En personlig ejendel, som for eksempel en ring eller et klædningsstykke, der gives en kreditor som sikkerhed for at et lån vil blive indfriet. Moselovens bestemmelser om pant beskyttede de forarmedes og de forsvarsløses interesser. Det viser at Gud havde forståelse for fattiges og enkers vanskeligheder. De to hebraiske udsagnsord chavalʹ og ‛avatʹ og de beslægtede navneord har at gøre med pant.

Hvis en fattig mand gav sin yderklædning som pant eller sikkerhed for et lån, måtte kreditoren ikke beholde den natten over. (2Mo 22:26, 27; 5Mo 24:12, 13) Den fattige brugte sandsynligvis yderklædningen til at dække sig med om natten; uden denne beskyttelse kunne han komme til at fryse. Hvis man ignorerede denne lov, var man begærlig og hjerteløs. (Job 22:6; 24:9) Under Israels frafald var der imidlertid nogle som ikke alene tog de fattiges klæder som pant, men også brugte dem under deres afgudsfester. — Am 2:8.

At man ’ikke ville give et pant tilbage’, nævnes i Ezekiel 18:10-13 sammen med røveri og blodsudgydelse som overtrædelser der medførte dødsstraf hvis ikke den pågældende angrede sin adfærd. Hvis en ugudelig derimod vendte om fra sine synder ved blandt andet at ’give pant tilbage’, skulle han „visselig blive i live“. (Ez 33:14-16) Det var også forbudt at tage en håndkværn eller den øverste møllesten som pant, for der skulle som regel bages brød hver dag, og at tage de redskaber man malede kornet med, ville være at tage selve „sjælen“, eller livet, som pant. — 5Mo 24:6.

Enker nød en særlig beskyttelse, da de sjældent havde nogen til at forsvare eller hjælpe sig. Det var forbudt overhovedet at tage en enkes klædning som pant. — 5Mo 24:17; jf. Job 24:3.

Man måtte heller ikke gå ind i en andens hus for at hente det pant han havde stillet som sikkerhed. Skyldneren skulle selv bringe pantet ud til sin kreditor. (5Mo 24:10, 11) På denne måde blev hjemmets ukrænkelighed beskyttet, og beboeren bevarede sin selvrespekt, hvilket han næppe ville have gjort hvis hans kreditor havde lov til uindbudt at gå ind i hans hjem. Foruden at fremme egenskaber som medfølelse og gavmildhed (5Mo 15:8) tilskyndede lovene om pant således til at man viste respekt for andres person og rettigheder.

Brugt billedligt. Af 5 Mosebog 15:6 fremgår det at jøderne som et tegn på Guds velsignelse ville have nok midler til at „låne ud [„låne ud mod pant“, fdn.] til mange nationer“.

Den der ’foragtede ordet’ og ikke betalte et lån tilbage, ville miste det han havde givet som pant. På samme måde ville den der havde forpligtet sig til at adlyde Guds bud, men ikke opfyldte sin forpligtelse, lide tab. — Ord 13:13.

De Hebraiske Skrifter advarer gang på gang mod at man stiller sikkerhed for en fremmed og dermed lover at betale vedkommendes gæld hvis han ikke selv gør det. (Ord 11:15; 22:26, 27; se SIKKERHED.) Ordsprogene 20:16 taler således om at man skal ’tage klædningen’ fra den der stiller sikkerhed for en fremmed. Dette er en direkte kontrast til den medfølelse og det hensyn man skulle vise den fattige der på grund af ulykke var kommet i gæld til en anden. Den der stiller sikkerhed for en fremmed, er ikke slet og ret nødstedt eller ulykkeligt stillet, men handler tåbeligt; ordsproget siger derfor i realiteten: ’Lad ham bøde for sin dårskab.’ I den sidste del af verset siges der at man skal ’tage et pant’ af ham „på grund af en fremmed kvinde“. Den der indleder et forhold til en sådan kvinde, er i fare for at blive forarmet (jf. Ord 5:3, 8-10) og kan derfor blive nødt til at give resten af sine ejendele som pant for sin gæld. Ordsproget siger åbenbart at han ikke fortjener nogen medynk da han har handlet i strid med ethvert godt råd ved at have noget at gøre med „en fremmed kvinde“.