Det græske navn på den flod som var livsnerven i det gamle Ægypten. Med dalen omkring Nilens nedre løb var landet i det store og hele en flodoase. (KORT, bd. 1, s. 531) I De Hebraiske Skrifter omtales floden almindeligvis som je’ōrʹ (undertiden som je’orʹ). Dette ord betyder „flod“ eller „kanal“ (som i Daniel 12:5 og Esajas 33:21) eller „en vandførende gang“ (en skakt til minedrift; Job 28:10). I ét tilfælde bruges je’ōrʹ om floden Tigris (Bibelens Hiddekel) i Mesopotamien. (Da 12:5-7; jf. 10:4.) Alle andre steder hvor ordet forekommer, hentyder det ifølge sammenhængen til Nilen eller, når det står i flertal, til dens kanaler eller arme. (Sl 78:44; Es 7:18) Flodens ægyptiske navn (jrw), i hvert fald fra det såkaldte attende dynastis tid, svarer nøje til det hebraiske.

 Nilens løb. Nilen regnes almindeligvis for at være verdens længste flod. Den er 6671 km lang og udspringer i Rwandas og Burundis søområder, hvorfra den først løber ud i Victoriasøen og videre til Albertsøen (Mobuto Sese Sekosøen). Herfra fortsætter den mod nord og kaldes på denne strækning Den Hvide Nil. I Khartoum mødes den med Den Blå Nil, som fosser ned fra bjergene i det nordlige Ætiopien. Nord for Khartoum danner floden det egentlige Nilen, der kun har én biflod, Atbara, som den møder ca. 300 km nordøst for denne by. Nilen slynger sig nu gennem det nordlige Sudans øde højland og passerer hen over seks lejer af hård granit som danner seks katarakter mellem Khartoum og Aswan (Bibelens Syene), hvor oldtidens Nubien endte og det gamle Ægypten begyndte. Efter at have afgivet en anselig vandmængde til fordampning under den brændende sol og til overrisling af markerne i Ægypten løber Nilen ud i Middelhavet, ca. 2700 km nord for Khartoum.

Nildalen er ret smal langs det meste af flodens løb. I en stor del af Nubien løber Nilen gennem en snæver slugt med ørken på begge sider. Nord for Aswan, i det der var datidens Øvreægypten, bliver dalen bredere, men afstanden mellem skrænterne på begge sider er ikke nogetsteds meget over 20 km. Lige nord for nutidens Kairo deler floden sig i de to hovedstrømme, Rosetta og Damietta, som er opkaldt efter havnebyerne ved deres respektive mundinger ved Middelhavet. Før floden løber ud i havet, spreder den sig som en vifte og danner det sumpede Nildelta. I fortiden havde floden andre grene; de klassiske græske historikere og geografer omtaler mellem fem og syv. Disse grene og nogle af kanalerne er siden sandet til og enten kraftigt formindsket eller helt forsvundet.

Den årlige oversvømmelse. Karakteristisk for Nilen er den regelmæssighed hvormed den hvert år går over sine bredder og oversvømmer landbrugsarealerne. Dette fænomen skyldes vinter- og forårsnedbøren (samt smeltevandet fra bjergene) i Ætiopien, der forvandler Den Blå Nil til en rivende strøm som tordner ned mod sammenløbet med Den Hvide Nil, medbringende næringsrigt slam fra det ætiopiske højland. Også bifloden Atbara er med til at øge vandstanden. Før Aswandæmningen blev bygget, begyndte vandstanden hvert år at stige i juni og nåede sit højeste i september, for derefter gradvis at falde igen. Når vandet trak sig tilbage, efterlod det en usædvanlig frugtbar jord i form af et tyndt lag slam.

Da det praktisk taget aldrig regnede i Ægypten, var landbruget helt afhængigt af disse årlige oversvømmelser. Hvis Nilens vande ikke steg tilstrækkeligt, havde det samme virkning som tørke, nemlig hungersnød, mens en for kraftig oversvømmelse ødelagde overrislingsanlæggene (og husene). Ægypternes interesse for vandstanden ses af de nilometre (nilmålere) der er fundet ved arkæologiske udgravninger. Uden disse oversvømmelser ville den altid truende ørken fra begge sider trænge sig helt frem til flodbredderne. Og dog er vandet med få undtagelser steget og faldet så regelmæssigt at Ægypten op gennem historien har været kendt  for sine rigelige afgrøder og deraf følgende velstand.

Ægyptens totale økonomiske afhængighed af Nilens vand — og den omstændighed at et godt udbytte kunne blive opbrugt i dårlige tider med mangelfuld oversvømmelse — skildredes rammende i Faraos drøm om de syv tykke køer der steg op af Nilen og gav sig til at græsse blandt nilgræsset, og de syv tynde køer der kom sammestedsfra. — 1Mo 41:17-21.

Profeten Jeremias brugte Nilens vand der stiger og går over sine bredder, til at beskrive marcherende hæres fremstød (Jer 46:7, 8; 47:2, 3), mens profeten Amos brugte Nilens stigende og synkende vand som et udtryk for hvordan det troløse Israel skulle komme til at bæve. (Am 8:8; 9:5) Andre profeter talte billedligt om Nilens udtørring for at skildre den ulykke som Gud ville lade komme over Ægypten. Når Nilen undlod at gå over sine bredder, ville ikke alene agerdyrkning og kvægavl, men også fiskeri og linnedproduktion, lide skade. — Es 19:1, 5-10; Ez 29:9, 10; Zak 10:11.

For at holde noget af det mudrede vand tilbage til senere overrisling i vækstsæsonen opsamlede ægypterne det i store bassiner bygget med jordvolde. Da Jehova sendte den første plage over Ægypten ved at forvandle vandet til blod, gjaldt det såvel Nilen som dens kanaler og rørbevoksede damme samt alle ægypternes „opdæmmede vande“, eller „vandsamlinger“. — 2Mo 7:14-25.

Andre træk. Nilens vand blev ikke kun anvendt til overrisling af agerjorden og vanding af husdyrene, men også som drikkevand til indbyggerne selv (2Mo 7:18, 21, 24), og når man ser bort fra oversvømmelsens indledende fase, var vandet meget velsmagende. Langs Nilens kanaler og damme voksede store mængder papyrus, som i Ægypten blev brugt til fremstilling af skrivemateriale samt til bygning af både. (Es 18:2) De rørbevoksede bredder og damme var tilholdssted for mange vildtlevende fugle som levede af frøer og andre smådyr (2Mo 8:5, 9-11), og af gamle ægyptiske billeder ses det at disse fugle var et yndet bytte for jægere i små både. Som det fremgår af beretningen om Faraos datter, kunne man også bade i floden (2Mo 2:5), hvilket bevidnes af et ægyptisk billede der skildrer en fornem kvinde som tager bad hjulpet af sine fire tjenerinder. Nilen var også den vigtigste hovedvej for hele landet. Både der skulle mod nord, flød med strømmen ned ad floden, mens de der skulle mod syd (mod strømmen), blev skubbet af de fremherskende vinde, der blæste ind over landet fra Middelhavet mod nord. Handelsskibe fra Fønikien og Kreta kunne sejle mod strømmen hele vejen til Theben (Bibelens No-Amon; Na 3:8) og endnu længere.

Nilen spillede en betydelig rolle i Ægyptens forsvar imod fremmed indtrængen. Katarakterne mod syd gjorde det vanskeligt at angribe landet fra den side der vendte mod Nubien, eller Ætiopien, mens det sumpede deltaområde hindrede store hære i at trænge ind fra det asiatiske kontinent. Nogle forskere opfatter assyrerkongen Sankeribs praleri med at han ville udtørre alle Ægyptens Nilkanaler med sine fodsåler, som et udtryk for at han følte sig sikker på at han kunne forcere de beskyttende, vandfyldte voldgrave der omgav de ægyptiske byer og fæstningsværker. — 2Kg 19:24.

Nilens stigen og fald tjente som grundlag for ægypternes årstidskalender, der havde tre årstider a fire måneder: ’Akhet, Oversvømmelse; Peret, Fremkomst (åbenbart af landjorden efterhånden som vandet trak sig tilbage til flodlejet); og Shomu, Den Tørre Årstid (sommeren). Der var størst aktivitet i perioden umiddelbart efter den højeste vandstand. Mens Nilens vand stod lavt, gennemførte man byggearbejder således at der var beskæftigelse til hele året.

Billedet med ’et stort havuhyre som ligger udstrakt midt i Nilkanalerne’, der i Ezekiels Bog anvendes på Farao, menes at være baseret på de krokodiller der fra de ældste tider har levet i Nilen. (Ez 29:3-5) Også flodhesten, der almindeligvis identificeres med det dyr der i Job 40:15 kaldes „Behemot“, var almindeligt forekommende.

Ægypterne tilbad Nilen som en frugtbarhedsgud under navnet Hapi. Denne gud blev afbildet som en mandsperson, der dog havde store, kvindelige bryster, og som bar en krone af vandplanter på hovedet og havde et fiskerbælte om det kraftige liv. Hvert år når oversvømmelsen satte ind, blev der holdt højtider med frembærelse af ofre til denne guds ære. Nogle forskere mener at ordene i 2 Mosebog 7:15 om at Farao tog ud til Nilens bred, sigter til en tilbedelseshandling som han udførte hver morgen. Det kan dog også tænkes at Farao blot gik en morgentur eller ønskede at se hvor høj vandstanden var.

[Kort på side 417]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Nilen

Middelhavet

DELTA

Det Røde Hav

Nilen

Memfis

Theben (No-Amon)

1. KATARAKT

Aswan (Syene)

2. KATARAKT

3. KATARAKT

4. KATARAKT

5. KATARAKT

Atbara

6. KATARAKT

Khartoum

Blå Nil

Hvide Nil

Albertsøen

Victoriasøen

[Kort]

AFRIKA

Nilen

[Illustration på side 416]

Et typisk sceneri langs Nilen i Ægypten