En bog i De Hebraiske Skrifter som hovedsagelig skildrer begivenheder der fandt sted kort før og i løbet af den tid Nehemias var landshøvding i Juda. (Ne 5:14; 13:6, 7) De indledende ord i denne inspirerede beretning viser at den er skrevet af ’Nehemias, Hakaljas søn’ (Ne 1:1), og en stor del af den er skrevet i første person.

Periode og affattelsestidspunkt. Den historiske beretning begynder i „kislev måned [november-december], i det tyvende år“. (Ne 1:1) Som det fremgår af Nehemias 2:1, må dette 20. år have været Artaxerxes’ 20. regeringsår. Der regnes åbenbart ikke med at dette 20. år begyndte i nisan måned (marts-april), for så kunne kislev i det 20. år ikke komme før nisan (der nævnes i Nehemias 2:1) i det samme 20. år. Det er muligt at Nehemias har brugt sin egen tidsudregning og har ladet måneåret begynde med tisjri (september-oktober), som jøderne den dag i dag regner for deres borgerlige års første måned. En anden mulighed er at kongens regeringstid blev regnet fra den dato han besteg tronen. Dette er muligt selv om de babyloniske historikere fortsatte med at udregne kongernes — også de persiske kongers — regeringstid på deres sædvanlige måde fra nisan til nisan, sådan som det fremgår af deres kileskrifttavler.

Pålidelige historiske vidnesbyrd og bibelprofetiens opfyldelse peger på 455 f.v.t. som det år hvori nisan måned i Artaxerxes’ 20. regeringsår faldt. (Se PERSIEN, PERSERE [Xerxes’ og Artaxerxes’ regeringstid].) Den forudgående kislev måned faldt derfor i 456 f.v.t., og Artaxerxes’ 32. regeringsår (det sidste år der nævnes i Nehemias’ Bog [13:6]) strækker sig over en del af 443 f.v.t. Nehemias’ Bog omspænder derfor en periode fra kislev 456 f.v.t. til et tidspunkt efter 443 f.v.t.

I Artaxerxes’ 32. regeringsår forlod Nehemias Jerusalem. Da han vendte tilbage, fandt han at jøderne ikke understøttede præsterne og levitterne, at loven om sabbatten blev overtrådt, at mange havde giftet sig med fremmede kvinder, og at børnene i disse blandede ægteskaber ikke engang talte jødernes sprog. (Ne 13:10-27) At tilstandene var blevet så stærkt forværret, tyder på at Nehemias’ fravær strakte sig over en betragtelig tidsperiode. Men det er ikke muligt at afgøre hvor lang tid efter 443 f.v.t. Nehemias fuldførte den bog der bærer hans navn.

 Stemmer med andre bibelbøger. Nehemias’ Bog ophøjer Jehova Gud. Den åbenbarer ham som Skaberen (Ne 9:6; jf. 1Mo 1:1; Sl 146:6; Åb 4:11), som en Gud der besvarer sine tjeneres oprigtige bønner (Ne 1:11–2:8; 4:4, 5, 15, 16; 6:16; jf. Sl 86:6, 7), og som sit folks Forsvarer (Ne 4:14, 20; jf. 2Mo 14:14, 25). Han er „en tilgivende Gud, nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed“ (Ne 9:17; jf. 4Mo 14:18), „himmelens Gud, den store og frygtindgydende Gud, som holder fast ved pagten og den loyale hengivenhed mod dem der elsker ham og holder hans bud“. — Ne 1:5; jf. 5Mo 7:9, 10, 21.

Nehemias’ Bog indeholder talrige henvisninger til Moseloven. Den omtaler for eksempel de trængsler der kommer som følge af ulydighed, og de velsignelser der er en følge af omvendelse (3Mo 26:33; 5Mo 30:4; Ne 1:7-9); den berører ting som lån (3Mo 25:35-38; 5Mo 15:7-11; Ne 5:2-11), ægteskab med udlændinge (5Mo 7:3; Ne 10:30), sabbatter, eftergivelse af gæld (2Mo 20:8; 3Mo 25:4; 5Mo 15:1, 2; Ne 10:31), ilden på alteret (3Mo 6:13; Ne 10:34), løvhyttefesten (5Mo 31:10-13; Ne 8:14-18), moabitters og ammonitters adgang til Israels menighed (5Mo 23:3-6; Ne 13:1-3), tiende, førstegrøde og bidrag (2Mo 30:16; 4Mo 18:12-30; Ne 10:32-39).

Bogen henviser også til historiske oplysninger som findes andre steder i De Hebraiske Skrifter. (Ne 9:7-35; 13:26; sml. Ne 13:17, 18 med Jer 17:21-27.) En del af hændelsesforløbet i beretningen kaster desuden lys over andre bibelske passager. Salme 123 og 129 har deres historiske parallel i det som Nehemias og de andre jøder blev udsat for i forbindelse med genopbygningen af Jerusalems mur. (Ne 4:1-5, 9; 6:1-14)  At Jehova lod Artaxerxes efterkomme Nehemias’ anmodning om lov til at genopbygge Jerusalems mur — i overensstemmelse med Jehovas vilje — er et historisk eksempel på det der siges i Ordsprogene 21:1: „En konges hjerte er som vandstrømme i Jehovas hånd. Han vender det hvorhen han har lyst til.“ — Ne 2:4-8.

Både Ezras Bog (2:1-67) og Nehemias’ Bog (7:6-69) opregner det antal mænd fra forskellige slægter eller fædrenehuse som vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon sammen med Zerubbabel. Begge beretninger angiver 42.360 som det samlede antal mænd der vendte tilbage fra landflygtigheden, foruden trælle og sangere. (Ezr 2:64; Ne 7:66) Der er dog forskel på tallene for de enkelte slægter eller fædrenehuse, og på begge lister er summen af de enkelte tal langt under 42.360. Mange forskere mener at disse afvigelser skyldes afskriverfejl. Skønt dette ikke helt kan udelukkes, er der også andre mulige forklaringer på afvigelserne.

Ezra og Nehemias kan have baseret deres lister på forskellige kilder. For eksempel kan Ezra have benyttet en fortegnelse over dem der meldte sig til at vende tilbage til deres hjemland, hvorimod Nehemias kan have skrevet af efter en liste over dem der virkelig kom tilbage. Eftersom der var præster som ikke kunne stadfæste deres afstamning (Ezr 2:61-63; Ne 7:63-65), er det nærliggende at slutte at mange andre israelitter havde samme problem. Følgelig kan de 42.360 mænd have været det samlede antal mænd, omfattende både de nævnte slægter og mange som ikke kunne stadfæste deres slægtsforhold. Nogle har dog muligvis senere været i stand til at fastslå deres afstamning. Dette kan være forklaringen på at slutresultatet er det samme skønt de enkelte tal varierer.

[Ramme på side 411]

HOVEDPUNKTER I NEHEMIAS’ BOG

Begivenheder i forbindelse med genopbygningen af Jerusalems mur og den efterfølgende udrensning af forkerte handlinger blandt jøderne

Omspænder en periode der begyndte over 80 år efter jødernes hjemkomst fra landflygtigheden i Babylon

Jerusalems mur genopbygges trods modstand

I Susan hører Nehemias at Jerusalems mur ligger i ruiner. Han beder Jehova om hjælp og anmoder derefter perserkongen Artaxerxes om lov til at rejse til Jerusalem for at genopbygge byen og dens mur, hvilket Artaxerxes går med til (1:1–2:9)

Efter ankomsten til Jerusalem besigtiger Nehemias den ødelagte mur om natten; bagefter fortæller han jøderne at han har til hensigt at genopbygge den (2:11-18)

Sanballat, Tobija og Gesjem — der alle er udlændinge — modstår genopbygningen; først prøver de med spot, derefter sammensværger de sig om at kæmpe mod Jerusalem; Nehemias bevæbner arbejderne, og byggeriet fortsætter (2:19–4:23)

Anslag mod Nehemias selv slår fejl, og muren fuldføres på 52 dage (6:1-19)

Muren indvies; ved ceremonien går to takkekor og processionstog i modsatte retninger oppe på muren og mødes ved templet; der er stor fryd (12:27-43)

Forholdene i Jerusalem bringes i orden

Efter at muren er fuldført, sikrer Nehemias Jerusalem med porte og tildeler portvagter, sangere og levitter deres opgaver; han giver Hanani og Hananja befalingen over byen (7:1-3)

Nehemias begynder at registrere folket. Han finder bogen med slægtsregisteret over dem der er vendt tilbage fra Babylon sammen med Zerubbabel. Præster der ikke kan stadfæste deres afstamning, udelukkes fra præsteembedet indtil ’præsten med Urim og Tummim fremstår’ (7:5-73)

Jerusalem har for få indbyggere, så hver tiende bliver ved lodkastning udvalgt til at bo i byen (7:4; 11:1, 2)

Bestræbelser for at forbedre jødernes åndelige tilstand

Rige jøder går med til at tilbagebetale deres fattige brødre uretmæssigt opkrævede renter af lån (5:1-13)

Ved et offentligt møde oplæser Ezra Loven, og nogle af levitterne er med til at forklare den; folket græder, men tilskyndes til at fryde sig fordi dagen er hellig; de glæder sig også fordi de forstår det der er blevet oplæst (8:1-12)

Under oplæsningen af Loven den næste dag hører folket om fejringen af løvhyttefesten; de adlyder Loven ved at fejre løvhyttefesten under stor fryd (8:13-18)

Derefter holdes der et stævne, under hvilket folket bekender deres nationale synder og lytter til en gennemgang af hvad Jehova har gjort for Israel; de forpligter sig også ved en ed til at overholde Loven, til at undlade at gifte sig med udlændinge og til at varetage deres pligter i forbindelse med templets vedligeholdelse og tjenesten ved templet (9:1–10:39)

Efter indvielsen af muren oplæses Loven igen offentligt. Da folket erfarer at ammonitter og moabitter ikke må komme ind i menigheden, begynder de at „skille hele den blandede flok ud fra Israel“ (13:1-3)

Efter at have været borte i længere tid vender Nehemias tilbage til Jerusalem og opdager at situationen er forværret. Han renser spiserummene, befaler at der skal gives tiende til levitternes og sangernes underhold, sørger for at sabbatten overholdes, og irettesætter dem der har giftet sig med fremmede kvinder (13:4-30)