Siden de tidligste tider har mennesker bragt Gud ofre. I det første tilfælde der meldes om, bragte Adams ældste søn, Kain, nogle af agerjordens frugter, mens den yngre Abel ofrede nogle af sin hjords førstefødte. De to brødre må have været forskelligt indstillede og haft forskellige bevæggrunde, for Gud godkendte Abels offer, men fandt ikke behag i Kains. (Ifølge Lovpagten kunne man senere bringe både dyreofre og kornofre.) Abel må have haft tro på Guds løfte om udfrielse gennem det lovede afkom og erkendte åbenbart at der måtte udgydes blod, at en måtte have „hælen“ knust, for at menneskene kunne blive ført tilbage til det fuldkomne stade som Adam og Eva var faldet fra. (1Mo 3:15) I erkendelse  af sin syndige tilstand bragte han et offer der indebar udgydelse af blod, hvorved han nøjagtigt forudskildrede det virkelige syndoffer, Jesus Kristus. — 1Mo 4:1-4; He 11:4.

I det patriarkalske samfund. Da Noa var kommet ud af arken, bragte han som familieoverhoved Jehova et „formildende“ (dulmende, beroligende) takoffer, hvorefter Jehova indgik regnbuepagten med ham og hans afkom. (1Mo 8:18-22; 9:8-16) Også senere i Bibelens beretning læser vi om at trofaste patriarker bragte Jehova ofre. (1Mo 8:20; 31:54) Som sin families overhoved var Job også familiens præst og ofrede brændofre til Gud for den. (Job 1:5) Det største og mest betydningsfulde offer i fortiden var imidlertid det offer som Abraham var villig til at bringe på Jehovas befaling. Da Jehova havde fået bevis på Abrahams tro og lydighed, sørgede han i sin godhed for at en vædder kunne ofres i Isaks sted. Abrahams troshandling forudskildrede det offer Jehova ville bringe ved at ofre sin enestefødte søn, Jesus Kristus. — 1Mo 22:1-14; He 11:17-19.

Under Moseloven. Ofrene under Lovpagten pegede alle frem til Jesus Kristus og til hans offer eller til de goder som dette offer ville medføre. (He 8:3-5; 9:9; 10:5-10) Eftersom Jesus var et fuldkomment menneske, måtte alle offerdyrene være sunde og fejlfri. (3Mo 1:3, 10; 3:1) Både israelitterne og de fastboende udlændinge som tilbad Jehova, skulle bringe de foreskrevne ofre. — 4Mo 15:26, 29.

Brændofre. I forbindelse med et brændoffer skulle hele dyret frembæres for Gud; den der bragte det, måtte ikke selv beholde nogen del af det. (Jf. Dom 11:30, 31, 39, 40.) Et sådant offer var en bøn til Jehova om at tage imod eller tilkendegive at han havde taget imod det syndoffer der undertiden fulgte med. Jesus gav sig selv helt og fuldt „som et brændoffer“.

Anledninger til at bringe brændofre, og hvad der kendetegnede disse ofre:

(1) Faste offertidspunkter: Hver morgen og aften (2Mo 29:38-42; 3Mo 6:8-13; 4Mo 28:3-8); hver sabbat (4Mo 28:9, 10); på den første dag i hver måned (4Mo 10:10); ved påsken og i de syv dage de usyrede brøds højtid varede (3Mo 23:6-8; 4Mo 28:16-19, 24); på forsoningsdagen (3Mo 16:3, 5, 29, 30; 4Mo 29:7-11); på pinsedagen (3Mo 23:16-18; 4Mo 28:26-31); daglig under løvhyttefesten (4Mo 29:12-39).

(2) Andre lejligheder: Ved præsternes indsættelse (3Mo 8:18-21; se INDSÆTTELSE); ved levitternes indsættelse (4Mo 8:6, 11, 12); ved indgåelse af pagter (2Mo 24:5; se PAGT, FORBUND); ved fællesskabsofre samt visse skyld- og syndofre (3Mo 5:6, 7, 10; 16:3, 5); ved aflæggelse af særlige løfter (4Mo 15:3, 8); i forbindelse med renselse (3Mo 12:6-8; 14:2, 30, 31; 15:13-15, 30).

(3) Offerdyr og fremgangsmåde: Tyre, væddere, bukke, turtelduer eller dueunger. (3Mo 1:3, 5, 10, 14) Når det drejede sig om en tyr, en vædder eller en buk, måtte den ofrende lægge sin hånd på dyrets hoved (for at tilkendegive at offeret var hans, og at det blev bragt på hans vegne). (3Mo 1:4) Dyret blev slagtet, og blodet blev slynget mod brændofferalteret, hele vejen rundt. (3Mo 1:5, 11) Derefter blev dyret flået og parteret, og dets indvolde (intet affald blev brændt på alteret) og skinneben blev vasket; hoved og andre legemsdele blev lagt på alteret (huden tilfaldt den præst der frembar offeret; 3Mo 7:8). (3Mo 1:6-9, 12, 13) Hvis offerdyret var en fugl, blev fjerene og kroen fjernet, og hovedet og kroppen blev brændt på alteret. (3Mo 1:14-17)

Fællesskabsofre (fredsofre). Fællesskabsofre der var Jehova velbehagelige, betød fred med ham. Den tilbedende og hans husstand fik selv del i offeret (i tabernaklet i forgården, hvor der ifølge overleveringen var rejst løvhytter langs indersiden af det forhæng der omgav den; i templet i særlige spiserum til dette formål). Den præst der frembar offeret, fik en andel, og det fik de tjenstgørende præster også, mens Jehova selv modtog vellugten af det brændende fedt. Blodet, der repræsenterer livet, blev givet til Gud som noget der tilhørte ham. Den ofrende indtog således et måltid sammen med Jehova og hans præster i et fredfyldt fællesskab. Enhver som tog del i et sådant måltid mens han ifølge Loven var uren, eller som spiste kødet efter den foreskrevne frists udløb (i et varmt klima ville det begynde at gå i forrådnelse), skulle udryddes af folket. En sådan handlemåde ville nemlig gøre måltidet urent eller vanhellige det, idet enten personen selv eller det han spiste, ville være besmittet i Jehovas øjne, og det ville være et udtryk for ringeagt for det der var helligt. — 3Mo 7:16-21; 19:5-8.

Herrens aftensmåltid (mindemåltidet, den sidste nadver) er et fællesskabsmåltid. (1Kor 10:16) Medlemmerne af „den nye pagt i kraft af [Jesu] blod“ er delagtige med hinanden i troen og nyder i forening brødet og vinen, som står for Jesu legeme og blod. De er også delagtige med Jehova, som har indstiftet måltidet. De søger Jehovas godkendelse og har ikke blot fred med hinanden, men også med Jehova gennem Jesus Kristus. I overensstemmelse med kravet om at de der deltager i et fællesskabsmåltid, skal være rene, minder Paulus de kristne om at de skal ransage sig  selv før mindemåltidet. Ikke at behandle vinen og det usyrede brød eller højtiden som sådan med den fornødne respekt ville være ensbetydende med at vanhellige det der er helligt, og det ville medføre en ugunstig dom. — 1Kor 11:25, 27-29; se HERRENS AFTENSMÅLTID.

I forbindelse med et takoffer, der var et fællesskabsoffer hvormed man priste Gud for hans omsorg og loyale hengivenhed, spiste man kød og syret såvel som usyret brød. Den der bragte et sådant offer, frembar således hvad man kunne kalde „det daglige brød“. (Dog måtte det syrede brød aldrig ofres på alteret.) Ved dette offer, der blev bragt som udtryk for taksigelse og lovprisning, skulle kødet spises samme dag — det måtte ikke ligge til dagen efter. (Ved andre fællesskabsofre kunne kødet også spises på andendagen.) (3Mo 7:11-15) Det leder tanken hen på ordene i den bøn Jesus lærte sine disciple: „Giv os i dag vort brød for denne dag.“ — Mt 6:11.

Anledninger til at bringe fællesskabsofre, og hvad der kendetegnede disse ofre:

(1) Anledninger: Indgåelse af pagter (2Mo 24:5); fejring af højtider og måneders begyndelse (4Mo 10:10; 2Mo 12:2-14; 3Mo 23:15-19; 4Mo 29:39) samt andre lejligheder.

(2) Formål: At opnå Guds godkendelse og at anmode eller anråbe Gud om hjælp i vanskelige tider. (3Mo 19:5; Dom. 20:26; 21:4; 1Sa 13:9; 2Sa 24:25)

(3) Offerdyr og fremgangsmåde: Han- eller hundyr af kvæget, fårene og gederne (ofrene kunne ikke bestå af fugle, da de ikke blev regnet for fyldestgørende til et offermåltid). (3Mo 3:1, 6, 12) Den der bragte offeret, lagde sin hånd på dyrets hoved. Når dyret var slagtet, slyngede præsten blodet mod brændofferalteret, hele vejen rundt (3Mo 3:2, 8, 13), og anbragte fedtet (herunder også fårets fedthale) på alteret. (3Mo 3:3-5, 9) Brystet tilfaldt præsterne, og den højre kølle den præst der frembar offeret. (2Mo 29:26, 28; 3Mo 7:28-36)

(4) Kategorier: Taksigelse eller lovprisning; løfter (se 4Mo 6:13, 14, 17); frivillige gaver.

Syndofre. Alle syndofre blev bragt for uoverlagte synder som skyldtes det ufuldkomne køds svaghed, synder som ikke var begået „med løftet hånd“, det vil sige åbenlyst tilsigtet, trodsigt, forsætligt. (4Mo 15:30, 31, fdn.) Forskellige offerdyr kunne bringes, fra en tyr til en due, alt efter hvilken stilling synderen beklædte i samfundet, og hvilke omstændigheder han befandt sig i. De synder der omtales i Tredje Mosebog, kapitel 4, er i alle tilfælde overtrædelser hvor den skyldige „har gjort en af alle de ting som man ifølge Jehovas bud ikke må gøre“. (3Mo 4:2, 13, 22, 27) Forsoningsdagens syndofre er behandlet i artiklen FORSONINGSDAGEN.

Anledninger som krævede syndofre, og hvad der kendetegnede disse ofre:

(1) Hvis ypperstepræsten syndede og bragte skyld over folket (3Mo 4:3), skulle han frembære en tyr og lægge sin hånd på dens hoved. Så skulle tyren slagtes og blodet bringes ind i Det Hellige, hvor noget af det skulle stænkes foran forhænget og noget smøres på røgelsesalterets horn, mens resten skulle hældes ud ved foden af brændofferalteret. Fedtet skulle (ligesom ved fællesskabsofrene) brændes på brændofferalteret (3Mo 4:4-10) og resten af dyret (inklusive huden) bringes til et rent sted uden for byen, hvor det skulle brændes op og asken fra alteret hældes ud. (3Mo 4:11, 12)

(2) Ved synder som hele forsamlingen var ansvarlig for (en synd som var begået af forsamlingen, og som lederne først fik kendskab til senere) (3Mo 4:13), skulle menigheden bringe en tyr og de ældste lægge deres hænder på dens hoved, hvorefter en af dem slagtede den. Resten af fremgangsmåden var identisk med den man skulle følge ved en synd begået af ypperstepræsten. (3Mo 4:14-21)

Hvis ypperstepræsten begik en synd i sin officielle stilling og som nationens repræsentant over for Jehova, bragte han skyld over hele forsamlingen. Det kunne dreje sig om en fejlbedømmelse af en sag, en urigtig anvendelse af Loven eller en forkert behandling af et spørgsmål der berørte hele nationen. I så fald var det nødvendigt at bringe det mest værdifulde offer man havde, en tyr, ligesom når hele menigheden havde begået en synd. — 3Mo 4:3, 13-15.

Når det drejede sig om synder begået af enkeltpersoner, blev blodet kun bragt til alteret. Men når det drejede sig om synder begået af ypperstepræsten eller hele forsamlingen, blev det også bragt ind i helligdommens forreste rum, Det Hellige, og stænket foran forhænget som skjulte Det Allerhelligste, hvor Jehovas nærværelse var repræsenteret ved et mirakuløst lys over pagtens ark. (Kun i forbindelse med de syndofre der blev frembåret hvert år på forsoningsdagen, blev blodet bragt ind i Det Allerhelligste, det inderste rum; 3Mo 16.) Ingen præst måtte spise noget fra et offer hvoraf blodet var blevet bragt ind i Det Hellige. — 3Mo 6:30.

(3) Hvis en høvding havde begået en synd, var fremgangsmåden den samme, blot var offerdyret en buk, og blodet skulle ikke bringes ind i Det Hellige. Noget af det skulle smøres på brændofferalterets  horn og resten hældes ud ved dets fod, mens fedtet skulle bringes som røgoffer på alteret. (3Mo 4:22-26) Ligesom ved andre syndofre skulle præsterne åbenbart have en andel som de måtte spise. (3Mo 6:24-26, 29) Når kødet var kogt, skulle karrene skures rene (eller slås itu hvis de var af ler) så intet „højhelligt“ blev vanhelliget, hvilket kunne ske hvis rester af offeret blev siddende på dem og de senere blev brugt til almindelige formål. (3Mo 6:27, 28)

(4) Hvis en menig israelit havde begået en synd, skulle der ofres et gedekid af hunkøn eller et lam, ligeledes af hunkøn, og fremgangsmåden var den samme som ved ofre for synder begået af en høvding. (3Mo 4:27-35)

De synder der beskrives i det næste punkt, adskiller sig fra de foregående ved at overtræderne her har begået den fejl ’ikke at følge alle Jehovas bud’ og altså har gjort sig skyldige i undladelsessynder. — 4Mo 15:22.

(5) For hele forsamlingen skulle der ofres et gedekid (4Mo 15:22-26), og for en enkeltperson, en ged af hunkøn som endnu ikke var et år gammel. (4Mo 15:27-29)

I de tilfælde hvor præsterne skulle spise en del af syndofferet, betragtede man det åbenbart som om de ’bar ansvaret for den misgerning’ som de der bragte offeret, havde begået, og således i kraft af deres hellige embede ’skaffede dem soning for Jehovas ansigt’. — 3Mo 10:16-18; 9:3, 15.

Skyldofre. Et skyldoffer var også en slags syndoffer, eftersom alle former for skyld indebærer synd. Det blev frembåret når en person havde pådraget sig skyld ved særlige synder, og det adskilte sig fra andre syndofre ved åbenbart at skulle kompensere for eller genskabe en ret der var blevet krænket eller mistet — enten en ret der tilkom Jehova, eller en der tilkom hans hellige nation. Skyldofferet skulle ind for Jehova kompensere for krænkelsen af hans ret eller give den angrende synder visse pagtsrettigheder tilbage og mildne straffen for hans synd. — Jf. Es 53:10.

I 3 Mosebog 5:1-6, 17-19 er der tale om situationer hvor den skyldige har syndet uforvarende, i tankeløshed eller på grund af uforsigtighed, og hvor han ønsker at bringe sagen i orden når han bliver gjort opmærksom på sin overtrædelse. De synder der omtales i 3 Mosebog 6:1-7, er derimod ikke utilsigtede eller begået i uforsigtighed, men heller ikke begået med overlæg og i bevidst oprør mod Gud; de skyldes kødets svagheder og ønsker. Der er tale om situationer hvor den skyldige har fået dårlig samvittighed og lægger anger for dagen, idet han frivilligt bekender sin synd og søger barmhjertighed og tilgivelse efter at have kompenseret for den. — Mt 5:23, 24.

Ovennævnte eksempler understreger at Moseloven nok var streng når det gjaldt forsætlige overtrædere som ikke angrede, men at den også gav rum for at tage bevæggrunde, omstændigheder og indstilling i betragtning, hvorved barmhjertighed kunne komme på tale, ligesom det er tilfældet i den kristne menighed. (Jf. 3Mo 6:1-7; 2Mo 21:29-31; 4Mo 35:22-25; 2Kor 2:5-11; 7:8-12; 1Ti 1:2-16.) Imidlertid kunne man ikke begå nogen af de nævnte overtrædelser uden at blive straffet for det. Man måtte betale erstatning til den forurettede part og bringe Jehova et skyldoffer. Frembæringen af et skyldoffer adskilte sig ikke meget fra frembæringen af et syndoffer, og i begge tilfælde skulle præsterne have en andel. — 3Mo 7:1, 5-7.

Hvem der skulle bringe et skyldoffer, og hvad der kendetegnede offeret:

(1) Den der havde været vidne til noget og ikke meddelte det efter at have hørt en offentlig forbandelse; den der uforsætligt var blevet uren ved at røre en død krop eller en uren person; den der forhastet og uoverlagt havde svoret at ville gøre eller ikke gøre noget. (3Mo 5:1-4) Først skulle den pågældende bekende på hvilken måde han havde syndet. (3Mo 5:5) Dernæst skulle han bringe et skyldoffer i overensstemmelse med sin økonomiske formåen. (3Mo 5:6-10) Var det et kornoffer, skulle det hverken tilsættes olie eller virak, eftersom det var et syndoffer han var forpligtet til at bringe. Anderledes forholdt det sig med frivillige kornofre. De blev bragt af dem der havde en godkendt stilling ind for Gud, og var derfor ofre som var forbundet med glæde. (3Mo 5:11-13)

(2) Den der af vanvare syndede mod Jehovas hellige ting (for eksempel den der uforvarende anvendte korn der var reserveret som tiende til helligdommen [en sådan krænkelse ville vanhellige det hellige]). (3Mo 5:15a; jf. 3Mo 22:14-16.) Synderen skulle yde helligdommen erstatning og føje en femtedel af værdien til (3Mo 5:16) og bringe en vædder som skyldoffer. (3Mo 5:15)

(3) Den der (formentlig på grund af uagtsomhed) kom til at gøre noget som Jehova havde forbudt. Overtræderen skulle som offer bringe en vædder „i overensstemmelse med vurderingssummen“. (3Mo 5:17-19)

(4) Den der bedrog sin næste ved at tilrane sig noget der var overgivet i hans varetægt; den der stjal, snød, beholdt noget han havde fundet, og løj om det. (3Mo 6:2, 3; jf. 2Mo 22:7-13, og  bemærk at dette ikke omfatter falsk vidnesbyrd mod ens næste som i 5Mo 5:20.) Synderen måtte aflægge tilståelse, hvorefter han måtte yde den forurettede fuld erstatning og føje en femtedel af værdien til. (3Mo 6:4, 5; 4Mo 5:6, 7) Hvis den forurettede var død, gik erstatningen til den nærmeste mandlige slægtning; og var der ingen nære slægtninge, da til præsten. (4Mo 5:8) En vædder skulle bringes som skyldoffer.

Kornofre. Kornofre blev bragt sammen med fællesskabsofre, brændofre og syndofre, og også som førstegrødeofre, eller de blev frembåret særskilt. (2Mo 29:40-42; 3Mo 23:10-13, 15-18; 4Mo 15:8, 9, 22-24; 28:9, 10, 20, 26-28; kap. 29) De blev bragt i taknemmelighed over at Jehova rundhåndet havde velsignet sit folk og givet det velstand, og var ofte ledsaget af olie og virak. De kunne frembæres i form af ristede kerner, fint mel, ringformede kager eller fladbrød der var bagt på en bageplade eller kogt i fedtgryden. Af disse ofre blev noget lagt på brændofferalteret, noget blev spist af præsterne, og hvor det drejede sig om et fællesskabsoffer, blev noget også spist af den ofrende selv. (3Mo 6:14-23; 7:11-13; 4Mo 18:8-11) Intet kornoffer der blev lagt på alteret, måtte indeholde surdej eller „honning“ (formentlig figensirup eller frugtsaft), som kunne gære. — 3Mo 2:1-16.

Drikofre. Drikofrene blev frembåret sammen med næsten alle andre slags ofre, især efter at israelitterne havde bosat sig i det forjættede land. (4Mo 15:2, 5, 8-10) Et drikoffer bestod af vin, „den stærke drik“, som blev udgydt på alteret. (4Mo 28:7, 14; jf. 2Mo 30:9; 4Mo 15:10.) Apostelen Paulus skrev til de kristne i Filippi: „Selv om jeg udgydes som et drikoffer over det slagtoffer og den offentlige tjeneste som troen har ført jer til, er jeg glad.“ Her brugte han billedligt drikofferet som et udtryk for sin villighed til at give sig selv for sine medkristne. (Flp 2:17) Kort før sin død skrev han til Timoteus: „Jeg udgydes . . . allerede som et drikoffer, og tiden for mit opbrud er nært forestående.“ — 2Ti 4:6.

Svingningsofre. Når der blev frembåret et svingningsoffer, lagde præsten øjensynlig sine hænder under den tilbedendes hænder, som holdt offeret, og bevægede dem frem og tilbage; eller han svang selv offeret frem og tilbage. (3Mo 23:11a) Som mellemmand for Lovpagten synes Moses at have udført denne handling i forbindelse med Arons og hans sønners indsættelse i præstegerningen. (3Mo 8:28, 29) Handlingen var et billedligt udtryk for at offergaverne blev frembåret for og overbragt Jehova. Visse svingningsofre tilfaldt præsterne. — 2Mo 29:27.

Det neg (eller den omer) af byghøstens førstegrøde som blev bragt den 16. nisan, var et svingningsoffer der blev frembåret af ypperstepræsten, og det var netop den 16. nisan i år 33 at Kristus blev „oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“. (1Kor 15:20; 3Mo 23:11b; Joh 20:1) På pinsedagen bragte man som svingningsoffer to syrede hvedebrød bagt af hvedehøstens førstegrøde (3Mo 23:15-17), og det var også på pinsedagen at Jesus, i sin egenskab af ypperstepræst i himmelen, kunne fremstille de første af sine åndelige brødre for Jehova. De var hentet ud af den syndige menneskehed, salvet ved udgydelsen af den hellige ånd og var nu medlemmer af den kristne menighed. — Apg 2:1-4, 32, 33; jf. Jak 1:18.

Hellige ydelser. Det hebraiske ord terumahʹ, der indeholder tanken om at noget „løftes af“ eller „hæves op“, oversættes undertiden med „hellig ydelse“, nemlig når det bruges om den del af offeret der tilfaldt præsterne. (2Mo 29:27, 28; 3Mo 7:14, 32; 10:14, 15) Ordet gengives i andre tilfælde med „bidrag“, nemlig i de tilfælde hvor det drejede sig om noget der blev givet til helligdommen, og som — med undtagelse af det der blev ofret på alteret — også gik til præsternes underhold. — 4Mo 18:8-13, 19, 24, 26-29; 31:29; 5Mo 12:6, 11.