Bibringelse af kundskab og færdigheder. Dette sker ved (1) forklaring og repetition; (2) tugt, oplæring givet i kærlighed (Ord 1:7; He 12:5, 6); (3) personlig iagttagelse (Sl 19:1-3; Præ 1:12-14); (4) retledning og irettesættelse (Sl 141:5; Ord 9:8; 17:10).

Jehova Gud er den store Lærer, en Underviser uden lige. (Job 36:22; Sl 71:17; Es 30:20) Guds jordiske søn Adam blev skabt med evnen til at tale et sprog. (1Mo 2:19, 20, 23) Han blev belært om hvordan skabelsen havde fundet sted (1Mo kap. 1, 2), og hvilke krav Gud stillede til ham. — 1Mo 1:28-30; 2:15-17.

I det patriarkalske samfund. På Bibelens tid skete oplæringen først og fremmest i familien. I de ældste samfund var faderen overhovedet for familien og husstanden, der, som Abrahams husstand, kunne være meget stor. Det var familieoverhovedets ansvar at sørge for husstandens oplæring og opdragelse. (1Mo 18:19) Den gode oplæring Josef havde fået, viser at Isak og Jakob fulgte Abrahams eksempel med hensyn til undervisning af børnene. (1Mo 39:4, 6, 22; 41:40, 41) Job fra landet Uz, en fjern slægtning af Abraham, var bekendt med datidens videnskab og teknik, og Jehova gav ham en lektion i naturhistorie. — Job 9:1, 9; kap. 28, 38-41.

På samme tid havde ægypterne et ikke ringe kendskab til astronomi, matematik, geometri, arkitektur, bygningskunst og andre former for kunst og videnskab. Foruden at Moses af sin moder lærte tilbedelsen af Jehova at kende (2Mo 2:7-10), blev han „oplært i al ægypternes visdom. Og han var magtfuld i sine ord og gerninger.“ (Apg 7:22) Skønt israelitterne havde været trælle i Ægypten, kunne de læse og skrive og undervise deres børn. Umiddelbart før de gik ind i det forjættede land, fik de befaling til (i billedlig forstand) at skrive Guds bud på dørstolperne af deres huse og på deres porte, og de skulle undervise deres børn i Guds lov. Dette foregik naturligvis på hebraisk. — 5Mo 6:6-9; jf. 5Mo 27:3; Jos 8:32.

Under Moseloven, før landflygtigheden. I det forjættede land var det stadig først og fremmest forældrene der underviste børnene og havde ansvaret for deres oplæring. (2Mo 12:26, 27; 5Mo 4:9; 6:7, 20, 21; 11:19-21) Fra deres tidligste historie betragtede jøderne den åndelige, moralske og mentale oplæring af børnene som en af forældrenes væsentligste pligter. Samsons fader, Manoa, bad Gud om vejledning i opdragelsen af sin søn. (Dom 13:8) Undervisningen påhvilede i første række faderen, men moderen underviste også, og især tilskyndede hun børnene til at lytte til faderens tugt og belæring. (Ord 1:8; 4:1; 31:26, 27) Forældrene forstod at den rette oplæring og opdragelse givet i de unge år, ville sikre en ret adfærd livet igennem. — Ord 22:6.

Børnene skulle vise dyb respekt for deres forældre. Forældremyndighedens „kæp“ blev brugt med fasthed. (Ord 22:15) Den skulle bruges i kærlighed, men et ulydigt barn blev tugtet strengt, undertiden endog med en bogstavelig kæp. (Ord 13:24; 23:13, 14) Et barn der nedkaldte ondt over sine forældre eller slog dem, kunne straffes med døden. (3Mo 20:9; 2Mo 21:15) En voksen søn der var en uforbederlig oprører, skulle stenes. (5Mo 21:18-21) Det første bud hvortil der var knyttet et løfte, var det femte af De Ti Bud: „Ær din fader og din moder, . . . for at du kan få en lang række dage, og for at det kan gå dig godt på den jord som Jehova din Gud vil give dig.“ — 5Mo 5:16; Ef 6:2, 3.

Forældrene skulle bruge enhver lejlighed til at oplære og opdrage børnene — i hjemmet, under arbejdet og på rejse — og opdragelsen skulle ikke være begrænset til ord og tugt, men også indbefatte et godt eksempel; forældrene skulle lade sig lede af Guds lov i alt hvad de foretog sig. Under de tre årlige rejser til højtiderne i Jerusalem lærte børnene landets geografi at kende, og  samtidig mødte de landsmænd fra hele Israel. — 5Mo 16:16.

Børnene lærte ikke blot hvordan de skulle tilbede Gud. Drengene lærte landbrug, et håndværk eller et andet praktisk fag af deres fader. Bezalel og Oholiab, der var dygtige håndværkere, blev af Guds ånd gjort egnede til at undervise andre under opførelsen af tabernaklet i ørkenen. (2Mo 35:34) De unge piger i husstanden blev gjort fortrolige med en husmoders pligter og opdraget til at vise stor respekt for deres mænd, ligesom Sara gjorde. (1Mo 18:12; 1Pe 3:5, 6) Som det fremgår af Ordsprogene, kapitel 31, havde en dygtig hustru mange evner og færdigheder, og hun bar et stort ansvar.

Det ser ud til at både drenge og piger lærte at synge eller at spille et instrument. Der fandtes kvindelige musikere og sangere. (1Sa 18:6, 7) Blandt levitterne var der komponister, digtere, musikere og sangere. — Sl 87:0; 88:0; 1Kr 25.

Gud gav også hele Levis stamme den opgave at lære folket hvordan man skulle tilbede Gud. Præsteskabet blev indsat i 1512 f.v.t., og en af dets hovedopgaver var at undervise folket i Guds lov. Som mellemmand gjorde levitten Moses naturligvis folket bekendt med Guds lov (2Mo 18:16, 20; 24:12), og præsterne fik sammen med de ikkepræstelige levitter det ansvar at sørge for at folket forstod alle de bestemmelser som Jehova havde udtalt gennem Moses. (3Mo 10:11; 14:57; 5Mo 17:10, 11; 2Kr 15:3; 35:3) Levitterne skulle oplæse Loven for folket. Dette skete offentligt ved løvhyttefesten i sabbatsåret, og der blev ikke gjort forskel på grund af alder eller køn; hele folket, ung og gammel, den fastboende udlænding inden for portene, ja, alle der kunne høre med forståelse, blev samlet for at høre oplæsningen. (5Mo 31:9-13) Kong Josafat indledte i sin regeringstids tredje år en undervisningskampagne i Juda. Han sendte fyrsterne, præsterne og levitterne rundt i hele Juda for at undervise folket i Guds lov. — 2Kr 17:9.

Ud fra et oplæringsmæssigt synspunkt er det værd at bemærke at en stor del af De Hebraiske Skrifter består af poesi, hvilket gør det lettere at huske stoffet. Hebraisk poesi bestod ikke af rim, men af parallelismer, rytmiske tanker. Der blev også brugt udtryksfulde sprogbilleder, hentet fra skaberværket, noget der var kendt af alle, også børnene. Desuden var den hebraiske poesi ofte ordnet alfabetisk, som akrostika, idet hvert vers begyndte med et nyt bogstav, i alfabetisk orden. (Sl 25, 34, 37, 111, 112, 119; Ord 31:10-31; Kl 1-4) Undertiden begyndte flere vers med det samme bogstav. I Salme 119 begynder de første otte vers for eksempel med det hebraiske bogstav ’aʹlæf, de næste otte begynder med bēth, og så videre, gennem alle de 22 bogstaver i det hebraiske alfabet.

Efter landflygtigheden. Efter at israelitterne var vendt tilbage fra Babylon og templet var blevet genopbygget, var der først og fremmest behov for at folket blev oplært i den sande tilbedelse. Den skriftlærde Ezra, der var en veluddannet mand (Ezr 7:1, 6), samlede mange optegnelser, afskrev de bibelske skrifter og var med til at ordne De Hebraiske Skrifters kanon. Desuden begyndte han at undervise hele Israels folk i Guds lov. Derved varetog han sine pligter som levitisk præst. (Ezr 7:11, 12, 25) For at de hjemvendte israelitter og deres børn kunne blive undervist i Guds lov og den sande tilbedelse blive genoprettet, organiserede han med dette for øje de præster og levitter der var vendt tilbage fra Babylon. (Ne 8:4-9) De hebraiske afskrivere, eller skriftlærde (soferim), var velbevandrede i Loven, og skønt de ikke alle var levitter, kom de til at spille en fremtrædende rolle i undervisningen af folket. Med tiden indførte de imidlertid mange traditioner eller overleveringer og fordærvede Guds ords sande lære. — Se SKRIFTLÆRD.

I det 1. århundrede e.v.t. På Jesu tid var det fortsat først og fremmest forældrenes ansvar at oplære og opdrage deres børn, navnlig i den tidlige barndom. (2Ti 1:5; 3:14, 15) Bibelen fortæller at Jesu moder og adoptivfader opdrog ham i Nazaret, og at han voksede op og blev fyldt med visdom. Som 12-årig forbløffede han lærerne i templet med sin forståelse og sine svar. (Lu 2:41, 46-52) Det var stadig fortrinsvis de skriftlærde der underviste offentligt og i de skoler som var blevet oprettet i synagogerne. (Se SYNAGOGE.) Der blev undervist i naturlære samt i Moseloven og i de rabbinske lærepunkter der var blevet føjet til den. Forældrene skulle desuden lære deres børn et fag.

Jesus var en lærer i ordets sande betydning. Også blandt sine samtidige var han anerkendt som en usædvanlig og afholdt lærer der øvede stor indflydelse. Hans disciple plejede at kalde ham „Rabbi“, der betyder „lærer“. (Mr 9:5; se RABBI.) Selv hans modstandere måtte undertiden indrømme at han talte udmærket, og ved en lejlighed da farisæerne havde sendt nogle betjente ud for at arrestere ham og de blev spurgt om hvorfor de kom tomhændede tilbage, svarede de: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ — Joh 7:46; Lu 20:39, 40; Mr 12:32, 34.

Som Jesus selv sagde, talte han ikke på eget initiativ, men kom i sin Faders navn og fortalte det  han havde lært af ham. (Joh 5:19, 30, 43; 6:38; 10:25) Han havde et fortroligt forhold til Jehova eftersom han var hans enestefødte søn fra himmelen, og som sådan var han den bedst kvalificerede til at lære andre om sin Faders egenskaber, gerninger og hensigter. (Mt 11:27) Han besad også en god lærers næstvigtigste egenskab: Han elskede dem han underviste. (Mr 10:21; Joh 13:1, 34; 15:9, 12) Få lærere har elsket deres elever så højt at de var villige til at sætte livet til for dem, som Jesus gjorde. (Joh 15:13) Han forstod hvad hans tilhørere tænkte og følte. (Joh 2:25) Han vidste hvad der boede i dem. (Lu 6:8) Han underviste ikke med nogen bagtanke, for han var syndfri og uden svig. (He 7:26) Han underviste ikke med de skriftlærdes filosofiske ord, men brugte illustrationer hentet fra hverdagen. Derfor er hans lære stadig forståelig i dag. Hans undervisning var fuld af billeder. — Se BILLEDE, BILLEDTALE.

Jesu undervisning indbefattede retledning og tugt. (Mr 8:33) Han underviste både med sit eksempel og med det talte ord; han gennemførte således personligt en intensiv undervisnings- og forkyndelseskampagne. Han talte med en myndighed som ingen af de skriftlærde havde, hvortil kom at Guds hellige ånd vidnede om at Gud var med ham, så han med magt og myndighed kunne befale dæmonerne at komme ud af dem de havde besat. (Mr 1:27; Lu 4:36) Modigt og frygtløst fordømte han falske lærere der hindrede andre i at lytte til hans undervisning. — Mt 23.

I den kristne menighed. Jesu disciple fulgte i deres mesters spor og udførte et kristent undervisningsarbejde, og de havde ligesom han gode resultater. De nøjedes ikke med at forkynde den gode nyhed om Guds rige overalt; de underviste også dem der ville lytte. (Apg 2:42) Ligesom Jesus var de frimodige og talte med myndighed. (Apg 4:13, 19, 20; 5:29) Guds ånd gav dem kraft og vidnede om at han godkendte deres undervisning. De underviste i templet, i synagogerne og fra hus til hus. (Apg 5:16, 21; 13:14-16; 20:20) De samledes med andre kristne for at lære og for at anspore hinanden til kærlighed og gode gerninger. — Apg 20:7, 8; He 10:24, 25.

Apostelen Paulus beskrev de forskellige aktiviteter og hverv i menigheden som blev varetaget af modne mænd, deriblandt lærere. Han viste at formålet med alle disse aktiviteter var undervisning med henblik på at oplære de hellige til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme. (Ef 4:11-16) Menigheden havde et fast program for undervisning i Guds ord, som det kort beskrives i Første Korintherbrev, kapitel 14. Alle den kristne menigheds medlemmer, også kvinderne, skulle være lærere i den forstand at de skulle gøre disciple. (Apg 18:26; He 5:12; Ro 12:7) Men i selve menigheden var det udnævnte modne mænd, som for eksempel Timoteus og Titus, der førte tilsyn og underviste. (1Ti 2:12) De skulle derfor være kvalificerede til at undervise menigheden og rette det fornødne. De skulle være helt sikre på at de fremholdt den rette og sunde lære. — 1Ti 4:16; 2Ti 4:2, 3; Tit 2:1.

Om fysisk træning eller oplæring siges der ikke meget i Bibelen, men apostelen Paulus giver dog dette råd: „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ (1Ti 4:8) Der er imidlertid brug for fysisk aktivitet, nemlig til energisk forkyndelse og undervisning, og det tilskyndes der til. Jesus gik meget, og det samme gjorde hans disciple. Paulus’ tjeneste indbefattede for eksempel mange rejser, som på den tid betød at man måtte vandre lange strækninger.

I Bibelen siges der så godt som intet om uddannelse af verdslig art. Kristne advares imidlertid mod at beskæftige sig med menneskers filosofi og mod at bruge tid på at forske i tåbelige og frugtesløse spørgsmål. Intellektuelt samkvem med personer som ikke tror på Gud og hans ord, frarådes stærkt. (1Ti 6:20, 21; 1Kor 2:13; 3:18-20; Kol 2:8; Tit 3:9; 1:14; 2Ti 2:16; Ro 16:17) De kristne var klar over at de over for Gud var forpligtede til at sørge godt for deres familie. Ofte krævede det nogen uddannelse og oplæring at kunne klare et verdsligt arbejde. (1Ti 5:8) Men historien viser at de første kristne først og fremmest var interesserede i at få „den gode nyhed“ forkyndt på enhver legitim måde, i selv at modtage bibelsk undervisning og i at undervise alle der ville lytte. (1Kor 9:16) Som professor E. J. Goodspeed skriver i Christianity Goes to Press (1940, s. 111):

„Fra det øjeblik de kristne blev opmærksomme på muligheden for at udbrede deres evangelium over hele jorden ved hjælp af skrifter, udnyttede de denne mulighed fuldt ud, idet de ikke blot udgav nye bøger, men også fandt frem til gamle som de offentliggjorde, og dette talent for forkyndelse gennem skrifter har de aldrig mistet. Det er en fejltagelse at mene at dette først begyndte med bogtrykkerkunstens opfindelse; allerede fra år 70 e.Kr. var det en karakteristisk kristen indstilling, og den vandt mere og mere frem efterhånden som det viste sig hvor virkningsfuld denne metode var. End ikke folkevandringerne og den mørke middelalder kunne kvæle  den. Og det er alt sammen et vidnesbyrd om den kolossale dynamik som gennemtrængte de første kristnes hele tilværelse, idet de ikke kun i ord og gerning, men også ved hjælp af den mest avancerede teknik i forbindelse med fremstillingen af bøger, søgte at sprede evangeliet, i hele dets fylde og uden begrænsninger, til hele menneskeheden.“ — Se OPDRAGER; SKOLE; UNDERVISNING, BELÆRING.