(papyʹrus) [hebr.: goʹmæ’].

En stor sumpplante som hører til halvgræsserne. Den har en tilspidset, trekantet stængel der vokser på lavt vand til en højde af 2 til 6 m og ender i en stor dusk af smalle, græsagtige blade. (BILLEDE, bd. 1, s. 544) Planten blev anvendt som råstof til fremstilling af forskellige ting, deriblandt skrivemateriale.

Papyrus (Cyperus papyrus) trives på lavt, stillestående vand, i sumpe eller langs bredden af langsomtflydende floder, som for eksempel den nedre Nil, hvor den engang voksede i stor mængde, men nu er næsten uddød. Bildad spurgte Job: „Vokser papyrus sig høj hvor der ikke er sumpet?“ — Job 8:11; Es 35:7.

Papyrusplantens stængel holder sig flydende på vand. For at forhindre at den lille Moses blev dræbt, lagde hans moder ham i „en ark af papyrus“ som hun smurte med asfalt og beg og satte ud på Nilen. (2Mo 2:3) Man fremstillede også større fartøjer, beregnede til længere rejser, af papyrus. (Es 18:2) De blev muligvis lavet af bundter af papyrusstængler som blev surret sammen. De var tilspidsede i enderne, men var brede nok til at rumme stående passagerer. I 1970 sejlede Thor Heyerdahl og en gruppe af hans medarbejdere tværs over Atlanterhavet i et sådant fartøj.

Brugt som skrivemateriale. Det var en forholdsvis enkel sag at fremstille skrivemateriale af planten. Når stænglerne blev høstet, foretrak ægypterne den tykke, marvfulde del der voksede under vandoverfladen, fordi den indeholdt de bredeste og hvideste stykker råmateriale. De yderste lag blev skrællet af, og den tilbageblevne marv blev skåret ud i stykker på 40-45 cm’s længde. Derefter blev marven skåret på langs i brede, men meget tynde strimler. Strimlerne blev lagt ved siden af hinanden på en plan overflade således at de overlappede hinanden en smule. Efter at der var smurt et tyndt lag klister på, blev der lagt endnu et lag papyrusstrimler vinkelret ovenpå. Derefter blev lagene banket sammen til et ensartet ark. Arkene blev tørret i solen og skåret til i den ønskede størrelse. Til sidst blev overfladen udglattet og poleret med pimpsten, muslingeskaller eller elfenben. Ved denne proces fik man et forholdsvis solidt, smidigt og næsten hvidt skrivemateriale der fandtes i mange størrelser og kvaliteter. Man skrev som regel på den side hvor de vandrette strimler lå, men undertiden benyttede man også bagsiden for at skrive en tekst færdig. Striberne tjente som linjer skriveren kunne følge når han skrev med sin rørpen og en væske bestående af en gummiopløsning, sod og vand.

Papyrusarkene kunne limes sammen til en skriftrulle, der normalt bestod af omkring 20 ark. De kunne også foldes til blade i den boglignende kodeks som blev populær blandt de første kristne. En gennemsnitlig skriftrulle var omkring 4-6 m lang, men man har fundet én der målte 40,5 m. Det græske ord biʹblos sigtede oprindelig til papyrusplantens bløde marv, men blev senere brugt om en bog. (Mt 1:1; Mr 12:26) Diminutivformen bibliʹon hedder i flertal bibliʹa, der ordret betyder „små bøger“, og det er heraf ordet „bibel“ er afledt. (2Ti 4:13, Int) En fønikisk by blev kaldt Byblos efter at den var blevet et vigtigt centrum for papyrusindustrien.

Papyrusruller blev brugt i stor udstrækning frem til begyndelsen af det 2. århundrede e.v.t. da de begyndte at blive afløst af papyruskodekser. Senere, i det 4. århundrede, svandt papyrussens popularitet, og man begyndte at bruge et mere holdbart materiale, vellum eller pergament.

Som skrivemateriale havde papyrus en enkelt alvorlig ulempe, nemlig at den ikke var særlig holdbar. I fugtige omgivelser opløstes den, og i tørre omgivelser blev den sprød og skrøbelig. Indtil det 18. århundrede e.v.t. mente man at alle gamle papyrushåndskrifter til Bibelen var gået til grunde. Men siden slutningen af 1800-tallet er der fundet flere værdifulde bibelpapyrusser. Fundene er hovedsagelig gjort i Ægypten og i egnen ved Det Døde Hav, hvor man har det ideelle tørre klima der er nødvendigt for bevarelsen af papyrus. Nogle af de bibelpapyrusser man har fundet disse steder, stammer helt tilbage fra det 2. eller 1. århundrede f.v.t.

Mange af de papyrushåndskrifter man har fundet, betegnes med udtrykket „papyrus“, som for eksempel Papyrus Nash fra det 1. eller 2. århundrede f.v.t., Papyrus Rylands iii. 458 (fra det 2. årh. f.v.t.) og Chester Beatty Papyrus I (fra det 3. årh. e.v.t.).