(Nikodeʹmus) [folkebesejrer].

En jødisk farisæer, lærer og leder (dvs. medlem af Sanhedrinet) som kun omtales i Johannesevangeliet. Tilskyndet af de tegn Jesus gjorde i Jerusalem ved påsken i år 30, opsøgte han Jesus om natten og bekendte sin tro på at han var „kommet fra Gud“. (Det var åbenbart fordi han frygtede jøderne, at dette første besøg fandt sted i ly af mørket.) Jesus lod ham forstå at et menneske måtte „fødes igen“ for at kunne se Guds rige, at intet menneske var steget op til himmelen, at Guds kærlighed kom til udtryk ved at han havde sendt sin søn til jorden, og at man måtte lægge tro for dagen. — Joh 2:23; 3:1-21.

Ved løvhyttefesten ca. to og et halvt år senere sendte farisæerne nogle betjente ud for at pågribe Jesus. Da betjentene vendte tilbage uden at have ham med og oven i købet talte godt om ham, mødte farisæerne dem med foragt. Hertil sagde Nikodemus: „Vor lov dømmer vel ikke et menneske uden at den først har hørt ham og har fået at vide hvad han laver?“ Som følge af dette blev Nikodemus også genstand for deres hån. (Joh 7:45-52) Efter Jesu død kom Nikodemus, sammen med den frygtsomme discipel Josef fra Arimatæa, med en tung rulle myrra og aloe (ca. 100 romerske pund [33 kg]), en kostbar gave som skulle bruges til at berede Jesu legeme til begravelsen. (Joh 19:38-40) Der findes ingen bibelske vidnesbyrd for eller imod de overleveringer ifølge hvilke Nikodemus senere blev en discipel, blev udstødt af Sanhedrinet og Jerusalem, døde som martyr og så videre.