Højtlæsning for en kreds af tilhørere. I de jødiske synagoger oplæste man et stykke af Moseloven på sabbatten. Ved den kristne menigheds møder læste man også op af de inspirerede skrifter.

Det græske ord anaginōʹskō, der egentlig betyder „at kende godt“ (2Kor 1:13), gengives med „at læse“, „at læse højt“ eller „at læse op“ og bruges om både privat og offentlig højtlæsning fra Bibelen. (Mt 12:3; Lu 4:16; Apg 8:28; 13:27) Det tilsvarende navneord, anaʹgnōsis, er gengivet med „oplæsning“. — Apg 13:15; 1Ti 4:13.

Oplæsning var et vigtigt middel som Jehova benyttede for at undervise sit pagtsfolk vedrørende sine hensigter og krav. Oplæsning nævnes første gang i 2 Mosebog 24:7, hvor Moses læste „pagtsbogen“ op i folkets påhør så israelitterne med den rette indsigt og forståelse kunne indgå en overenskomst med Jehova om at holde hans lov. Eftersom der på israelitternes tid kun fandtes få eksemplarer af de inspirerede skrifter, blev der sagt til levitpræsterne at de skulle „oplæse denne lov for hele Israel, i dets påhør“. Moses befalede dem at de hvert sabbatsår ved løvhyttefesten skulle oplæse Loven for hele folket som var samlet, unge og gamle, mænd og kvinder, israelitter og fastboende udlændinge. — 5Mo 31:9-12.

Efter at Israel var kommet ind i det forjættede land, læste Josua „alle lovens ord, velsignelsen og forbandelsen,“ for folket. (Jos 8:33-35) Kong Josafat sendte fyrster, levitter og præster ud for at undervise i Judas byer (2Kr 17:7-9), hvilket uden tvivl omfattede oplæsning. Nogle hundrede år senere oplæste Josias i hele folkets påhør „bogen med Jehovas lov ved Moses“ som præsten Hilkija havde fundet under reparationsarbejdet i templet, uden tvivl den oprindelige lovbog som Moses havde skrevet. (2Kg 23:2; 2Kr 34:14) Resultatet var en national udrensning af dæmondyrkelsen. Efter hjemkomsten fra landflygtigheden læste præsten Ezra, bistået af landshøvdingen Nehemias, op af Loven for folket fra daggry til middag. Det oplæste blev samtidig udlagt, eller forklaret. — Ne 8:3, 8; se HEBRAISK (Hvornår begyndte hebraisk at vige som talesprog?).

I synagogerne. Jesus plejede at læse op i synagogen på sabbatten, og efter at han havde læst et stykke, forklarede han det for sine tilhørere. (Lu 4:16) Sådan havde man gjort i mange år. „For fra gammel tid har Moses i by efter by haft nogle der forkynder ham, idet han oplæses i synagogerne hver sabbat.“ (Apg 15:21) Oplæsning af Loven og Profeterne hørte til det faste program i synagogerne og fulgte ifølge rabbinske kilder dette mønster: Først læste man Sjema, der kan betegnes som den jødiske trosbekendelse, bestående af 5 Mosebog 6:4-9, 11:13-21 og 4 Mosebog 15:37-41. Dernæst læste man et afsnit af Toraen, det vil sige Loven, eller Pentateuken, der for det meste blev gennemgået i løbet af et år. Til sidst læstes uddrag af Profeterne, de såkaldte Haftaroth, og der blev knyttet en passende forklaring til. Efter oplæsningen fulgte et foredrag eller en formaning. Det var efter en sådan oplæsning i en synagoge i Antiochia i Pisidien at Paulus blev opfordret til at tale og holdt et foredrag hvori han opmuntrede og formanede dem der var til stede. — Apg 13:15.

I den kristne menighed. Da kun få i det 1. århundrede havde afskrifter af Bibelens mange skriftruller, fik oplæsning stor betydning. Apostelen Paulus skrev at hans breve skulle læses op ved den kristne menigheds møder, og at de skulle udveksles med de breve han havde sendt til andre menigheder, sådan at man også fik læst dem. (Kol 4:16; 1Ts 5:27) Han tilskyndede den unge kristne tilsynsmand Timoteus til ’flittigt at tage sig af oplæsning, af tilskyndelse, af undervisning’. — 1Ti 4:13.

Den der læser op, bør gøre det flydende. (Hab 2:2) Da oplæsning tjener til undervisning af andre, må oplæseren være godt inde i det han læser, og have en klar forståelse af skribentens hensigt, og han må omhyggeligt undgå at give tilhørerne en urigtig opfattelse eller et forkert indtryk af det der står skrevet. Ifølge Åbenbaringen 1:3 vil de der oplæser denne profeti, og de som hører ordene, og som overholder dem, blive lykkelige.