Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Noa

Noa

(Noʹa).

1. [hebr.: Noʹach; sandsynligvis: hvile, trøst]. En søn af Lemek og tiende generation fra Adam gennem Set; født i 2970 f.v.t., 126 år efter Adams død. Da Lemek gav Noa navn, sagde han: „Denne vil bringe os trøst og udfrielse fra vort arbejde og vore hænders smerte, der skyldes jorden som Jehova har forbandet.“ — 1Mo 5:28-31.

Uangribelig blandt sine samtidige. Den verden Noa levede i, var fordærvet. I denne periode havde engle forladt deres oprindelige stilling og bolig, giftet sig med kvinder og fået afkom, „navnkundige mænd“, som øgede den vold der fyldte jorden (1Mo 6:1-4; Jud 6), indtil „enhver tilbøjelighed i [menneskenes] hjertes tanker kun var ond dagen lang“ og jorden blev „ødelagt, for alt kød havde ødelagt sin vej på jorden“. (1Mo 6:5, 11, 12) Men Noa havde intet med dette fordærv at gøre. Han var ifølge Guds ord „en retfærdig mand. Han var uangribelig blandt sine samtidige. Noa vandrede med den sande Gud.“ (1Mo 6:8, 9) Noa kunne kaldes „uangribelig“ fordi han, i modsætning til den ugudelige verden, opfyldte de krav Gud stillede til ham. — 1Mo 6:22; se FULDKOMMENHED.

Jehova beslutter at tilintetgøre verden. Jehova satte en tidsfrist for den daværende ugudelige verdens beståen med ordene: „Min ånd skal ikke virke for stedse på mennesket eftersom det også er kød. Derfor skal dets dage være et hundrede og tyve år.“ (1Mo 6:3) Dette var en retskendelse afsagt af Gud. Ca. 20 år senere kom Noas førstefødte søn (sandsynligvis Jafet) til verden (2470 f.v.t.), og ifølge beretningen blev der to år senere født endnu en søn, Sem. Tidspunktet for Kams fødsel er ikke angivet, men alle tre sønner var voksne og gifte mænd da Gud gav Noa besked på at bygge en ark. Det er således sandsynligt at der på det tidspunkt kun var 40 eller 50 år tilbage til Vandfloden. (1Mo 6:13-18) Jehova oprettede en pagt med Noa (1Mo 6:18), og støttet af sin familie påbegyndte denne nu sin opgave som skibsbygger og „forkynder af retfærdighed“ idet han advarede den onde generation om den forestående tilintetgørelse. — 2Pe 2:5.

Bevaret i live gennem Vandfloden. Folk i almindelighed troede ikke at Gud ville gribe ind og ødelægge den onde verden. Det vidnede derfor om en stærk tro og ubetinget lydighed at Noa ’gjorde ganske som Gud havde påbudt ham’. (1Mo 6:22) På grund af hans urokkelige tro nævner Hebræerbrevets kristne skribent ham blandt den ’store sky af vidner’. Han skriver: „Ved tro byggede Noa gudfrygtigt, efter at være blevet advaret af Gud om ting som man endnu ikke så, en ark til redning for sin husstand; ved denne tro fordømte han verden, og han blev arving til den retfærdighed der er en følge af tro.“ — He 11:7; 12:1.

Syv dage før vandene begyndte at komme over jorden, befalede Jehova Noa at bringe dyrene ind i arken. På ugens syvende dag „gik Noa, og hans sønner og hans hustru og hans sønners hustruer sammen med ham, ind i arken før vandflodens vande kom. . . . Derpå lukkede Jehova døren bag ham.“ På den dag kom Vandfloden og „gjorde det af med dem alle“. — 1Mo 7:1-16; Lu 17:27.

Med passagererne i arken sikredes menneskelivets og dyrelivets fortsatte beståen. Også den sande tilbedelse blev bevaret, og gennem Noa og hans familie sørgede Gud for at skabelsesberetningen blev bevaret, og at muligheden for at kunne udregne tiden tilbage til menneskets skabelse stadig var til stede; endvidere blev det oprindelige sprog (senere kendt som hebraisk) bevaret. Noa førte nøjagtige optegnelser, en logbog, over vigtige begivenheder mens han opholdt sig i arken. — 1Mo 7:11, 12, 24; 8:2-6, 10, 12-14.

Velsignelse efter Vandfloden; regnbuepagten. Efter at have opholdt sig ca. et år i arken trådte Noa og hans familie ud på en renset jord. Arken havde lagt sig til hvile på Ararats bjerge. I sin taknemmelighed for Jehovas loyale hengivenhed, barmhjertighed og beskyttelse byggede Noa et alter og ofrede „nogle af alle de rene dyr og af alle de rene flyvende skabninger“ til Jehova. Jehova fandt behag i ofrene og åbenbarede for Noa at jorden ikke længere skulle være forbandet, og at han aldrig mere ville slå alt levende ihjel, sådan som han lige havde gjort. „Såtid og høsttid, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat“ skulle aldrig ophøre. — 1Mo 8:18-22.

Jehova velsignede de overlevende og befalede dem: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden.“ Så gav han nye bestemmelser til gavn for dem: (1) Han tillod dem at føje dyrekød til deres kost; (2) men blodet måtte de ikke spise, eftersom sjælen er i det. (3) Desuden indførte han dødsstraf ved en retmæssig myndighed. Disse love skulle gælde alle mennesker, alle efterkommere af Noas tre sønner. — 1Mo 1:28; 9:1-7; 10:32.

Da Jehova havde givet dem disse bestemmelser, sagde han: „Og jeg, se jeg opretter min pagt med jer og med jeres afkom efter jer, og med hver levende sjæl der er hos jer, af de flyvende skabninger, af husdyrene og af alle jordens vilde dyr hos jer . . . Ja, jeg opretter hermed min pagt med jer: Aldrig mere vil alt kød blive udryddet af en vandflods vande, og aldrig mere vil der komme en vandflod der ødelægger jorden.“ Regnbuen er endnu i dag et „pagtstegn“, en påmindelse om denne pagt. — 1Mo 9:8-17; Es 54:9.

Noas beruselse. Noa levede 350 år efter Vandfloden. Bibelen fortæller ærligt og oprigtigt: „Så begyndte Noa som landmand og plantede en vingård. Og da han drak af vinen blev han beruset og blottede sig inde i sit telt.“ (1Mo 9:20, 21) Det vil ikke sige at han havde for vane at drikke sig fuld. Denne hændelse er taget med i beretningen for at vise baggrunden for det der skete bagefter, og som skulle få stor indflydelse på verdenshistorien. Noa var ikke med da de onde før Vandfloden „spiste og drak“ og sløvede deres sanser — uden tvivl en medvirkende årsag til at de ikke gav agt på Guds advarsel „før vandfloden kom og rev dem alle bort“. — Mt 24:38, 39; Lu 17:27.

Mens Noa lå og sov i sit telt, gjorde Kam, og muligvis hans søn Kana’an, sig skyldig i en respektløs handling over for ham. I beretningen siges der: „Omsider vågnede Noa af sin vinrus og fik at vide hvad hans yngste søn havde gjort mod ham.“ Almindeligvis antages det at udtrykket „yngste søn“ her sigter til Kam, men det bruges i Bibelen undertiden om en sønnesøn og kunne således i dette tilfælde sigte til Kana’an. I hvert fald fortalte Kana’ans fader, Kam, sine to brødre om situationen i stedet for at dække Noa til, sådan som de gjorde. Da Noa hørte om episoden, forbandede han Kana’an og velsignede Sems Gud, Jehova. — 1Mo 9:20-27.

Nimrods oprør. Noa var den første patriark efter Vandfloden. (1Mo 10:1-32) Men endnu mens han levede, opstod der på ny falsk religion, denne gang under Nimrods ledelse, som det ses af menneskenes oprørske forsøg på at bygge „et tårn med dets top i himmelen“, idet de frygtede for at blive spredt „over hele jordens flade“. Det stred direkte imod Guds befaling om at ’fylde jorden’ og var også et oprør mod Noas stilling som Guds profet. Noa døde omkring to år før Abraham blev født, og nåede at se oprørerne der byggede Babelstårnet, blive dømt af Jehova og spredt over hele jordens flade. Hverken Noa eller Sem var med til at bygge tårnet, så de blev ikke berørt af sprogforvirringen, men kunne fortsat tale menneskenes oprindelige sprog som Gud havde givet Adam. — 1Mo 9:1, 28, 29; 11:1-9.

Et profetisk forbillede. Profeterne Esajas og Ezekiel, Jesus Kristus og apostlene Peter og Paulus talte alle om Guds tjener Noa. Både Jesus og Peter viste at Noas dage profetisk pegede frem til „Menneskesønnens nærværelse“ og til „de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“ i fremtiden. Ved at bevare Noa og hans familie da den onde verden blev udslettet, satte Jehova „et eksempel for ugudelige med hensyn til kommende ting“. — 2Pe 3:5-7; 2:5, 6; Es 54:9; Ez 14:14, 20; Mt 24:37-39; He 11:7; 1Pe 3:20, 21.

2. [hebr.: No‛ahʹ]. En af Zelofhads fem døtre, af Manasses stamme. Eftersom Zelofhad døde uden sønner, besluttede Jehova at hans døtre skulle have deres faders arvelod. Denne afgørelse dannede præcedens. Senere blev det påbudt at døtre der modtog en arv, skulle gifte sig med mænd af deres egen stamme så arvelodden ikke kom til at gå fra stamme til stamme. — 4Mo 26:28-33; 27:1-11; 36:6-12; Jos 17:3, 4.