At noget er ondt, vil sige at det volder smerte, sorg, ulykke, fortræd eller lignende. Alt hvad der ikke står mål med Guds norm for hvad der er godt og rigtigt i  moralsk henseende, anses for at være ondt, slet eller værdiløst. Det hebraiske ord der almindeligvis gengives med ’ond’, ra‛, dækker et meget bredt betydningsområde og gengives, alt efter sammenhængen, med ’ond’, ’trist’, ’grim’, ’ulykkelig’, ’dårlig’, ’katastrofal’, ’ondartet’, ’gerrig’ og ’misundelig’. (1Mo 2:9; 40:7; 41:3; 2Mo 33:4; 5Mo 6:22; 28:35; Ord 23:6; 28:22) Vendingen ’at nedkalde ondt over’ er oversat fra det hebraiske udsagnsord qalalʹ (se FORBANDELSE). — Se også UGUDELIG, UGUDELIGHED.

På græsk bruges ordet ponērosʹ (og det beslægtede ponēriʹa), som ofte betegner det der er ondt eller slet i moralsk eller etisk forstand. (Lu 6:45) Det kan desuden betyde ’dårligt’ eller ’værdiløst’ i fysisk forstand, som da Jesus talte om „dårlige frugter“ (Mt 7:17, 18), og det kan betegne noget der er skadeligt, som i Åbenbaringen 16:2, hvor det er oversat med ’ondartet’. Et andet græsk ord, kakosʹ, er betydningsmæssigt beslægtet med ponērosʹ, men er lidt bredere i betydningen. Det bruges om (1) det der er moralsk eller etisk ondt eller slet, og (2) det der volder fortræd, skade eller ulykke. Det er blandt andet gengivet med ’ond’, ’skadelig’, ’farlig’, ’uret’ og ’slem’. — Ro 7:19; 12:17; Kol 3:5; Tit 1:12; He 5:14; Åb 16:2.

Det første sted ordet ra‛ forekommer i Bibelen, bruges det som en modsætning til godt. Adam fik påbud om ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt (ra‛) og blev advaret om konsekvenserne af ulydighed. Det er derfor tydeligt at det er Gud der fastsætter normen for hvad der er godt, og hvad der er ondt; det tilkommer ikke menneskene at gøre dette uafhængigt af Gud. Adam overtrådte Guds udtrykkelige bud, men Jehova kan ikke lastes for denne overtrædelse, for „med ondt [form af kakosʹ] kan Gud . . . ikke prøves, og selv prøver han ingen med noget ondt. Men hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær.“ — Jak 1:13, 14; 1Mo 2:16, 17; 3:17-19.

Hvorfor har Gud tilladt det onde?

Det var Satan Djævelen der fik Adam og Eva til at gøre oprør mod Gud; han står i modsætning til Guds retfærdsnorm og bliver derfor meget passende betegnet som „den onde“. (Mt 6:13; 13:19, 38; 1Jo 2:13, 14; 5:19) Ved dette oprør som Satan anstiftede, blev retmæssigheden af Guds suverænitet draget i tvivl, idet der blev sat spørgsmålstegn ved om Guds herredømme over hans skabninger udøves på en retfærdig måde og til gavn for dem. At Adam og Eva gik med i oprøret, rejste endnu et spørgsmål, nemlig om alle andre fornuftbegavede skabninger ville svigte Gud og vende ham ryggen når de tilsyneladende ikke havde noget materielt ud af at adlyde ham. Satan antydede dette i sin påstand vedrørende den trofaste Job da han sagde: „Hud for hud; et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl. Men til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved hans ben og hans kød, og se om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.“ — Job 2:4, 5; se SUVERÆNITET.

Der skulle tid til at afgøre de stridsspørgsmål der var blevet rejst. Ved at lade de onde leve har Gud givet andre mulighed for at være med til at modbevise Satans påstand idet de tjener Gud trofast under ugunstige forhold og prøvelser. Ved at tillade det onde har Gud også givet mennesker mulighed for at vende sig bort fra en uret handlemåde og frivilligt underlægge sig Guds retfærdige love. (Sl 34:14; Am 5:14, 15) At Jehova har ventet med at udslette de onde, bevirker altså at de retfærdigt indstillede kan blive skånet ved at de får tid til at vise deres kærlighed til og hengivenhed for ham. — Ro 9:17-26.

Desuden udnytter Jehova Gud omstændighederne sådan at de onde selv, uden at vide det, tjener hans hensigt. Skønt de modarbejder ham, kan han tøjle dem i det omfang det er nødvendigt for at hans tjenere kan bevare deres uangribelighed, og han kan lade deres handlinger sætte hans egen retfærdighed i relief. — Ro 3:3-5, 23-26; 8:35-39; Sl 76:10.

Et eksempel på dette er Ægyptens farao, som Jehova gennem Moses og Aron befalede at give de israelitiske trælle fri. Jehova gjorde ikke denne ægyptiske hersker ond, men han lod ham leve og fremkaldte nogle omstændigheder som fik ham til at afsløre hvad der boede i ham, og at han fortjente døden. Jehovas hensigt med dette fremgår af 2 Mosebog 9:16: „Netop af denne grund har jeg ladet dig bestå: for at vise dig min magt og for at få mit navn forkyndt på hele jorden.“

De ti plager der blev sendt over Ægypten, og især tilintetgørelsen af Farao og hans hærstyrker i Det Røde Hav, var en imponerende demonstration af Jehovas magt. (2Mo 7:14–12:30; Sl 78:43-51; 136:15) Mange år efter talte de omboende nationer stadig om det, og på denne måde blev Guds navn forkyndt ud over jorden. (Jos 2:10, 11; 1Sa 4:8) Havde Jehova dræbt Farao med det samme, ville denne storslåede demonstration af Guds magt til hans ære og til udfrielse af hans folk ikke have været mulig.

Bibelen indeholder en forsikring om at den tid vil komme da det onde ikke længere findes, eftersom  alle der modarbejder Skaberen, vil blive tilintetgjort når hans hensigt med at tillade det onde er sket fyldest. — 2Pe 3:9-13; Åb 18:20-24; 19:11–20:3, 7-10.

Ondt fra Jehova. Jehova bragte med rette ondt eller ulykke over Adam på grund af hans ulydighed. Bibelen siger derfor at Jehova skaber ondt eller ulykke. (Es 45:7; jf. KJ.) Den straf han eksekverer for synd, nemlig døden, har vist sig at være et onde for menneskeheden. Ondt er derfor ikke altid synonymt med uret. Eksempler på ondt eller ulykke fra Jehova er den vandflod han sendte over menneskene på Noas tid, og de ti plager han bragte over Ægypten. Disse onder var ikke uretfærdige. Tværtimod var der i begge tilfælde tale om en retmæssig håndhævelse af retfærdigheden over for nogle der handlede uret. I andre tilfælde har Jehova dog i sin barmhjertighed afholdt sig fra at fuldbyrde sin retfærdige dom og at bringe den tiltænkte ulykke over synderne fordi de pågældende i mellemtiden havde angret deres handlinger. (Jon 3:10) Desuden har Jehova, ved at advare de onde, ufortjent givet dem mulighed for at ændre deres adfærd og således forblive i live. — Ez 33:11.

Hvordan man undgår at handle ondt. Eftersom det er Jehova der sætter normen for ret og uret, må man gøre sig bekendt med denne norm for virkelig at kunne se hvordan man bør handle. (He 5:14) Kærlighed til penge hører til de onde eller skadelige ting man bør undgå. (1Ti 6:10) Det er uklogt at nære bekymring for det materielle, for, som Jesus sagde: „Hver dag har nok i det der er dårligt [kakiʹa] den dag,“ det vil sige de vanskeligheder eller lidelser der hører den dag til. (Mt 6:34) For at iføre sig den nye personlighed må man blandt andet skille sig af med „skadeligt [kakēnʹ] begær“. (Kol 3:5) Ligesom Djævelen fristede Jesus med ondt, erfarer de kristne at onde tanker dukker op i deres bevidsthed eller bliver fremholdt for dem. For ikke at blive forledt til at synde når dette sker, bør den kristne følge Jesu eksempel og straks vise det onde fra sig. (Jak 1:13-15; Mt 4:1-11; Flp 4:8) Selv om den kristne, ligesom Paulus, på grund af sin menneskelige ufuldkommenhed befinder sig i en stadig kamp med det faldne kød og måske kommer til at gøre det onde han ikke ønsker at øve, må han aldrig give op over for kødet, men fortsætte kampen mod det. (Ro 7:21; 8:8) Hvor farligt det er at lade hånt om Guds retfærdige krav, ses af det Jesus sagde om den trofaste træl. Denne træl straffes med største strenghed hvis han ikke røgter det ansvar han har fået betroet, og endda går så vidt som til at slå sine medtrælle. — Mt 24:48-51.

Når kristne lider ondt. Bibelen giver ikke kristne lov til at volde andre ondt eller at give igen med samme mønt. Dens vejledning lyder: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt.“ „I må ikke hævne jer . . . ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ „Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode.“ (Ro 12:17, 19, 21) Desuden skal Guds tjenere i relativ forstand underordne sig den verdslige øvrighed og bør ikke være at finde blandt dem der øver det onde; for øvrigheden, hvis udøvere har et vist mål af gudgiven samvittighed, griber ind over for det onde i overensstemmelse med landets lov og gør med rette brug af sin myndighed til at straffe overtrædere. (Ro 13:3, 4) Skulle øvrigheden misbruge sin myndighed, må den stå den højeste Dommer til regnskab. Når den kristne lider for retfærdighedens skyld, har han den forret at være med til at herliggøre Guds hellige navn. — 1Pe 4:16.