Et udtryk der forekommer to gange i Bibelen, begge gange i den meget symbolske Åbenbaringens Bog. (Åb 3:12; 21:2) Efter at Johannes hen imod slutningen af sine syner havde set Babylon den Store blive ødelagt, sagde han: „Jeg så også den hellige by, det ny Jerusalem, komme ned fra himmelen fra Gud, beredt som en brud smykket for sin ægtemand.“ — Åb 21:2.

Lammets brud. I lyset af andre skriftsteder kan det fastslås hvad det ny Jerusalem er. Der siges i ovennævnte skriftsted at det er „som en brud“, og længere fremme skriver Johannes: „En af de syv engle . . . talte med mig og sagde: ’Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru.’ Så førte han mig af sted ved åndens magt til et stort og højt bjerg, og han viste mig den hellige by Jerusalem som kom ned fra himmelen fra Gud og som havde Guds herlighed. Dens stråleglans var ligesom den kostbareste sten, som en jaspissten, krystalklar.“ — Åb 21:9-11.

Det ny Jerusalem er altså „Lammets hustru“, og Lammet er Jesus Kristus, der udgød sit blod som et offer for menneskeheden. (Joh 1:29; Åb 5:6, 12; 7:14; 12:11; 21:14) „Bruden“ må derfor være den herliggjorte kristne menighed. Da denne menighed var på jorden, sammenlignede apostelen Paulus den med „en ren jomfru“ der skulle fremstilles for Messias. (2Kor 11:2) Han sammenlignede den også med en hustru hvis ægtemand og hoved var Kristus. — Ef 5:23-25, 32.

Desuden taler Jesus selv til menigheden i Åbenbaringen 3:12 og giver dette løfte til den der  trofast vinder sejr: „Jeg vil skrive min Guds navn på ham og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, som kommer ned fra himmelen fra min Gud, og mit eget nye navn.“ Da en hustru tager sin mands navn, er de 144.000 der ses stående sammen med Lammet på Zions Bjerg, og som har Lammets og dets Faders navn skrevet på deres pander, åbenbart den samme gruppe, nemlig bruden. — Åb 14:1.

Hvorfor kan „det ny Jerusalem“ ikke være en by i Mellemøsten?

Det ny Jerusalem kommer „ned fra himmelen fra Gud“. (Åb 21:10) Det er altså ikke en by med bogstavelige huse og gader opført af mennesker i Mellemøsten dér hvor det gamle Jerusalem blev ødelagt i år 70. Brudeskarens medlemmer på jorden får at vide at ’deres statsborgerskab er i himlene’, og at de kan se frem til „en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv“, som er „bevaret i himlene“ til dem. — Flp 3:20; 1Pe 1:4.

Jehova skabte „nye himle og en ny jord“ da en jødisk rest i 537 f.v.t. vendte tilbage til Jerusalem efter landflygtigheden i Babylon. (Es 65:17) ’De nye himle’ bestod dengang øjensynlig af det styre der blev udøvet af statholderen Zerubbabel (en efterkommer af David), bistået af ypperstepræsten Josua, i byen Jerusalem. (Hag 1:1, 14; se HIMMEL [Nye himle og en ny jord].) På samme måde udgør det ny Jerusalem, sammen med Kristus, der sidder på sin trone i denne symbolske by, ’de nye himle’ der skal herske over ’den nye jord’, det vil sige menneskesamfundet på jorden.

At det ny Jerusalem er en himmelsk by, bekræftes også af det syn Johannes fik af den. Kun en symbolsk by kunne have de dimensioner og den pragt der nævnes i beskrivelsen af det ny Jerusalem. Dens grundflade er kvadratisk og måler ca. 555 km på hver led, eller ca. 2220 km (12.000 stadier) i omkreds. Da byen beskrives som en kubus, er den lige så høj som den er lang og bred. Ingen menneskeskabt by kunne række så langt ud i verdensrummet. Byen er omgivet af en mur som er 144 alen (64 m) høj. Muren, der er bygget af jaspis, hviler på 12 grundsten, ædelsten af stor skønhed — jaspis, safir, kalcedon, smaragd, sardonyks, sarder, krysolit, beryl, topas, krysopras, hyacint og ametyst. På disse 12 grundsten er indgraveret navnene på Lammets 12 apostle. Byen inden for disse smukke mure er ikke mindre prægtig, for den beskrives som værende „af rent guld ligesom klart glas“, og den brede gade i byen er „af rent guld, som gennemsigtigt glas“. — Åb 21:12-21.

Et rent og gavnligt herredømme. Man kommer ind i det ny Jerusalem gennem de prægtige mures 12 porte, tre på hver side, hver lavet af en vældig perle. Selv om disse porte aldrig lukkes, vil „intet vanhelligt og ingen som giver sig af med en afskyelighed eller med løgn . . . på nogen måde komme ind i den; kun de som står skrevet i den livets skriftrulle der tilhører Lammet“. Byen er hellig, men alligevel findes der ikke noget synligt tempel i den, for „Jehova Gud den Almægtige er dens tempel, og det er Lammet også“. Byen behøver heller ikke „solen eller månen til at skinne på den, for Guds herlighed har oplyst den, og Lammet er dens lampe“. Dens herredømme over nationerne vil være til gavn for dem, for „nationerne skal vandre ved dens lys“. — Åb 21:22-27.