(Neʹbo).

1. En moabitisk by der kom under amoritterkongen Sihons herredømme nogen tid før israelitterne gik ind i det forjættede land. (Jf. 4Mo 21:26; 32:3; Es 15:2.) Efter Israels sejr over Sihon genopbyggede rubenitterne Nebo. (4Mo 32:37, 38) Men i sidste halvdel af det 10. århundrede f.v.t. mistede de den øjensynlig (1Kr 5:1, 8), for på Mesjastelen pralede kong Mesja med at han under guden Kemosj’ ledelse havde taget den fra Israel. Senere omtalte både Esajas (i det 8. årh. f.v.t.) og Jeremias (i det 7. årh. f.v.t.) Nebo i profetier mod Moab. — Es 15:2; Jer 48:1, 22.

Nebo identificeres almindeligvis med Khirbet Mekhayyet (el.: Qaryat el Mukhaiyat), ca. 8 km sydvest for Hesjbon, hvor der er ruiner af en gammel fæstning, og hvor man har fundet store mængder potteskår (som menes at være fra det 12. til begyndelsen af det 6. årh. f.v.t.).

2. En by hvortil nogle jøder vendte tilbage efter landflygtigheden i Babylon. (Ezr 2:1, 29) På Ezras tid sendte nogle af „Nebos sønner [sandsynligvis indbyggere]“ deres fremmede hustruer bort. (Ezr 10:43, 44) Åbenbart for at skelne dette Nebo fra ovennævnte kaldes det „det andet Nebo“. (Ne 7:33) Det lå muligvis der hvor Nuba nu ligger, ca. 11 km nordvest for Hebron.

3. Øjensynlig en del af Abarimbjergkæden. Det var på Nebo Bjerg eller på toppen af Pisga (Pisga var muligvis en del af Nebo eller Nebo en del af Pisga) at Moses befandt sig da Jehova viste ham det forjættede land, hvorefter han døde. (5Mo 32:48-52; 34:1-4) Nebo Bjerg identificeres som regel med Djebel en-Neba (Har Nevo), der hæver sig mere end 820 m over havet og ligger ca. 17 km øst for det sted hvor Jordan løber ud i Det Døde Hav. Pisga menes at være identisk med Ras es-Siyaghah, en bjergtop der ligger nordvest for Djebel en-Neba og er lidt lavere. I klart vejr har man fra toppen af Ras es-Siyaghah en storslået udsigt over Jordandalen og Det Døde Hav til den centrale bjergkæde som Betlehem og Hebron ligger på, Ebals og Garizims Bjerg, Tabors Bjerg og Hermon.

4. En gud som ifølge profeten Esajas skulle ydmyges ved Babylons fald. (Es 46:1, 2) Nebo blev tilbedt i både Babylonien og Assyrien. Han identificeredes med planeten Merkur og blev betragtet som søn af Marduk og Sarpanitu og som Tashmetus gemal. Hans tilbedere opfattede ham som visdommens og lærdommens gud, „den gud der er i besiddelse af viden“, „den der hører fra det fjerne“, „den der underviser“ og „skrivegriffelens herre“. — The Seven Great Monarchies of the Ancient Eastern World af G. Rawlinson, 1885, bd. I, s. 91; Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 450.

Denne guddoms store betydning ses af at babylonierkongen Nabonid omtaler Nebo som „forvalteren af hele den øvre og nedre verden der forlænger mit liv“ og som den der „øger mit herredømme(s varighed)“. Nabonid gav udtryk for at det var Nebo der havde lagt „det rette scepter, den retmæssige herskerstav, der (alene) sikrer landets udvidelse“, i hans hænder. (Ancient Near Eastern Texts, s. 310) Et andet vidnesbyrd om Nebos betydning i den babyloniske religion er at en form af navnet forekommer i navnene på de babyloniske konger Nebukadnezar, Nabopalassar og Nabonid samt i Nebuzar-Adan (2Kg 25:8) og måske i Abed-Nego. — Da 1:7.

Nebo forbindes hovedsagelig med oldtidsbyen Borsippa (nutidens Birs eller Birs-Nimrud), nær Babylon. Om foråret, på hver nytårsdag, blev Nebos  billede ført i hellig procession fra Borsippa til Babylon. Derefter, når gudebilledet blev bragt tilbage til helligdommen i Borsippa, blev billedet af Marduk (der også blev kaldt ved sin titel Bel [Herre]) båret en del af vejen sammen med Nebos billede. Det var derfor yderst passende at Esajas’ profeti specielt omtalte Bels og Nebos vanærende skæbne ved Babylons fald. — Es 46:1, 2.