab (mit folk er villigt (ædelt; gavmildt)), Batseba (datter af overflod; muligvis: datter af [født på] den syvende [dag]) og Ben-Hanan (søn af den der viser gunst; søn af den nådige). „Melek“ (konge), „adon“ (herre) og „ba’al“ (ejer; herre) indgik også i sammensatte navne, som for eksempel Abimelek (min fader er konge), Adonija (Jehova er Herre) og Ba’al-Tamar (palmetræets ejer).

Undertiden blev betegnelser for dyr og planter anvendt som personnavne. Nogle af disse navne er Debora (bi), Dorkas eller Tabita (gazelle), Jonas (due), Rakel (hunfår), Sjafan (klippegrævling) og Tamar (palmetræ).

Det at visse navne går igen i slægtsregistrene, tyder på at det blev almindeligt at opkalde børn efter slægtninge. (Se 1Kr 6:9-14, 34-36.) Det var grunden til at naboerne og slægtningene gjorde indsigelse da Elisabet ville give sin nyfødte søn navnet Johannes. — Lu 1:57-61; se SLÆGTSREGISTER (Gentagelse af navne).

I det 1. århundrede e.v.t. var det ikke ualmindeligt at jøderne, især de der boede uden for Palæstina eller i byer med en blandet jødisk og hedensk befolkning, havde både et hebraisk eller aramaisk navn og et latinsk eller græsk navn. Det kan være grunden til at Dorkas også blev kaldt Tabita, og til at apostelen Paulus også blev kaldt Saulus.

I nogle tilfælde blev en persons navn opfattet som en afspejling af vedkommendes personlighed eller karaktertræk. Esau sagde om sin broder: „Er det ikke derfor man har givet ham navnet Jakob [som griber fat i hælen; fortrænger], fordi han skulle fortrænge mig disse to gange? Min førstefødselsret har han allerede taget, og se, nu har han taget min velsignelse!“ (1Mo 27:36) Abigajil bemærkede om sin mand: „Som sit navn, sådan er han: Nabal [uforstandig] er hans navn, og der er uforstand i ham.“ (1Sa 25:25) Da No’omi ikke længere anså sit navn for at være passende i betragtning af de ulykker der var overgået hende, sagde hun: „Kald mig ikke No’omi [min liflighed]. Kald mig Mara [bitter], for den Almægtige har gjort det meget bittert for mig.“ — Rut 1:20.

Navneforandringer eller nye navne. Der var tilfælde hvor nogle af en eller anden grund fik navneforandring eller fik et ekstra navn. Da Rakel lå for døden, gav hun sin nyfødte søn navnet Ben-Oni (der betyder „min sorgs søn“, „min lidelses søn“), men hendes efterladte mand, Jakob, valgte at kalde ham Benjamin (højre hånds søn). (1Mo 35:16-18) Jehova ændrede navnet Abram (ophøjet fader) til Abraham (fader til en mængde) og Saraj (muligvis: stridbar) til Sara (fyrstinde); begge de nye navne var profetiske. (1Mo 17:5, 6, 15, 16) På grund af Jakobs udholdenhed da han brødes med en engel, blev der sagt til ham: „Dit navn skal ikke mere være Jakob men Israel [Gud kæmper, el.: en der kæmper med (holder fast ved) Gud], for du har kæmpet med Gud og med mennesker og til sidst fået overtaget.“ (1Mo 32:28) Denne navneforandring var et pant på Guds velsignelse, og den blev senere bekræftet. (1Mo 35:10) Når Bibelen derfor profetisk taler om „et nyt navn“, sigtes der utvivlsomt til et navn der vil passe godt til den der kommer til at bære det. — Es 62:2; 65:15; Åb 3:12.

Undertiden fik personer som blev indsat i et højt regeringsembede, eller som fik overdraget særlige forrettigheder, et nyt navn. Eftersom dette navn blev givet af en overordnet, kan en sådan navneforandring også have været et udtryk for at navnets bærer var underlagt giveren. Efter at Josef var kommet til at stå for indsamlingen og uddelingen af fødevarer i Ægypten, blev han kaldt Zafenat-Panea. (1Mo 41:44, 45) Da farao Neko gjorde Eljakim til vasalkonge i Juda, ændrede han hans navn til Jojakim. (2Kg 23:34) Da Nebukadnezar gjorde Mattanja til vasalkonge, ændrede han hans navn til Zedekias. (2Kg 24:17) Daniel og hans tre hebraiske venner, Hananja, Misjael og Azarja, fik babyloniske navne efter at de var blevet udvalgt til at gennemgå en særlig oplæring i Babylon. — Da 1:3-7.

 En begivenhed i en persons liv kunne undertiden føre til at denne fik et nyt navn. Esau fik for eksempel navnet Edom (der betyder „rød, rødlig“) på grund af den røde ret linser som han solgte sin førstefødselsret for. — 1Mo 25:30-34.

Engles navne. Bibelen oplyser kun navnene på to engle, Gabriel (en Guds mand) og Mikael (hvem er som Gud?). Måske det var for ikke at blive genstand for utilbørlig ære at engle mange gange undlod at åbenbare deres navn for dem de viste sig for. — 1Mo 32:29; Dom 13:17, 18.

Hvad indebærer det at kende Guds navn?

Det materielle skaberværk vidner om Guds eksistens, men det fortæller ikke hvad hans navn er. (Sl 19:1; Ro 1:20) At kende Guds navn indebærer mere end blot at vide hvad han hedder. (2Kr 6:33) Det indebærer at man kender Gud som person — hans hensigter, gerninger og egenskaber som de åbenbares i hans ord. (Jf. 1Kg 8:41-43; 9:3, 7; Ne 9:10.) Dette ses i Moses’ tilfælde, en mand som Jehova ’kendte ved navn’, det vil sige kendte indgående. (2Mo 33:12) Moses fik den forret at se en manifestation af Jehovas herlighed og at høre Jehovas navn blive udråbt. (2Mo 34:5) Denne udråbelse var ikke blot en gentagelse af navnet „Jehova“, men en erklæring vedrørende Guds egenskaber og gerninger. „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd, men på ingen måde fritager for straf, idet han bringer straf for fædres misgerning over sønner og sønnesønner, over tredje og fjerde generation.“ (2Mo 34:6, 7) Moses’ sang, hvori Moses erklærer at han vil ’forkynde Jehovas navn’, beretter også om hvordan Gud tog sig af Israel, og beskriver hans personlighed. — 5Mo 32:3-44.

Da Jesus var på jorden, gjorde han sin Faders navn kendt for sine disciple. (Joh 17:6, 26) Disciplene kendte ganske vist navnet i forvejen, og de var fortrolige med Guds gerninger som var skildret i De Hebraiske Skrifter, men gennem Jesus, som „ligger op mod Faderens bryst“, lærte de Jehova at kende på en langt bedre og langt mere storslået måde. (Joh 1:18) Kristus Jesus gav en fuldkommen fremstilling af sin Fader, idet han gjorde sin Faders gerninger og ikke talte ud fra sine egne ideer, men fremholdt Faderens ord. (Joh 10:37, 38; 12:50; 14:10, 11, 24) Derfor kunne Jesus sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ — Joh 14:9.

Heraf følger at de eneste der virkelig kender Guds navn, er hans lydige tjenere. (Jf. 1Jo 4:8; 5:2, 3.) Jehovas forsikring i Salme 91:14 gælder derfor sådanne: „Jeg beskytter ham fordi han kender mit navn.“ Navnet har ikke i sig selv nogen magisk kraft, men navnets bærer kan beskytte det folk der tjener ham. Navnet står altså for Gud selv. Derfor hedder det i ordsproget: „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes.“ (Ord 18:10) Sådan handler de der kaster deres byrde på Jehova. (Sl 55:22) Når man elsker dette navn (Sl 5:11), synger til pris for det (Sl 7:17), påkalder det (1Mo 12:8), takker det (1Kr 16:35), sværger ved det (5Mo 6:13), mindes det (Sl 119:55), frygter det (Sl 61:5), søger det (Sl 83:16), sætter sin lid til det (Sl 33:21), ophøjer det (Sl 34:3) og håber på det (Sl 52:9), gør man således alt dette over for Jehova selv. At spotte Guds navn er at spotte Gud. — 3Mo 24:11, 15, 16.

Jehova er skinsyg med hensyn til sit navn, idet han ikke tåler nogen rivaliseren eller troløshed i det der vedrører et menneskes tilbedelse af ham. (2Mo 34:14; Ez 5:13) Israelitterne fik påbud om at de end ikke måtte nævne andre guders navne. (2Mo 23:13) Eftersom navnene på falske guder forekommer i Bibelen, må meningen øjensynlig være at de ikke måtte nævne de falske guders navne med ærefrygt for at tilbede dem.

Israelitterne levede ikke op til Guds retfærdige bud skønt hans navn var nævnt over dem, og derved besmittede eller vanhelligede de hans navn. (Ez 43:8; Am 2:7) Eftersom israelitternes troløshed resulterede i at Gud straffede dem, gav dette også anledning til at andre nationer talte respektløst om hans navn. (Jf. Sl 74:10, 18; Es 52:5.) Disse nationer indså ikke at tugten kom fra Jehova, og de troede derfor at de ulykker som kom over Israel, skyldtes at Jehova ikke var i stand til at beskytte sit folk. For at rense sit navn for denne forsmædelse greb Jehova ind for sit navns skyld og førte en rest af israelitter tilbage til deres land. — Ez 36:22-24.

Ved at manifestere sig på særlige måder lod Jehova sit navn blive husket. På steder hvor dette skete, blev der rejst altre. — 2Mo 20:24; jf. 2Sa 24:16-18; se JEHOVA.

Guds søns navn. Efter at Jesus havde været trofast til døden, belønnede hans Fader ham med en højere stilling og gav ham „navnet som er over ethvert andet navn“. (Flp 2:5-11) Alle som ønsker at leve, må anerkende hvad dette navn står for (Apg 4:12), herunder Jesu stilling som dommer (Joh 5:22), konge (Åb 19:16), ypperstepræst  (He 6:20), genløser (Mt 20:28) og frelsens hovedformidler. — He 2:10; se JESUS KRISTUS.

Kristus Jesus skal også som „Kongers Konge og Herrers Herre“ drage ud i spidsen for de himmelske hære for at føre krig i retfærdighed. Når han fuldbyrder Guds hævn, vil han lægge kræfter og egenskaber for dagen som de der kæmper imod ham, slet ikke kender. Derfor siges det meget passende at han „har et navn skrevet som ingen kender uden han selv“. — Åb 19:11-16.

Forskellige anvendelser af ordet „navn“. Et navn kan ’nævnes over’ en person, en by eller en bygning. Da Jakob adopterede Josefs sønner som sine egne, sagde han: „Lad mit navn blive nævnt over dem, og mine fædres navn, Abraham og Isak.“ (1Mo 48:16; se også Es 4:1; 44:5.) At Jehovas navn var nævnt over israelitterne, betød at de var hans folk. (5Mo 28:10; 2Kr 7:14; Es 43:7; 63:19; Da 9:19) Jehova knyttede også sit navn til Jerusalem og templet, hvorved han anerkendte det som det retmæssige midtpunkt for tilbedelsen. (2Kg 21:4, 7) Joab undlod at fuldføre indtagelsen af Rabba for at hans navn ikke skulle nævnes over byen, det vil sige for at han ikke skulle få æren for at have indtaget den. — 2Sa 12:28.

Hvis en mand døde uden at efterlade sig mandlige efterkommere, blev hans navn så at sige ’taget bort’. (4Mo 27:4; 2Sa 18:18) Moselovens bestemmelse om svogerægteskab tjente derfor til at bevare den afdødes navn. (5Mo 25:5, 6) På den anden side betød dét at en nation, et folk eller en slægt blev udryddet, at de pågældendes navn blev udslettet. — 5Mo 7:24; 9:14; Jos 7:9; 1Sa 24:21; Sl 9:5.

At tale eller at handle i en andens navn ville sige at gøre det på vedkommendes vegne. (2Mo 5:23; 5Mo 10:8; 18:5, 7, 19-22; 1Sa 17:45; Est 3:12; 8:8, 10) At tage imod en person i en eller andens navn ville tilsvarende sige at man anerkendte vedkommende. At ’tage imod en profet i en profets navn’ ville derfor sige at tage imod en profet fordi han var profet. (Mt 10:41, KJ, NV, Int; jf. Rø.) Og at døbe „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“ ville sige at gøre det i anerkendelse af Faderen, Sønnen og den hellige ånd. — Mt 28:19.

Omdømme, ry eller berømmelse. I bibelsk sprogbrug står „navn“ ofte for omdømme, ry eller berømmelse. (1Kr 14:17, fdn.) At bringe et ondt rygte (ordr.: et ondt [dårligt] navn) ud om nogen betød at rette falske anklager mod vedkommende og derved skade vedkommendes omdømme. (5Mo 22:19, fdn.) At ens navn blev ’afvist som ondt’, betød at man mistede sit gode omdømme. (Lu 6:22) Da folk efter Vandfloden begyndte at bygge et tårn og en by, var det for at ’gøre deres navn berømt’ i trods mod Jehova. (1Mo 11:3, 4) På den anden side lovede Jehova at gøre Abrams (Abrahams) navn stort hvis han ville forlade sit land og sine slægtninge og rejse til et andet land. (1Mo 12:1, 2) At dette løfte blev opfyldt, bevidnes af at der til den dag i dag kun er få personer fra oldtiden der har fået så stort et navn som Abraham, især som eksempel på en enestående tro. Millioner hævder stadig at være arvinger til den abrahamitiske velsignelse som følge af deres kødelige afstamning. På samme måde gjorde Jehova Davids navn stort ved at velsigne ham og skænke ham sejr over Israels fjender. — 1Sa 18:30; 2Sa 7:9.

Ved fødselen har man intet omdømme, og det navn man får, er derfor ikke meget andet end en betegnelse. Derfor siger Prædikeren 7:1: „Et navn er bedre end god olie, og dødsdagen er bedre end den dag man blev født.“ Det er ikke når et menneske fødes, men først i løbet af dets levetid, at dets „navn“ antager virkelig betydning i den forstand at den pågældende enten bliver kendt som en der øver retfærdighed, eller som en der øver ondt. (Ord 22:1) Som følge af at Jesus var trofast til døden, blev hans navn ’det navn hvorved vi skal frelses’, og af samme grund arvede han ’et navn der er ypperligere end englenes’. (Apg 4:12; He 1:3, 4) Salomon, derimod, for hvem der blev udtrykt håb om at hans navn måtte blive „mere strålende“ end Davids, gik i graven med en frafaldens navn. (1Kg 1:47; 11:6, 9-11) „De ugudeliges navn rådner op“, eller bliver en ubehagelig stank. (Ord 10:7) Derfor er et godt navn „at foretrække frem for stor rigdom“. — Ord 22:1.

Navne skrevet i „livets bog“. Det ser ud til at Jehova Gud billedligt talt har skrevet navne i livets bog siden „verdens grundlæggelse“. (Åb 17:8) Eftersom Jesus talte om at Abel levede ved „verdens grundlæggelse“, må der være tale om den menneskeverden der kan genløses, og som blev til da Adam og Eva havde sat børn i verden. (Lu 11:48-51) Abels navn er åbenbart det første der blev skrevet i denne symbolske bog eller skriftrulle.

De der har deres navn skrevet i livets skriftrulle, er imidlertid ikke forudbestemt til at opnå Guds godkendelse og livet, for Bibelen taler også om at navne kan ’udslettes’ af „livets bog“. Det ser derfor ud til at man først får sit navn skrevet i „livets bog“ når man begynder at tjene Jehova, og at navnet kun bevares i bogen hvis man forbliver  trofast. — Åb 3:5; 17:8; jf. 2Mo 32:32, 33; Lu 10:20; Flp 4:3; se også LIV I.

Navne skrevet i Lammets skriftrulle. I overensstemmelse med dette er navnene på dem der tilbeder det symbolske vilddyr, ikke skrevet i Lammets skriftrulle. (Åb 13:8) Dette vilddyr har fået sin magt, trone og myndighed af dragen, Satan Djævelen; de der tilbeder det, er således en del af ’slangens afkom’. (Åb 13:2; jf. Joh 8:44; Åb 12:9.) Allerede før Adam og Eva fik børn, nævnte Jehova Gud at der ville være fjendskab mellem ’kvindens afkom’ og ’slangens afkom’. (1Mo 3:15) Derfor har det allerede fra verdens grundlæggelse været afgjort at ingen som tilbad vilddyret, ville få sit navn skrevet i Lammets skriftrulle. Denne forret ville kun blive skænket dem der var hellige i Guds øjne. — Åb 21:27.

I betragtning af at denne skriftrulle tilhører Lammet, må de navne der står i den, være navnene på de mennesker Gud har givet Lammet. (Åb 13:8; Joh 17:9, 24) I kapitel 14 i Åbenbaringens Bog skildres Lammet således som stående på Zions Bjerg sammen med 144.000 som er blevet købt fra menneskeslægten. — Åb 14:1-5.