En opdrager var i bibelsk tid sædvanligvis en der fulgte barnet til og fra skole og muligvis også ledsagede det under andre aktiviteter. I skolen overlod han barnet til læreren. Han tog sig af barnet under dets opvækst, måske frem til puberteten eller længere, og det var hans pligt at beskytte det mod alt hvad der kunne skade det fysisk og moralsk. Han havde også pligt til at tugte barnet, og han kunne få til opgave at belære det i spørgsmål om opførsel. Opdragerne var enten trælle eller betalte pædagoger, og deres tugt kunne undertiden være ret streng.

Derfor siges der i Galaterne 3:24, 25: „Loven [er] blevet en opdrager [gr.: paidagōgosʹ, ordr.:  „børneleder“] der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro. Men nu da troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.“ Moseloven var streng. Den afslørede at jøderne var overtrædere, og fordømte dem. (Ga 3:10, 11, 19) Den overgav de jøder der lod sig tugte, til deres lærer, Jesus Kristus. Apostelen Paulus siger: „Før troen kom, blev vi holdt bevogtede under loven, spærret inde med henblik på den tro som skulle åbenbares.“ — Ga 3:23.

Paulus skrev til korintherne: „Selv om I måske har ti tusind opdragere i Kristus, så har I afgjort ikke mange fædre, for i Kristus Jesus er jeg blevet jeres fader ved den gode nyhed.“ (1Kor 4:14, 15) Paulus var den første der havde bragt livets budskab til Korinth, og han var derfor som en fader for de kristne i menigheden dér. Selv om der måske var andre der tog sig af dem nu, ligesom opdragere der sørgede for de børn der var betroet i deres varetægt, ændrede det ikke noget ved Paulus’ forhold til korintherne. ’Opdragerne’, deriblandt Apollos, nærede nok en ægte interesse for menigheden, men på grund af det slid som Paulus havde haft med at oprette menigheden, nærede han en ganske særlig interesse for dem som sine åndelige børn. — Jf. Ga 4:11, 19, 20; se OPLÆRING, OPDRAGELSE; UNDERVISNING, BELÆRING.