En pagt er en aftale mellem to eller flere parter om at gøre eller undlade at gøre et eller andet; en overenskomst; en kontrakt. Ordet „forbund“ er næsten synonymt hermed, men bruges især om det forhold at være bundet ved en gensidigt forpligtende aftale. Det hebraiske udsagnsord chavarʹ betyder bogstaveligt „at være forbundet (føjet sammen)“, men bruges i overført betydning om „at være partner“, „at indgå partnerskab“, „at slutte forbund“. (2Mo 28:7; Sl 94:20; 2Kr 20:35; Da 11:23) Det deraf dannede chaverʹ betyder „en partner“, „en der gør fælles sag (med en)“. (Sl 45:7; Ord 28:24) Det hebraiske ord berīthʹ, hvis etymologi er usikker, betyder „pagt“ og forekommer over 280 gange i De Hebraiske Skrifter, heraf over 80 gange i de fem Mosebøger. At grundbetydningen er „pagt“, svarende til det moderne juridiske ord „kontrakt“, fremgår af kileskrifttavler som er fundet i 1927 i Qatna, en gammel ikkeisraelitisk by sydøst for Hamat. „De to [af 15 fundne] tavlers indhold er enkelt. Tavle A indeholder en liste med navne . . . Tavle B er en liste over rationer . . . Liste A er således en kontrakt hvori de pågældende mænd . . . erklærer sig villige til at træde i en eller andens tjeneste eller at påtage sig visse forpligtelser. Liste B, som er skrevet af samme skriver, giver nærmere oplysninger om kontraktens art; mændene skulle have nærmere angivne rationer  for deres tjeneste. . . . det israelitiske begreb berit, ’pagt’, var et centralt tema i den jahvistiske teologi. Her har vi den første publicerede ikkebibelske forekomst af ordet fra gammel tid — ikke senere end første tredjedel af det 14. århundrede f. Kr.“ — Bulletin of the American Schools of Oriental Research, februar 1951, s. 22.

Det græske ord for „pagt“, diathēʹkē, er i nogle oversættelser også gengivet med „vilje“ eller „testamente“ (testamentum, Vg), men hertil siger M’Clintock og Strongs Cyclopedia (genoptryk 1981) under „pagt“: „Det synes dog ikke nødvendigt at indføre et nyt ord [foruden „pagt“] som bibringer en ny tanke. Eftersom Sept[uaginta] har gengivet [berīthʹ] (som aldrig betyder testamente, men altid pagt eller overenskomst) med [diathēʹkē] konsekvent gennem hele GT, vil det være naturligt at formode at de nytestamentlige forfattere ved at bruge dette ord ville bibringe deres læsere, hvoraf de fleste var fortrolige med det græske GT, den samme tanke. Desuden taler NT i de fleste tilfælde (fx 2Kor. iii, 14; Hebr. vii, ix ; Åb. xi, 19) om det samme som det der i GT kaldes en ’pagt’ (berithʹ); men på engelsk [i KJ] bliver det tilsvarende græske ord eller det samme begreb i samme sammenhæng undertiden gengivet med ’pagt’ og undertiden med ’testamente’ (Hebr. vii, 22; viii, 8-13; ix, 15).“ — Se også NV, Tillæg, s. 1583-1585.

I Hebræerbrevet (He 7:22; 8:6, 8, 9, 10; 9:4, 15, 16, 17, 20) bruger skribenten gang på gang ordet diathēʹkē, ubestrideligt i den gamle hebraiske betydning pagt, idet han endog citerer fra Jeremias 31:31-34 og nævner „pagtens ark“. I oversættelsen af disse vers fra Jeremias’ Bog bruger den græske Septuaginta ordet diathēʹkē for det gamle hebraiske berīthʹ, der betyder „pagt“. Desuden citeres der i Hebræerne 9:20 fra 2 Mosebog 24:6-8, hvor der uimodsigeligt er tale om en pagt.

Hvad ordet betegner. Pagter omfattede altid to eller flere parter, og de kunne være enten unilaterale, ensidige (hvor kun den ene part påtog sig forpligtelser), eller bilaterale, tosidige (hvor begge parter påtog sig forpligtelser). Bibelen taler både om pagter der blev indgået mellem Gud og mennesker, og om pagter der blev indgået mellem mennesker indbyrdes, enten enkeltpersoner, grupper, stammer eller nationer. At bryde en pagt var en alvorlig synd. — Ez 17:11-20; Ro 1:31, 32.

Ordet „pagt“ bruges også om en fast forordning, som for eksempel bestemmelsen om skuebrødet (3Mo 24:8), og om Guds love for skaberværket, for eksempel vedrørende den regelbundne skiften mellem dag og nat (Jer 33:20); det bruges også billedligt, som i udtrykket „pagt med Døden“. (Es 28:18) Jehova taler desuden om en pagt med de vilde dyr. (Ho 2:18) Også ægteskabet kaldes en pagt. (Mal 2:14) I 1 Mosebog 14:13 forekommer udtrykket „pagtsfæller“, som er en gengivelse af det hebraiske ba‛alēʹ verīthʹ, der ordret betyder „pagtsejere (-herrer)“.

I virkeligheden er ethvert løfte fra Jehova en pagt. Hans løfter vil med sikkerhed blive indfriet; man kan trygt stole på dem. (He 6:18) En pagt er i kraft så længe dens betingelser er gældende og mindst den ene af parterne stadig er forpligtet til at opfylde dem. Pagtens virkninger, de velsignelser den medfører, kan imidlertid vare ved, endog for evigt.

Hvordan en pagt blev ratificeret. I regelen blev Gud kaldt til vidne. (1Mo 31:50; 1Sa 20:8; Ez 17:13, 19) Der blev svoret en ed. (1Mo 31:53; 2Kg 11:4; Sl 110:4; He 7:21) Ofte blev pagtslutningen ledsaget af et tegn eller et vidnesbyrd, som for eksempel en gave (1Mo 21:30), en stenstøtte eller stendysse (1Mo 31:44-54) eller navngivningen af et sted (1Mo 21:31). I ét tilfælde benyttede Jehova en regnbue. (1Mo 9:12-16) Undertiden blev en pagt bekræftet ved at man dræbte nogle offerdyr og skar dem midt over, hvorefter pagtens parter passerede mellem stykkerne; derfra stammer det almindelige hebraiske idiom ’at skære en pagt’. (1Mo 15:9-11, 17, 18, fdn.; Jer 34:18, fdn., 19) Somme tider blev en pagtslutning ledsaget af festligheder. (1Mo 26:28, 30) Der kunne foranstaltes et fællesskabsmåltid, som det for eksempel skete da Lovpagten blev indgået. (Ob 7; 2Mo 24:5, 11) Det skete også at den højerestående part gav den anden et af sine klædningsstykker eller våben. (1Sa 18:3, 4) I hedenske lande brugte man nogle steder at drikke hinandens blod eller blod blandet med vin (i modstrid med Guds forbud til hele menneskeheden i 1 Mosebog 9:4 og til Israel i Moseloven), og pagtens parter udtalte de stærkeste forbandelser over den part der senere måtte bryde pagten.

Bibelen bruger udtrykket „saltpagt“ for at betegne en pagts varighed og uforanderlighed. (4Mo 18:19; 2Kr 13:5; 3Mo 2:13) Blandt oldtidens folkeslag var det et tegn på venskab at spise salt sammen; det var et udtryk for troskab og loyalitet. Spisning af salt i forbindelse med fællesskabsofrene var et symbol på ubrydelig loyalitet.

Dokumenter. De Ti Bud blev skrevet på sten af „Guds finger“. (2Mo 31:18; 32:16) Jeremias skrev et skøde, forseglede det og tog vidner. (Jer 32:9-15) Der er fundet lertavler fra oldtiden  med kontraktlige betingelser, ofte forseglet i lerhylstre.

Løftet i Eden. I Edens have udtalte Jehova Gud en profeti hvori han erklærede sin hensigt i overværelse af Adam og Eva og „slangen“. — 1Mo 3:15.

Af det syn der langt senere blev givet til apostelen Johannes, fremgår det at „slangen“ er Satan Djævelen. (Åb 12:9) ’Kvindens afkom’, som retfærdige mennesker længe spejdede efter, viste sig at være identisk med Abrahams „afkom“, Jesus Kristus. (Ga 3:16; Mt 1:1) Ifølge profetien skulle ’afkommets’ hæl knuses af slangen. I overensstemmelse med dette blev Jesus Kristus slået ihjel, men ikke for bestandig, eftersom Gud oprejste ham fra de døde. Derimod skal ’kvindens afkom’ knuse slangens hoved, tilintetgøre ham for evigt.

„Kvinden“ som nævnes i forbindelse med pagten, kunne ikke være Eva, for hun var blevet Guds fjende. Desuden skulle „kvinden“ være moder til ’afkommet’, og hvis dette „afkom“ skulle være i stand til at besejre Satan Djævelen, som var en åndeskabning, og „gøre ham til intet“, kunne det ikke være jordisk, men måtte være åndeligt. (He 2:14) Jesus blev født som en jordisk søn af Gud, og da Gud ved hans dåb anerkendte ham som sin søn og lod hellig ånd komme over ham, blev han Guds åndsavlede søn. (Mt 3:13-17; Joh 3:3-5) Senere blev han ved sin opstandelse „gjort levende i ånden“. (1Pe 3:18) Hvem var da „moder“, ikke til menneskebarnet Jesus, men til den åndsavlede søn af Gud? Apostelen Paulus forklarer at Abraham, Sara, Isak, Hagar og Ismael optrådte i et symbolsk drama hvori Isak var et billede på dem der havde et himmelsk håb, deriblandt Paulus selv, og han siger derpå at deres „moder“ er „det Jerusalem som er oventil“. Jesus Kristus betegner disse som sine „brødre“ og viser således at de havde samme „moder“. (He 2:11) „Kvinden“ i 1 Mosebog 3:15 kan derfor identificeres med „det Jerusalem som er oventil“. — Ga 4:21-29.

Løftet i Eden indebar at der skulle gå nogen tid for at „slangen“ kunne frembringe et „afkom“ og fjendskabet mellem de to former for „afkom“ kunne udvikle sig. Der er nu gået omkring 6000 år siden løftet blev fremsat. Umiddelbart før Kristi tusindårsrige begynder, vil „slangen“ blive kastet i uvirksomhedens afgrund, og efter de tusind år vil han blive udslettet for evigt. — Åb 20:1-3, 7-10; Ro 16:20.

Pagten med Noa. Med Noa, der repræsenterede sin familie, indgik Jehova Gud en pagt om at bevare menneskers og dyrs liv under den forestående udslettelse af datidens ugudelige verden. (1Mo 6:17-21; 2Pe 3:6) Noa var begyndt at få sønner efter at han var fyldt 500 år (1Mo 5:32), og da Gud meddelte ham sin hensigt, var sønnerne blevet voksne og var gift. Som sin del af pagten skulle Noa bygge en ark og bringe sin familie samt dyr og fødevarer ind i den. Jehova ville på sin side sørge for at noget „kød“ på jorden, både blandt mennesker og dyr, blev bevaret i live. Noa overholdt lydigt pagtens betingelser, og det førte til at Jehova lod menneske- og dyrelivet fortsætte på jorden. Pagten var opfyldt i sin helhed år 2369 f.v.t., efter Vandfloden, da mennesker og dyr atter kunne leve på jorden og formere sig efter deres arter. — 1Mo 8:15-17.

Regnbuepagten. Regnbuepagten blev indgået mellem Jehova Gud og alt kød (både mennesker og dyr), repræsenteret ved Noa og hans familie, i Ararats bjerge i 2369 f.v.t. Jehova erklærede at han aldrig mere ville udrydde alt kød ved hjælp af en vandflod. Regnbuen blev derefter givet som et tegn på denne pagt, der står ved magt lige så længe som der lever mennesker på jorden, det vil sige for evigt. — 1Mo 9:8-17; Sl 37:29.

Pagten med Abraham. Pagten med Abraham trådte øjensynlig i kraft da Abram (Abraham) gik over Eufrat på vej til Kana’an. Lovpagten blev nemlig oprettet 430 år senere. (Ga 3:17) Jehova havde talt til Abraham da denne boede i Mesopotamien, i kaldæernes Ur, og befalet ham at rejse til det land han ville vise ham. (Apg 7:2, 3; 1Mo 11:31; 12:1-3) Ifølge 2 Mosebog 12:40, 41 (LXX) drog israelitterne ud fra trældommen i Ægypten efter at de havde boet i Ægypten og i Kana’ans land i nøjagtig 430 år, ja „på netop den dag“. Eftersom de gik ud af Ægypten da de havde fejret påsken den 14. nisan 1513 f.v.t. (2Mo 12:2, 6, 7), må Abraham være draget over Eufratfloden på vej til Kana’an den 14. nisan 1943 f.v.t., og det var øjensynlig på det tidspunkt Abrahamspagten trådte i kraft. Da Abraham var nået til Sikem i Kana’ans land, viste Gud sig igen for ham og udvidede sit løfte idet han sagde: „Dit afkom giver jeg dette land.“ Derved antydede han at der var en sammenhæng mellem denne pagt og løftet i Eden, og han åbenbarede at ’afkommet’ ville komme gennem en slægtslinje her på jorden. (1Mo 12:4-7) Ved senere lejligheder udvidede Jehova på ny sit løfte, som det fremgår af 1 Mosebog 13:14-17; 15:18; 17:2-8, 19; 22:15-18.

Pagtsløfterne blev givet videre til Abrahams efterkommere gennem Isak (1Mo 26:2-4) og Jakob. (1Mo 28:13-15; 35:11, 12) Apostelen Paulus siger at Kristus (som den primære) og de der er  i samhørighed med Kristus, er det virkelige „afkom“. — Ga 3:16, 28, 29.

Gud åbenbarede hvad Abrahamspagtens formål var, og hvad den ville udvirke: Det lovede afkom skulle fremstå gennem Abraham; dette afkom ville tage sine fjenders port i besiddelse; Abrahams afkom gennem Isak ville blive et stort antal som på det tidspunkt ikke kunne tælles; Abrahams navn ville blive stort; afkommet ville tage det forjættede land i besiddelse; alle jordens slægter skulle velsigne sig gennem dette afkom. (Se ovennævnte steder fra Første Mosebog.) Dette fik en bogstavelig opfyldelse, som pegede frem til den større opfyldelse gennem Kristus. Paulus understreger pagtsbetingelsernes symbolske og profetiske karakter idet han siger at Abraham, Sara, Isak, Hagar og Ismael var deltagere i et symbolsk drama. — Ga 4:21-31.

Abrahamspagten omtales som „en pagt til fjerne tider“. Dens betingelser viser at den vil bestå indtil alle Guds fjender er blevet tilintetgjort og alle jordens slægter er blevet velsignet. — 1Mo 17:7; 1Kor 15:23-26.

I sin omtale af Abrahamspagten og Lovpagten fastslog Paulus det princip at „der ingen mellemmand [er] hvor det kun drejer sig om én person“, hvorpå han tilføjede: „Og Gud er kun én.“ (Ga 3:20; se MELLEMMAND.) Jehova indgik pagten med Abraham ensidigt. Det var i virkeligheden et løfte, og Jehova fremsatte ingen betingelser som Abraham måtte opfylde for at løftet kunne blive indfriet. (Ga 3:18) Der var således ikke brug for nogen mellemmand. Lovpagten var derimod tosidig. Den blev indgået mellem Jehova og Israels nation, med Moses som mellemmand. Israelitterne gik ind på pagtens betingelser idet de aflagde et helligt løfte om at adlyde Loven. (2Mo 24:3-8) Denne pagt gjorde ikke Abrahamspagten ugyldig. — Ga 3:17, 19.

Omskærelsespagten. Omskærelsespagten blev oprettet i 1919 f.v.t. da Abraham var 99 år gammel. Jehova indgik pagten med Abraham og hans bogstavelige afkom; alle husstandens mandlige medlemmer, også blandt trællene, skulle omskæres; enhver som nægtede at lade sig omskære, skulle udryddes af sit folk. (1Mo 17:9-14) Senere erklærede Gud at en fastboende udlænding der gerne ville fejre påsken (og dermed ønskede at tilbede Jehova sammen med israelitterne), skulle lade enhver af mandkøn i sin husstand omskære. (2Mo 12:48, 49) Omskærelsen tjente som et segl på den retfærdighed af tro som Abraham ejede mens han endnu var uomskåren, og som et fysisk tegn på det pagtsforhold der bestod mellem Jehova og Abrahams efterkommere gennem Jakob. (Ro 4:11, 12) Gud anerkendte omskærelsen indtil Lovpagten ophørte i år 33. (Ro 2:25-28; 1Kor 7:19; Apg 15) Men selv om den fysiske omskærelse blev udført under Loven, understregede Jehova gentagne gange at han var mere interesseret i dens symbolske betydning, idet han tilskyndede israelitterne til at ’omskære deres hjerters forhud’. — 5Mo 10:16; 3Mo 26:41; Jer 9:26; Apg 7:51.

Andre pagter i patriarktiden. Det ser ud til at Abraham tidligt indgik en pagt eller overenskomst med amoritterne Mamre, Esjkol og Aner. Der siges ikke hvilken slags pagt det var, men i hvert fald tog de med ham da han drog ud for at befri sin nevø Lot fra de invaderende konger. (1Mo 14:13-24) Abraham boede dengang som fremmed i et land der var behersket af småkonger, og det er muligt at han derfor måtte have en eller anden formel overenskomst i form af en pagt med dem for at kunne bo uforstyrret iblandt dem. Abraham undgik imidlertid at påtage sig unødige forpligtelser over for disse politiske herskere, som det fremgår af hans udtalelse til Sodomas konge i 1 Mosebog 14:21-24. Da Abraham senere boede i Gerar, mindede filisterkongen Abimelek ham om at han med hans tilladelse boede som udlænding i filistrenes land, og bad ham om at sværge på at han ikke ville handle troløst mod ham. Abraham indvilligede i dette, og senere, efter en strid om brøndrettigheder, sluttede han en pagt med Abimelek. — 1Mo 20:1, 15; 21:22-34.

Abrahams søn Isak boede også nogen tid i Gerar, men blev senere af Abimelek anmodet om at flytte bort derfra, hvilket han straks var parat til. Der opstod igen en brøndstrid, hvorefter Abimelek og hans nærmeste henvendte sig til Isak og anmodede ham om at indgå en edsforpligtelse og en pagt med dem, uden tvivl som en fornyelse af den pagt de havde indgået med Abraham. Begge parter aflagde eder over for hinanden for at garantere at de ville opretholde freden. (1Mo 26:16, 19-22, 26-31; jf. 31:48-53.) Apostelen Paulus siger at disse patriarker offentligt bekendte at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet, og at de ventede på en by som havde faste grundvolde, og hvis bygmester og ophavsmand var Gud. — He 11:8-10, 13-16.

Da Israels nation drog ind i Kana’an, var situationen en anden. Den suveræne Gud havde givet israelitterne den fulde ret til landet som en opfyldelse af sit løfte til deres forfædre. De drog derfor ikke ind i landet som fremmede eller udlændinge, og Jehova forbød dem at slutte pagt med landets hedenske folkeslag. (2Mo 23:31-33; 34:11-16)  De skulle kun være underlagt Guds love og forskrifter, og ikke dem der var fastsat af de folk der skulle udryddes. — 3Mo 18:3, 4; 20:22-24.

Lovpagten. Lovpagten mellem Jehova og det kødelige Israels nation blev indgået i den tredje måned efter udgangen af Ægypten i 1513 f.v.t. (2Mo 19:1) Det var en national pagt. Enhver israelit var ved sin fødsel med i denne pagt og indgik således i dette særlige forhold til Jehova. Pagten omfattede en skriftlig lovsamling med bestemmelser opstillet i ordnede grupper. Loven blev formidlet gennem engle ved mellemmanden Moses og blev sat i kraft ved hjælp af dyreofre som blev bragt ved Sinaj Bjerg (i Moses’, mellemmandens, sted). (Ga 3:19; He 2:2; 9:16-20) Ved den lejlighed stænkede Moses halvdelen af offerdyrenes blod på alteret, hvorpå han læste pagtsbogen op for folket, som erklærede sig rede til at adlyde den. Derefter stænkede han den anden halvdel af blodet på bogen og på folket. (2Mo 24:3-8) Under Lovpagten blev der indsat et præsteskab af Arons hus, af Kehats slægt, af Levis stamme. (4Mo 3:1-3, 10) Embedet som ypperstepræst gik ved Arons død i arv til hans sønner idet Aron blev efterfulgt af Eleazar, der blev efterfulgt af Pinehas, og så videre. — 4Mo 20:25-28; Jos 24:33; Dom 20:27, 28.

Pagtens betingelser var at hvis israelitterne overholdt pagten, ville de blive et folk for Jehovas navn, et kongerige af præster og en hellig nation der havde hans velsignelse (2Mo 19:5, 6; 5Mo 28:1-14), og hvis de brød pagten, ville de blive forbandet. (5Mo 28:15-68) Pagtens formål var at gøre overtrædelserne kendt (Ga 3:19), at lede jøderne til Kristus (Ga 3:24), at tjene som en skygge af kommende goder (He 10:1; Kol 2:17), at beskytte jøderne mod falsk, hedensk religion og bevare den sande tilbedelse af Jehova og at beskytte det lovede afkoms slægtslinje. Den blev føjet til Abrahamspagten (Ga 3:17-19) og tjente til at organisere Abrahams kødelige afkom gennem Isak og Jakob som en nation.

Lovpagten var også til gavn for ikkeisraelitter, for de kunne, ved at lade sig omskære, blive proselytter og få del i mange af pagtens goder. — 2Mo 12:48, 49.

Hvordan blev Lovpagten „forældet“?

Lovpagten blev dog i en vis forstand „forældet“ da Gud lod profeten Jeremias bekendtgøre at der ville komme en ny pagt. (Jer 31:31-34; He 8:13) I år 33 blev Lovpagten ophævet på grundlag af Kristi død på marterpælen (Kol 2:14) og blev afløst af den nye pagt. — He 7:12; 9:15; Apg 2:1-4.

Pagten med Levis stamme. Jehova indgik en pagt med Levis stamme om at hele stammen skulle udtages til at udføre tjeneste ved teltboligen, herunder præstetjenesten. Dette skete i Sinaj Ørken i 1512 f.v.t. (2Mo 40:2, 12-16; Mal 2:4) Aron og hans sønner, som tilhørte kehatitternes slægt, skulle være præster, og de andre levitiske slægter skulle varetage de øvrige pligter, såsom at stille teltboligen op, flytte den og så videre. (4Mo 3:6-13; kap. 4) Senere tjente de på samme måde ved templet. (1Kr 23) Præsterne blev indsat ved en ceremoni der fandt sted fra 1. til 7. nisan 1512 f.v.t., og de begyndte at forrette tjeneste den 8. nisan. (3Mo 8, 9) Levitterne fik ingen arvelod i landet, men modtog tiende fra de øvrige stammer, og de havde enklavebyer som de boede i. (4Mo 18:23, 24; Jos 21:41) På grund af den nidkærhed Pinehas viste i forbindelse med Jehovas krav om udelt hengivenhed, indgik Jehova en fredspagt med ham, en pagt om et præstedømme til fjerne tider for ham og hans afkom. (4Mo 25:10-13) Pagten med Levi varede indtil Lovpagtens ophør. — He 7:12.

Pagten med Israel i Moab. Kort før israelitterne i 1473 f.v.t. gik ind i det forjættede land, sluttede Jehova en pagt med dem i Moab. (5Mo 29:1; 1:3) En stor del af Loven blev her gentaget og forklaret af Moses. Formålet med denne pagt var at tilskynde israelitterne til trofasthed mod Jehova, at foretage visse ændringer og at fremsætte nogle nye love som blev nødvendige nu da israelitterne ikke længere skulle leve som nomader, men være fastboende. (5Mo 5:1, 2, 32, 33; 6:1; sml. 3Mo 17:3-5 med 5Mo 12:15, 21.) Denne pagt ophørte sammen med Lovpagten, for den var en uadskillelig del af Loven.

Pagten med kong David. Pagten med David blev indgået på et tidspunkt under Davids regering i Jerusalem (1070-1038 f.v.t.). Parterne var på den ene side Jehova og på den anden side David som repræsentant for sin slægt. (2Sa 7:11-16) Ifølge pagtens betingelser skulle en søn af Davids slægt overtage tronen for stedse, og denne søn skulle bygge et hus for Jehovas navn. Med denne pagt havde Gud til hensigt at give jøderne et kongeligt dynasti, at skænke Jesus, Davids arving, den juridiske ret til Davids trone, også kaldet „Jehovas trone“ (1Kr 29:23; Lu 1:32), og at identificere Jesus som Messias. (Ez 21:25-27; Mt 1:6-16; Lu 3:23-31) Denne pagt omfattede ikke noget præstedømme; det levitiske præsteskab tjente sammen med kongerne af Davids slægt, og præstedømmet og kongedømmet  var skarpt adskilte under Loven. Da Jehova altid vil anerkende dette kongedømme og virke gennem det, varer denne pagt for evigt. — Es 9:7; 2Pe 1:11.

Pagten om et præstedømme som Melkizedeks. Denne pagt omtales i Salme 110:4, og dette skriftsted møntes i Hebræerne 7:1-3, 15-17 på Kristus. Det er en pagt Jehova har indgået med Jesus Kristus alene, og det var åbenbart denne pagt Jesus henviste til da han indgik en pagt med sine disciple om et rige. (Lu 22:29) Ifølge Jehovas ed skulle hans himmelske søn være præst på Melkizedeks måde. Melkizedek tjente som Guds konge og præst på jorden. Jesus Kristus skulle også beklæde begge embeder, idet han skulle være både konge og ypperstepræst, dog ikke på jorden, men i himmelen. Han blev indsat i embederne for bestandig efter sin himmelfart. (He 6:20; 7:26, 28; 8:1) Pagten vil være i kraft for evigt eftersom Jesus vil tjene som konge og ypperstepræst for bestandig under Jehovas ledelse. — He 7:3.

Den nye pagt. Ved profeten Jeremias forudsagde Jehova i det 7. århundrede f.v.t. en ny pagt og erklærede at den ville være forskellig fra Lovpagten, som israelitterne brød. (Jer 31:31-34) Da Jesus Kristus aftenen før sin død den 14. nisan år 33 indstiftede Herrens aftensmåltid, bekendtgjorde han den nye pagt, der skulle gyldiggøres ved hans offer. (Lu 22:20) På den 50. dag efter sin opstandelse og 10 dage efter at han var steget op til sin Fader, udgød han den hellige ånd som han havde fået af Jehova, over sine disciple, der var forsamlede i et værelse ovenpå i Jerusalem. — Apg 2:1-4, 17, 33; 2Kor 3:6, 8, 9; He 2:3, 4.

Parterne i den nye pagt er på den ene side Jehova og på den anden side „Guds Israel“, de åndsavlede som er i samhørighed med Kristus og udgør hans menighed, eller legeme. (He 8:10; 12:22-24; Ga 6:15, 16; 3:26-28; Ro 2:28, 29) Pagten blev sat i kraft ved hjælp af Jesu Kristi udgydte blod (hans opofrede menneskeliv), hvis værdi han frembar for Jehova efter sin himmelfart. (Mt 26:28) Når Gud udvælger et menneske til at modtage den himmelske kaldelse (He 3:1), bringer han vedkommende ind i denne pagt, som er indgået ved Kristi offer. (Sl 50:5; He 9:14, 15, 26) Jesus Kristus er den nye pagts mellemmand (He 8:6; 9:15) og Abrahams primære afkom. (Ga 3:16) Som pagtens mellemmand medvirker han til at de der er med i den, bliver en del af Abrahams sande afkom (He 2:16; Ga 3:29) ved at de får deres synder tilgivet. Jehova erklærer dem retfærdige. — Ro 5:1, 2; 8:33; He 10:16, 17.

Disse åndsavlede og salvede kristne, Jesu brødre, bliver ypperstepræstens underpræster, „et kongeligt præsteskab“. (1Pe 2:9; Åb 5:9, 10; 20:6) De udfører en præstetjeneste, ’en offentlig tjeneste’ (Flp 2:17), og kaldes „en ny pagts tjenere“. (2Kor 3:6) Disse kaldede må følge nøje i Kristi fodspor indtil de dør; derefter vil Jehova gøre dem til et kongerige af præster idet han giver dem del i guddommelig natur og belønner dem med udødelighed og uforgængelighed som medarvinger med Kristus i himmelen. (1Pe 2:21; Ro 6:3, 4; 1Kor 15:53; 1Pe 1:4; 2Pe 1:4) Formålet med denne pagt er at udtage et folk for Jehovas navn som kan udgøre en del af Abrahams afkom. (Apg 15:14) Dette folk bliver Kristi ’brud’ og udgør den skare som Kristus tager med i pagten om Riget for at de skal herske sammen med ham. (Joh 3:29; 2Kor 11:2; Åb 21:9; Lu 22:29; Åb 1:4-6; 5:9, 10; 20:6) Den nye pagts formål kræver at den er i kraft indtil alle medlemmerne af „Guds Israel“ er blevet oprejst til udødelighed i himmelen. De gavnlige virkninger af opfyldelsen af formålet vil være evige, og derfor kan det kaldes en ’evig pagt’. — He 13:20.

Jesu pagt med sine disciple. Jesus indgik denne pagt med sine 11 trofaste apostle om aftenen den 14. nisan år 33 efter at de sammen havde indtaget Herrens aftensmåltid. Han lovede dem at de skulle sidde på troner. (Lu 22:28-30; jf. 2Ti 2:12.) Senere viste han at dette løfte gjaldt alle åndsavlede sejrvindere. (Åb 3:21; se også 1:4-6; 5:9, 10; 20:6.) Han satte pagten i kraft på Pinsedagen ved at salve de disciple der var forsamlede i en sal ovenpå i Jerusalem, med hellig ånd. (Apg 2:1-4, 33) De der blev hos ham under hans prøvelser og led den samme død som han (Flp 3:10; Kol 1:24), ville få del i hans herredømme og komme til at herske sammen med ham. Denne pagt mellem Jesus Kristus og hans medkonger forbliver i kraft for evigt. — Åb 22:5.

Forskellige andre pagter. (a) Josua og Israels høvdinger indgik en pagt med Gibeons indbyggere om at lade dem leve. (Jos 9:3-15) Selv om israelitterne blev narret til at indgå denne pagt, blev den bagefter respekteret sådan at gibeonitterne fik lov at leve skønt de hørte til kana

anæerne, der var forbandede; israelitterne var endog villige til at kæmpe for at beskytte dem. Forbandelsen over gibeonitterne kom dog til at virke ved at de blev sat til at samle brænde og trække vand op til Israels forsamling. (Jos 9:15, 16, 19-27; 10:6, 7) (b) Kort før sin død sluttede Josua en pagt med Israel om at folket skulle tjene Jehova. (Jos 24:25, 26) (c) Gileads ældste sluttede en pagt med Jefta i Mizpa om at gøre ham til overhoved over Gileads indbyggere hvis Jehova gav ham sejren over ammonitterne. (Dom 11:8-11)  (d) Der bestod en personlig pagt mellem Jonatan og David (1Sa 18:3; 20:11-17; 23:18), et forhold der af Saul blev fordømt som en sammensværgelse. (1Sa 22:8) (e) David sluttede en pagt med alle Israels ældste i Hebron. (1Kr 11:3) (f) Kong Hiram af Tyrus var David venligsindet da denne efterfulgte Saul som konge, og han blev „en ven af David“. (2Sa 5:11; 1Kg 5:1) Det venskabelige forhold fortsatte, og da Salomon besteg tronen, sluttede han en pagt med kong Hiram som blandt andet gik ud på at Hiram skulle levere mange af materialerne til tempelbyggeriet. (1Kg 5:2-18) Under denne overenskomst fik tusinder af israelitiske arbejdere adgang til Libanon og dets skove. Hiram kaldte endog Salomon for sin „broder“. (1Kg 9:13) Tyrus sendte søfolk til Salomons flåde, der havde hjemsted i Ezjon-Geber. (1Kg 9:26, 27) Da Tyrus senere vendte sig imod Israel og overgav landflygtige israelitter til Edom, blev landet anklaget for at have brudt „pagten mellem brødre“. (Am 1:9) (g) Israelitterne indgik i Asas regeringstid en pagt om at søge Jehova af hele deres hjerte og af hele deres sjæl. (2Kr 15:12) (h) Præsten Jojada sluttede en pagt med hundredførerne for den kariske livvagt og for løberne. (2Kg 11:4; 2Kr 23:1-3) (i) Jehova sagde at de „pralhalse“ der styrede Jerusalem, fejlagtigt mente sig sikre fordi de havde „sluttet en pagt med Døden“. (Es 28:14, 15, 18) (j) Jehova lovede at give sin tjener som en pagt for folket. (Es 42:6; 49:8) (k) Josias sluttede en pagt med Jehova om at overholde hans bud i Moseloven. (2Kr 34:31) (l) Israel sluttede en pagt med Jehova om at sende alle de fremmede hustruer bort. — Ezr 10:3.

Ukloge pagter og forbund med andre nationer. Skønt Guds profeter udtrykkeligt advarede israelitterne mod at slutte pagt eller forbund med andre nationer, skete det jævnlig at Israels og Judas konger i farefulde tider eller på grund af ærgerrighed allierede sig med hedenske nationer. (Es 30:2-7; Jer 2:16-19, 36, 37; Ho 5:13; 8:8-10; 12:1) Dette medførte altid problemer, som det fremgår af nedenstående eksempler.

Kong Asa af Juda brugte de kongelige skatte til at købe kong Ben-Hadad I af Aram ud af en pagt med kong Basja af Israel. (1Kg 15:18-20) Som følge af at Asa således ’støttede sig til Aram’ i stedet for til Jehova, blev han irettesat af profeten Hanani med ordene: „Du har handlet tåbeligt med hensyn til dette, for fra nu af vil der blive ført krige mod dig.“ (2Kr 16:7-9) Kong Akab af Israel sluttede senere en pagt med den besejrede kong Ben-Hadad II og fik en lignende irettesættelse af Guds profet. (1Kg 20:34, 42) Josafat allierede sig med Akab i et mislykket angreb på Aram og blev derefter spurgt af profeten Jehu: „Er det de ugudelige man skal hjælpe, og er det dem der hader Jehova du skal elske? Nej, på grund af dette er der kommet harme over dig fra Jehova.“ (2Kr 18:2, 3; 19:2) Senere indgik Josafat et partnerskab med den ugudelige kong Ahazja af Israel med henblik på at bygge skibe, men skibene forliste, hvorved den profetiske fordømmelse af foretagendet gik i opfyldelse. (2Kr 20:35-37) I lydighed mod vejledningen fra Gud afstod Amazja af Juda fra at benytte lejetropper fra Israel skønt han derved mistede de 100 sølvtalenter (ca. 4 mio. kr.) han allerede havde udbetalt dem i løn. — 2Kr 25:6-10.

Da Assyrien i det 8. århundrede f.v.t. begyndte at blive en dominerende verdensmagt, følte de mindre riger sig truet til at indgå forbund og stifte sammensværgelser. (Jf. Es 8:9-13.) Udviklingen af nye krigsvåben var også med til at skabe frygt blandt nationerne. (Jf. 2Kr 26:14, 15.) Menahem af Israel bestak den angribende kong Pul (Tiglat-Pileser III) af Assyrien. (2Kg 15:17-20) Rezin af Aram og Peka af Israel dannede en sammensværgelse mod Akaz af Juda, som på sin side brugte skattene fra kongens hus og fra templet til at købe sig beskyttelse hos Tiglat-Pileser III, med det resultat at Damaskus i Aram blev erobret af assyrerkongen. (2Kg 16:5-9; 2Kr 28:16) Hosjea af Israel dannede en sammensværgelse med kong So af Ægypten i håb om at afkaste det assyriske åg som var lagt på ham af Salmanassar V, men Israel gik alligevel til grunde idet Samaria blev indtaget af assyrerne i 740 f.v.t. (2Kg 17:3-6) Den trofaste Ezekias af Juda stolede derimod helt på Jehova — skønt han falskeligt blev anklaget for at sætte sin lid til Ægypten — og blev reddet under assyreren Sankeribs angreb. — 2Kg 18:19-22, 32-35; 19:14-19, 28, 32-36; jf. Es 31:1-3.

I sine sidste år svingede Juda mellem Ægypten og Babylon og ’bedrev utugt’ med begge magter. (Ez 16:26-29; 23:14) Riget kom under ægyptisk herredømme på kong Jojakims tid (2Kg 23:34), men blev snart efter underlagt Babylon. (2Kg 24:1, 7, 12-17) Den sidste konge, Zedekias, gjorde et forgæves forsøg på at løsrive Juda fra Babylon ved at slutte forbund med Ægypten. Følgen var Jerusalems ødelæggelse. (2Kg 24:20; Ez 17:1-15) Disse konger gav ikke agt på det inspirerede råd der blev fremsat gennem Esajas: „Ved omvendelse og hvile vil I blive frelst. I ro og i tillid består jeres styrke.“ — Es 30:15-17.

 I makkabæertiden blev der af politiske grunde indgået mange pagter og forbund med syrerne og romerne, men uden at Israel opnåede frihed og selvstændighed. Senere gik specielt saddukæerne ind for politisk samarbejde som et middel til opnåelse af national uafhængighed. Hverken de eller farisæerne tog imod budskabet om Riget som blev forkyndt af Kristus Jesus, men allierede sig med Rom idet de erklærede: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh 19:12-15) Deres religiøst-politiske alliance med Rom endte imidlertid med den katastrofale ødelæggelse af Jerusalem i år 70. — Lu 19:41-44; 21:20-24.

Billederne der anvendes i Åbenbaringen 17:1, 2, 10-18 og 18:3, betegner politiske og religiøse alliancer. (Jf. Jak 4:1-4.) Gennem hele Bibelen understreges således det princip som Paulus giver udtryk for: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? . . . gå ud fra dem, og skil jer ud.“ — 2Kor 6:14-17.