Bortskæring af det mandlige lems forhud. Det hebraiske udsagnsord mul (omskære) bruges både bogstaveligt og billedligt. Det græske navneord peritomēʹ betyder bogstaveligt „omskærelse“, „en skæren rundt om“. (Joh 7:22) „Ikke-omskærelse“ er oversat fra det græske ord akrobystiʹa, der blev brugt i Septuaginta som en gengivelse af det hebraiske ord for „forhud“. — Ro 2:25; 1Mo 17:11, LXX.

Omskærelsen blev pålagt Abraham som et krav i 1919 f.v.t., et år før Isaks fødsel. Jehova sagde til ham: „Dette er min pagt som I skal holde . . . Enhver af mandkøn hos jer skal omskæres.“ Dette gjaldt alle mandlige medlemmer af Abrahams husstand, både af hans slægt og blandt hans undergivne. Abraham selv, hans 13-årige søn Ismael og alle hans trælle påtog sig derfor dette „pagtstegn“. Nye trælle der kom til, måtte også omskæres, og for eftertiden skulle ethvert mandligt medlem af husstanden, træl eller fri, omskæres på den ottende dag efter fødselen. Overtrædelse af budet blev straffet med døden. — 1Mo 17:1, 9-14, 23-27.

Af vægmalerier og mumier ses det at ægypterne også praktiserede omskærelse, men hvornår skikken kom til Ægypten, og hvor udbredt den var dér, vides ikke. Nogle mener at det var Josef der indførte den da han beklædte stillingen som fødevareadministrator. Andre hævder med henvisning til Herodot at Abraham blot overtog skikken fra ægypterne. Hertil siger W. M. Thomson: „Med hensyn til udsagnet hos Herodot, der kom til Ægypten femten hundrede år senere, og som, trods sin store lærdom og omfattende forskning, ofte skriver en god gang nonsens, nægter jeg pure at sidestille det med Moses’ vidnesbyrd. Den store grundlægger af den jødiske nation — historiens største lovgiver — som var født og opvokset i Ægypten, fremholder sandheden om hvordan omskærelsen blev indført blandt hans folk. Langt senere kommer så en rejsende og historiker — tilmed en udlænding, en græker — og fremsætter udtalelser der, som Josefus viser i sit svar til Apion, er delvis sande, delvis fejlagtige; og nu, over to tusind år efter Herodot, griber kritiske forfattere hans mangelfulde udsagn og forvansker dem og lægger noget til dem i et forsøg på at bevise at Abraham ikke fik omskærelsen fra Gud (sådan som Moses klart siger at han gjorde), men fra ægypterne! Med sådanne våben kan man ikke med held angribe Moses’ sandfærdighed.“ — The Land and the Book, revideret af J. Grande, 1910, s. 593.

Det var ikke blot ægypterne der praktiserede omskærelse; det samme gjorde moabitterne, ammonitterne og edomitterne. (Jer 9:25, 26) Senere lod samaritanerne, der fulgte Pentateukens bestemmelser, sig også omskære. Derimod praktiserede hverken assyrerne, babylonierne, grækerne eller filistrene omskærelse. Det var specielt disse sidste, og ikke kana’anæerne i almindelighed, der nedsættende blev omtalt som „de uomskårne“, og det var fra kampene med dem man hjemførte forhuder som trofæer. — Dom 14:3; 15:18; 1Sa 14:6; 17:26; 18:25-27; 2Sa 1:20; 1Kr 10:4.

Abrahams efterkommere gennem Isak og Jakob overholdt trofast omskærelsespagten. „Derpå omskar Abraham sin søn Isak da han var otte dage gammel, sådan som Gud havde påbudt ham.“ (1Mo 21:4; Apg 7:8; Ro 4:9-12) Abrahams oldesønner sagde til Sikem og dennes bysbørn: „Vi kan umuligt . . . give vores søster [Dina] til en mand som har forhud . . . Kun på denne betingelse kan vi give jer vort samtykke: at I bliver som os, idet enhver af mandkøn hos jer omskæres.“ (1Mo 34:13-24) Åbenbart fordi Moses havde undladt at omskære sin søn, pådrog han sig Guds vrede, som først afvendtes da hans hustru Zippora omskar sønnen for ham. — 2Mo 4:24-26; se ZIPPORA.

Under Moseloven. Kravet om omskærelse blev nedfældet i Moseloven. „På den ottende dag [efter en drengs fødsel] skal hans forhuds kød omskæres.“ (3Mo 12:2, 3) Dette var så vigtigt at omskærelsen blev foretaget selv om den ottende dag faldt på den ukrænkelige sabbat. (Joh 7:22, 23) Blandt de forældre der trofast overholdt denne lov og lod deres børn omskære på den ottende dag, kan nævnes forældrene til Johannes Døber, Jesus og Paulus. (Lu 1:59; 2:21; Flp 3:4, 5) Loven krævede også at udlændinge lod sig omskære før de fik lov at spise påskemåltidet. — 2Mo 12:43-48.

Hvorfor bestemte Moseloven at omskærelsen skulle foretages på den ottende dag?

Jehova forklarede ikke hvad grunden var, og det behøvede han heller ikke, for hans veje er altid rette; han har altid en god grund til det han gør. (2Sa 22:31) Inden for de senere år har man imidlertid fået fastslået at der er visse medicinske grunde til at foretrække at udføre indgrebet på den ottende dag. Det har vist sig at barnets mængde af vitamin K, der er nødvendigt for at blodet kan koagulere, først kommer op på det normale niveau fem til syv dage efter fødselen. Af et andet stof der har betydning for blodets koagulering, protrombin, er der på tredjedagen  kun omkring 30 procent af den normale mængde til stede, mens mængden på ottendedagen er større end på noget andet tidspunkt i barnets liv — omkring 110 procent af det normale. Når man fulgte Jehovas anvisninger, nedsatte man altså risikoen for blødninger. Dr. S. I. McMillen bemærker: „I betragtning af vitamin K- og protrombinniveauet er den perfekte dag at foretage en omskærelse på, den ottende dag . . . [den] dag som K-vitaminets Skaber valgte.“ — None of These Diseases, 1986, s. 21.

Omskærelsen blev som regel, men ikke i alle tilfælde, foretaget af husets overhoved. Senere blev indgrebet udført af en der officielt var udpeget og uddannet til det. I det 1. århundrede var det åbenbart almindeligt at drengen blev navngivet når han blev omskåret. — Lu 1:59, 60; 2:21.

Under den 40 år lange ørkenvandring blev de nyfødte drengebørn ikke omskåret. Efter overgangen over Jordan lod Josua derfor alle folkets mandlige medlemmer omskære med flintknive i Gilgal, og Jehova beskyttede dem indtil de var kommet sig. — Jos 5:2-9; se FORSMÆDELSE, SKÆNDSEL.

Efter landflygtigheden. To hundrede år efter jødernes hjemkomst fra Babylon begyndte græsk indflydelse at gøre sig gældende i Mellemøsten, og mange folkeslag holdt op med at lade sig omskære. Men da den syriske konge Antiochos IV (Epifanes) forbød omskærelsen, var der jødiske mødre som foretrak døden frem for at nægte deres sønner dette „pagtstegn“. (1Mo 17:11) Det forbud som den romerske kejser Hadrian udstedte mange år senere, udløste samme reaktion. Nogle jødiske idrætsfolk som gerne ville deltage i de hellenistiske idrætslege (hvori løberne var nøgne), forsøgte imidlertid at blive ’uomskårne’ ved at underkaste sig en operation hvorved de igen fik en slags forhud, for derved at undgå hån og spot. Paulus hentydede måske til dette da han sagde: „Blev en kaldet som omskåren? Lad ham ikke blive uomskåren.“ (1Kor 7:18) Det græske udsagnsord der her er gengivet med „blive uomskåren“ (epispaʹomai), betyder bogstaveligt „trække på (over)“ og hentyder øjensynlig til at man trak forhuden frem så man blev som uomskåren. — Jf. Int.

Ikke pålagt de kristne. Da Jehova havde vist at han tog imod hedninger i den kristne menighed, og da mange fra nationerne reagerede gunstigt på forkyndelsen af den gode nyhed, måtte det styrende råd i Jerusalem tage stilling til om disse hedningekristne skulle omskæres i kødet. Afgørelsen var at hverken hedninger eller jøder behøvede at være omskårne. — Apg 15:6-29.

Kort efter at denne beslutning var bekendtgjort, omskar Paulus Timoteus, ikke som en troshandling, men for ikke at volde anstød hos de jøder som de skulle forkynde for. (Apg 16:1-3; 1Kor 9:20) Apostelen beskæftigede sig med spørgsmålet i flere af sine breve. (Ro 2:25-29; Ga 2:11-14; 5:2-6; 6:12-15; Kol 2:11; 3:11) Til de kristne hedninger i Filippi skrev han: „Det er os som har den virkelige omskærelse [på hjertet], os som yder hellig tjeneste ved Guds ånd.“ (Flp 3:3) Og til dem i Korinth skrev han: „Omskærelse betyder intet, og ikke-omskærelse betyder intet, men overholdelse af Guds bud.“ — 1Kor 7:19.

Brugt billedligt. Begrebet „omskærelse“ bruges billedligt på flere måder. Når israelitterne plantede et træ i det forjættede land, skulle det i tre år „være uomskåret“ for dem; dets frugt skulle betragtes som dets „forhud“ og måtte ikke spises. (3Mo 19:23) Moses sagde til Jehova: „Se! Jeg er uomskåren på læberne, så hvordan skulle Farao nogen sinde høre på mig?“ (2Mo 6:12, 30) De der ikke regnes for værdige til andet end at blive begravet sammen med dræbte af den ringeste slags, kaldes foragteligt „uomskårne“ i billedlig forstand. — Ez 32:18-32.

Selv af israelitterne, der allerede var omskåret i kødet, krævede Jehova en hjertets omskærelse. Moses sagde til israelitterne: „I må omskære jeres hjerters forhud og ikke gøre jeres nakker stive mere.“ „Jehova din Gud skal omskære dit hjerte og dit afkoms hjerte, at du kan elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og hele din sjæl for dit livs skyld.“ (5Mo 10:16; 30:6) Jeremias mindede det genstridige folk på hans tid om det samme. (Jer 4:4) At ’omskære hjertet’ vil sige at skille sig af med enhver tilbøjelighed eller bevæggrund der mishager Jehova fordi den er uren i hans øjne, og som gør hjertet uimodtageligt. På samme måde omtales ører der ikke er modtagelige, eller som ikke hører efter, som „uomskårne“. — Jer 6:10; Apg 7:51.