(Paʹran).

Størstedelen af det vidtstrakte ørkenområde hvori israelitterne vandrede omkring i ca. 38 år før de drog ind i det forjættede land. (4Mo 10:11, 12; 5Mo 2:14) Paran havde ingen klart definerede grænser, men omfattede den centrale og den nordøstlige del af Sinajhalvøen. Øst for Paran lå Arabalavningen og Aqababugten, mod syd lå Sinaj Ørken, mod sydvest Sins Ørken, og mod nordvest og nord lå Etams Ørken og Sjurs Ørken. Mod nordøst, i retning af Det Døde Hav, gik Paran over i Zins Ørken (der muligvis udgjorde en del af Paran) og nåede måske helt op til Be’er-Sjeba i nærheden af Judas bjerge. — 1Sa 25:1, 2.

Paran var hovedsagelig et barsk, nogle steder plateaulignende, bjergland af kalksten hvis centrale del lå i en højde af 600 til 750 m. (5Mo 33:2; jf. Hab 3:3.) Paran hørte med til „den store og frygtindgydende ørken“ der omtales i 5 Mosebog 1:1, 19; 8:15. Med undtagelse af den korte periode regntiden varer, er dette barske, stenede og sandede område uden grøn vegetation. Der er kun få kilder, og de ligger meget spredt. Dette understreger hvor fuldstændig afhængige israelitterne, der måske talte 3.000.000, var af at Jehova mirakuløst sørgede for føde og vand til dem i de mange år de vandrede i ørkenen. — 2Mo 16:1, 4, 12-15, 35; 5Mo 2:7; 8:15, 16.

Første gang Parans Ørken omtales, var øjensynlig på Lots tid da Kedorlaomer og hans forbundsfæller besejrede en række byer ved Det Døde Hav og i Edom og kom så langt mod syd som til El-Paran. (1Mo 14:4-6) Senere, da Ismael var blevet sendt bort af sin fader, Abraham, bosatte han sig i Parans Ørken, hvor han levede som jæger. — 1Mo 21:20, 21.

Paran omtales dog først og fremmest i forbindelse med israelitternes vandringer. Efter at Israel havde forladt Sinaj Bjerg, slog folket lejr i Tabera og Kibrot-Hatta’ava og derefter i Hazerot ved Parans sydlige grænse før det begav sig mod nord i retning af Kadesj-Barnea. (4Mo 10:12, 33; 11:3, 34, 35; 12:16) Kort efter at israelitterne var kommet ind i Paran, blev de 12 mænd sendt ud for at udspejde Kana’an. (4Mo 13:3, 26) På grund af den dårlige rapport de fleste af dem aflagde da de vendte tilbage, besluttede Jehova at folket skulle forblive i ørkenen indtil alle de der var blevet mønstret, og som havde knurret imod Gud, var døde. (4Mo 13:31-33; 14:20-34) Langt de fleste af Israels lejrpladser i de 40 år der gik fra udgangen af Ægypten til indtagelsen af det forjættede land, lå i Paran. — 4Mo 33:1-49.

Ifølge den græske Septuaginta drog David ud i Maons Ørken efter Samuels død og begravelse. I den masoretiske tekst, den syriske Pesjitta og den latinske Vulgata står der imidlertid at han drog ud i Parans Ørken. (1Sa 25:1) Da David var blevet konge og gik i krig mod Edom, flygtede den unge edomitiske fyrste Hadad til Ægypten sammen med nogle af sin faders tjenere. Da de på vejen kom igennem Paran, sluttede nogle mænd herfra sig til dem. — 1Kg 11:15-18.