Det at fæste en person, død eller levende, til en pæl. Det bedst kendte eksempel er Jesu Kristi pælfæstelse. (Lu 24:20; Joh 19:14-16; Apg 2:23, 36) Oldtidens folkeslag benyttede forskellige former for pælfæstelse.

Assyrerne, der var kendt for deres grusomme krigsførelse, pælfæstede fanger ved at spidde dem nøgne på spidse pæle der trængte gennem ofrenes underliv op i brysthulen. Der er fundet flere relieffer som skildrer denne metode, blandt andet et der viser hvordan assyrerne angreb og erobrede byen Lakisj. — 2Kg 19:8; BILLEDE, bd. 1, s. 958.

Perserne anvendte også pælfæstelse som straffemetode. Nogle siger at de som regel først halshuggede eller flåede dem de pælfæstede. Da Darius den Store forbød at man hindrede genopbygningen af templet i Jerusalem, befalede han at enhver der overtrådte dekretet, skulle pælfæstes på en bjælke der var revet ud af hans eget hus. (Ezr 6:11) Under Darius’ søn Ahasverus’ (Xerxes I’s) regering blev to af paladsets dørvogtere hængt på en pæl, hvilket var den almindelige straf blandt perserne for forræderi. (Est 2:21-23) Haman og hans ti sønner blev også hængt op på en pæl. (Est 5:14; 6:4; 7:9, 10; 9:10, 13, 14, 25) Herodot (III, 125, 159; IV, 43) anfører flere eksempler på pælfæstelse blandt perserne.

Ifølge jødisk lov skulle de der gjorde sig skyldige i så alvorlige forbrydelser som gudsbespottelse eller afgudsdyrkelse, først stenes eller dræbes på anden måde, hvorefter deres lig skulle hænges op på pæle eller træer til skræk og advarsel for andre. (5Mo 21:22, 23; Jos 8:29; 10:26; 2Sa 21:6, 9) Det er muligt at ægypterne også dræbte forbryderne før de fæstede dem til pæle, sådan som det synes at fremgå af Josefs profetiske ord til Faraos overbager: „Om tre dage vil Farao løfte dit hoved op fra dig og hænge dig på en pæl.“ — 1Mo 40:19, 22; 41:13.

Det menes at grækerne og romerne overtog pælfæstelse som straffemetode fra fønikierne, og den blev ikke afskaffet i Romerriget før på kejser Konstantins tid. Det var meget sjældent at en romersk borger blev pælfæstet, for det var en straf der som regel blev tildelt slaver og forbrydere af værste slags. Både jøder og romere betragtede pælfæstelse som et symbol på ydmygelse og en skændsel der var forbeholdt de forbandede. — 5Mo 21:23; Ga 3:13; Flp 2:8.

Mens jøderne i det 1. århundrede muligvis havde ret til at pælfæste en person af religiøse grunde (hvad der hersker nogen tvivl om), står det klart at de ikke kunne anvende denne straf for civile overtrædelser; kun en romersk embedsmand som Pontius Pilatus havde denne myndighed. (Joh 18:31; 19:10) Ikke desto mindre var det jøderne, og især lederne og de øverste præster, der bar hovedansvaret for Jesu pælfæstelse. — Mr 15:1-15; Apg 2:36; 4:10; 5:30; 1Kor 2:8.

Romerne bandt undertiden offeret til pælen, med det resultat at den pælfæstede kunne leve i flere dage før smerter, sult, tørst og solens hede gjorde det af med ham. Men som det skete i Jesu tilfælde, var det mere almindeligt blandt romerne at den dødsdømte fik hænderne (og sandsynligvis også fødderne) naglet til pælen. (Joh 20:25, 27; Lu 24:39; Sl 22:16, fdn.; Kol 2:14) Da anatomer regner håndleddet med til hånden, er nogle læger af den opfattelse at naglerne blev slået ind mellem håndrodsknoglerne for at forhindre en gennemrivning, som kunne være forekommet hvis de var blevet slået ind gennem håndfladerne. (Se The Journal of the American Medical Association, 21. marts 1986, s. 1460.) Dette stemmer med at ordet ’hånd’ i Bibelen også omfatter håndleddet i skriftsteder som 1 Mosebog 24:47, hvor der i grundteksten siges at armbåndene sættes på ’hænderne’, og Dommerne 15:14, hvor der er tale om bånd om Samsons „hænder“.

Der siges ikke noget om hvorvidt forbryderne ved siden af Jesus var naglet eller bundet til pælene. Hvis de blot var bundet, kan det være forklaringen på at de stadig var i live og måtte have benene brækket da Jesus blev fundet død. (Joh 19:32, 33) Når de fik benene brækket, døde de hurtigt ved kvælning, efter nogles opfattelse fordi de ikke længere kunne hæve kroppen og derved aflaste de anstrengte brystmuskler. Dette er naturligvis ikke den eneste mulige forklaring på at forbryderne levede længere end Jesus. De havde for eksempel ikke været igennem den fysiske og mentale tortur han var blevet udsat for. Jesus var blevet forhørt hele natten af sine fjender og var blevet slået af de romerske soldater, måske så brutalt at han ikke kunne bære sin egen marterpæl, som det ellers var skik og brug. — Mr 14:32–15:21; Lu 22:39–23:26.

Hvad viser den græske grundtekst om formen af det torturredskab Jesus blev hængt på?

De fleste bibeloversættelser siger at Jesus blev „korsfæstet“ i stedet for „pælfæstet“. Det skyldes den almindelige opfattelse at det torturredskab han blev hængt på, var et „kors“ bestående af to stykker træ i stedet for en enkelt stolpe eller pæl.  Overleveringen — ikke Bibelen — siger også at den dødsdømte kun bar tværbjælken, kaldet patibulum eller antenna, i stedet for begge dele. På den måde forsøger nogle at komme uden om den vanskelighed at byrden ville være alt for tung til at én mand kunne bære eller slæbe den ud til Golgata.

Men hvad siger bibelskribenterne selv om disse ting? De brugte det græske navneord staurosʹ 27 gange og udsagnsordet stauroʹō 46 gange, udsagnsordet synstauroʹō (forstavelsen syn betyder „med“) 5 gange og udsagnsordet anastauroʹō (anaʹ betyder „igen“) én gang. Desuden brugte de 5 gange det græske ord xyʹlon, der betyder „træ“, til at betegne det torturredskab Jesus blev henrettet på.

Hverken på klassisk græsk eller koinégræsk indeholder staurosʹ tanken om et „kors“ bestående af to stykker træ. Det betegner kun en opretstående pæl eller stolpe, som kunne bruges til bygningen af et hegn eller palisadeværk. Douglas’ New Bible Dictionary fra 1985 siger under „Kors“ på side 253: „Det gr. ord for ’kors’ (stauros; udsagnsord stauroō . . .) har som første betydning en opretstående pæl eller bjælke og som anden betydning en pæl der blev brugt som redskab til afstraffelse og henrettelse.“

Den omstændighed at Lukas, Peter og Paulus brugte xyʹlon synonymt med staurosʹ, underbygger yderligere den opfattelse at Jesus blev pælfæstet på en opretstående pæl uden tværbjælke, for det er dét xyʹlon betyder i denne sammenhæng. (Apg 5:30; 10:39; 13:29; Ga 3:13; 1Pe 2:24) Xyʹlon forekommer også i Ezra 6:11 i den græske Septuaginta, hvor det bruges om en bjælke eller et stykke tømmer som en lovovertræder skulle pælfæstes på.

Ny Verden-Oversættelsen gengiver derfor trofast betydningen af den græske grundtekst når den oversætter staurosʹ med „marterpæl“ og udsagnsordet stauroʹō med „pælfæste“. Derved undgår man at forveksle staurosʹ med de traditionelle kirkelige former for kors. (Se MARTERPÆL.) Der er ikke noget i vejen for at en enkelt mand som Simon fra Kyrene kunne bære en marterpæl, sådan som Bibelen siger han gjorde, for hvis den var 15 cm i diameter og 3,5 m lang, ville den sandsynligvis ikke veje meget over 45 kg. — Mr 15:21.

W. E. Vine siger: „STAUROS (σταυρός) betegner først og fremmest en opretstående pæl eller stolpe. Misdædere blev henrettet ved at blive naglet til sådanne. Både substantivet og verbet stauroō, at fæste til en pæl eller en stolpe, skal i sin oprindelige betydning holdes adskilt fra den kirkelige brug af ordet om et kors bestående af to bjælker.“ Vine forklarer videre at det sammensatte kors har sin oprindelse i Kaldæa, og at kristenheden overtog det fra hedningerne i det 3. århundrede og gjorde det til et symbol på Kristi pælfæstelse. — Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words, 1981, bd. 1, s. 256.

Følgende kommentar i bogen The Cross in Ritual, Architecture, and Art er værd at lægge mærke til: „Det er mærkeligt, men ikke desto mindre sandt, at korset længe før Kristi fødsel, og efter dette tidspunkt i lande der aldrig har været berørt af Kirkens lære, er blevet brugt som et helligt symbol. . . . Grækernes Bacchus, tyriernes Tammuz, kaldæernes Bel og nordboernes Odin fremstilledes alle symbolsk ved et kors af en eller anden form.“ — Af G. S. Tyack, London 1900, s. 1.

I bogen The Non-Christian Cross af J. D. Parsons (London 1896) siges der ligeledes: „Der er ikke en eneste sætning i nogen af de talrige skrifter der udgør Det Nye Testamente, som på originalsproget græsk bærer så meget som et indirekte vidnesbyrd om at den stauros der blev brugt i Jesu tilfælde, var andet end en almindelig stauros; og endnu mindre om at den bestod, ikke af ét stykke tømmer, men af to stykker naglet sammen så de dannede et kors. . . . Det er ikke så lidt vildledende at vore lærere oversætter ordet stauros med ’kors’ når de gengiver kirkens græske skrifter på vort modersmål, og at de støtter en sådan fremgangsmåde ved i vore leksika at angive betydningen af stauros som ’kors’, uden omhyggeligt at forklare at det i hvert fald ikke var ordets primære betydning i apostlenes dage, og at det ikke blev dets primære betydning før langt senere, og at det da — hvis det overhovedet var tilfældet — kun skete fordi det af en eller anden grund, trods mangel på bevis, formodedes at den særlige stauros Jesus blev henrettet på, havde denne særlige form.“ — S. 23, 24; se også The Companion Bible, 1974, appendix nr. 162.

Brugt billedligt. Bibelen aflægger ikke blot et grundigt vidnesbyrd om Herren Jesu Kristi bogstavelige pælfæstelse (1Kor 1:13, 23; 2:2; 2Kor 13:4; Åb 11:8), men nævner også pælfæstelse i overført, eller billedlig, betydning, som for eksempel i Galaterne 2:20. De kristnes gamle personlighed er blevet overgivet til døden ved Kristi pælfæstelse. (Ro 6:6; Kol 3:5, 9, 10) „De som tilhører Kristus Jesus har pælfæstet kødet sammen med dets lidenskaber og ønsker,“ skriver Paulus, og han tilføjer lidt senere at ’ved Kristus  er verden blevet pælfæstet for mig og jeg for verden’. — Ga 5:24; 6:14.

De der falder fra, ’pælfæster igen Guds søn og udsætter ham for offentlig skam’ fordi de ligesom Judas gør oprør mod Guds frelsesordning. — He 6:4-6.