En beretning, sædvane eller religiøs lære som gennem tiden er gået i arv fra ældre til yngre generationer, og som har vundet hævd. Det græske ord paraʹdosis betyder bogstaveligt „noget der er givet ved siden af“ og betegner derfor „noget der er overleveret mundtligt eller skriftligt“. (1Kor 11:2, Int) I De Kristne Græske Skrifter bruges ordet dels om overleveringer eller traditioner der var en retmæssig og antagelig del af den sande tilbedelse, og dels om overleveringer der var fejlagtige, eller som blev betragtet eller fulgt på en sådan måde at de voldte skade og derfor var uacceptable.

I tidens løb opstod der blandt jøderne mange sædvaner som blev givet videre til de efterfølgende generationer. Det gjaldt for eksempel skik og brug i forbindelse med klædedragt og begivenheder som bryllupper og begravelser. (Joh 2:1, 2; 19:40) Nogle af de skikke der hørte til jødernes gudsdyrkelse i det 1. århundrede e.v.t., var også overleverede sædvaner, som for eksempel brugen af vin ved påskemåltidet og fejringen af templets genindvielse. (Lu 22:14-18; Joh 10:22) Jesus og hans apostle indvendte ikke noget mod disse overleveringer selv om de vidste at de pågældende ting ikke var påbudt i Moseloven. Med indførelsen af synagogerne blev det skik og brug at samles dér om tilbedelsen hver sabbat. Lukas siger at Jesus også kom der „som han plejede“ eller „efter sædvane“. — Lu 4:16, NV, DA92.

Uantagelige overleveringer. De jødiske religiøse ledere havde imidlertid til det skrevne ord føjet mange mundtlige overleveringer som de anså for uomgængeligt nødvendige i den sande tilbedelse. Før Paulus (Saulus) omvendte sig til kristendommen, var han som farisæer usædvanlig nidkær for at følge de jødiske overleveringer. Dette har naturligvis omfattet både de antagelige og de uantagelige overleveringer, men ved at følge disse „menneskebud“ blev han en forfølger af de kristne. (Mt 15:9) For eksempel ’holdt farisæerne fast ved overleveringen fra mænd i tidligere tider og spiste ikke uden først at vaske deres hænder op til albuen’. (Mr 7:3) Her var ikke tale om en almindelig håndvask af hygiejniske grunde, men om et ritual der mentes at have religiøs betydning. (Se HÅNDVASKNING.) Jesus viste at de ikke med rette kunne kritisere hans disciple for ikke at følge dette og andre unødvendige „menneskebud“. (Mt 15:1, 2, 7-11; Mr 7:4-8; Es 29:13) Med deres overlevering angående „korban“ (en gave der var viet til Gud) gjorde de religiøse ledere endda Guds ord ugyldigt og overtrådte Guds bud. — 2Mo 20:12; 21:17; Mt 15:3-6; Mr 7:9-15; se KORBAN.

 Hverken Jesus eller hans disciple henviste på noget tidspunkt til mundtlige jødiske overleveringer for at underbygge den kristne lære, men de henviste derimod til Guds skrevne ord. (Mt 4:4-10; Ro 15:4; 2Ti 3:15-17) Efter den kristne menigheds oprettelse blev overholdelsen af ubibelske jødiske overleveringer beskrevet som ’en frugtesløs form for adfærd’ der var blevet ’overleveret jøderne fra deres forfædre [gr.: patroparadoʹtou, „videregivet fra fædre“]’. (1Pe 1:18) De jøder der blev kristne, tog afstand fra sådanne overleveringer. Da nogle falske lærere i Kolossæ tilskyndede til denne form for tilbedelse, advarede Paulus mod „den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering“. Det var øjensynlig især de jødiske overleveringer han havde i tanke. — Kol 2:8, 13-17.

Kristne overleveringer. Betragtet som retningslinjer der overleveres mundtligt eller ved det eksempel der sættes, kan betegnelsen „overlevering“ også bruges om de oplysninger eller retningslinjer apostelen Paulus modtog direkte fra Jesus og videregav til menigheden. En sådan kristen overlevering var for eksempel oplysningerne om højtideligholdelsen af Herrens aftensmåltid. (1Kor 11:2, 23) Apostlenes lære og eksempel kan også betegnes som antagelige overleveringer. Derfor kunne Paulus, der havde arbejdet med sine hænder for ikke at ligge sine brødre til byrde (Apg 18:3; 20:34; 1Kor 9:15; 1Ts 2:9), tilskynde de kristne i Thessalonika: „I skal trække jer tilbage fra enhver broder som vandrer uordentligt og ikke i overensstemmelse med den overlevering [paraʹdosin] I har modtaget fra os.“ Den der ikke ville arbejde, fulgte tydeligvis ikke det gode eksempel apostlene havde sat og givet i arv til menighederne. — 2Ts 3:6-11.

De overleveringer der er nødvendige for en ren og ubesmittet tilbedelse af Gud, blev med tiden medtaget i de inspirerede skrifter. De anvisninger og forskrifter der blev givet af Jesus og apostlene, og som havde afgørende betydning, skulle altså ikke overleveres mundtligt, med fare for at de med tiden blev forvansket, men blev med omhu nedskrevet og bevaret i Bibelen til gavn for kristne i senere tidsperioder. — Joh 20:30, 31; Åb 22:18.