Betegnelsen „ord“ er i Bibelen for det meste oversat fra det hebraiske ord davarʹ og det græske ord loʹgos. Disse ord betegner i de fleste tilfælde en hel tanke eller udtalelse frem for blot et enkelt ord eller udtryk. (På græsk betegnes et enkelt ord som rhēʹma [Mt 27:14], der dog også kan betyde et udsagn eller noget der siges.) Ethvert budskab fra Skaberen, som for eksempel det der fremholdes af en profet, er „Guds ord“. Nogle få steder er Loʹgos („Ordet“) en titel som bæres af Jesus Kristus.

Guds ord. „Jehovas ord“ er et udtryk der, med små variationer, forekommer hundreder af gange i Bibelen. Ved „Jehovas ord“ blev himmelen frembragt. Gud talte, og det skete. „Da sagde Gud: ’Lad der blive lys.’ Så blev der lys.“ (Sl 33:6; 1Mo 1:3) Dette skal ikke opfattes sådan at Jehova selv ikke gør noget. (Joh 5:17) Men han råder over myriader af engle som hører og adlyder hans ord og udfører hans vilje. — Sl 103:20.

Både det levende og det livløse skaberværk er underlagt Guds ord og kan bruges af ham til at virkeliggøre hans hensigter. (Sl 103:20; 148:8) Hans ord er pålideligt; han holder hvad han lover. (5Mo 9:5; Sl 105:42-45) Som han selv har sagt, vil hans ord „bestå evindelig“; det vender aldrig tilbage uden at have gennemført sin hensigt. — Es 40:8; 55:10, 11; 1Pe 1:25.

Jehova er en Gud der meddeler sig, idet han på forskellige måder åbenbarer sin vilje og sin hensigt for sine skabninger. Til mænd som Adam, Noa og Abraham blev Guds ord uden tvivl overbragt gennem en engel. (1Mo 3:9-19; 6:13; 12:1) Til tider benyttede han hellige mænd som Moses og Aron til at gøre sin hensigt kendt. (2Mo 5:1) „Hvert ord“ som Moses pålagde israelitterne, var i virkeligheden Guds ord til dem. (5Mo 12:32) Gud talte også gennem profeter og profetinder, som for eksempel Elisa, Jeremias og Debora. — 2Kg 7:1; Jer 2:1, 2; Dom 4:4-7.

Fra og med Moses’ tid blev mange af Guds bud nedskrevet. Dekalogen, der almindeligvis kaldes De Ti Bud og i De Hebraiske Skrifter omtales som „De Ti Ord“, blev først givet mundtligt og senere ’skrevet på stentavler med Guds finger’. (2Mo 31:18; 34:28; 5Mo 4:13) Disse bud betegnes i 5 Mosebog 5:22 som „disse Ord“. — Se TI ORD, DE.

Under guddommelig inspiration skrev Josua yderligere ord op i Guds lovbog, og det samme gjorde andre trofaste bibelskribenter. (Jos 24:26; Jer 36:32) Til sidst blev alle disse skrifter samlet og kom til at udgøre det der kaldes Bibelen eller Den Hellige Skrift. „Hele Skriften“ som er „inspireret af Gud“, omfatter i dag alle Bibelens kanoniske bøger. (2Ti 3:16; 2Pe 1:20, 21) I De Kristne Græske Skrifter omtales Guds inspirerede ord ofte slet og ret som ’ordet’. — Jak 1:22; 1Pe 2:2.

Der er mange synonymer for Guds ord. I de poetiske parallelismer i Salme 119, for eksempel, hvor Jehovas „ord“ nævnes over 20 gange, bruges der synonymer som lov, formaninger, forordninger, forskrifter, bestemmelser, bud og domme. Dette er med til at vise at betegnelsen „ord“ står for en hel tanke eller et helt budskab.

Guds ord beskrives også på flere andre måder som viser hvor bred en betydning det har. Det er „troens ’ord’ [eller „udtalelse“ (rhēʹma)]“ (Ro 10:8, Int), „retfærdsordet [eller -budskabet (form af loʹgos)]“ (He 5:13) og „ordet om forligelsen“ (2Kor 5:19). Guds ord eller budskab er som sæd der, sået i god jord, bærer megen frugt (Lu 8:11-15); hans ord siges også at ’løbe hurtigt’. — Sl 147:15.

Ordets forkyndere. Den største forfægter af og forkæmper for Jehovas inspirerede sandhedsord var Herren Jesus Kristus. Han forbløffede folk med sine undervisningsmetoder (Mt 7:28, 29; Joh 7:46), og dog tog han ikke selv æren, men sagde: „Det ord som I hører, er ikke mit men Faderens som har sendt mig.“ (Joh 14:24; 17:14; Lu 5:1) Hans trofaste disciple var dem der blev i hans ord, og dette ord frigjorde dem fra uvidenhed, overtro og frygt og fra trældom under synd og død. (Joh 8:31, 32) Jesus  måtte ofte træde op imod farisæerne, hvis overleveringer og lære gjorde „Guds ord“ ugyldigt. — Mt 15:6; Mr 7:13.

Det er ikke nok at høre Guds ord blive forkyndt. Det er også vigtigt at adlyde budskabet og handle efter det. (Lu 8:21; 11:28; Jak 1:22, 23) Efter at apostlene og disciplene var blevet godt oplært til tjenesten, adlød de ordet og begyndte selv at forkynde og undervise. (Apg 4:31; 8:4, 14; 13:7, 44; 15:36; 18:11; 19:10) Som følge af dette „havde Guds ord fremgang, og antallet af disciple . . . øgedes fortsat stærkt“. — Apg 6:7; 11:1; 12:24; 13:5, 49; 19:20.

Apostlene og deres medarbejdere var ikke kræmmere der handlede med Guds ord eller forfalskede det, sådan som de falske hyrder. De fremholdt Guds rene og uforfalskede budskab. (2Kor 2:17; 4:2) Apostelen Paulus skrev til Timoteus: „Gør dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, som en arbejder der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedens ord på rette måde.“ Han gav ham også dette påbud: „Forkynd ordet, vær på færde når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig.“ (2Ti 2:15; 4:2) Desuden rådede han kristne hustruer til at give agt på deres adfærd for at ’Guds ord ikke skulle blive spottet’. — Tit 2:5.

Lige siden Satan modsagde det Gud havde sagt i Edens have, har der været mange djævelske modstandere af Guds ord. Mange som har forsvaret Guds ord, har mistet livet for det, hvilket både bibelprofetien og historien kan bevidne. (Åb 6:9) På den anden side er det også en historisk kendsgerning at forfølgelsen ikke har formået at standse forkyndelsen af Guds ord. — Flp 1:12-14, 18; 2Ti 2:9.

Kraften i Guds ord og ånd. Guds ord virker som en vældig kraft på sine tilhørere. Det betyder liv. Gud viste israelitterne i ørkenen at „mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund lever mennesket“. (5Mo 8:3; Mt 4:4) Det er „livets ord“. (Flp 2:16) Jesus talte Guds ord, og han sagde: „De ord [rhēʹmata] jeg har talt til jer er ånd og er liv.“ — Joh 6:63.

Apostelen Paulus skrev: „Guds ord [eller budskab, loʹgos] er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.“ (He 4:12) Det når ind til hjertet og afslører om man virkelig lever efter rette principper. — 1Kor 14:23-25.

Guds ord er sandhed, og det kan hellige én så Gud kan bruge én. (Joh 17:17) Det kan gøre én vís og lykkelig; det kan udføre alt hvad Gud har i sinde med det. (Sl 19:7-9; Es 55:10, 11) Det kan gøre et menneske fuldt udrustet til enhver god gerning og sætte vedkommende i stand til at sejre over den onde. — 2Ti 3:16, 17; jf. 1Jo 2:14.

Om Jesu forkyndelse siges der: „Gud salvede ham med hellig ånd og kraft, og han gik igennem landet og gjorde vel og helbredte alle dem som var undertrykt af Djævelen, for Gud var med ham.“ (Apg 10:38) Apostelen Paulus forkyndte „ikke med overtalende visdomsord [fra mennesker], men med en demonstration af [Guds] ånd og kraft“. (1Kor 2:4) De ord han talte ved Guds hellige ånd på grundlag af Skrifterne, Guds ord, havde en stor virkning og fik mange tilhørere, selv hedninger, til at omvende sig. Paulus skrev til menigheden i Thessalonika: „Den gode nyhed vi forkynder, kom ikke til jer med ord alene, men også med kraft og med hellig ånd og med fuld og fast forvisning.“ — 1Ts 1:5.

Johannes Døber kom „med Elias’ ånd og kraft“. Han havde Elias’ „ånd“, det vil sige hans drivkraft og styrke. Johannes var også ledet af Jehovas ånd så han udtalte ord fra Gud, ord der virkede som en stærk kraft; han var i stand til at „vende fædres hjerter om til børn og ulydige til retfærdiges praktiske visdom, for at gøre et beredt folk klar til Jehova“. — Lu 1:17.

Det budskab som indeholdes i den gode nyhed fra Guds ord, Bibelen, bør derfor ikke undervurderes. Disse ord er mere virksomme end ord mennesker kan udtænke eller udtale. Indbyggerne i fortidens Berøa blev rost fordi de ’daglig undersøgte Skrifterne’ for at se om det apostelen sagde, var rigtigt. (Apg 17:11) Guds tjenere der forkynder Guds kraftfulde ord, bliver styrket og støttet „med hellig ånds kraft“. — Ro 15:13, 19.

„Ordet“ som titel. I De Kristne Græske Skrifter forekommer „Ordet“ (gr.: ho loʹgos) også som en titel. (Joh 1:1, 14; Åb 19:13) Apostelen Johannes viser at titlen bæres af Jesus Kristus. Betegnelsen bruges ikke blot om ham under hans tjeneste på jorden som et fuldkomment menneske, men også i hans førmenneskelige tilværelse på det åndelige plan og efter at han igen er blevet ophøjet til himmelen.

„Ordet var en gud“. Om Sønnens førmenneskelige tilværelse siger Johannes: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud.“ (Joh 1:1, NV) Den danske autoriserede oversættelse af 1992 lyder: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.“ Man får her det indtryk at Ordet var identisk med den almægtige Gud, mens det af førnævnte  gengivelse i Ny Verden-Oversættelsen fremgår at Ordet ikke er den almægtige Gud selv, men dog en mægtig, en gud. (Selv dommerne i det gamle Israel, der havde stor magt, blev kaldt „guder“. [Sl 82:6; Joh 10:34, 35]) I den græske tekst forekommer det bestemte kendeord ho foran det første „Gud“, men der er ikke noget kendeord foran det andet.

Andre oversættelser er med til at give den rette forståelse af teksten. Den interlineare ordrette gengivelse af den græske tekst i The Emphatic Diaglott lyder: „I en begyndelse var Ordet, og Ordet var hos Guden, og en gud var Ordet.“ I den ledsagende, sammenhængende tekst skrives „Gud“ med stort begyndelsesbogstav efterfulgt af kapitæler første gang det forekommer, og med stort begyndelsesbogstav efterfulgt af små bogstaver anden gang i sætningen: „I Begyndelsen var LOGOS, og LOGOS var hos GUD, og LOGOS var Gud.“

Disse gengivelser støtter den tanke at Jesus, som jo er Guds søn og den ved hjælp af hvem Gud skabte alt andet (Kol 1:15-20), rigtignok er en „gud“, en mægtig, men ikke den Almægtige. Andre oversættelser afspejler samme opfattelse. The New English Bible siger: „Og hvad Gud var, var Ordet.“ Den græske glose for „ord“ er loʹgos, og Moffatts oversættelse gengiver skriftstedet: „Logos var guddommelig.“ An American Translation siger: „Ordet var guddommeligt.“ Andre oversættelser, udgivet på tysk, lyder: „Det var nært forbundet med Gud, ja var selv af væsen guddommeligt.“ (Böhmer) „Ordet var selv af væsen guddommeligt.“ (Stage) „Og Gud (=af guddommeligt væsen) var Ordet.“ (Menge) „Og af gudekategori var Ordet.“ (Thimme) Alle disse gengivelser beskriver en egenskab ved Ordet, ikke hans identitet som om han var identisk med sin Fader, den almægtige Gud. Som Jehova Guds søn havde han egenskab af en gud, han var „guddommelig“, eller „af gudekategori“. — Kol 2:9; jf. 2Pe 1:4, hvor Kristi medarvinger får løfte om „guddommelig natur“.

The Four Gospels — A New Translation ved professor Charles Cutler Torrey (2. udg., 1947) gengiver stedet på denne måde: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var gud. Da han i begyndelsen var hos Gud, blev alle ting skabt gennem ham; uden ham blev intet af det skabte til.“ (Joh 1:1-3) Det som Ordet siges at være, skrives her med lille, nemlig „gud“.

Ordet, eller Loʹgos, var den eneste som var skabt direkte af Gud selv, Guds enestefødte søn, og må således have været Guds fortrolige som Gud talte til da han sagde: „Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os.“ (1Mo 1:26) Derfor sagde Johannes videre: „Denne var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til gennem ham, og uden ham er end ikke én ting blevet til.“ — Joh 1:2, 3.

Andre skriftsteder bekræfter at Ordet var Guds redskab ved hjælp af hvem alt andet blev til. Der er „kun én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, . . . og der er én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle ting er“. (1Kor 8:6) Ordet, Guds søn, var „Guds skaberværks begyndelse“, og han beskrives et andet sted som „al skabnings førstefødte, for ved hjælp af ham er alt andet blevet skabt i himlene og på jorden“. — Åb 3:14; Kol 1:15, 16.

Hans jordiske tjeneste og himmelske herliggørelse. Da tiden var inde, fandt der en forandring sted. Johannes forklarer: „Så blev Ordet kød og boede iblandt os [som Herren Jesus Kristus], og vi så hans herlighed, en herlighed som den en enestefødt søn har fra sin fader.“ (Joh 1:14) Ved at blive kød fremtrådte Ordet synligt, hørligt og mærkbart for mennesker på jorden. Derved kunne mennesker af kød og blod opnå direkte kontakt og samfund med „livets ord“ — „det som var fra begyndelsen, som vi har hørt, som vi har set med vore øjne, som vi har betragtet opmærksomt og vore hænder har følt på,“ sådan som Johannes siger. — 1Jo 1:1-3.

Herren Jesus Kristus bærer fortsat titlen „Ordet“ efter sin herliggørelse i himmelen. I Åbenbaringen 19:11-16 fortæller Johannes at han i et himmelsk syn så en hvid hest hvis rytter kaldes „Trofast og Sand“, „Guds Ord“, og som „på sin yderklædning, ja på sin hofte, har . . . et navn skrevet, Kongers Konge og Herrers Herre“.

Hvorfor Guds søn kaldes „Ordet“. En titel beskriver ofte bærerens embede eller opgave. Sådan var det med titlen Kal-Hatzé, „kongens stemme eller ord“, som blev båret af en abessinsk embedsmand. På grundlag af sine rejser fra 1768 til 1773 beskriver James Bruce Kal-Hatzés opgave på denne måde: Han stod ved et vindue som var dækket af et forhæng hvorigennem kongen, uset inde bag forhænget, talte til ham. Embedsmanden overbragte da budskabet til modtagerne. Kal-Hatzé fungerede således som den abessinske konges ord eller stemme. — Travels to Discover the Source of the Nile, London 1790, bd. III, s. 265; bd. IV, s. 76.

Man kan også tænke på at Gud gjorde Aron til „mund“ for Moses, idet han sagde: „Han skal tale for dig til folket; og det skal være sådan at han skal tjene som mund for dig, og du skal tjene som Gud for ham.“ — 2Mo 4:16.

 På tilsvarende måde tjente Guds førstefødte søn uden tvivl som mund, eller talsmand, for sin Fader, evighedens Konge. Han var det „ord“ hvorigennem Gud kommunikerede med eller overbragte oplysninger og instruktioner til sine øvrige sønner på det åndelige og på det jordiske plan. Det er nærliggende at antage at Gud, før Jesu komme til jorden, i mange tilfælde benyttede Ordet som sit himmelske talerør når han kommunikerede med menneskene. (1Mo 16:7-11; 22:11; 31:11; 2Mo 3:2-5; Dom 2:1-4; 6:11, 12; 13:3) Eftersom den engel der førte israelitterne gennem ørkenen, havde ’Jehovas navn i sig’, kan det have været Guds søn, Ordet, der var denne engel. — 2Mo 23:20-23; se JESUS KRISTUS (Hans førmenneskelige tilværelse).

Jesus viste at han stadig tjente som sin Faders talsmand, eller Ord, under sin jordiske tjeneste da han sagde: „Jeg har ikke talt af egen tilskyndelse, men Faderen selv, som har sendt mig, har givet mig bud om hvad jeg skal sige og hvad jeg skal udtale. . . . Hvad jeg siger, det siger jeg derfor således som Faderen har fortalt mig det.“ — Joh 12:49, 50; 14:10; 7:16, 17.