En smuk naturpark eller en parklignende have. Det græske ord paraʹdeisos forekommer tre gange i De Kristne Græske Skrifter. (Lu 23:43; 2Kor 12:4; Åb 2:7) Græske forfattere så langt tilbage som Xenofon (ca. 431-352 f.v.t.) brugte ordet (pairidaeza), og Pollux tilskrev det persisk oprindelse. (Cyropaedia, I, iii, 14; Anabasis, I, ii, 7; Onomasticon, IX, 13) Nogle leksikografer mener at det hebraiske ord pardesʹ (der har grundbetydningen „park“) stammer fra persisk. Men eftersom Salomon brugte ordet pardesʹ i sine skrifter allerede i det 11. århundrede f.v.t., mens de persiske skrifter kun går tilbage til omkring det 6. århundrede f.v.t., er denne opfattelse kun en formodning. (Præ 2:5; Høj 4:13) Endelig bruges pardesʹ også i Nehemias 2:8, hvor der er tale om perserkongen Artaxerxes den Langhåndedes skovlignende park (i det 5. årh. f.v.t.). — Se PARK.

De tre ord (det hebraiske pardesʹ, det persiske pairidaeza og det græske paraʹdeisos) indeholder imidlertid alle grundtanken om en smuk naturpark eller parklignende have. Den første park af denne art var den der blev plantet af menneskets Skaber, Jehova Gud, i Eden. (1Mo 2:8, 9, 15) Den kaldes på hebraisk en gan, det vil sige en have, men var tydeligvis både i størrelse og i sin natur hvad vi forbinder med en naturpark. Den græske Septuaginta bruger med rette ordet paraʹdeisos om denne have. (Se EDEN, 1; HAVE [Edens have].) Da Adam syndede, mistede han retten til at leve i dette paradis og muligheden for at vinde retten til evigt liv, der var repræsenteret ved frugten på et træ som Gud havde udpeget midt i haven. Edens have var måske indhegnet på en eller anden måde i betragtning af at det kun var nødvendigt at sætte engle på østsiden af haven for at hindre menneskene i at trænge ind i den. — 1Mo 3:22-24.

Hvad er det paradis som Jesus omtalte for den forbryder der døde ved siden af ham?

Lukas fortæller i sin beretning at en forbryder der blev henrettet på en pæl ved siden af Jesus Kristus, tog Jesus i forsvar og bad ham om at huske ham ’når han kom i sit rige’. Jesus svarede: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lu 23:39-43) Tegnsætningen i denne udtalelse vil afhænge af hvordan oversætteren forstår Jesu ord, for i den græske grundtekst var der ingen tegnsætning. Den tegnsætning vi kender i dag, blev ikke almindeligt anvendt før i det 9. århundrede e.v.t. Mange oversættere anbringer et skilletegn før „i dag“ og giver derved det indtryk at forbryderen kom i Paradiset samme dag. Men der er intet i Bibelens øvrige skrifter som støtter dette. Jesus var selv død og lå i graven indtil den tredje dag, hvor han blev oprejst som „førstegrøden“ af dem der får en opstandelse. (Apg 10:40; 1Kor 15:20; Kol 1:18) Han steg op til himmelen 40 dage senere. — Joh 20:17; Apg 1:1-3, 9.

Alt tyder derfor på at Jesus ikke brugte ordene „i dag“ for at angive hvornår forbryderen ville være i Paradiset, men derimod for at understrege det tidspunkt hvor løftet blev givet, og hvor forbryderen havde givet udtryk for et vist mål af tro på Jesus. Det var en dag hvor Jesus var blevet forkastet og domfældt af de øverste religiøse ledere i sit eget folk og derefter var blevet dømt til døden af de romerske myndigheder. Han var blevet hånet og latterliggjort. Forbryderen som han talte med, havde imidlertid vist et ædelt sindelag og en rosværdig hjerteindstilling ved ikke at følge mængden, men tage Jesus i forsvar og give udtryk for tro på hans kommende rige. Som en anerkendelse af at vægten må lægges på tidspunktet da løftet blev givet frem for på tidspunktet da det opfyldes, gengiver andre oversættelser — deriblandt de engelske oversættelser af Rotherham og Lamsa og de tyske af Reinhardt og W. Michaelis samt Syrus Curetonianus fra det 5. århundrede e.v.t. — teksten på en måde der svarer til gengivelsen i Ny Verden-Oversættelsen, som er citeret ovenfor.

Det paradis Jesus talte om, er tydeligvis ikke det samme som hans himmelske rige. Tidligere samme dag havde Jesus stillet sine trofaste disciple i udsigt at de ville få adgang til dette himmelske rige, men med den begrundelse at de ’var blevet hos ham i hans prøvelser’. Dette kunne ikke siges om forbryderen; hans død på pælen ved siden af Jesus skyldtes udelukkende hans egne lovløse gerninger. (Lu 22:28-30; 23:40, 41) Forbryderen var tydeligvis ikke blevet ’født igen’ som følge af vand og ånd, hvilket ifølge Jesus var en forudsætning for at få adgang til himlenes rige. (Joh 3:3-6) Forbryderen var heller ikke en af de sejrvindere som den herliggjorte Kristus Jesus sagde ville få sæde sammen med ham på hans himmelske trone, og som har del i „den første  opstandelse“. — Åb 3:11, 12, 21; 12:10, 11; 14:1-4; 20:4-6.

I nogle opslagsværker fremsættes den opfattelse at Jesus hentydede til et afgrænset paradisisk opholdssted i Hades, eller Sheol, en afdeling som var forbeholdt dem der var godkendt af Gud. Efter sigende lærte datidens jødiske rabbinere at der fandtes et sådant paradis for dem der var døde og afventede en opstandelse. Om rabbinernes lære siges der i Hastings Dictionary of the Bible: „Den overleverede rabbinske teologi indeholder usædvanlig mange forskellige opfattelser angående dette emne, og mange af dem lader sig vanskeligt tidsfæste. . . . Tager man litteraturen som sådan, ser det ud til at nogle opfattede Paradiset som værende på jorden, andre som en del af Sheol, atter andre som hverken på jorden eller under jorden, men i himmelen . . . Men i det mindste en del af dette er behæftet med tvivl. Disse forskellige opfattelser findes ganske vist i den senere jødedom. De forekommer udtrykkeligt og i alle enkeltheder i middelalderens kabbalistiske jødedom . . . Men det kan ikke siges med sikkerhed hvor langt tilbage de kan føres. Den ældre jødiske teologi synes i hvert fald . . . at give kun lidt eller slet intet rum for tanken om et mellemparadis. Den taler om et Gehinnom for de onde og et Gan Eden, eller Edens have, for de retfærdige. Det er tvivlsomt om den går ud over disse opfattelser og lærer at der findes et paradis i Sheol.“ — 1905, bd. III, s. 669, 670.

Selv hvis rabbinerne virkelig førte denne lære, ville det være højst urimeligt at tro at Jesus fremførte sådanne synspunkter, eftersom han fordømte de religiøse lederes ubibelske overleveringer. (Mt 15:3-9) Det paradis som den jødiske forbryder Jesus talte med, kendte, var højst sandsynligt det jordiske paradis der beskrives i De Hebraiske Skrifters første bog, Edens paradis. I betragtning heraf er det rimeligt at antage at Jesu løfte pegede frem til en genoprettelse af disse paradisiske forhold på jorden. Løftet til forbryderen ville derfor give denne uretfærdige mand håb og forvisning om en opstandelse og muligheden for at leve i det genoprettede paradis. — Jf. Apg 24:15; Åb 20:12, 13; 21:1-5; Mt 6:10.

Et åndeligt paradis. Mange af Bibelens profetiske bøger indeholder Guds løfter om hvordan de landflygtige israelitter ville blive ført tilbage til deres øde hjemland. Gud ville sørge for at landet blev dyrket og tilsået, at det kom til at bære rigelige afgrøder og blev fyldt med mennesker og dyr; byerne ville blive genopbygget og beboet, og folk ville sige: „Dette land som var lagt øde, er blevet som Edens have.“ (Ez 36:6-11, 29, 30, 33-35; jf. Es 51:3; Jer 31:10-12; Ez 34:25-27.) Profetierne viser imidlertid at de paradisiske tilstande også ville gælde indbyggerne selv. Ved at forblive trofaste mod Gud kunne de nu „spire“ og trives som „retfærdigheds vældige træer“ og glæde sig over en skøn åndelig velstand som „en vandrig have“ som Guds velsignelse strømmede ned over fordi de havde hans godkendelse. (Es 58:11; 61:3, 11; Jer 31:12; 32:41; jf. Sl 1:3; 72:3, 6-8, 16; 85:10-13; Es 44:3, 4.) Israels folk havde været Guds vingård, hans plantning, men på grund af folkets slethed og frafald fra den sande tilbedelse var dets åndelige vingård billedligt talt visnet bort allerede før landet bogstaveligt blev lagt øde. — Jf. 2Mo 15:17; Es 5:1-8; Jer 2:21.

Heri finder vi uden tvivl nøglen til forståelsen af det syn Paulus beskriver i 2 Korinther 12:1-7. (Det var uden tvivl ham selv der havde dette syn, eftersom han anfører det til støtte for sin apostelværdighed.) Bortrykket til „den tredje himmel“ (se HIMMEL [Den tredje himmel]) fik den der modtog dette syn, adgang „til paradiset“ og hørte usigelige ord. At dette paradis kan vise hen til en åndelig tilstand blandt Guds folk, i lighed med den genrejste åndelige tilstand som det kødelige Israel havde erfaret, fremgår af at den kristne menighed også blev kaldt „Guds mark under dyrkning“, Guds åndelige vingård der havde sin rod i Kristus Jesus og bar frugt til Guds ære. (1Kor 3:9; Joh 15:1-8) Den havde afløst Israels nation som det folk der havde Guds gunst. (Jf. Mt 21:33-43.) Eftersom Paulus’ syn var en ’åbenbaring’, måtte det imidlertid gælde noget fremtidigt. (2Kor 12:1) Der skulle komme et frafald fra den kristne tro, ja det var allerede begyndt at vise sig på Paulus’ tid, og det ville føre til en tilstand der kunne sammenlignes med en mark fyldt med ukrudt. (Mt 13:24-30, 36-43; Apg 20:29; 2Ts 2:3, 7; jf. He 6:7, 8.) Det er derfor ikke rimeligt at tro at Paulus’ syn af et paradis fik sin opfyldelse mens dette frafald stod på. Det må pege frem til „høsttiden“ da de sande kristne ville blive indsamlet af „høstfolkene“, englene, og ville opnå store velsignelser og åndelig velstand fra Gud.

Det er imidlertid indlysende at de genoprettelsesprofetier som de hebraiske profeter nedskrev, indeholder elementer der også vil få en bogstavelig opfyldelse i det genoprettede jordiske paradis. I Esajas 35:1-7 tales der for eksempel om helbredelsen af blinde og halte, noget der ikke fik en bogstavelig opfyldelse efter udfrielsen fra det gamle Babylon, og som heller ikke  opfyldes bogstaveligt i det kristne åndelige paradis. Det er utænkeligt at Gud skulle lade profetier som dem der findes i Esajas 11:6-9, Ezekiel 34:25 og Hoseas 2:18, nedskrive under inspiration i den hensigt at de kun skulle have en symbolsk eller åndelig betydning og ikke ville få en bogstavelig opfyldelse på Guds tjenere.

„Livets træ, som er i Guds paradis“. Åbenbaringen 2:7 taler om „livets træ“ i „Guds paradis“ som „den der sejrer“ vil få det privilegium at spise af. Eftersom de øvrige løfter i denne del af Åbenbaringen klart sigter til sejrvindernes himmelske arv (Åb 2:26-28; 3:12, 21), må „Guds paradis“ i dette tilfælde være et himmelsk paradis. Ordet „træ“ er her oversat fra det græske ord xyʹlon, der oprindelig blev brugt om „træ“ som materiale, men også kunne bruges om træer der voksede, en plantage eller frugthave. I det jordiske paradis, Edens have, ville det have betydet evigt liv for mennesket at spise af livets træ. (1Mo 3:22-24) Selv frugten på de øvrige træer i haven ville have været livsopretholdende for mennesket så længe det forblev lydigt. Det at spise af „livets træ [eller træer]“ i „Guds paradis“ må derfor betegne den guddommelige foranstaltning til fortsat liv som de kristne sejrvindere får del i. Andre skriftsteder viser at de bliver belønnet med udødelighed og uforgængelighed sammen med deres himmelske overhoved og Herre, Kristus Jesus. — 1Kor 15:50-54; 1Pe 1:3, 4.