(Oʹreb) [ravn].

1. En af Midjans fyrster. Oreb og Ze’eb var medlemmer af kongerne Zebas og Zalmunnas midjanitiske hær som Gideon og hans 300 mand slog på flugt. De to fyrster blev taget til fange og dræbt af Efraims mænd, og deres hoveder blev bragt til Gideon. — Dom 7:24, 25; 8:3-5; Sl 83:11.

2. Den klippe hvorpå den midjanitiske fyrste Oreb blev henrettet, og som fik navn efter ham. Dens beliggenhed kendes ikke. — Dom 7:25; Es 10:26.