Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Og

Og

En mægtig amoritterkonge i Basans land (1Kg 4:19) som israelitterne besejrede før de drog over Jordan ind i det forjættede land. Kong Og tilhørte de kæmpestore refaitter. Hans enorme båre af jern (måske en sarkofag af sort basalt) målte 4×1,8 m. (5Mo 3:11, fdn.) Han og Sihon herskede over amoritterne øst for Jordan. (5Mo 3:13; 4:46, 47) Ogs landområde strakte sig fra Hermons Bjerg til Jabboks Regnflodsdal, et område øst for Jordan som indbefattede 60 befæstede byer og talrige landsbyer. (5Mo 3:3-5, 8-10; Jos 12:4, 5; jf. 4Mo 21:23, 24.) Hans to vigtigste byer var Edre’i og Asjtarot. — 5Mo 1:4; Jos 13:12.

Og blev besejret af israelitterne ved slutningen af deres 40 års vandring, lige før de slog lejr på Moabs sletter. Efter at de havde slået Sihon, mødte de Ogs styrker ved Edre’i, hvor de vandt en storslået gudgiven sejr, dræbte Og og hele hans hær og tog hans byer og landsbyer i besiddelse. (4Mo 21:33–22:1; 5Mo 3:1-13) Ogs område blev en del af Manasses arvelod. (4Mo 32:33; 5Mo 3:13; Jos 13:29-31) Denne sejr skabte stor frygt blandt Kana’ans indbyggere og var medvirkende til at Rahab og gibeonitterne søgte fred med Israel for ikke også at blive udslettet. (Jos 2:10, 11; 9:9, 10) Sejren var en stor opmuntring for Israel, og mange hundrede år senere huskede man den stadig. — 5Mo 31:4; Ne 9:22; Sl 135:10-12; 136:17-22.