Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Nefilim

Nefilim

(neʹfilim) [omhuggere; de som bringer [andre] til fald].

En translitteration af det hebraiske ord nefīlīmʹ, der forekommer tre gange i Bibelen, hver gang i flertal. (1Mo 6:4; 4Mo 13:33 [2 gange]) Det er uden tvivl en afledning af den kausative form af udsagnsordet nafalʹ (at falde), der for eksempel forekommer i 2 Kongebog 3:19; 19:7.

Den bibelske beretning om Jehovas mishag med menneskene på Noas tid før Vandfloden fortæller at „gudssønnerne“ tog sig hustruer blandt de smukke menneskedøtre. Derefter nævner den nefilim med ordene: „Nefilim var på jorden i de dage, og også siden, da gudssønnerne fortsatte med at gå ind til menneskedøtrene og de fødte dem sønner; det var de vældige krigere [hebr.: haggibborīmʹ] som levede i gamle dage, de navnkundige mænd.“ — 1Mo 6:1-4.

Hvem de var. Bibelkommentatorer har peget på forskellige muligheder med hensyn til hvem disse nefilim i vers 4 kan have været. Nogle mener at navnets oprindelse tyder på at nefilim var faldet ned fra himmelen, altså at de var ’faldne engle’ som giftede sig med kvinder og fik afkom, „de vældige krigere . . ., de navnkundige mænd“. Andre har især hæftet sig ved ordene „og også siden“ (v. 4) og hævder at nefilim hverken var de ’faldne engle’ eller de „vældige krigere“ eftersom der siges at nefilim „var på jorden i de dage“ før gudssønnerne havde omgang med kvinderne. Disse forskere mener at nefilim simpelt hen var onde mennesker ligesom Kain — røvere, voldsmænd og tyranner som hærgede på jorden indtil de blev udslettet i Vandfloden. En tredje gruppe forskere henholder sig til sammenhængen i vers 4 og drager den slutning at nefilim ikke var engle, men det bastardafkom der blev resultatet af de materialiserede engles kønslige forbindelse med menneskedøtrene.

Identiske med „gibborīmʹ“. Nogle bibeloversættelser rykker tidsangivelsen frem til begyndelsen af vers 4 og nævner subjektet, „nefilim“, bagefter, så disse bliver identiske med „de vældige krigere“, haggibborīmʹ, der nævnes i sidste del af verset. For eksempel: „I de dage, såvel som senere, var der kæmper [hebr.: hanNefilīmʹ] på jorden, som blev født gudssønnerne når som helst de havde samleje med menneskedøtrene; det var heltene [hebr.: haggibborīmʹ] som var navnkundige mænd i gammel tid.“ — 1Mo 6:4, AT; se også Mo, NIV og TEV.

Den græske Septuaginta lader også forstå at „nefilim“ og „de vældige krigere“ er identiske idet den oversætter begge udtryk med ordet giʹgantes (kæmper).

Går man beretningen igennem, ser man at vers 1-3 fortæller om „gudssønnerne“ der tog sig hustruer, efterfulgt af Jehovas erklæring om at hans tålmodighed med menneskene ville være udløbet 120 år senere. Derefter fortæller vers 4 om nefilim der var på jorden „i de dage“, tydeligvis de dage da Jehova fremsatte sin erklæring. Beretningen viser videre at disse tilstande varede ved „også siden, da gudssønnerne fortsatte med at gå ind til menneskedøtrene“, hvorefter resultatet af denne forening mellem „gudssønnerne“ og kvinderne beskrives mere detaljeret.

Hvem var de ’gudssønner’ der blev fædre til nefilim?

Hvem var de ’gudssønner’ der omtales? Nogle hævder at de (i modsætning til den onde menneskehed i almindelighed) var tilbedere af Jehova. Det kan de imidlertid ikke have været, for Bibelen viser jo at ondskaben på jorden tog til som følge af at de giftede sig med menneskedøtrene. Det var kun Noa og hans tre sønner og deres hustruer der opnåede Guds godkendelse og blev bevaret gennem Vandfloden. — 1Mo 6:9; 8:15, 16; 1Pe 3:20.

Hvis disse ’gudssønner’ kun var mennesker, måtte man spørge hvorfor deres afkom da var mere ’navnkundigt’ end de ondes børn, eller end Noas, og hvorfor bliver deres indgåelse af ægteskab med menneskedøtrene omtalt som noget særligt? Giftermål og børnefødsler havde jo fundet sted i mere end 1500 år.

De gudssønner der omtales i 1 Mosebog 6:2, må derfor have været engle, åndelige ’gudssønner’ — et udtryk der bruges om engle i Job 1:6 og 38:7. Dette synspunkt støttes af Peter, der taler om „ånderne der var i fængsel, dem som havde været ulydige dengang Guds tålmodighed ventede i Noas dage“. (1Pe 3:19, 20) Også Judas skriver om „de engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig“. (Jud 6) Englene var i stand til at materialisere sig i menneskelig skikkelse, og nogle af dem gjorde det for at overbringe budskaber fra Gud. (1Mo 18:1, 2, 8, 20-22; 19:1-11; Jos 5:13-15) Men himmelen er åndeskabningernes egentlige bolig, eller opholdssted, og dér har Jehova givet dem ’stillinger’ eller tjenesteopgaver. (Da 7:9, 10) At forlade denne bolig og tage ophold på jorden og at vrage deres tildelte tjeneste for at dyrke kødelige forhold ville være naturstridigt og oprør mod Gud.

Bibelen fastslår at de ulydige engle nu er ’ånder i fængsel’, at de er kastet „i Tartaros“ og holdes „forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag“. Dette tyder på at deres råderum er blevet stærkt begrænset, og at de ikke længere kan materialisere sig som de gjorde før Vandfloden. — 1Pe 3:19; 2Pe 2:4; Jud 6.

Tiltagende ondskab. „De vældige krigere som levede i gamle dage, de navnkundige mænd“, det afkom som disse ægteskaber resulterede i, var ikke navnkundige hos Gud, for de overlevede ikke Vandfloden sådan som Noa og hans familie gjorde. De var „nefilim“, voldsmænd, tyranner, som uden tvivl bidrog til at forholdene forværredes. Deres fædre, englene, der kendte menneskelegemets sammensætning og kunne materialisere sig, skabte ikke selv liv, men de levede i disse menneskelegemer og havde omgang med kvinder og fik børn. Deres børn, „de vældige krigere“, var derfor bastarder. Nefilim fik efter alt at dømme ikke selv børn.

I mytologien. Det ser ud til at nefilims ry og frygten for dem ligger til grund for mange af de mytologiske sagn og fortællinger man finder hos hedenske folkeslag, der var blevet spredt ud over jorden efter sprogforvirringen ved Babel. Disse gamle sagn og myter (for eksempel de græske), hvor guder og gudinder havde omgang med mennesker og fik et overnaturligt afkom, heroer og skræmmende halvguder med både gude- og menneskesærpræg, har en bemærkelsesværdig lighed, selv om de er stærkt udvidede og forvanskede, med den historiske beretning der findes i Første Mosebog. — Se GRÆKENLAND, GRÆKERE (Græsk religion).

En skræmmende rapport. De ti spioner der aflagde en dårlig rapport om Kana’ans land over for israelitterne i ørkenen, sagde: „Hele det folk som vi så deri var mænd af en usædvanlig højde. Og vi så nefilim dér, Anaks sønner, som er af nefilimslægten; så vi var som græshopper i vore egne øjne, og det samme var vi i deres øjne.“ Som det fremgår af andre skriftsteder, fandtes der uden tvivl nogle store mennesker i Kana’an, men ingen andre steder end i denne „dårlige rapport“, der var omhyggeligt formuleret med henblik på at sprede skræk og rædsel blandt israelitterne, kaldes de nefilim. — 4Mo 13:31-33; 14:36, 37.